Bæredygtig hverdag

Om en jul der er til at være i

Som jeg skrev her, rager julen mig efterhånden en papand. Samme budskab fik jeg fyret af i frokoststuen, hvilket senere fik en sød kollega til at hive mig til side og spørge om jeg var ok?

Og ja, bare rolig, jeg har aldrig haft det bedre 🙂 Min manglende julestemning dækker over, at barndommens traditioner efterhånden er døet ud eller har mistet deres glans i det mere og mere desperate forsøg på at nå at være social med ALLE i julen – og at vi endnu ikke for alvor har grundlagt nogen i vores egen lille familie.

År jule-nul

Julen 2016 var år nul i vores liv som familie. Vi havde en lillebitte baby, jeg var allernådigst udskrevet på orlov fra Riget efter Brystbetændelsen Fra Helvede, og vores eneste lille nik til julen var da vi så Bagedystens julespecial og spiste et stykke and, som min søde svigerinde havde tilberedt.

Og hvor var det dog en lettelse at slippe for resten af jule-showet!

Allerede i år står den på lidt mere juleri, idet vi propper gaverne under barnevognen og tager toget til familien vestpå (#åh). Og mon ikke der kommer flere traditioner på efterhånden? Om ikke andet vil Musen nok efterspørge bagning, klippe-klistring eller luciaoptog i børnehaven.

Og jeg er ikke imod – jeg vil bare prøve at holde fast j nogle huskeregler, så jeg ikke behøver en brystbetændelse for at få en god jul!

Jeg vil huske at:

    1. Nærvær hele året, er vigtigere end samvær i julen

      Jeg kan simpelthen ikke overkomme at være festlig sammen med alle de mennesker, der gerne vil være festlig sammen med mig i  julen. Og det gælder både kolleger, naboer, gamle venner og familie. Det er ikke fordi, jeg ikke elsker jer – jeg vil bare insistere på retten til at mærke efter og sige nej.

    2. Summen af tjekkethed er konstant

      Hver gang jeg strikker en drøm af en sweater, rådner et græskar bagest i køleskabet. Hver gang vi sætter en dag af til langtidssimret øko-and i römertopf, henslæber vi en uge på køberugbrød med ulden leverposteg. Og for hver en krydderurt, der slår rod i haven, bliver maling og sprtling af rækkehuset udsat en måneds tid … Sådan er vi, og det er okay!

    3. Børn ikke bliver ved med at blive glade for en pakke rosiner

      Musen kommer ikke til at få pakkekalender, heller ikke når han bliver stor nok til at plage om det. For det første ville jeg få stress af at skulle organisere alle de gaver, for det andet er der i forvejen alt for meget billigt småtteras i omløb – og for det tredje holder jeg alt for meget af at give og modtage gaver til at forfladige konceptet ved at gøre det til en daglig foreteelse.

Kort sagt, jeg vil prøve at huske, at julen skal være til at være i!

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply