Bæredygtig hverdag

Læresætninger for projektmennesker i akut fare for mental nedsmeltning

Mange jern i ilden

Nogle mennesker vil ikke ane hvad jeg fabler om i dette indlæg. Det er fair nok. I må gerne læse videre alligevel, for måske opnår I en dybere forståelse for et (sikkert møgirriterende) menneske i jeres netværk.

Vi er nemlig nogle der er projektmennesker. Det betyder at vi – surprice – godt kan lide et godt projekt.

Historien om et strikketøj

Lad os tage et strikketøj som eksempel. Det kunne også have været noget haverelateret eller en eller anden gammel dims der kunne upcykles.

Men altså, strikketøjet. I kid you not, det kildrer i hele kroppen når jeg skal i gang med et nyt strikketøj. Jeg bruger uger på at finde den rigtige opskrift og det helt perfekte garn. Indvier venner og kolleger i projektet. Sætter en aften af: NU skal der slås masker op til den ultimative trøje! De næste aftener strikker jeg derudaf, mens jeg forestiller mig hvor fin min nye trøje bliver. Og hvilke farver jeg skal strikke den i næste gang. Faktisk mest det med næste gang …

Efter en uge stresser jeg lidt over hvor lang tid det tager at blive færdig. Shit hvor er det egentlig kedeligt at strikke ligeud! Ugen efter bliver det en pligt at få den trøje færdig, nu har jeg jo fortalt folk om den. Og så var der de der versioner i de andre farver. Det kommer til at tage år det her! Men jeg har jo ligesom lovet … Eller i hvert fald lovet mig selv.

Nå, endelig, efter et par måneders ørkesløs strikning og en afsluttende kampagne en sen aften blev trøjen færdig. Fik oven i købet hæftet ender, selv om jeg døde lidt af kedsomhed. Hak ved endnu punkt på livets to do-liste. Føles meget godt at være FÆRDIG med noget. Ah!

Eller, jeg gik jo faktisk i gang med en strikket cardigan her i sidste uge, den ligger stadig og fylder i strikkekurven. Opskriften var lidt dyr, men jeg skal jo strikke den i mange farver, så det tjener sig hjem. Shit hvor er det egentlig kedeligt at strikke ligeud, dog …

Men …

Sådan har projektlivet egentlig gået sine skæve, småfrustrerende gang i mange år uden at nogen er døde af det.

Men så kom der et barn og indskrænkede den tilgængelige tid. Og bloggen her gør det bare så utroligt pinligt synligt når jeg ikke kommer i land med mine projekter. Og jeg kan se veninder og bekendte gå ned med stress her og der og alle vegne. Og selv om jeg ikke selv er stresset, kan jeg godt mærke på mig selv hvordan det kunne køre skævt, hvis ikke jeg passer på.

Desuden er der groet et buskads af projekter frem i randzonen mellem pligt og hobby: Gardinet til kældervinduet fx, det tilfalder naturligt mig, når jeg nu er den i familien der kan sy. Kage til vuggestuefesten. Jeg er jo ligesom hende der plejer at bage. Og hvad haven bag rækkehuset. Min kæreste lægger ganske vist muskler til pasningen, men da jeg er det største havemenneske, vil han da lige inddrage mig inden han ligefrem beskærer noget.

Så hvor fjollet det end kan lyde, har jeg tænkt utroligt meget over min identitet som projektmenneske, og hvordan jeg kan undgå at smelte sammen oven i hovedet af alt det jeg gerne vil, men ikke helt kan overskue.

Læresætninger for projektmennesker i akut fare for mental nedsmeltning:

Får et projekt dit hoved til at snurre? Så drop det!

Eller på engelsk: “Does it make your head explode?”. Denne læresætning har jeg tyvstjålet fra A Slob Comes Clean, en (meget) amerikansk husmorblog med tilhørende podcast og bogproduktion, som Blogsbjerg anbefalede på et tidspunkt. Og uden at blive alt for højstemt, har den ændret mit liv. Seriøst. For den har givet mig en udvej fra alle de projekter jeg (på tankeplanet) har sat i gang, og nu ikke kan se mig ud af. Fordi de kræver nogle færdigheder jeg ikke har. Eller noget udstyr jeg ikke ved hvor jeg skal købe. Eller bare et niveau af tid og plads og engagement, jeg ikke kan levere lige nu.

