Bæredygtig hverdag

Kavaleriet kommer

I morgen klokken otte kommer et bundt håndværkere og fjerner resten af Det Store Skur.

Som jeg har antydet, har den sidste lille måned været lidt svær med uvished og logistik bøvl. Min erklæring sidst om at den sidste nedrivning ville blive en smal sag, holdt heller ikke stik. #hybris

Men, for lige at tage tingene lidt i række følg, har vi:

  • Flyttet barnevognen, paraplyklapvognen og de ekstra opbevaringskasser på loftet
  • Sat den store klapvogn ned i kælderskakten
  • Sat græstrimmer og hækkeklipper ned i kælderen
  • Undersøgt hvad der *er* under det gulv. Gulvet i skuret er nemlig linoleum, hvilket i sig selv er lidt sært. Vel at mærke på hængekøjemåden hvor der ikke rigtig er noget under flere steder. Det har altid undret og helt ærligt skræmt mig, hvad der er dernede. Hul? Det tyder ikke helt godt vel?! Der viste sig at være spånplade, gennemfugtet til savsmuldstadiet, herunder isolering, herunder leca-nødder. Også gennemfugtet. Shit en konstruktion altså!
  • ‘Lige’ villet løsne et bræt for at anslå tidsforbrug. Og brugt en time på det ene bræt, fordi det var skruet i og skruerne fedtet ind i gammel maling. Alle skruer skulle altså flådes gennem træet, hvilket vist er nedrivningsudgaven af en sædefødsel. Og taget ALT for lang tid.
  • Ændret strategi, og løsnet en hel sektion. Og følt mig pænt snild imens. Skuret er konstrueret med lodrette stålspær, vandrette lægter boltet (? – altså med møtrikker …) fast og så brædder slået på lægterne. SÅ JEG LØSNEDE DA BARE BOLTENE. Smart, ik? Indtil væggen lå der som en stranden bardehval. Jeg plejer at bære tre brædder ad gangen. Her var 30 … Ups. Første pind i min motivations ligkiste var faktisk erkendelsen af hvor dum jeg var lige der.
  • Næste pind var en håndværker med blå øjne og en behagelig jysk tone. En aften bankede en nabo nemlig på. Nogle andre, mindre behagelige, håndværkere havde fjernet hendes skorsten og var skreddet uden at bygge den igen. Nu havde hun kaldt nogle gammelkendte gutter ind, de skulle bruge en lift, liften skulle stå hvor vores carport var. Og da de kunne se den var delvist pillet ned, ville de gerne pille resten af carporten ned. Gratis. Det tog tyve minutter en solskinsmorgen hvor syrenerne sprang ud og der også lige kom en hjerteløber forbi og lånte en cykel, så hun kunne redde liv.
  • Og så fik jeg målet i sigte. Det lyder som en god ting, men i virkelig langvarige projekter er det min erfaring at det er ødelæggende. Processen, selve aktiviteten skal være nok. Nu blev det at fjerne en blændet dør (skummet fast, hvorfor?!) eller skrue de der underlige rør ned fra væggen (bare hvorfor) bump på en allerede uendelig vej i stedet for en interessant udfordring eller en fin nok måde at bruge en halv time. Og så er det altså tungt.
  • Haft mine forældre på besøg for første gang siden you know what, og faktisk nået rigtig langt alligevel.
  • Haft nærstress over hele genåbningssituationen og fået nummeret til de der behagelige håndværkere, så de kan ordne resten. I erkendelse af at vi ikke kan tumle stålspær og to rummeter leca (eller hvor meget der er), og når det ikke er hyggeligt længere, er det et meget godt sted at lukke et projekt i en tid med lidt for mange verserende sager.
  • Men hey, jeg er stadig stolt over at være nået så langt. Og 99% af vejen har det været skideskægt 😉

Læs hele sagaen om de tre skure og den ulovlige carport her

Klar til at rive skur ned
Klar til at tackle Det Store Skur
Gulv-arkæologi. Vi finder linoleum, spånplade, rockwool og leca …
Så smart og dog so u-smart!
Og cirka så langt kom vi på egen hånd

2 Comments

  • Reply
    Marie
    18. juni 2020 at 23:34

    “nedrivningsudgaven af en sædefødsel” aaarh så fik jeg også lavet knibeøvelser i dag. Tak for det!

    • Reply
      Plantesmilet
      19. juni 2020 at 14:39

      Så var det da godt for noget 😉

Leave a Reply