Lidt af hvert

I øvrigt #58

  • Faldt et par lidt slidte personager på Ballerup Station pladask for min søn, da han og jeg var på vej i kolonien for et par uger siden. Indgangsreplikken var: “Du er rigtig på tur med farmor, hva!”.
  • Masede en mand sig med i elevatoren da jeg fredagen efter skulle … et eller andet … også med min søn. Han udbredte sig længe og forvirrende om “Det der blik i børnenes øjne fredag eftermiddag når de er afleveret til bedsteforældrene og den står på forkælelse hele weekenden”. Vi var næsten oppe før det gik op for mig at jeg var ‘bedsteforældrene’ i sammenhængen ..!
  • Stod jeg ugen efter ude foran børnehaven i totalt kaos, silende regn og – indrømmet – mundbind, duggede briller og regnhætten godt nede i panden. Efter 15 minutter fik jeg øjenkontakt med en pædagog som undskyldte ventetiden med at hun “Endnu ikke kendte alle bedstemødrene på de andre stuer …”.
  • Er jeg muligvis ved at få en åreknude på mit ene ben.
  • Klappede en kollega fra en meget fjern gren af organisationsdiagrammet mig på maven den anden dag, uden varsel eller indledende bemærkninger. Jeg for sammen og blev helt mundlam. “Nå nej, smilede hun. Man må ikke røre ved folk for tiden” Forkert. Man må bare ikke klappe fremmede på maven ude at spørge først!
  • Har min kæreste fået tid til vaccinationer.
  • Hjalp jeg en mand på biblioteket der rockede mundbind, to lag briller (sol- og almindelige) og høreapparater.
  • Får min kæreste en del ting leveret med posten. (Anmelder)business og pleasure. Førhen hentede han i postafhentningen i Kvickly. Nu henter han på tyve forskellige lokaltioner rundt om i Storkøbenhavn. Efter tyve forskellige reglesæt og med tyve forskellige kommunaktionsveje. Næsten. Det er i hvert fald en reel stress-faktor i hverdagen. Den anden dag holdt han status over sedler, beskeder og diverse bestillinger og fandt en overskydende seddel, der så ikke kunne veksles til en pakke i Vangede som den ellers antydede men via en eller anden app kunne matches med en kiosk i udkanten af Bagsværd og en pakke på 15 kilo. Så det var dér den plæneklipper var blevet af!
  • Lykkedes det os i helt uhørt grad at få tingene til at gå op i en enhed fredag eftermiddag. Min kæreste stillede med den magiske app, jeg med barn og ladcykel, pakken blev hentet, fredagsslik købt ved samme lejlighed, maskinen samlet, græsset slået, jeg ordnede have, sønnikke legede ‘far slår græs’ med den virkelig klamme men højtelskede dukkevogn han fik af naboen, og på skift gik vi ind og forberedte lidt til den hjemmelavede pizza. Det regnede ikke engang. Så tabte græsslåmaskinen det ene hjul.
Forrige indlæg
Næste indlæg

2 Comments

  • Reply
    Anne R
    31. maj 2021 at 12:19

    Ej, for pokker, mand! Er sikker på, du ikke ligner en bedstemor 😂. Jeg er blevet kaldt en dreng eller mand ufatteligt mange gange. Samt spurgt, om jeg ER en dame – og hvorfor jeg så ingen bryster har! Jeg HAR bryster, de er bare ret små, okay?

    • Reply
      Plantesmilet
      5. juni 2021 at 20:21

      Ej øv! Personligt synes jeg små bryster er virkeligt fine. Heller ikke då modtagelige over for tyngdekraften … Og jeg ligner ikke en bedstemor. Men jeg er blevet ret gråhåret, og med sådan en gravid mave, barm og bagdel i en klassisk regnjakke … Det var i hvert fald hvad jeg ræsonnerede mig frem til med en veninde 😂

Leave a Reply