Som det underlige lille halvstrikkede tæppe, jeg arvede fra min farmor sammen med resten af garnet og hele familiens venlige men insisterende forventning om at jeg skulle strikke det færdig. Men jeg skulle ikke bruge et tæppe, og mit hovede at ved at eksplodere af at opfinde anvendelsesmuligheder for en halv m2 strikket uldklæde. Poncho? Strandtaske? Hjørne i større tæppe, jeg i så fald skulle konstruere udenom? Eller det ramponerede gasbord jeg reddede fra naboens storskrald, kun for at konstatere at jeg manglede håndværksmæssige færdigheder inden for to-tre dicipliner, hvis jeg skulle renovere det.

Hvis mit hoved snurrer, dropper jeg det. Lettelsen kan være enorm.

Almindelige opgaver = almindelig puls

Jeg har gennem tiden haft et par jobs hvor der blev sat lidt en ære i at al gang foregik i løb og at vi alle sammen var sådan lidt opkogte grænsende til aggressive for her havde vi travlt! Og jeg stod diskret af ræset efterhånden fordi jeg dels ikke kunne holde til tempoet, dels ikke syntes rationalet holdt. For jeg vil mene at almindelige hverdagsagtige opgaver skal kunne klares med almindelig, hverdagsagtig puls. Ellers er der for mange eller for dårligt planlagte opgaver.

Seks år senere gik det op for mig, at den regel også gælder i fritiden! Hvis jeg er nødt til at fare rundt og være kort for hoevedet fordi jeg skal nå at kompostere og vande og luge og plukke, og så forøvrigt også lige sidde fredeligt med et hækletøj – så er der enten for meget jeg skal, eller det skal planlægges bedre. Yaiks! Prioriteringen er ikke nødvendigvis rar, men tror mig, det føles bedre bagefter.

Og så må man naturligvis stadig gerne fare rundt i spidsbelastninger så som skybrud, flyvemyrerangreb eller naboe der spørger om man skal have noget med på genbrugspladsen om fem minutter!

Husk underbuksegnomerne

Underbuksegnomerne (South Park, ep. 17) havde en plan der lød cirka sådan her: 1) Saml underbukser 2) ? 3) Profit!

Sådan fungerer min hjerne også nogle gange, selv om den trods alt sjældent bilder sig ind, at jeg kan blive rig på det jeg render og laver. Men den ræser ofte ret direkte videre fra ‘prøvetime i yoga’ til ‘livslang praksis’. Fra ‘prøve at sy en sofapude’ til ‘lave mit eget tøj’. Fra en enkelt pæn bøtte samlet op på et loppemarked til drømmen et helt køkken indrettet med smagfuldt retrogrej.

Sådan går det jo ikke. De fleste storslåede projekter ender med at blive ret små og hverdagsagtige. Eller slet ikke. Eller bare anderledes end jeg forestillede mig dem til at begynde med. Og derfor kan man spare sig selv for mange skuffelser ved blo at tænke “næh, en prøvetime”, når man melder sig til en prøvetime.

Du behøver ikke

Oprindelig havde jeg kaldt dette punkt noget i stil med ‘vent til du gider’. Men dette indlæg ovre hos I carried a watermelon , der kort fortalt er et opgør med forventningen om evig istandsættelse, fik mig til at stramme den. For man behøver ikke.

Hobbyprojekter er lærerige og fællesskabsskabende og holder såvel hjerne som krop i gang. Men hvis man ikke umiddelbart trænger til nogen af delene, fx fordi man er møgtræt, så er det ok at lade være. Også selv om (og her trykker vi direkte på mit ømme punkt) det betyder at man ikke har noget nyt at vise frem næste gang naboen spørger/mor ringer/det er to uger siden jeg har skrevet noget på bloggen.

Men hvad så med gråzone-hobbyprojekterne, som jeg nævnte oppe i indledningen? Faktisk meldte jeg ud i vuggestuen at vi ikke kunne have noget med til festen. Det var i orden. Jeg foreslog også min kæreste at vi bare købte et rullegardin til kælderen. Han forstod ikke, vi ikke havde tænkt på det noget før. Og med hensyn til rækkehushaven …? Tja .. Først havde vi et mindre skænderi om hvorvidt jeg bare kunne melde mig ud på den måde, kiggede jeg nærmere på det, fik en masse ideer og begyndte at omindrette terrassen. Men ikke fordi jeg skulle. Fordi jeg godt gad. På ære.

Færdig findes ikke. Spis is nu

Jeg har i mange år gået og prøvet på at blive færdig. Jævnfør dette indlæg fra foråret. Med det erklærede mål at slappe af og nyde frugten af alt mit hårde arbejde og det reele mål at få tid til at gå i gang med en masse nyt.

