Bæredygtig hverdag

Om at lukke støjen ude, så åbne en sprække på klem

Vi holdt noget ferie sidst i februar. Som vi næsten altid gør på det tidspunkt. Nogle år har det været genialt, andre lidt klaustrofobisk. Sidste år husker jeg at jeg næsten korporligt tvang min grundsure kæreste ned på en café med et skriveprojekt og fik ham tilbage fire timer senere med det dér glimt tilbage i øjet som vist i sin tid var det jeg faldt for.

I år brugte jeg det meste af den første fridag på diskret at tude ned i sofapuderne over at den mulighed ikke var åben i år. At vi ingen planer havde, ikke skulle se nogen mennesker, ikke skulle ud at spise. At vejret ikke var varmt nok til en tidlig kolonihavetur og at vi ikke havde haft åndsnærværelse nok til at se os om efter et sommerhus.

Næste morgen vågnede jeg mirakuløst veludhvilet i det magiske tidsvindue mellem solen stod op og min søn gav lyd. Kiggede ud på haven, satte kaffe over. Greb efter min telefon og tjekkede om nogen ville mig noget. Skulle lige til at at gå videre til nyhederne: DR, Pol.dk, The Guardian, CNN. Men så lod jeg være. For nu havde jeg det lige så godt.

I første omgang var min tanke at vente til om eftermiddagen. Så ville nysgerrigheden nok vinde over min nyfundne sjælefred. Men jeg tjekkede heller ikke nyheder om eftermiddagen. Eller resten af ferien, bortset fra et hurtigt kig fordi der blev meldt nogle forandringer ud i corona-restriktionerne. Tilbage på arbejde befandt jeg mig en enkelt gang eller to inde på DRs hjemmeside uden helt at kunne gøre rede for hvordan jeg var havnet der. Jeg tror simpelthen impulsen ‘kort pause mens jeg venter på kollega ringer tilbage’ fuldstændig automatisk havde udløst responsen ‘fingre taster D R punktum D K’. Det samme skete et par gange hvor jeg fulgte et link fra den mere fjollede ende af internettet og pludselig befandt mig i ‘rastløs overskriftklikker-mode inde på en eller anden netavis’.

Men i det store og hele var det en enorm lettelse at tage en pause fra enhver form nyhedsindtag. Jeg blev gladere. Jeg sov bedre.

Den sidste tid inden jeg trak stikket havde jeg en dårlig vane med at vågne midt om natten og gribe telefonen. Jeg vågner stadig ofte om natten og nogle gange læser jeg stadig et par linjer i en bog for at lulle mig i søvn igen. Forskellen er at bogen rent faktisk beroliger mig, mens hele rodsammenet af corona, uighurer, amerikansk valg, forhold på fødegangene, politikere der snerrer ad hinanden og partsindlæg camoufleret som seriøst nyhedsstof bare gjorde mig søvnløs og deprimeret.

Samtidig med at nyhedsstof på overfladen virkede som det sundere alternativ til sociale medier i en hverdag hvor min sjæl i den grad skriger på underholdning og en lille flyvetur ud af Buddinge. Jeg har ad flere gange sat kritisk lys på mit mobilforbrug og gjort mere eller mindre helhjertede forsøg på at sænke det. Men det har altid været sociale medier og planløs googling der er sprunget i øjnene. Ikke en på overfladen uskyldig aktivitet som at orientere sig i dagens begivenheder.

Det gik virkelig sent op for mig at den måde jeg brugte nyhederne på – som nok også er den måde afsenderne har lyst til at jeg skal bruge dem – er lige så meget hjernedød indholdskonsumption som den måde jeg bruger Instagram. Jeg har det bare bedre efter en halv times Akward Family Photos på Insta end efter at have brugt samme tidsrum på at læse foruroligende overskrifter på låste artikler på Politiken om forsøg på at undertrykke valgdeltagelsen i Georgia eller personaleudskiftning i københavnske børneinstitutioner.

Interessant nok faldt mit skærmforbrug heller ikke da jeg droppede nyhedslæsningen. Den ene form for content erstattede gnidningsfrit den anden.

Som ugerne gik i min nyhedsfrie bobble, blev jeg desværre også påfaldende uvidende. Om hvordan det går med den der genåbning, fx. Om nye bøger, jeg forventes at kende. En dag tog jeg mig selv i at tænke at hende der Kamela Harris hører man aldrig noget til længere. I det lange løb vil jeg ikke være en specielt informeret vælger eller kritisk forbruger. Jeg bør nok ikke købe flere aktier før jeg har bedre styr på om firmaerne er på konkursens rand eller involveret i en skandale.

Jeg overvejede forskellige muligheder. Et abonnement af en slags. Kunne bare ikke lige finde det rette. Og kom så i tanke om Radioavisen. Liveradio er ellers ikke rigtig noget vi hører. Min kæreste får spat af baggrundslyd. Jeg kan egentlig godt have det, men det passer dårligt ind i vores noget logistiktunge morgenener, og på andre tidspunkter vinder podcasts. Men de seneste 714 (!) radioaviser ligger på DRs lyd-app. De dage jeg er afsted på arbejde, hører jeg den seneste version. Den tager som regel tre minutter. Når jeg det først om aftenen tager jeg den fra om middagen, den er på et helt kvarter. Når jeg det slet ikke, er der ingen ulykke sket.

Og ved I hvad, det er faktisk rigtig hyggeligt! Formatet har ikke ændret sig siden liveradio gled ud ad mit liv. Jeg har dårlige forudsætninger for at vide om emnevalget er dækkene, men det virker sådan. I hvert fald i den lange version. Jeg er akademisk uddannet nok til at vide at neutral formidling ikke eksisterer, men de har da gjort et ærligt forsøg. Og jeg kan stadig falde i søvn igen når jeg vågner om natten.

Forrige indlæg
Næste indlæg

2 Comments

  • Reply
    N
    9. april 2021 at 6:51

    Jeg kan varmt anbefale DR’s podcast Genstart, der hver dag tager et aktuelt emne og går i dybden med det på en spændende måde. Jeg har også selv droppet alle nyhedsudsendelser i Tv og har kun et hurtigt tjek af dr.dk hver morgen. Med Genstart føler jeg mig ikke helt bag om dansen.

    • Reply
      Plantesmilet
      9. april 2021 at 14:45

      Jeg kender det godt og lytter meget til det i perioder. Jeg synes dog det fungerer bedst som supplement til et bredere overblik (som du jo også får ved et hurtigt kig på DRs hjemmeside), fordi det går i dybden med et emne ad gangen.

Leave a Reply