Kolonihaveliv

Når man graver en grav for sig selv

I går stod jeg i mudder til … nåja, måske ikke ligefrem halsen … men i hvert fald op omkring hofterne! Og forsøgte at grave dette mudder op af hullet og over på en bunke, hvilket var stort set umuligt, da det var dyngvådt og tungt og klæbede til spaden og arbejdsstillingen ikke just var befordrende for noget som helst. Mutters alene. I tre timer. Det regnede også.
Da jeg så var blevet mere mudret, end jeg har været de seneste 27 år og ikke i spor godt humør, kom en nabo og kiggede ned til mig i hullet og smilede overbærende og sagde, at jeg “lignede en rigtig arbejder”. Jo tak! Han ligner selv til enhver tid en ‘rigtig arbejder’, så måske var det en kompliment. Men jeg ville nu stadig ønske, jeg var forblevet uset i al min usselhed.
Men måske skal jeg skrue lidt ned for selvmedlidenheden. For ganske vist var min kæreste på Bogforum og arbejde helt ulønnet, men jeg havde ikke så meget som antydet, at han kunne vælge at hjælpe mig i stedet. Og jeg havde heller ikke spurgt om andre kunne hjælpe. Eller (gisp!) udsat projektet til på fredag, hvor vi begge har fri. Så.
Men hvorfor har jeg så hulens svært ved ikke at kaste mig ud i ensomme vanvidsprojekter? Og jeg har altså en historik med fx at bære en stigereol flere hundrede meter mellem butik og bus. Og slæbe et gedigent klædeskab op på fjerde sal. Og sætte en lejlighed i stand på meget, meget kort tid.  Er det fordi, jeg ikke vil indse, at jeg er en slap tøs i modsætning til alle mine bomstærke brødre og fætre og venner? Eller fordi det bare føles lidt bedre ikke at få hjælp, fordi man ikke har spurgt, end fordi man har spurgt, men eventuelt fået nej? Hm …. Ikke godt at vide. Jeg må vist tilbage til sofa og crap-tv i stedet for at spekulere 🙂
PS: Det er almindeligt kendt, at man bare skal gå tur med en sød hund, hvis man vil i kontakt med sine medmennesker. Veninder har fortalt, at en gravid mave også kan gøre tricket. Jeg kan så føje til listen, at man også kan grave huller i sin forhave. Folk standser altid for at snakke. Hm!
Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply