I øvrigt

I øvrigt #61

  • Fik jeg det forjættede andet stik her til formiddag. Og jeg kan næsten ikke rumme hvor rart det bliver ikke at skulle bekymre mig om afstand og kviktest og om den der kriller i halsen bare er lidt sen pollenallergi eller om det der smittetilfælde på min kærestes arbejde i sidste uge alligevel er rislet gennem revnerne og nået frem til mig.
  • Nåede jeg op på 18 kviktest
  • Har jeg ingen anelse om den halvanden meter høje, voldsomt piercede og efter udseendet at dømme 14 år gamle humørbombe der vaccinerede mig, var en mand eller en dame. Men vedkommende var helt høj over at vi delte fødselsdag, og det er jeg egentlig også!
  • Krydser jeg virkelig fingre for at undgå de værste ‘andet stik på andendagen’-gener. Min krop er udfordret nok i forvejen, og man kan ligesom ikke lægge sig dobbelt på sofaen.
  • Er vores nærmeste vaccinationscenter i Ballerup, og da jeg alligevel var herude, bruger jeg lige en time på terrassen i kolonien. Her kan jeg så i silende regn meditere over at det kan være sæsonen er slut for i år. Sensommeren plejer at være desserten ved det hele, den årstid hvor alt det man troede man skulle ordne og opleve i løbet af sommeren, rent faktisk sker. Men vejret, min ryg, diverse praktik og min kærestes noget hermetiske arbejdsskema har sgu rottet dig sammen.
  • Insisterede jeg på at vi blev hjemme i sidste weekend for at prøve at komme til bunds i den der praktik. Og vi nåede intet. Til gengæld har den ene knude efter den anden pænt løst sig i løbet af ugen, så måske var det alligevel godt givet ud.
  • Har et nabopar tilbudt at tage sig af Musen hvis vi pludselig skal på hospitalet midt om natten og jeg er så taknemmelig at jeg kunne tude.
  • Er jeg sgu lidt udfordret over ham min Mus for tiden. Han er vred. På mig. Og giver udtryk for sin vrede ved at råbe ad mig, kommandere med mig, hive i mig, slå fast at ‘det’ er min skyld. Hvilket han kan have ret i på det abstrakte plan, men sjældent det konkrete. På højeste volumen, uophørligt og med skærebrænderstemme. Det er fandme hårdt! Og svært at navigere i når vi på den ene side er i ‘det er en fase’-land og et eller andet sted godt forstår den grundlæggende psykologi. Han har altid haft svært ved opbrudsstemning, og det skal jeg da lige love for han oplevet nu. På den anden side er han stor nok til at formulere noget der er svært at lade gå ind af et øre og ud ad det andet, og min kapacitet for upåvirkethed er ikke på toppen. I stille stunder er han selv ret ked af situationen – og betegner den som en bakterieinfektion der har indtaget ham! Gode råd modtages! Mit bedste trick er pt at sætte nogle gode lange tegnefilm på om eftermiddagen. Så kan vi da forliges så længe!
Forrige indlæg
Næste indlæg

6 Comments

  • Reply
    Janne
    28. august 2021 at 10:21

    Åh jeg husker godt den tid. Det er så hårdt. Der er jo SÅ mange procedurefejl, man som fireårig ikke kan lade gå uprotesteret hen! Seriøst, de der folk omkring én i verden FATTER jo bare ikke, hvor vigtigt det er, at der er præcis den rette mængde mælk i koppen.
    Som mor slipper man nok ikke for at finde sig fedtet ind i situationer og reaktioner, man – selv år efter – kan huske helt ind i marven som ikke værende knap-så-elegant håndteret. Ikke at det er nogen trøst i sig selv, men du er virkelig ikke alene 🙂 Og det ER en fase. Selvom den utvivlsomt trækker ekstra tænder ud, når man ovenikøbet er gravid.
    Mit eneste trick jeg kan huske fra dengang er, at jeg af og til havde held med at aflede ved at gøre konflikten til en konkurrence – “jeg tror ikke, du kan nå at få dit tøj af, før jeg har talt til 10”-ish. Men det kommer jo an på hvilket barn man har.

    Sender masser af styrke og god karma herfra!

    • Reply
      Plantesmilet
      1. september 2021 at 20:20

      Tak for beroligelse og karma ❤️Jeg prøver virkelig at koble min egen krybdyrhjerne fra og lade det passere. Med vekslende held ..! Men seriøst, dejligt at vide det ikke bare er os!

  • Reply
    Louise
    28. august 2021 at 21:03

    Vi har lige været/er noget lignende igennem. Fri skærm er godt. Især også efter babys ankomst.

    Dertil er det bedste råd jeg har fået, at sænke alle forventninger til mit barn. Alt pres fra mig bliver til modpres fra hende. Så omfavn det og giv slip på burde og skulle. Og fjol. Lav sjov. Afled. Eller giv plads og tilbyd et varmt kram.

    • Reply
      Plantesmilet
      1. september 2021 at 20:22

      Tak for det ❤️ Jeg prøver virkelig at droppe alle ambitioner om hvad der kunne være fedt at lære ham inden baby. Ikke helt let for et projektmenneske som mig, kan jeg afsløre 😉

  • Reply
    Linda Abildgren
    4. september 2021 at 21:35

    Jeg kan virkelig anbefale bare at sige, hvad du ser. “Du er vred på mig.” Og herefter kommer det virkelige kunstgreb: Du siger ikke mere. For selvom det nærmest ser fornærmende enkelt ud, så er min erfaring, at det ofte tager luften ud af sejlene – for når nu du har forstået budskabet, så er der måske ikke grund til at bruge mere krudt på det. Som ekstra bonus virker det rigtig godt ift. ikke at få sig selv talt op, og jeg har ret ofte held med at spørge: “Har du brug for et knus?” når de har råbt: “JA!!” til mit første spørgsmål. Det har de overraskende tit.

    • Reply
      Plantesmilet
      6. september 2021 at 20:08

      Tusind mange tak for at huske mig på noget jeg egentlig godt kendte til og har praktiseret med ret stor succes – men som lige så stille var gået i glemmebogen. Hermed støvet af!

Leave a Reply