Lidt af hvert

Noget tandløs

Jeg skriver disse linjer i mine forældres køkken i Midtjylland mens Musen mosler sig selv i søvn inde ved siden af. I køkkenet fordi huset er så umanerligt stort at jeg ikke ville kunne høre ham nede fra den store, dybe lænestol ved siden af den buldrende brændeovn, Jylland fordi jeg helt bevidst har sagt nej tak til de seneste to familiebegivenheder for at spare flex, ork og rejsekort-saldo sammen til en helt begivenhedsløs weekend på landet.

Faktisk var min eneste faste plan at gøre det jeg gør lige nu: At sidde på en køkkenstol og se hverdagen anno januar 2020 lidt udefra.
De der lysbehandlinger trækker tænder ud. Ikke fordi det er hårdt at tilbringe to minutter (langsomt trappet op fra et) minut i et metalskab i et Lyngby tre gange om ugen, men fordi det tager al den tid jeg havde til at rive skure ned. Det vil sige få noget lys, noget luft, noget bevægelse og et halv time hvor jeg ikke tænker på andet end om man mon kan komme ind under det her bræt fra siden eller man er nødt til at få det bagved løs først. Det savner jeg så det næsten gør ondt. (Og går selvfølgelig tilbage til havearbejde når jeg en gang er færdig med skurene …)

Noget andet der trækker tænder ud, så langsomt og lirkende at jeg i perioder næsten ikke mærker det, er Det Der Med Musen. Jeg skrev om det for nogle måneder siden, og fik vist henledt jeres tanker på autismespektret. Det er ikke der vi er, en pædagog beskrev det den anden dag som at hans hjerne og krop er forbundet af en smal os snoet sti. Det burde have været et højhastighedstog.

Jeg skrev en anden udgave af nedenstående i går aftes, der var noget længere og søbet i mere hjerteblod. Nu prøver jeg lige igen, en kende mere nøgternt.

Grunden til at tandrødderne var særligt blottede i går var, at vi jo for små fire måneder siden fik Musen henvist til udredning. For lidt over en måned siden begyndte jeg at rykke for tidsfrist pr mail (med en helt usandsynlig mængde forviklinger og teknisk bøvl til følge), i denne uge begyndte jeg at kime lægen ned, i går på vej mod Hovedbanen i s-tog slap jeg ind i telefonkøen, og da vi stod ud ved spor 9, fik jeg at vide at lægen aldrig har fået sendt henvisningen. Kun lavet en kladde. Han var meget, meget ked af det. Det var jeg også.

Så betalte jeg en femmer for et par minutters tudetur på toilettet, og så tog vi til Jylland. Lægen vil ordne papirerne i weekenden og skrive ind at han har bøffet i den. Hvad det så end skal hjælpe.

Her i ventetiden, (der så viser sig slet ikke at være begyndt endnu!) er der sgu mange ting oppe at vende. Og jeg sparer altså lige lidt på hjerteblodet i denne anden version … Men altså, situationen sætter et ret ubehageligt, men sikkert ikke helt usundt, på egne mønstre og værdier i mangel på bedre ord.

For jeg, og min kæreste for den sags skyld, har jo selv haft motoriske udfordringer altid. Og befundet os lidt i udkanten af diverse sociale sammenhænge. Og taget begge dele for givet, også hos vores søn. Hvad siger det om os som forældre og bare om os. Om vores forældre? ”Vi havde vel ikke regnet med at få et helt lamindeligt barn?”, spurgte min kæreste den anden dag. For sjov, men alligevel. Havde vi? Har jeg helt ærligt lyst til at et barn skal igennem de udfordringer der har gjort mig til den jeg er, men sgu ikke var specielt sjove de første 25 års tid.

Samtidig, og måske lidt modsatrettet, lægger især jeg vægt på at vende den pæne side ud ad. Grine med lærer og censor, smile til jordemoderen, ikke flejne på lægen når han har glemt at lave en henvisning. En del af mig har en voldsom trang til at råbe ”passer gaden, intet at se her!” til diverse fagpersoner. Og kan da godt se at jeg skal have trukket en helt klar grænse mellem min egen trang til at præstere og imponere og så min søn der har al ret i verden til at blive en helt anden type.

Og så er der hele spørgsmålet om problemets art og omfang. For jeg er helt med på at han i den perfekte verden var bedre til at tage strømper på. Heeelt med. Og han er mindre adræt end andre børn, kan vi se når disse andre børn står lige ved siden af og deres forældre oplyser deres præcise alder. Men, hvis han ikke havde gået i vuggestue, havde jeg sgu ikke opdaget noget. Lægen er også forundret, og på trods af den aktuelle forglemmelse er han en fornuftig mand.

