Lidt af hvert

Kolonihave i en coronatid

Vi har været i kolonihave, alle tre. Sneg os nærmest langs husmurene derud, og måske var det ikke helt i retningslinjernes ånd.

Men vi kunne ikke være hjemme mere. Det er gået fint, vi har fundet en rytme, har været igennem nogle konflikter i stedet fir uden om. Nu kunne vi ikke mere.

Og det var godt at komme i kolonihaven, det var det da. Men det var også luge dér det ramte mig for alvor, den sociale isolation. For den sørgelige sandhed er jo, at mit sociale luv ikke har været så meget anderledes den sidste måned end det plejer.

Mine veninder ligger i Messenger, min familie er i den anden ende af et tog, vi stopper op og snakker på vejen. Selvfølgelig har det været anderledes, men tomheden i mig åbnede sig først på vid gab da vi stod der på terrassen i kolonihaven, for der plejer vi rent faktisk at invitere nogen. “Gæster hver tredje dag, ellers bliver vi sindssyge”.

Vi planlagde to eller tre overnatninger og endte på to. Musen sov ikke så godt – der var koldt, sagde han, og sengen var hård. Han havde ret i begge dele, men det var alligevel tankevækkende hvor hårdt det gik ham på. Han var dybt ulykkelig. Måske er den fase hvor han er glad bare han er med, forbi. Og han har virkelig altid været et to go-barn. Eller måske kom det bare oven i den seneste måneds mærkeligheder.

Det er lidt vemodigt under alle omstændigheder, for da sæsonen sluttede sidste år, var det derude vi havde alle vores bedste øjeblikke. Vi er ligesom gået glip af fem måneders tøffeture i gyldent lys. De sidste par måneder har han dagligt bedt om at komme i Røde Hus.

Gad vidst om han har nået en alder hvor minder blegner når de kommer ud i solen?

Men det kan altså også være vi bare skal bestille en juniorseng 😉

Så vi tog hjem igen i dag. Det var det rigtige at gøre. Jeg savner min aftentur til solsortene fløjter, og så flette tæer med min kæreste mens vi begge læser.

No Comments

    Leave a Reply