Bæredygtig hverdag

Kærlighed i coronaens tid

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg udgiver dette. Fordi jeg har behov for at få ned på papir hvor hurtigt det hele er gået, og hvor uvirkeligt det føles, tror jeg. “020-version af ‘Hvor var du da Elvis døde?’. Og så fordi jeg hungrer efter fællesskab og nogen at dele med. Verden føles på en gang lidt for tæt på og heeelt væk lige nu.

Mandag i sidste uge sad vi fem kolleger i en meget lille bil på inspirations-road trip. Jeg tror ikke engang vi jokede om det med corona-smitte, men i frokostpausen, da én tjekkede mails, var der en mail om det.

Mandag eftermiddag faldt jeg i snak med en mor-på-vejen og gav hånd, da vi præsenterede os. Og bagefter grinede vi bege lidt skamfuldt, for det burde vi ikke, og hvem giver overhovedet hånd længere?

Tirsdag eftermiddag sad jeg på terrassen ude i kolonihaven og nød en ensom træstamme og en kop pulverkaffe. Jeg kan huske jeg hørte statsministerens pressemøde som podcast på vej frem og tilbage. Hvad mon det var for et? Jeg var rørt over alvoren, kan jeg huske, men ikke personligt berørt.

Onsdag morgen nøs jeg et kæmpe, trompeterende nys i morgentoget efter at have glemt høfebermedicinen om morgenen, og brugte folks reaktion som Dagens Anekdote.

Onsdag middag spurgte jeg min chef om jeg skulle tage med til et møde ude i byen, og blev lidt overrasket over at han svarede ud fra et smittehensyn. Jeg havde mest tænkt på om jeg kunne undværes på kontoret …

Onsdag aften skrev et par veninder og spurgte om jeg så pressemøde. Det gjorde jeg ikke, vi så den sidste af Roger Moores Bond-film, hvilket jeg ikke vil ønske for nogen.

Torsdag morgen gik helt i ged fordi de voksne på skift var på vej ud af døren og ind igen, og Musen hakkede bremserne totalt.

Torsdag formiddag åbnede vi et bibliotek som sædvanligt og svarede på hundrede tusind spørgsmål om hvornår vi lukkede. Klokken to blev det besluttet at det gjorde vi klokken fire.

Torsdag eftermiddag havde vi en kombineret kaffe og legeaftale med nogle naboer, og da jeg åbnede messenger for at skrive at vi da gennemførte, ik’, havde de skrevet og aflyst.

Torsdag aften besluttede vi at spise rugbrød til aftensmad og nøjedes med franskbrød fordi nogen havde hamstret.

Fredag sumpede rundt i it-problemer og forsøgte at finde en model for at arbejde hjemme og passe barn samtidig.

Lørdag føltes resten af verden allerede som en galakse langt, langt væk.

Søndag gik vi hen på en parkeringsplads ved Buddingevej, hvor min søn drønede rundt i cirkler på sin lille motorcykel. Der var sat et vejarbejdshegn op ud mod gaden, og glimtet af Downtown Buddinge gennem trådhegnet er det nærmeste jeg har været andre mennesker i snart en uge.

Mandag lavede jeg en dødfødt plan om at mødes med nogle naboer på en legeplads, bare fire mennesker i fri luft. Det blev aldrig til noget.

Tirsdag blev jeg snothamrende forkølet.

Onsdag meldte jeg mig syg i erkendelse af at verden ikke bliver et bedre sted af at jeg sidder og hoster og drivesnotter ned i et tastatur og prøver at opfinde nogle opgaver til mig selv, mens min søn kalder fra stuen.

På intet tidspunkt har jeg været bekymret eller bange eller haft trang til at købe ekstra gær. Ikke fordi jeg besidder nogen særlig indsigt i virus’ ufarlighed eller fordi jeg ikke har et angst-gen. Det er bare så uvirkeligt, det hele. Det er gået så hurtigt. Min sjæl er ikke med.

Og nu er vi hjemme. I foreløbig to uger. To voksne og en treårig. Verden føles uendeligt fjern. Jeg forventes at arbejde ‘mine timer’, og er noget nær i zen med at det ikke kan lade sig gøre. Min kæreste har nogle ad hoc-opgaver og det kører vist. Vi får vores løn. Vi driver hinanden til vanvid. Har skræmmende lidt at tale om til frokost. Får egentlig tingene til at glide. Indarbejder nogle sunde rutiner og nogle strukturer som jeg tænker kommer os til gode senere. Jeg står tidligt op hver dag og nyder en kop kaffe eller te men de andre vågner. Min søn der ikke har sover lur i flere måneder, er begyndt at dejse i søvn på sofaen om eftermiddagen.

Det skal nok gå. Og på et eller andet tidspunkt går det op for mig, hvad det er der foregår.

Forrige indlæg
Næste indlæg

2 Comments

  • Reply
    Inke
    19. marts 2020 at 8:51

    Den der process er så vild. Og det er så svært at finde sit ståsted mellem “vi bliver nok alle smittet på et tidspunkt, ingen grund til hysteri, vi er jo unge og raske og børnene kommer åbenbart godt igennem det, bare vi ikke smitter nogen” og “jeg MÅ forhindre at vi smittes”.

    Vi bor i Sydslesvig og jeg brugte det sidste af min barsel på en Amrumbesøg, det er en tysk ø i vesterhavet, min familie stammer fra. Jeg fulgte lidt Coronanews på nettet, men det blev først alvor, der flere skrev og spurgte om de danske institutioner i Tyskland også ville lukke ned. Det gjorde de så, men sammen med de tyske. Jeg havde lige været alene med to børn (næsten 1 og 3,5 år) i to uger og min treårig savnede børnehaven allerede i fredags.

    Der grænsen fra den danske side blev lukket, føltes det enormt underligt. Kort efter blev vesterhavsøerne lukket, så jeg er glad for vores besøg, men timingen er ret dårligt. Nu har de lukket næsten bortset fra supermarkeder, endda legepladser. Indtil sluttningen af April, vi er i den første af dem uger.

    Tak for en god blog, ikke kun i disse coronatider. Kærlig hilsen fra Flensborg!

    • Reply
      Plantesmilet
      19. marts 2020 at 19:14

      Det er bare gået så hurtigt! Og jeg kan forestille mig at grænselukningen føles særligt forkert for jer i Sønderjylland og Sydslesvig. (Afstands)kram herfra❤️

Leave a Reply