Lidt af hvert

Jeg hedder Kirstine, og jeg synes ikke Lille Sorte Sambo er hyggelig

Jeg lagde ikke en sort rude på Instagram i tirsdags. Fordi jeg ikke ville forstyrre de af mine følgere der bare gerne vil se billeder fra haven og bestyrte de slægtninge der (forgæves) følger med for at se et godt snapshot af min søn. Fordi jeg ikke ville være demonstrativ. Ødelægge den gode stemning. Fordi jeg ville have skammet mig, hvis jeg havde gjort det.

Jeg ignorerer i det store hele også de invitationer til demonstrationer, jeg får tilsendt på Facebook. Sender måske penge. Venter et par dage og skriver til afsenderen i stedet om vi ikke snart skal finde tid til en kop kaffe. Så skal jeg ikke tage stilling. Risikere at stå på mål for et synspunkt der måske ad åre vil kunne modbevises eller have en indbygget slagside eller blind plet.

Faktisk har jeg vist ikke deltaget i en demonstration siden gymnasiet da elevrådet i protest mod en forhøjelse af klassekvotienten aflyste undervisningen for at ‘se hvor mange elever der kan klemmes ind i et klasselokale’. Temmelig mange, viste det sig. Flere end vi var mødt op til eventet i hvert fald. Der skammede jeg mig også. Så intenst at jeg stadig kan mærke det i maven, så intenst at jeg ikke kunne se lærerne i øjnene i lang, lang tid. Lærerne som sikkert syntes det var meget sødt og en øvelse i demokrati, tænker jeg nu.

Når Lille Sorte Sambo endnu engang bliver givet til et lille barn i min brede omgangskreds eller historien om at den udgave af Halfdan Rasmussen hvor elefanten får en rigtig negerdukkedreng sælger bedst, får en tur til i manegen, smiler jeg bare anstrengt.

Det er ikke fordi jeg ikke har holdninger. Jeg er venstreorienteret, feminist, klimatosse, humanist. Jeg kan mærke min personlige moral noget så tydeligt i enrum. Jeg vogter bare holdningerne så godt som var de en for tidligt sået udplantningsplante, der ville sygne hen og dø, hvis den kom ud i solen hvor folk kunne se den.

I morges i s-toget hørte jeg dagens afsnit af The Daily-podcasten der rapporterede fra protesterne i USA. Og kom til at græde. Over at verden er sådan og over intet at gøre.

Så besluttede jeg at jeg fremover vil sige at jeg ikke synes Lille Sorte Sambo er hyggelig. Og spørge min bordherre hvorfor han egentlig synes den er.

Forrige indlæg
Næste indlæg

9 Comments

  • Reply
    Grethe Pihl Jensen
    4. juni 2020 at 14:18

    Hej Kirstine
    Jeg har det på helt samme måde som dig. Tak for at sætte ord på. Jeg vil øve mig i at turde sige noget.
    (Jeg har i øvrigt fulgt dig længe. Elsker din blog og skrivestil. Og så har vi vist fælles rødder – VGT, ikke? :))
    Kh Grethe

    • Reply
      Plantesmilet
      4. juni 2020 at 19:37

      Jo! Har du også gået på VGT? Det er godt nok sjældent jeg støder på folk derfra, gjorde mig helt glad 🙂 Og virtuelt håndslag på at være lidt mere åbenmundede fremover!

      • Reply
        Grethe Pihl Jensen
        5. juni 2020 at 9:10

        Hehe, jep. 95-98 – godt at møde en fellow vestjyde i cyberspace 😊
        Håndslag hermed givet. Uha. Men samvittigheden byder det.
        God weekend!

  • Reply
    Maja
    6. juni 2020 at 19:39

    Virkelig genkendelig beskrivelse, tak <3 og jeg håber sådan at vi er mange, der bliver modigere meget hurtigt, og tænk hvis det faktisk kan rykke noget!

    • Reply
      Plantesmilet
      6. juni 2020 at 21:07

      Selv tak 🙂 Altså, det er jo nok nogle små ryk set i det store perspektiv. Men det er den ting jeg kan komme på, hvor jeg potentielt kan gøre en reel forskel der rækker ud over mit eget hovede.

  • Reply
    HemmeLine
    9. juni 2020 at 5:50

    Jeg er sådan een der ikke kan holde min mund…. og så skammer jeg mig over det.
    Mine kinder begynder at brænde, mit hjerte slår hurtigere, og min mund begynder at bevæge sig, uden tilladelse:) .
    Jeg skælder aldrig ud, men lad os bare sige, at ingen nogensinde er i tvivl om mit politiske ståsted, og at jeg ikke gider hyggeracisme og andet skrammel.
    Bagefter… så kommer den altid rullende; “hvorfor kan jeg aldrig holde min mund”, men hele den her proces har gjort mig opmærksom på at mit bidrag er ligeså vigtigt som de andre lag i lagkagen. Jeg er tavs på nettet, har ingen platforme, er altid anonym, og det forpligter for mig; anonym=ingen konflikter/udelukkende enten positive eller neutrale kommentarer, da afsender ikke ved hvem jeg er, og det er unfair,
    -men så siger jeg fra ude i virkeligheden. Højt og tydeligt.
    Og på den måde er vi allesammen forskellige, og lige vigtige.
    Kh
    HemmeLine

    • Reply
      Plantesmilet
      9. juni 2020 at 10:27

      Dét er vi nemlig. Faktisk nyder jeg altid at blive sat ved siden af hende/ham den åbenmundede, også selv om vi ikke er helt enige – så længe vedkommende er bare en lille smule fleksibel/selvironisk. Det frisætter ligesom mig selv til at komme med et pip eller lade være 🙂 Kh!

      • Reply
        HemmeLine
        9. juni 2020 at 10:33

        Og jeg nyder at blive sat ved siden af et lidt mere stille menneske. Vi plejer at have nogle vildt gode samtaler, og jeg går altid derfra med nye erkendelse/vinkler.
        Hurra for os! 🙂

        • Reply
          Plantesmilet
          9. juni 2020 at 11:51

          Hurra🥂

Leave a Reply