Lidt af hvert

Om at drive med strømmen

Min plan var egentlig at formulere noget om skvalderkål. Men to mænd omkring de fyrre sidder ved cafébordet ved siden af og diskuterer deres kærlighedsliv, herunder overskudsvacciner, definitionen på sandhed og løgn, potentielle flytninger til Zimbabwe, *om* en kvinde kan forventes at kunne komme i kontakt med en mand i weekenden og noget med en farm i Frankrig, der ligesom bare må passe sig selv lige nu. I så intens en stemning kan jeg ikke samle mig om ukrudtsbekæmpelse, viser det sig.

Min søde dejlige kæreste har insisteret på at jeg holder fri her til eftermiddag. Uden praktisk grund eller særlig lejlighed. Jeg er ikke engang i nogen specielt dyb tilstand af krise. Han syntes bare jeg trængte, og et eller andet sted havde han vel ret. Så efter en længere omvej for en coronatest og en spadseretur i pisregn sidder jeg her på gode gamle Riccos på Stefansgade og nyder en åndsvagt god capuccino. Tilberedt af en barrista med hvid mascara, mens hun aldrig holdt op med at fortælle en ven om den lejlighed hun står nummer 86 på venteliste til.

Det hele sejler lidt for tiden, men ikke kun på den dårlige måde. Mine arbejdsopgaver driver lige så stille væk fra mig. Organisatorisk og ikke mindst mentalt. Det begynder at stå klarere hvad vi kan nå hen over sommeren (en kort tur til Ærø og et besøg hos mine forældre) og hvad vi ikke kan (at besøge samtlige andre mennesker bosatte uden for s-togsnettet vi har udsat at se de sidste 14 måneder).

Hjemmet sejler også mere end det plejer at få lov til. Vi tømmer, blandt meget andet, kælder, så vi kan tømme kontor, så vi kan få sat de babyting op igen som vi nok nåede at få pillet ned men aldrig fik på loftet. Ikke dem alle sammen i hvert fald. Øvelsen har givet lidt byggeaffald fra et i helt urimelig grad indbygget skab. Det står nu i haven sammen med andet byggeaffald (hvor kom dét egentlig fra, oprindelig ..?) og afventer et sidste forsøg på at komme af med noget af det tungere, inden vi betaler nogen for at slæbe det hele væk. En del af min hjerne har lyst til at råbe “haster!”. Men det gør det jo egentlig ikke. Vi har levet med det indtil nu, og det kan ordnes ved et telefonopkald og en bankoverførsel.

Ligesom det meste af andet på den baby todo-liste jeg ikke kan tage mig sammen til at skrive, kan klares ved et opkald eller et klik og en betaling. Hvis de mere hippieagtige løsninger glipper.

Og så er der alt muligt andet. Såsom uforudsigelige arbejdstider og syge familiemedlemmer i provinsen der skal besøges. Testkøer. Pakker der konsekvent bliver leveret i Jægersborg, af alle steder, og min kærestes dankort der er blevet spærret uden påviselig grund.

Jeg har også kastet mig ud i noget med nogle brædder der skal skiftes i kolonihaven. Som jeg gerne vil skifte selv. Fordi jeg efter otte har fået en ide om at bræddeskiftning er en af de der ting jeg har et talent for der bare aldrig er blevet næret og udfoldet. Måske tager jeg fejl. I så fald har jeg spildt 1500 kr på brædder. Eller, spildt og spildt. Jeg ringer nok til min far eller min fætter og spiller graviditetskortet.

De sidste par år har jeg gjort meget i at minimalisere. Optimere. Få sunde rutiner for madplaner og lægge vasketøjet på plads med det samme. Rydde ud i kalenderen så ingen bliver for overvældede. Alt det fungerer vel stadig som en grundstruktur, jeg ikke længere bemærker. Jeg kan bare mærke at det lige nu ikke gør mig noget at trække vod i Ikea-posen efter rene strømper og købe ind alt for mange gange om ugen. Så længe der er fremdrift i de lidt større processer (altså brædderne og den slags), gør det mig ikke så meget at de små ting skrider. Jeg gider i hvert fald ikke give køb på meningsløse caféture og den tur med lokalbane jeg har lovet min søn i morgen, for at stoppe udskridningen.

Han er rykket et level op i livets store computerspil, ham min søn. Nu er han ved at udforske banerne, som min kæreste udtrykte det. Jeg fik vist sagt at han har fået nye superkræfter og nu vil prøve om de kan bruges til at overtage verdensherredømmet. I hvert fald har han fra den ene dag til den anden tabt to centimeter hvalpefedt fra hver kind, fået et helt nyt niveau af glimt i øjet, kastet al sin kærlighed på børnehaven (og bort fra sit kedelige hjemmeliv med mor og far!) og finder sig ikke i at blive talt til som noget som helst mindre end ligeværdig samtalepartner. Det er lidt hårdt, men faktisk også lettende. Han skal ligesom nok klare sig.

Nu vil jeg forlade hipsterheden og tøffe hjem til forstaden.

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply