Bæredygtig hverdag

Men ellers er jeg ret glad for at rejse med det offentlige …

Vi er på ferie. Ærø igen-igen. Vi hygger. Bader. Spiser is. Ser på færger. Kysser og har opdaget, eller måske i virkeligheden genopdaget, glæden ved at goofe rundt til høj musik hele familien. Jeg er ret sikker på vi har gjort det før, hvorfor mon vi holdt op?

I går aftes svømmede jeg lidt, alene, under en ferskenfarvet himmel der blendede horisontløst over i blikfarvet, ubevægeligt vand, og jeg er dybt taknemmelig for oplevelsen.

Turen herover var … mindre genial.

Min søn crashede gevaldigt på vej hjem fredag eftermiddag efter et par uger hvor rutinerne i børnehaven på godt og ondt har været brudt lidt op i sommervarmen. Min kæreste har jongleret fire menneskers opgaver den sidste måneds tid, mens han har skubbet private forpligtelser og halve planer (hækklipning, indkøbet af et par shorts, pakning …) foran sig indtil de lå i en helt uoverskuelig bunke der fredag eftermiddag, hvor der også var noget vaccine-sløjhed og en gammel men hårdnakket løbeskade ind over.

Jeg selv formåede at vride eftertrykkeligt om på foden på vej til gravidgymnastik torsdag og var herefter endnu mere sofa-bound end normalt. Hvis jeg skal være helt ærlig kunne jeg heller ikke helt overskue at skulle ud af den barselsboble, jeg har bøvlet lidt med at finde ind i.

Vi skulle nok bare have sat barren lavt og ædt noget takeaway. I stedet vrissede vi på uværdig vis og besluttede at gennemgå lørdagens rejseplan. Kun for at opdage at den var komplet urealistisk. Jeg ved simpelthen ikke hvad vi har tænkt. Mere vrissen førte til deciderede skænderier, en delvist søvnløs nat og en ny rejseplan hvor vi skulle træls tidligt afted.

Morgenen gik egentlig ok. Togturen ditto, indtil vi nåede Ringsted og skift til togbus. Hvem end der har udtænkt at x antal hundrede passagerer med sommerferieoppakning, spædbørn, bedstemødre og små hunde kan overføres fra tog til bus på fem minutter, har forregnet sig. Systemet med at man smider sin oppakning under en given bus for så at stille sig i kø i håb om at kunne få plads i denne bus i konstant bevidsthed om at man også kan blive bedt om at excavere sin baggage og prøve lykken ved næste bus, er unødigt konfliktoptrappende. Intet ved arrangementet virkede gennemtænkt fra et coronasmittesynspunkt.

I Korsør gentog gedemarkedet sig, bare omvendt.

Da vi sad i toget, tjekkede min kæreste rejseplanen igen, og opdagede at vores tog videre fra Odense var aflyst.

Hvad gør vi?, spurgte jeg. Går i blind panik, svarede han. Her følte en tilfældigt forbipasserende billetkontrollør sig så kaldet til at belære ham om at det *aldrig* kan betale sig at gå i panik. *Meget* bedre at se lyst på mulighederne og få det bedste ud af situationen. Jo tak. Jeg spurgte hende om hun kunne se nogen muligheder for at vi kunne nå vores færge i Svendbog, men det kunne hun nu ikke. Min kæreste så helt vild ud i øjnene mens han med de sidste rester af sin rationelle hjerne sammensatte en dobbeltplan: *Enten* kunne vi slå hundredemeterrekorden i sporskifte på Odense og nå færgen i Svendborg. *Ellers* kunne vi tage et tog tilbage til Nyborg, tage bussen til Svendborg og *så* forsøge os med hundrede meter hæk i retning af færgen.

Vi nåede det i Odense. Min kærestes løbeskade havde ikke godt af hverken terrænet, hastigheden eller at være nødt til at bære en fireårig tværs gennem stationen. Min ankel var på størrelse med en hamburgerryg. Til gengæld vaskede adrenalinet og den fælles had til hende den hellige billetdame de sidste rester af misstemning bort. Der var tid til kaffe i Svendborg. Vegetarretten på færgen var fritter, så det gav lissom sig selv. Sønnikke der havde taget alt i den stiveste af arme, insisterede på at sidde for sig selv i bussen til Søby, faldt ned af dette sæde og slog knæet noget så gevaldigt.

Så var vi fremme. Købte noget Dolmio. Hoppede i havet. Det virkede.

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply