Bæredygtig hverdag

Om at træne alenemusklen

I morgen tager mand og barn afsted til Fyn. Jeg er helt alene hjemme fra fredag eftermiddag  til en gang søndag. Og mens jeg faktisk har fartet en del rundt med min søn, er det vist kun anden gang han er afsted med sin far. Det er alt sammen fint.

Alligevel har jeg haft det lidt sært. Ikke af bekymring eller forhåndssavn. Men i erkendelse af at jeg ikke aner hvad jeg skal foretage mig. Jeg har det meste af tre dage til min rådighed (tilfældigvis har jeg fri fra arbejde fredag), og mulighederne står så åbne som vejret og coronarestriktionerne nu engang tillader.

Så titusindkronersspørgsmålet er, hvad jeg har lyst til?

En gang ville jeg have haft et svar. Jeg tussede alene rundt i timer da jeg var en lille indadvendt, forlæst pige ude på bøh-landet. Jeg tussede alene rundt i dagevis da jeg var en ung, overvældet kvinde, kommet ind med firetoget og landet fra månen. Det var langtfra altid lykken, men jeg fik tiden til at gå.

Så kom jeg i fast forhold og på arbejdsmarkedet, næsten samtidig. Tid blev en knap resurse, og der var ingen grund til at træne alene-musklen længere.

Det er først nu, i den seneste uge hvor vi er begyndt at tro på at far søn-turen bliver til noget, corona og alting, at det er gået op for mig *hvor* rusten jeg er i disciplinen ’at underholde mig selv’.

Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg har lyst til.

Selvforkælelse, fordi det er det folk gør. Se film, fordi det er det min kæreste gør. Desperat kamp for at komme i bund med to do-listen, fordi det er det jeg selv har gjorde, fem hæsblæsende minutter ad gangen, indtil jeg begyndte at indse at der ikke er nogen bund på den liste.

Jeg tror jeg ender med at gå i haven. Med mindre det pisser ned, så vil jeg male entreen. Minde mig selv om at elske det frem. Glæden ved at færdiggøre, ikke trangen til at blive færdig. Der er en forskel. 

Forrige indlæg

2 Comments

  • Reply
    Anette
    19. november 2020 at 16:47

    Og så måske en kop kaffe og en god kage nede på Grannys House…😊

  • Reply
    Karen Marie
    20. november 2020 at 19:44

    Jeg kan varmt anbefale Netflix og strikketøj. Evt en kande te (hvis man er til den slags). Der er lige kommet en ny sæson af the Crown. Fremragende strikke-fjernsyn 👍

Leave a Reply