Kolonihaveliv

Meget lidt nyt fra Vestfronten

Sidste uges solskinsbesøg i haven står stadig i et gyldent lys. Det kommer dagen i dags nok ikke til.

Håndværkeren har ikke været der. Men det er blevet besluttet, at der ikke kan ske noget ved, at vi begynder at dække til på den midterste del af renden. Det er jo kun i enderne, rørene skal monteres. Fornuften i denne beslutning, har jeg ikke forudsætningerne for at udtale mig om. Men i hvert fald: Skulle min kæreste og jeg yde vores, skulle det være i dag.

Men det silede ned. Og jeg er (stadig!) forkølet. Og træt. Og jorden var klæg og klæbede til spaden, som i forvejen var for tung, og inden der var gået ret længe, var jeg nærmest på grådens rand af træt af det-hed. Og så var det, at min kære kæreste trådte i karakter og sendte mig på hovedet ind i sofaen, mens han skovlede jord. I flere timer! Og det er altså ikke fordi han er typen, der nyder at knokle i alt slags vejr. Respekt for indsatsen, og kunne den håndværker så please snart se at få fingeren ud?!

Imens slangede jeg mig under slumretæppet. Jeg bliver ved med at glemme, at huset jo sådan set stadig er funktionelt, selv om der er lukket for vandet. Det føles helt forkert at tænde for lyset og fx radioen, når der er ‘lukket’. Resten af dagen har vi indtaget obskøne mængder varm chokolade. Min kæreste har ligesom forbrændt nok til at kunne retfærdiggøre det, og jeg har haft min selvmedlidenhed at drukne …

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply