I øvrigt

I øvrigt #57

Stationen i Brede, regnvåd
  • Har min søn siden jul, efter tur og med overlap, kastet sin frådende og altopslugende interesse på: 1) solsystemet 2) vulkaner 3) dinosaur og andre fortidsdyr. Vi har læst bøger. Set YouTube. Forsøgt at besvare uendelige hvorfor-kæder til langt efter sengetid. Og så, siden sidste weekend, stod viseren på lokaltog. Helst dem der kører på el. Tak.
  • Skulle han da have lov at se et lokaltog! De kører fra Lyngby. Hvad kan gå galt? Lidt af hvert kan gå galt. Fx var jeg lige ved ikke at få ham hentet i børnehaven fordi jeg var dejset i dødlignende søvn på sofaen. Så regnede det. Meget. Så bad jeg – fornuftigt nok, i udgangspunktet – om han lige kunne tisse af i børnehaven. Børnehaven hvor jeg stadig ikke må sætte min fod, men igennem døren til hvilken jeg overhørte et omfattende sigtemæssigt uheld der gennemvædede underbukser, lange bukser, strømper, regnbukser og kasket (hvordan?). Efter en halv times episk pædagogindsats fik jeg udleveret en totalomklædt og afvasket (og aftisset …) dreng og en dryppende pose vasketøj. Men vi kom da afsted, slemt forsinkede. Konstaterede at toget kørte på benzin og Brede nok er pænere i tørvejr. Aftalte at gøre det hele igen snart.
  • Skal jeg ikke helt afvise at jeg kunne have fundet på at kramme regnbukser tørre med noget papir og bruge dem bare den ene eftermiddag, hvis ikke der havde været pædagoger til stede. Ikke helt.
  • Er mit barselsvikariat blevet slået op. De har hævet timetallet og skåret i opgaverne. På en måde er jeg lidt beæret.
  • Har jeg faktisk sagt ja til at gå to timer op i tid, til 32 timer, når jeg kommer tilbage. En del af mig frygter lidt det var en fejl. At det bliver endnu sværere at få enderne til at mødes. På den anden side er det de skæve, skiftende vagter der slår os ud. Og de fordeles efter næser, ikke timetal. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at tjene lydt ekstra, uden at skulle freelance. Hvilket jeg kan mærke jeg er færdig med for nu. Samtidig har min kæreste sagt at han vil droppe sin anmeldertjans, som der så ikke skal ryddes weekendtid til. Jeg tænker faktisk det kommer til at fungere.
  • Er den der græsslåmaskine ikke kommet, og nu *er* haven kammet over fra det pittoresk forpjuskede til det egentlig post-apokalyptiske.
Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply