Kolonihaveliv

Om at se muligheder mellem skvalderkålen

Kolonihaven ligner noget der er løgn. Og her taler jeg ikke en gang om huset der stadig kun er nærved og næsten-sort, og stadig har en ydervæg dækket af presenning. Jeg har egentlig altid se lidt ned på folk der tyede til presenning (få dog tingene fixet!), men oh how the mighty have fallen! Sådan må det være mens det indledningsvis så medgørlige forsikringsselskab får tænkt færdig og verdens flinkeste tømrer langsomt mister tålmodigheden.

Næh, jeg taler om have-haven som virkelig ligner noget fra en senere sæson af The Walking Dead lige nu. Ukrudtet vokser knæhøjt, bede står halvtomme. Enten fordi de aldrig er blevet plantet til eller fordi det der en gang groede, er dødt og borte. Mine ellers nogenlunde gennemtænkte beplantningsplaner blev gemt og glemt i coronaperiodens uvished og afventen. De sidste par års ret ekstreme vejr kombineret med en nådesløs jordbund og en uforfærdet hær af snegle, har taget livet af meget af det allerede etablerede. 

At vende skuden nu vil kræve en jætteindsats, og en sådan er jeg ikke i stand til at yde lige nu, hvor min krop er gået i graviditetsstrejke. Der er ikke noget der kan tage toppen af trangen at omstikke komposten eller omlægge et bed som erkendelsen af det i så fald bliver det eneste jeg kommer til at foretage mig de næste tre dage.

Men ved I hvad, siden jeg havde min heureka-indsigt sidste sommer om at tænke på kolonihaven som et sommerhus, gør det faktisk ikke så meget. 

“Så sælger I vel?” var naboens første og eneste kommentar da hun opdagede at jeg var gravid, udtalt med en vis sortseerisk forventning. Måske var hun bare grebet af stemningen. Af de syv huse på stien er tre til salg – herunder hendes eget – og yderligere et er vist bare efterladt til at forfalde.

Jeg skal indrømme at jeg i løbet af vinteren overvejede om det ville give mere mening at sælge og få sig et rigtigt sommerhus. Og måske ville det faktisk give mening at *have* et sommerhus. Men at *anskaffe* et – altså sælge kolonien, spare sammen eller låne, researche områder og lægge rejseplaner, indrette sig på ny, fixe det der uvægerligt skal fixes – den proces gør ikke, set i lyset af at vi lige nu har noget der *næsten* er perfekt.

Så nu bruger vi de sparsomme kræfter på at få den skide pressening (!) væk og lader falde hvad ikke kan stå i haven. Det der kan stå (som i at det stadig lever når jeg er færdig med at være gravid og ude af de værste barselståger) kan vi nippe lidt af sammen med ungerne i pauserne mellem boldspil og vandplaskeri og søndagsbunker. Jeg tænker bærbuskene og frugttræerne, som efterhånden er vokset godt til, og et bed eller to med de absolut mest hårdføre af bladgrøntsagerne og krydderurterne. Min kæreste drømmer – viser det sig – om et drivhus med en vinranke og et cafésæt.

Næste skridt er at tegne en egentlig haveplan, sådan at de forskellige musekridt vi tager, kommer til at pege i den rigtige retning.

Søndagsbunke er for øvrigt min kærestes ord for det fænomen når hele familien falder i søvn eller noget der ligner midt i dyner og puder og kiksekrummer ud på eftermiddagen en planløs regnvejrssøndag. Det er skønt, og jeg nyder det meget mere nu hvor hvert minut ikke trækkes fra min hårdt spændte havetid.

Jeg går selvfølgelig stadig i haven, ti minutter hist og pist. Jeg gør det bare oftest i rækkehushaven i løbet af ugen. Fordi det, lettere kontraintuitivt, er meget lettere at finde tid i hverdagen end i weekender og ferier. Og fordi kroppen er meget mere medgørlig når det hele ikke skal gøres på en halve tid og på én gang.

Jeg skrev det her lørdag aften. Søndag var der så nye beboere i to af de handlede huse. Nye entusiastiske kolonister der ordnede have som gjaldt det livet og os gamle der alle sammen liiige måtte forbi og hilse på og sige velkommen. Det var helt festligt! Energien forplantede sig helt ind i plantesmilets have, hvor der både blev slået græs ryddet op i et par bede.

Min kæreste, der har et øje for forfaldsæstetik, agerede fotograf for et par uger siden 🙂

Forrige indlæg
Næste indlæg

2 Comments

  • Reply
    Janne
    13. juli 2021 at 18:29

    Jamen, vild have er jo det hotteste hotte for tiden, så du er slet ikke bagefter med noget men derimod trendsætter 😁

    • Reply
      Plantesmilet
      14. juli 2021 at 15:10

      I så fald er jeg decideret avantgarde!! Men seriøst, faktisk er det meget godt at få overblik over hvad der egentlig trives derude. Både jordbund og mikroklima er ret hårdt, så nogle ting kommer bare aldrig til at lykkes ret godt.

Leave a Reply