Det kommer ikke til at ske.

Jeg bliver aldrig færdig. Sådan er livet ikke og sådan er jeg ikke. Det skal (og den her har jeg virkelig skullet sluge) ikke forhindre mig i at slappe af. Nu. Det må man godt.

10 Comments

  • Reply
    Storbyhaven
    11. august 2019 at 15:33

    Tak. Bare… tak. Jeg kunne ikke have formuleret det nær så præcist og humoristisk, men det er PRÆCIS sådan jeg har det med projekter. De myldrer frem i min hjerne, så man skulle tro de blev betalt for det. Hele tiden. Round the clock. Et halvt liv (jeg regner med at blive gaaaammel) har endnu ikke lært mig at tackle overfloden af helt igennem glimrende projektideer, men fremadrettet vil jeg implementere dine læresætninger. Ha! Nu bliver der dæleme styr på sagerne! Måske får jeg ligefrem overskud til at gøre den der jakke færdig, eller male væggen på Alfreds værelse, eller… 😉

    • Reply
      Plantesmilet
      12. august 2019 at 8:30

      Uh, vi er vist gjort af samme stof! Og det ER jo en velsignelse med alle de ideer, men de halvfærdige og aldrig-påbegyndte er en tung ballast nogle gange. Go mandag!

  • Reply
    Marie
    11. august 2019 at 19:38

    Det er så sandt! Og i morgen tidlig bestiller jeg en kagemand hos bageren til ældstebarns 4-års fødselsdag i børnehaven.

    • Reply
      Plantesmilet
      12. august 2019 at 8:29

      You go girl! Jeg synes virkelig man skal sortere i de der ting som omverdenen (og lidt en selv) pålægger én fordi ‘det kunne være hyggeligt’ imodsætning til livsnødvendigt og så kun gøre det der faktisk ER hyggeligt.

  • Reply
    Anette
    12. august 2019 at 8:01

    Fantastisk humoristisk og sandt skrevet, smiler over det hele:-)))))
    Er også sådan en der altid er fyldt med nye ideer, og jeg er så glad for at ideerne altid popper op, og er så glad for at de bedste af alle ideerne altid bliver færdig gjorte. (de halvt gode venter på færdiggørelse, men ved at de ændre sig inden jeg når så langt.
    Ift til det tæppe du gerne vil strikke færdig eller bruge til et eller andet………jeg begyndte engang at strikke et tæppe, det endte ud i at jeg lavede det om til en pude;-) og gav resten af garnet væk.

    • Reply
      Plantesmilet
      12. august 2019 at 8:27

      Tak for dejlig kommentar 🙂 Jeg er også glad for at ideerne popper frem, det ville da være kedeligt uden. Nogle gange skal jeg bare lære at lade dem fare igen også … Faktisk endte jeg med at smide tæppet ud fordi det bare ikke var min stil og havde 7.000 ender der skulle hæftes.

  • Reply
    Havehuset
    12. august 2019 at 10:45

    Jeg tror vi alle kan nikke genkendende til sådan et menneske (ofte måske en selv?). Det er så hyggeligt med små projekter rundt omkring og det kan godt være svært at sige til sig selv, at nu er et projekt færdigt. Mange opfatter det jo nærmest som deres små børn, så at skulle markere noget som færdiggjort, kan virke grænseoverskridende for nogle.

    • Reply
      Plantesmilet
      12. august 2019 at 11:09

      Det er et sjovt perspektiv, faktisk. At man slet ikke har lyst til at blive færdig. Jeg har altid den der trang til at blive færdig og få sat et hak på listen,måske endda slappe lidt af. Men må efterhånden erkende at jeg jo altid går i gang med noget nyt inden det kommer så vidt … For som du siger, det er jo hyggeligt.

  • Reply
    Anne
    13. august 2019 at 9:20

    Ej hvor vildt. Det er jo mig det der!!!! Og hvor er det bare ofte jeg går ned på projekter pga manglende håndværkskundskaber el.lign. Og nogle gange bliver jeg så frustreret på manden over at han så ikke kan 🙄 stakkels mand.
    Tak for indlægget!!! Og tankerne det satte igang
    /Anne

    • Reply
      Plantesmilet
      13. august 2019 at 14:18

      Uha, jeg har også været efter min kæreste for ikke at være handy. Hvilket han absolut heller aldrig har lovet mig at være, og selv er ret afklaret med 🙄 På gode dage er jeg til gengæld ok med at have projekterne for mig selv uden at blive skubbet tilside lille kvinde lad mig-style …

Leave a Reply