Kolonihaveliv

Minimalisme som iterativ proces – også for skuret er der håb

Skur med ophæng
Skuret anno august 2019. Den store kasse til højre er ‘donationskassen’ hvor jeg samler ting der skal videre ud i verden.

Jeg har lige siddet og læst gamle blogindlæg fra sidste år, hvor jeg lige havde opdaget det der minimalisme. Dengang jeg var helt høj over at jeg ikke behøver flytte rundt på bunker af egendele, jeg ikke har nogen følelser for. Jeg kan bare smide dem ud.

På den ene side er det frygteligt banalt, for selvfølgelig kan jeg da det. På en anden side er det en ret revolutionerende tanke. At man ikke skal finde plads til stolene fra min mors barndomshjem eller for evigt hælde vand op fra den karaffel jeg fik da jeg fyldte atten. At jeg ikke er nødt til at planlægge min have rundt om de planter der tilfældigvis stod i den, da jeg overtog.

Med den erkendelse er jeg kommet rigtig, rigtig langt på halvandet års tid. Og på samme tid er det spøjst, hvor langt jeg ikke er kommet. Eller først netop nu er nået til.

I det her indlæg fra sidste år, skrev jeg om alle de små ting, vi havde fået ordnet, og om at skuret, det var så til gengæld hinsides redning.

Der er så det med det, at skuret ganske rigtigt er hinsides redning, men på en lidt mere grundlæggende måde: Det er simpelthen ved at falde sammen. Ikke det lille, inderste skur, men det store ydre. Og det giver jo anledning til at overveje hvad vi har hvor, hvor glade vi er for det og hvor meget der ville kunne evakueres til det lille skur i tilfælde af orkan.

I vinter hjalp min fætter os af med en masse ragelse, og egentlig tænkte vi, at det var det. Resten blev.

Men.

Så fik jeg set på bunken med urtepotteskjulere, hvis eneste formildende egenskab var at de var pænere end alle de andre urtepotteskjulere, vi har smidt ud. Vi bruger ikke urtepotteskjulere. Urtepotteskjulerne fandt et nyt hjem via bytterummet. Det samme gjorde olielamperne, som vi ved gud aldrig kunne finde på at tænde, selv hvis de havde haft væger.

Det gik også op for os at det er fjollet at have et strygebræt, når vi ikke har noget strygejern. Det fulgte vist med huset. Nu bliver det afhentet af en Freemie-bruger i morgen.

Jeg har længe taget tilløb til at gennemgå vores værktøj. Ikke fordi jeg ikke kunne tage mig sammen, men fordi nye og forbedrede minimalist-mig glædede sig til det, og gerne ville have god tid og dejligt vejr. Alt hvad vi ikke har brugt siden vi overtog, røg i bytterummet. Alt hvad der ikke virkede, røg ud. I tilfælde af dubletter, røg den ringeste i bytterummet. Indtil videre har alt fundet nye hjem. Alle løse skruer blev smidt ud i erkendelse af at jeg altid vil købe nye i stedet for at rode samlingen igennem.

Efter en massiv aha-oplevelse pillede jeg den der formstøbte holder til at hænge værktøj i, ned og sendte også den i retning af bytterummet. Vi har aldrig brugt den (hvor irritende ville det lige være at mangle plads til een skruetrækker?!), men at tage den ned havde aldrig strejfet os før. ved nærmere eftertanke tog vi også en fin men aldrig anvendt lille hylde ned, og overvejer nu om den skal bruges inde i huset eller sendes videre.

Jeg besluttede også at give slip på min fine Raadvad-rugbrødsskærer. Den jeg brugte som kompostkværn. Det fungerede, men var for tidskrævende, så nu har jeg lavet en kvasbunke i stedet. Rugbrødsskæreren nåede aldrig bytterummet før min fætters kæreste forelskede sig i den. De overtager også den økse, der i alle årene har stået aller-allerinderst i skuret og gjort mig nervøs.

Jeg har smidt det ukomplette krocket-spil på Freemie som reservedele og vil gøre det samme med det ramponerede bob-spil, når jeg får taget billeder. Det kunne jo faktisk godt være at nogen manglede en kølle (eller nok mere realistisk en bold …). Og jeg har altid hadet begge spil inderligt. Der står allerede en Freemie-bruger i kø til en stabel badeværelsesfliser der på mystisk vis ikke ligner nogen af fliserne i huset, og til europallen i halv størrelse.

Pallen har jeg i mange år forestillet mig at skrue op på væggen som opbevaring for haveredskaber. I stedet for de kroge der rent faktisk er bygget til at opbevare haveredskaber, og som i forvejen er skruet op længere inde i skuret. Fordi jeg ikke ooorkede at gå helt derind med mine haveredskaber. Nu, hvor man rent faktisk kan gå igennem skuret uden at komme til skade, har jeg hængt redskaberne, hvor det i tidernes morgen var tanken at de skulle hænge.

Der er stadig et stykke vej, og vi diskuterer allerede hvilke lækkerier vi skal servere for den, vi overtaler til at give et lift (det sidste lift?) til genbrugspladsen. Men for første gang tror jeg faktisk det kan blive fedt, det skur.

Organisering af skur
Det lille skur begynder at ligne noget
Værktøj på hylder
Værktøj #KonMari …

No Comments

    Leave a Reply