Alligevel kan jeg mærke at jeg bliver lidt ramt på forældre-selvtilliden og mit eget indre kompas når jeg sidder der i børnehavens omklædningsrum med et dødtræt barn i flitsbueform under de otte (!) plakater om at man ikke må hjælpe sit barn med overtøjet. Er det bare os der ikke har en skid forstand på børn og derfor ikke ser hans udfordringer? Eller os der ikke har en skid forstand på børn og derfor ikke kan motivere ham til at lære at tage den (skide) flyverdragt på selv?

Jeg har hældt meget til den sidste, men er så småt ved at overgive mig mere til den første. Han mangler noget råstyrke. Jeg har endda hevet hovedet op af sandet og bestilt en bunke bøger om børns motorik (anbefalinger modtages virkelig gerne!) for at kunne tale med på mere lige fod.

Og så prøver jeg at holde fast i at meget fungerer. At han fx brugte ordet mosaikrude korrekt i en sætning den anden dag, at han i sidste weekend mimede et helt husbyggeri fra sokkel til kvist, at han charmer sig lige ind i hjertet på alle der møder ham.

13 Comments

  • Reply
    Trine
    2. februar 2020 at 19:36

    Nu kender jeg hverken dig, Musen eller problemets omfang, men jeg vil bare sige, at vi også har svedt meget under den slags anvisninger, for vores søn har aldrig været særligt motiveret for at lære at tage tøj, overtøj og sko på. Han vil som snart femårig stadig gerne have hjælp til nogle ting, hvis han kan lokke en, hvorimod lillesøster på 1,5 er topmotiveret og hele tider øver sig.

    Og så bruger den mus måske en hel del af sin opmærksomhed på det sproglige, fordi det interesserer ham mere? 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      4. februar 2020 at 13:03

      Det tror jeg helt sikkert der er en sandhed i, og jeg har også meget langt hen ad vejen slået hans ‘problemer’ hen med manglende vilje, interesse, koncentration (om det, handler det om togbaner og færger og chamering af voksne er det en anden sag). Men, tja, jeg ved det sgu ikke efterhånden. Men tak for at minde mig om at vi alle er forskellige. Strengt taget er jeg selv vildt langsom til at tage tøj på ..!

  • Reply
    Dorte
    3. februar 2020 at 20:14

    Hej! Det lyder hamrende hårdt. Og virkelig urimeligt at skulle igennem. Min yngste (en måned fra tre år) viste sig ret tidligt at være fysisk langsom. Han kravlede først, da han var mere end et år og tog de første skridt som knap 19 mdr. Årsagen er, at han er hypermobil. Der er simpelthen bare for meget gummi i ledene, så han skal være markant stærkere end andre børn for at kunne det samme som de “almindeligt bøjelige”. Det fik vi hjælp til hos en dygtig motorikdame på kommunen, da vores børnehave lavede en underretning. Vi havde faktisk også ret til at tage derned bare i “åben vejledning”. Aner ikke, om I kan overskue den slags. Men det kan være et sted at starte, hvis du vil have noget i gang.
    Ellers vil jeg ift motorik pege på, at der findes vanvittig mange fagpersoner, der ikke ved ret meget. Så led efter de dygtige. Og læs også selv.

  • Reply
    Dorte
    3. februar 2020 at 20:27

    Hvis det drejer sig om motorik: Grundlæggende så bryder børn sig ofte ikke om det, de har svært ved. I stedet undgår de det helt. (Også når det gælder flyverdragter) Så man skal finde overskuelige trin frem mod der store mål. Min ældste hader at gynge. Hans balancesans er ikke god. Så vi vipper, drejer, ruller i stedet for at få gang i den sans. Overvej at gå til gymnastik sammen. Forældre/barn. Der kommer de stort set alle de store sanser igennem. Hvis det altså ikke trigger andre udfordringer hos jer.
    Ellers kan legepladser meget. Børn skal krybe (gennem rør og under træstammer), kravle (højt og lavt), trille (ned ad bakker, græsskråninger og på madrasser), kravle op ad ribber, fædre og stiger) samt hoppe fra høje sofaer, lave træstubbe. Derudover gribe og kaste bolde, eller forsøge at ramme en bold i en snor – med en ketscher. Men det skal først og fremmest være sjovt og i øjenhøjde. Hvis det er for svært, stejler de fleste. Vi leger typisk “gør som dyrene”. Hop som frøen, tis som hunden (let ben), skyd ryg som katten og den slags.
    Ved godt, at jeg sikkert har ramt helt galt ift problemstillingen her. Men håber, du måske kan bruge en flig alligevel. Håber virkelig, at Musen får noget god og konstruktiv hjælp – ofte kan man jo ved tidlig indsats sikre, at man kan undgå at skulle ud i større tiltag.

