Boganmeldelser

Naturlig gødning i haven – boganmeldelse

Naturlig gødning i haven bogTitel: Naturlig gødning i haven. Forfatter: Tina Råman. Sider: 255. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017. PPPPPP. Lån den på biblioteket her.

Det der med gødning

Gødning er et aspekt ved havedyrkning, som jeg har underprioriteret på det groveste i mange år. Tankerækken (hvis man overhovedet kan kalde den det) da jeg startede ud i have-gamet forløb nogenlunde sådan her: “København er pænt grå, hva! Jeg savner en have. Hov, man kan melde sig ind i den her nyttehaveforening. De er økologer. Så er jeg sgu også økolog! Hvad er økologi? Det er sådan noget med ikke at bruge kunstgødning. Og … Tja … Man bruger i hvert fald ikke kunstgødning!!!” (Holder helt op med at tænke og begynder at grave i jorden)

Jeg vil mene at jeg efterhånden har fået bare lidt bedre styr på de økologiske grundbegreber. Undtagen lige den der del med gødningen …

Før nu.

For smuk til at tage alvorlig?

Jeg har haft Naturlig gødning i haven stående på reolen i et par år. Den konkrete anledning til at jeg endelig greb ud efter den, var den knap så saglige, at min søn pludselig ikke ville falde i søvn med mindre man læste for ham. Temmelig længe. Et forsigtigt eksperiment viste, at han var ret ligeglad med hvad man læste. Så det blev gødningslitteraturen.

Hvorfor har jeg ikke læst i den før? Jo, kender I det at nogle piger ikke bliver taget alvorligt fordi de er så smukke? Naturlig gødning i haven er en meget, meget smuk, rigt illustreret, fantasifuldt opsat bog med stift bind og tykt papir. Så jeg troede ikke der var det vilde at lære. Jeg tog fejl.

Naturlig gødning i haven

Bogen kommer igennem rigtig mange aspekter ved gødning. Kemi, mikro- og makronæringsstoffer, forskellen på kunstgødning, naturgødning og økologisk gødning. Desuden er den omkring de forskellige planters behov for gødning, tegn på at disse behov ikke er opfyldt, og hvornår og hvordan man – sådan helt konkret – kan gøde.

Naturlig gødning i haven er ikke dogmatisk økologisk eller det modsatte, men opfordrer til at man bruger hvad der virker. Overordnet set anbefaler den dog at bruge naturmaterialer i det mindste noget af tiden, for at opbygge en sund jord.

Fremover kommer jeg til at skelne mere mellem jordforbedring (herunder kompost) og egentlig gødning. Og helt konkret vil mine flerårige grøntsager nok have godt af at blive grundgødet om foråret med noget øko-benmel (langsomtvirkende og rigt på det meste undtagen kalium) og så få noget hjemmelavet kulsukkervand senere (kalium) eventuelt suppleret med nældevand (masser af kvælstof – men så skal det ikke være for sent på sommeren).

Jeg vil anbefale Naturlig gødning i haven til alle haveejere, økologer som konventionelle. Den er både smuk og til at blive klog af.

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply