Bæredygtig hverdag

Man når et punkt

Der kommer et punkt i enhver lejlighedsnedpakning, hvor det bare ikke er sjovt mere. Hvor ryggen gør knuder og man mister al sympati med sin kærestes bogsamlermani og sin mormors vane med at finde årets julegave bagest i sit eget dækketøjsskab. Hvor man ser solskinsdagen og sommerferien og livet selv svinde uden for de mere og mere tilstøvede ruder, mens man smider de sidste småting i den sidste kasse. Ligesom man også gjorde det for ti kasser siden.

Det punkt nåede vi i dag.

Hvorefter jeg kom i tanker om komposten.

For hvordan flytter man en ormekompost? Den er dælme tung i fyldt tilstand, og de professionelle flyttefolk, vi har hyret, er nok helst fri for flugtorm og brunt snask sådan en almindelig onsdag. Min kæreste kiggede under låget og mere end antydede, at kompostering var på grænsen af hvad der burde foregå på en urban altan og i hvert fald ikke hans projekt.

Valget stod mellem at trække i gummihandsken (ental, pakken var næsten tom efter en heftig gang rengøring af ovn) eller udsætte problemet. Det blev handsken, med hvilken jeg skovlede kompost og orm og det hele over i en god stor sort sæk, satte sækken i en flyttekasse og plastikdelene i endnu en kasse.

Den positive krølle på historien er, at ormene var talrige og komposten perfekt! Kulsort, smuldret som kaffegrums og totalt lugtfri. Flyttemændene kommer ikke til at bemærke så meget som en brise! Jeg fik helt lyst til at vise frem og dele ud (se, dét ville have forvirret naboerne!), men nøjedes med at fumle mig til et forsigtigt fotografi med den ubehandskede hånd og så ellers glæde mig til at gøre en eller anden Søborgensisk busk glad i den nærmeste fremtid. Ormekompost

 

No Comments

    Leave a Reply