    • Reply
      Plantesmilet
      4. februar 2020 at 13:17

      Tak for nogle virkelig gode input! Jeg tror du har ret i at hele situationen med voksne der konstant presser på, hænger ham ud af halsen, og så gider han bare ikke. Så første operation er jo nok at punktere konflikten en lille smule. Han er ingen kæmpe fan af legepladser, og jeg har lidt skudt gymnastik til hjørne fordi han kan blive ret overvældet, og vi i forvejen har meget aftenarbejde så de ganske almindelige hjemmeeftermiddage er ret dyrebare. Foreløbig har jeg bedt min læge om en ‘almindelig’ henvisning til fysioterapeut så vi kan få en fagperson på mens vi venter på den store undersøgelse.

  • Reply
    Dorte
    3. februar 2020 at 20:33

    Sidst, men ikke mindst: har ofså prøvet det der lyshejs-behandling. Shit, det trækker tænder ud at skulle nå det inden for åbningstiderne! Men nogle læger har altså bedre åbningstider. Feks en ved Hovedbanen, har jeg hørt.Overvej at skifte, hvis du skal gå i længere tid og få en tæt på jobbet. Ellers bliver man bims af at have det lyshelvede til at styre sin hverdag. Stress udløber psoriasis, siger de. Jamen, så nytter det jo ikke at have en behandling, der udløser stress…

    • Reply
      Plantesmilet
      4. februar 2020 at 13:08

      Arhmen det er en glædesdræber uden lige! Der ligger en klinik tæt på hvor vi bor, og hvis jeg nogensinde skal igen, må jeg insistere på at komme til der. Problemet var at der var flere måneders ventetid på at komme til forundersøgelse, og af ren desperation valgte jeg dem der havde kortest ventetid til dét. Det er så det der hævner sig lidt nu …

  • Reply
    Joan
    4. februar 2020 at 19:33

    Seriøst 8 plakater…!
    Vil bare lige sige, at selv med en super selvhjulpen, selvstændig pige, som stortrives i sin institution, så brugte jeg da utallige gange 20-40 min på at komme fra garderoben og ud af døren ved afhentning den vinter, hvor hun var ca 2,5 år. Og måtte ofte hjælpe med overtøjet og lyne (især på en flyverdragt hvor lynlåsen starter nede i det ene ben), fordi hun var træt og fyldt af dagens aktiviteter.
    Så hvis Musen har det svært med det, så er det da ikke der i den situation, han lige lærer at mestre det selv, men snarere når I går udenfor i weekenden og dem slags, hvor der er god tid.
    Mener selvfølgelig ikke I skal give helt op i hverdagene, men tænker ikke at du / I har brug for den dårlige samvittighed den slags formanende opslag kan give, når man står der og er en træt voksen og et træt barn, som skal ud af døren på tid og ved at det ikke er let for den lille gut.
    Det er bare så forskelligt, hvornår børnene mestrer den der selvhjulpenhed som selvfølgelig er god og vigtig, men som altså nogen gange bliver pacet lidt rigeligt for at gøre livet nemmere for personale med halvdårlige nomeringer, mange sygemeldinger eller hvad der nu lige presser bemandingen.
    Så håber I får den støtte som I evt har brug for til at styrke ham, der hvor der måtte være reelt behov, men også at I og han får lov at være jer selv med egen udvikling i eget tempo.

    • Reply
      Plantesmilet
      6. februar 2020 at 10:55

      Jeg er også pænt træt af de plakater … 😉 Og hele situationen med mange indtryk og store følelser og træthed hele vejen rundt er sådan cirka antitesen til det perfekte læringsmilø!

  • Reply
    Sofie
    10. februar 2020 at 9:41

    Jeg bed lige mærke i det med metalskabet, og uden som sådan at have fulgt meget med, så går jeg ud fra at det er behandling af psoriasis, du hentyder til. Og så vil jeg bare lige fortælle dig, at jeg (efter 25 års massiv psoriasis og forsøg med alle tænkelige behandlinger i verden) pt er på 3. psoriasis-frie år, efter 10-ugers behandling med cbd olie. Billigste, letteste og mest holdbare behandling jeg nogensinde har været på. Jeg har ikke været psoriasisfri i bare 2 mdr siden jeg var 12 år, på trods af klimabehandlinger, steroider, biologisk behandling mm. Så jeg ville bare lige nævne det, for jeg ved hvor tidskrævende og bøvlet psoriasis behandling kan være :-).

    • Reply
      Plantesmilet
      11. februar 2020 at 7:34

      Wauw, det lyder da lovende, tak for det tip! Lyset ser ud til at virke denne gang, men rart at have et nemmere (!) alternativ i baghånden hvis det blusser op.

  • Reply
    Sofie
    10. februar 2020 at 9:43

    Og i øvrigt – https://sansemotorik.dk/
    Connie Nissen hjalp min søn helt fantastisk!

    • Reply
      Plantesmilet
      11. februar 2020 at 7:35

      Det der nævnte min kollega faktisk godt at hun havde hørt om. Jeg tjekker det ud!

Leave a Reply