Bæredygtig hverdag

Jeg er glad for du lige netop spørger om det – om garderobeglæde og minimalisme på bøjlestangen

GarderobeglædeI sidste uge blev jeg interviewet af Camilla der læser Sustainable Fashion på Københavns Erhvervsakademi. Hvilket må ses som et bevis for at det at have en blog kan føre de mest mystiske oplevelser med sig, for jeg har ved gud aldrig været kendt som nogen modens fortrop! Men det var faktisk ret fint at tale med hende om bæredygtige livsvalg (og bare livsvalg), størrelsen på min garderobe (40 styk tøj minus underhakkere og sko, fik vi efterrationaliseret os frem til) og hvor tit jeg køber tøj (sår’n cirka fire gange om året).

Tidligere har jeg været på evig jagt efter Min Stil og – af frygt for at Min Stil skulle vise sig at være for kedelig – Et Pift. Panikkøbt basistøj på nettet og blevet skuffet når det ankom. Oset genbrugsbutikker og købt nogle meget mystiske ting til direkte deponering bagest i skabet. Taget mentale noter om at ’man ku også gå all in på sort’ eller ’det der trøje- og tørklæde hippie-look kan også noget’. Og så ikke rigtig kommet videre. Googlet Reglen for hvilke farver man må gå i når man er bleg og grånende og tynd og rundrygget – og aldrig helt gennemskuet den.

Nu har jeg faktisk opnået et højt niveau af garderobeglæde. På to måder:

Ud

Jeg har ryddet ud, så jeg kun har tøj jeg rent faktisk gider gå med.
Det har været en lang proces med flere gentagelser og den er sikkert ikke helt i mål endnu. Men næsten. Jeg har ingen hullede strømper. Ingen mystiske loppefund. Det der bare liiige skal repareres, er i det store hele blevet repareret. Som nævnt, er det endt med cirka 40 stykker tøj plus det løse, men tallet betyder ikke det store for mig.

Ind

Jeg køber kun ting, jeg vil gide at forsøge at sælge igen om to år.

Hermed ikke være sagt at jeg rent faktisk sælger det. Jeg mangler endnu at knække koden til at sælge gammelt tøj, og realistisk set er der vel heller ingen der gider købe en BH eller et par sko efter to år.

Som huskeregel fungerer det derimod udmærket. Det betyder nemlig at jeg køber ting der:

  • Kan holde i to år
  • Har et nogenlunde tidløst design
  • Koster, om nødvendigt

I år har jeg købt en overgangsjakke hvilket jeg har klaret mig uden de sidste par år. Et par bluser til supplement af sommergarderoben og til indenunder til vinter. En festkjole. Alt sammen smådyrt, alt sammen velovervejet, alt sammen højt elsket. Og jeg har fået komplimenter på det hele.

Det meste er (helt usponsoreret og kraftigt anbefalet!) købt hos Res-Res, kjolen hos Sissel Edelbo.

Har I andre nogen shoppe-regler der øger garderobeglæden?

2 Comments

  • Reply
    Annette
    11. juni 2019 at 20:11

    Tak for at du deler dine erfaringer og tanker. Det er altid interessant at læse dine indlæg. Jeg forsøger at begrænse min garderobe mest muligt og mine tøjindkøb ligeså. Jeg tror som du, det er klogt at gå efter kvalitet. Det forsøger jeg. Tak for linkene til bæredygtigt tøj. Jeg synes, priserne generelt er høje, men måske er tiden blot løbet fra mig. 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      12. juni 2019 at 19:48

      Nej da, tiden er ikke løbet fra nogen af os! Og ja, priserne er lidt høje. Jeg kan leve med det fordi jeg køber mindre og det holder længe, men jeg forstår hvad du mener.

Leave a Reply