Livet

I øvrigt #65

  • Vil jeg godt nominere Alternativets ‘Give peas a chance’-kampagne til årets mest tågede svar på et ja/nej-spørgsmål
  • Havnede jeg en dag i en bus til Lyngby, hvor chaufføren havde skruet radioen helt op på elleve. Dermed var jeg og resten af passagererne tvangsindlagt til først at høre en læge svare på spørgsmål om screeningsprogrammet for tarmkræft, dernæst lytte i forkvalmet fascination til en midaldrende mands personlige oplevelser med samme sygdom. Jeg vil resten af mit liv spekulere bare en lille smule over hvordan han dog kom tilbage fra de ti dages forstoppelse, de to uvirksomme afføringskure og den ubehagelige kikkertundersøgelse, som var det jeg fik med, inden jeg skulle af.
  • Er vi færdige med at se ‘Fringe’. Og for ligesom at runde denne intense men kortvarige sommerromance af, søgte jeg rundt på nettet efter lidt nørderier. Og opdagede pludselig at noget var galt! Folk var venlige, anmeldelserne positive, skuespillerne blev omtalt med en blanding af næsegrus beundring og kærlig overbærenhed. Det hele var … skrevet for ti år siden.
  • Er vores liv next level sindssygt i disse dage. Jeg starter arbejde, storebror starter SFO, den der dåb vi med stadig svindende entusiasme har skubbet foran os et halvt års tid, har nu rent faktisk fundet sted. En vaccination, noget blodprøvehalløj og en dygtigt forkølet baby er det også blevet til. Meget går godt, og resten ryger simpelthen af i svinget.
  • Er det godt nok med bævende hjerte og en klump i halsen at jeg afleverede min lille bitte knap nok femethalvtårige Mus i nye, store og ærligt talt lettere kaotiske rammer. Vi har diskuteret til bevidstløshed om han er klar til at gå i skole. Og det vil jeg mene han er. Om han er klar til at gå i SFO er jeg ikke helt så sikker på. Der er stort og larmende, rammerne er løse, de voksne ukendte. Dag et kom han hjem med en ordentlig skramme i ansigtet (“Et af de andre børn vil være skurk når han bliver stor, og han er allerede begyndt på arbejdet!”), glubende sulten fordi han nok havde åbnet madkassen, men ikke opdaget maden, og desperat tissetrængende fordi “toilettet hænger er helt oppe under loftet, mor!” Dag to blev han ringet hjem efter en time, fordi han faldt ned af stolen og slog hovedet både på vej ned og i forsøget på at komme op igen. Dag tre hviskede han at han savnede børnehaven, og bad om en legeaftale med en yngre dreng, jeg ikke anede han var venner med. Nu er vi i gang med uge to og der er små tegn i måne og stjerner på at det hele går bedre. Men åh mit hjerte altså!
  • Er der grund til at tro at papir hedder kartonki på finsk

Forrige indlæg

2 Comments

  • Reply
    Anne
    9. juni 2022 at 13:13

    “Give peas a chance” = vi ved ikke hvad i skal stemme, men i skal ihvert fald spise noget mere grønt! Og det er jo også ret ærligt 🙂 Held og lykke med de mange opstarter. Synes også at det var heldt vildt at de i SFO bare skulle holde sig inden for den røde linie – intet andet adskiller dem fra alle de farlige ting derude!

    • Reply
      Plantesmilet
      11. juni 2022 at 10:47

      Tjo, plantemad er der intet i vejen med, men nu var det jo ikke det vi stemte om ..! Og jo tak, jeg skal virkelig minde mig selv om i disse dage at de små nogle gange skal på dybt vand for at lære at svømme – hvilket han så tilsyneladende også er ved at lære. Han er egentlig ok, om end godt brugt.

Leave a Reply