DIY og nørklerier

Oh, this old thing! – om et lettere forpustet upcykling-projekt

Sashiko-sting på silkebluseFor nylig var vi til familiefest i Jylland. Og et eller andet sted mellem bytning af lørdagsvagter og bookning af barnevognspladser i toget og grublerier over hvad man egentlig gør med en knap toårig til en aftenfest langt fra hjemmet*, gik det op for mig at jeg ikke havde en klud at tage på. Eller tusind kroner med ‘kjole’ skrevet på. Eller en dag at gøre genbrugsbutikkerne på jagt efter noget billigere men stadig fabulous.

Så jeg gik i gemmerne. Og konstaterede at den eneste post-graviditetskjole jeg har ’til pæn’, (siger man også det øst for Lillebælt?), nu har været brugt til tre begravelser i træk. Jeg har (tydeligvis!) ikke noget imod at genbruge et outfit, men måske trænger lige præcis denne sorte sag til en pause …

Til gengæld fandt jeg:

Og nej, jeg er ikke typen der husker at tage før-billeder!

  • En lille jakke, købt brugt. Jeg har brugt den til at have ‘over’ til fester i årevis og hver eneste gang været i tvivl om den var ironisk-damet eller bare damet.
  • En sort silkekjole fra den gang s-ordet var nok til at få mig til at klikke ‘køb’. Den har i virkeligheden altid været for tynd, for kort (jeg barberer kun nord for knæene i yderste nødstilfælde!) og for irriterende fordi belægningen altid flapper op i kavalergangen.
  • En hvid silkeskjorte. Den er købt brugt, og min silkefetish fik mig i sin tid til at ignorere at den var tre størrelser for stor og havde et hul på ærmet.

Omforandringer:

Jakken

Jeg fjernede lommerne foran, fjernede alle knapper og satte nogle nye i foran.

De nye knapper er nogle håndlavede nogen i japansk sashiko-stil, jeg havde forelsket mig i på et marked.

Silkekjolen

Jeg tog ærmerne af og lagde kjolen op i bluse-længde. Jeg gav halsen tre runder sashiko-sting for at holde på belægningen og give den lidt liv.

Hvad i alverden er sashiko-sting, spørger I? Jo, det er sådan nogle simple japanske stikkesting, der traditionelt er blevet brugt til at reparere og forstærke stof. Tænk lapning på hipster-knæ i udført med regelmæssig hvid bomuldstråd på blå baggrund. Er det noget jeg har forstand på? Næh, men der kom en bog sidste år, som jeg på bedste bibliotekariske vis har kendskab til uden ligefrem at have læst …

Ærmegabene fik også en runde sashiko og (som en feberredning) en stump blonde smækket ind forneden, da det viste sig at min bh var frit synlig.

Skjorten

Skjorten blev til … en nederdel. Jeg klippede af under ærmerne, syede sammen foran og lavede – som en nødløsning – en løbegang til elastik foroven.

Nødløsning fordi der intet sted på sådan en skjorte var stof nok at finde til en linning. Ud over på ærmerne. Og der var lissom hul i det ene. Gahr!

Upcyklet festtøj

* Man putter ham i en skjorte og observerer så ellers med et stolt smil på læben, hvordan han leger med de andre børn, charmerer samtlige voksne, æder sig en pukkel til i røget torsk og bagt rødbede og lader sig putte midt i kaos uden det mindste bøvl 😳

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply