Kolonihaveliv

Jeg var vist til tandlæge, da vi havde om kloak

Efteråret er yndlingsårstiden. Men en mørk skygge hænger over os: Kloakeringen! Gravemaskinerne æder sig nærmere og nærmere … I løbet af de næste to måneder vil fællesledningen være klar i vores del af foreningen.
Vi betaler, men ellers har det ikke krævet så meget fra vores side. Arbejdet i egen have er derimod op til os selv! Det klart nemmeste ville være at udpege kloakledningen og afløbene fra huset for en kloakmester og så betale ham for at forbinde de to. For som min kæreste siger: Det værste, der kan ske, er, at det bliver dyrt!
Men. Vores flinke nabo tror fuldt og fast på, at rettidig omhu og egen indsats fører til billigere løsninger … Og vi må da gerne være med. Men ‘uformel planlægning af videre forløb’ over hækken bliver hurtigt til ‘træde vande til eksamen uden at have læst pensum’, når man ved så lidt om VVS, som vi gør.
Nu har jeg med spade og betydelige mængder knofedt lokaliseret udløbene fra huset. Så kan vi da svare på det, næste gang vi bliver spurgt.
Gravemaskine

No Comments

    Leave a Reply