Bæredygtig hverdag

Og det var så lissom januar

Så gik den måned. Den har været lang. Lidt træls.

Jeg plejer at få et gevaldig netur i november når lyset forsvinder, og så live op igen midt i januar. Faktisk tror jeg en gennemgang af mine mobilbilleder gennem årene ville afsløre, at jeg stort set altid kaster mig ud i et gør det selv-projekt den 14.

Denne vinter ramte depressionen senere, til gengæld har det tiltagende lys ikke rigtig virket.

I stedet har jeg vekslet mellem sitrende vågne nætter, følelsen af sejlende indvolde med en tynd, Kirstine-formet skal uden om – og en gudsjammerlig følelse af at kede mig.

Stress og kedsomhed og stort set intet flow indimellem.

Hvor man gennemfører sit arbejde på rutinen, men afslører sig selv ved at få sagt sit hjertelige “jamen velbekomme da!” til den gamle dame sekunden før hun siger tusinde tak. Eller tuder lidt over at det eneste sted jeg kan finde på at gå hen med Musen om eftermiddagen er en kælebakke hvorfra man kan se s-toget. Og det er et af de steder s-togene krydser, så der vitterlig kun er aktion hvert tiende minut. Og der er en vandpyt på toppen af kælkebakken, og hvordan kan det gå til, skidtet burde da løbe ned?!

En del af problemet har været at Musen reagerede vildt og voldsomt på at skifte stue i vuggestuen. Hylede og kæmpede imod som en desperat. Voldsomt.

Efter et par uger fandt vi en slags ro i at fratage ham alle valg. Jeg er i princippet ligeglad om vi går ad stien eller vejen hjem. Om han spiser med den røde eller den blå ske. Om han vil prøve toilettet i forbindelse med bleskifte (det sidste er vi vel principielt tilhængere af). Men han kan ikke administrere det lige nu.

Alle sætninger starter med “Det der sker nu er …”. Og så sker det. Lidt af et rædselsregime, og kilden til en stor del af min kedsomhedsfølelse. Men han har fået ro på nervesystemet.

Så må vi se om roen varer hele vejen til Jylland. Vi tager afsted om lidt, for første gang uden barnevogn. Og for første gang uden den der hylde under barnevognen. Den kommer jeg til at savne om lidt, når jeg smider bagagen på ryggen …

Turen var en del af vores Brexit-aftale om udtræden af den fælles jul. Jeg kan ikke helt finde ud af om det er lidt træls eller lidt sødt, at mine forældre så slet ikke er hjemme i aften. “Du ved jo nok, at det er i aften, der er dilletant ..? (Tryk, men ikke stød, på sidste stavelse)”. Nej, det vidste jeg ikke.

Ydermere skal jeg arbejde på distancen i morgen på sådan en national tjeneste, som min gamle chef fik os rodet ind i og min nye chef endnu ikke har kunent rode os ud af. Næste weekend skal jeg bare arbedje. Sidste weekend skulle min kæreste arbejde OG på sygebesøg  i provinsen og weekenden før holdt mit arbejde stor festival.

Men vi har noget ferie på et tidspunkt, jeg har hevet mig selv op ved nakkehårene og begyndt at tage på udflugter omeftermiddagen med Musen: “Det der sker nu er at vi tager en bus …”. Han er for! Sommerferien er godkendt. Vi har købt os til noget rengøring efter at have talt om det i to-tre år. Og på mandag tager jeg en arbejdsdag på måske tre timer, fordi jeg skal til noget yoga.

Faren: “Det er morgen”. Barnet: “Nej!” (Trækker dynen over hovedet i een lang bevægelse)

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply