Lidt af hvert

Om at se en ugle i pivstorm i et krat uden for Værløse

På årets næstsidste dag tog jeg den kikkert jeg fik i julegave, i brug. 

Egentlig havde turen været skrevet ind i kalenderen længe inden jeg vidste at jeg sådan skulle gå hen og blive fuglekikker. Skriver jeg ligeså blassert. Jeg har i årevis afleveret ønskesedler der bliver bedømt som for korte, for kedelige og ikke til at få fat i. Så når jeg i år skrev kikkert og fuglebog øverst på listen og stak den til min familie af ivrige ornitologer, havde det måske lidt karakter af en bestilling …

De har nok egentlig gået og ventet på at jeg blev omvendt, ligesom mine brødre gjorde det for et par år siden. Og det er nok egentlig derfor jeg først har ladet mig omvende nu. Men en dag i efteråret stod jeg med min lillebror der lærte mig at kende forskel på sjaggere og vindrosler og tænkte, at det her var fint.

Men altså. Selv uden udstyret i orden havde midt december-Kirstine helt ret, da hun forudså at efterjule-Kirstine havde behov for en dag til at få rusket kompromisserne og den fedtede mad ud af systemet.

Jeg tog til Hjortøgaard ved den gamle Flyverstation Værløse. Tog S-toget til Værløse Station og så bus 151 ud til omegnen af området. Hjemad gik jeg til Værløse. Det var langt, men enklere. En cykel havde ikke været dum at have.

Mos

Mit første indtryk var en vag fornemmelse af at være gået forkert, hvilket jeg til en vis grad også var. Så så jeg en fugl. En rovfugl. En … falk, sagde noget dybt i min hjerne. En tårnfalk, rationaliserede jeg mig frem til efter at have stirret skiftevis på den meget tålmodige fugl og på billedgoogle. Fuglebogen havde jeg nemlig ikke fået med. Det blev følelsen af triumf dog ikke mindre af. 

Skilt om skovhornugle ved Værløse

Via forskellige grusveje og aflukker med køer og får, nåede jeg selve Hjortøgaard (omend ikke det toilet jeg havde lovet min  blære …). Her var et skilt med ‘Uglen sover’. Først troede jeg det var en af de der skattejagter for børn ‘følg kortet og find skilene med skovens dyr-style’, senere at det var en mere generel opfordring. Så gik det op for mig at der var flere skilte. I en cirkel. Hele vejen rundt om det krat jeg vadede rundt i. Og at mindst et par alvorlige mænd med dyrere kikkerter end min stirrede intenst på … mig. Og at jeg med min spritnye kikkert om halsen lignede en der burde vide bedre.

Jeg undertrykte min stærke trang til at forklare mig for alt og alle og sluttede mig i stedet til de stirrende. “Hvor mange ser du?”, spurgte man hinanden. En, var koncensus. Ingen, måtte jeg indrømme, og så demonstrerede en ældre dame hvordan man skulle *helt* ned i knæ og sigte på en bestemt grenkløft. Og som et af de der stereogrammer jeg plejede at se på som barn, blev træstammen pludselig til en skovhornugle. Det var virkelig et fint øjeblik.

Da jeg blev træt af at se og af-se den træstammelignende ugle, se på et par spætmejser og spise en tænderklaprende frokost i et madpakkehus der ikke var bygget til vinterbrug, tøffede jeg videre. Opgav at finde det der toilet og krøb uværdigt ned bag en bunker-lignende struktur. Var helt færdig over at se lyng og over følelsen af Russisk steppe som de forladte bunker-hangar-ting, de halvtilvoksede landingsbaner og det forfærdelige vejr indgød. Sendte en mental high five til en rødhals der smed en regnorm tre gang så lang som sig selv på asfalten og kiggede på mig med et blik der hos et menneske havde betydet “hvad siger du så!”.

Bunker ved Værløse
Lyng

Jeg havde lyst til at udforske det gamle millitærområde – måske finde ud af hvad de der bygninger *var* – men besluttede at bruge dagens kilometer på at gå langs Søndersø tilbage til Værløse. Det var også en fin tur, men mere almindelig bynær natur end flyverpladsen der føltes om en helt anden verden. Der skal jeg tilbage en dag, gerne med familien og gerne med cykler, hvordan vi så lige får kringlet det. Der var dog intet i vejen med den sværm af fuglekonger der svirrede kolibri-agtigt få meter fra min kikkert-spids i krattet omkring søen. Jeg ville sagtens have kunnet se dem uden kikkert og bevidstheden om at være ude at se på fugle. Spørgsmålet er om jeg havde husket at holde øje.

Jeg ramte civilisationen igen lige ved Farumhus bageren, hvilket betød en cortado til at komme mig på inden jeg tog toget hjem med en klar følelse af at kunne lidt igen.

Overgroet landingsbane
Forrige indlæg
Næste indlæg

2 Comments

  • Reply
    Lone
    3. januar 2021 at 0:52

    Du giver mig lyst til at tage på eventyr! ❤️

    • Reply
      Plantesmilet
      4. januar 2021 at 7:05

      Gør det! Det kan bare noget at sætte en finger på kortet og et kryds i kalenderen ❤️

Leave a Reply