Kolonihaveliv

Om at nusse puslespilsbrikkerne rundt til de passer

Jeg er trist i disse dage. Depri, men ikke deprimeret. Ikke helt i hvert fald. Bare coronaslidt. Og måske fordi alt foregår med en underlægningsmusik der lyder som et lille resigneret ‘pfff’, ser jeg også nogle ting klart.

For der er noget der ikke har spillet i vores rækkehus/kolonihave-liv. Og bare rolig, vi er ikke ved at sælge, hverken det ene eller det andet.

Måske kan jeg bedst cirkle mig ind på sagen ved at beskrive hvad der *har* spillet.

Hele corona-stopdansen har virket som parterapi for mig og rækkehushaven. Den er tilgivet. For at eksistere. Og mere end det, jeg elsker den sgu.

Og, mens violinerne er godt i gang, er jeg blevet nyforelsket, noget så pladask, i havearbejde. Af enhver slags. Jeg går vældig op i bæredygtighed og minimalisme og bevidst familieliv. Men hvis nogle andre med et trylleslag bare fiksede alt det for mig, ville jeg kaste mig frådende over havearbejdet. Bare fordi det gør mig glad.

Noget andet der spiller er at have et sted at tage hen. Alene – som lige nu – eller som familie. Ellers bliver vi sindssyge. Hver især og som familie. Og det gør kolonihaven jo så godt. Nøj, hvor vi savner de dovne dage og aftenerne i en bunke med hver sin bog. Udflugterne. Isene.

Problemet, mislyden i akkorden, er så bare at havearbejde i kolonihaven ikke går op. Det burde kunne lade sig gøre, men. Livet kommer i vejen. Musen gider ikke. Når jeg endelig kommer afsted alene har det hobet sig op, og jeg slæber mig halvt ihjel. Næste gang jeg kommer har det været tørke og så er det forfra.

Og jeg har simpelthen ikke kunnet få mit hovede rundt om det. Har gumlet på det som et stykke brusk. Har skammet mig lidt når folk spurgte om vi da virkelig kunne overkomme to haver. For ja, men nej.

Indtil jeg vågnede en sen nattetime og vidste det. Hvis vi kalder kolonihaven et sommerhus. Med en sommerhushave. Under mit ambitionsniveau, aldrig færdig, mest til at spille fodbold og drikke øl i. Det gør lidt ondt. Naboerne kommer til at komme med stikpiller, for det gør de. Men vi skylder ikke naboerne mere end hvad der står i reglerne. Og det kan fungere på den måde.

Og imens kan jeg elske min lille strimmel bag rækkehuset frem, tyve minutter ad gangen, som det passer med arbejdstider og Musens temperament. Den anden dag sad vi i et kvarter i dybeste tavshed og så en regnorm først skide, så grave sig ned. Og den er alt for lille, rækkehushaven, men stadig større en de to pallerammer jeg startede i ude på Amager. Det kan fungere.

Forrige indlæg
Næste indlæg

6 Comments

  • Reply
    Karen Marie
    15. december 2020 at 17:55

    Det lyder simpelthen så hyggeligt med et ‘sommerhus’ hvor man ikke skal bruge en halv dags transport for at komme hen 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      16. december 2020 at 11:42

      Det er jo også det! Hvis vi skiftede det ud med et ‘rigtigt’ sommerhus, ville vi få svært ved at klare den uden bil, og vi kom nok heller ikke langt for de 200.000 vi gav for kolonien.

  • Reply
    Trine
    15. december 2020 at 19:17

    Det lyder som et fint sted at lande indtil videre. Måske der kommer mere tid på et senere tidspunkt.

    Jeg er helt med dig i øvrigt. Jeg knuselsker min parcelhushave med en intensitet, der kommer bag på mig. Før jeg blev husejer, har jeg aldrig været optaget af hverken haver eller havearbejde, og nu er det ren zen for mig at grave derude. Og særligt i år har haven været en redning, for vi brugte masser af tid derude i foråret, og når jeg har læst for mange nyheder, skifter jeg over og planlægger have og bede og får ro i hovedet igen. 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      16. december 2020 at 11:42

      Ja, det er helt vildt. Det må være det der perfekte mix af let motion, dagslys, fremtidsdrømme og kontakt med naturen, der gør det. Jeg har ikek fundet andre quick fixes, der virker lige så godt, i hvert fald!

  • Reply
    Janne
    15. december 2020 at 19:21

    Åh jeg er glad for, at du fandt løsningen! Sad undervejs i læsningen og fik ondt i maven, fordi jeg troede I ville opgive koloen….

    • Reply
      Plantesmilet
      16. december 2020 at 11:40

      Det er jo det vi ikke vil. For vi hygger os virkelig derude på den der sommerhusmåde. Jeg er bare træt af at være hende den sure der efter en perfekt weekend, dedikeret til is-spisning, liiige skal pointere at to do-listen, den kom jeg altså ikke i bund med ..!

Leave a Reply