Bæredygtig hverdag

Om en jul på absolut begynderniveau

Hr og fru Plantesmil ønsker glædelig jul.

Og så var det pludselig jul. Efter en måneds tid med telefonisk stoleleg, endte vi på en model hvor vi holdt juleaften alene, far, mor og Mus, og så tog over til mine forældre d. 25. En løsning der sikrede størst mulig lykke for flest mulige mennesker – idet de andre der *så* holdt jul i min families skød havde større behov for den hjemlige hygge end vi havde. Men også en løsning der efterlod mig med en følelse af at være blevet forladt af min studiegruppe, dagen før mundtlig eksamen i det der fag jeg aldrig helt fik hold på.

For hvordan filan holder man lige jul? To voksne uden den mindste flig af julestemning eller sans for at skabe hverdag om til fest og en fireårig der var ved at eksplodere af forventning.

Sidst vi bare var os, hjemme var jeg på forhånd lettet over at slippe for den særlige blanding af komplet kaos og traditioner opholdt med nær-totalitær ildhu, en familiejul og så kan være. Bare os tre, ingen planer og en usædvanlig lang række fridage virkede som svaret på noget vi havde længtes efter. Men. Manglende kaos kan glide over i kedsomhed. Mangel på traditioner kan glide over i sure sokker og smågnavenhed. Jeg havde vist også bihulebetændelse. Jeg husker ikke noget som helt konkret fra den jul, andet end at jeg fandt en stor del af gaverne i kosteskabet anden juledag. Men den satte på spidsen at julemagi ikke kommer af sig selv og at min kæreste og jeg ikke er specielt rutinerede i at arbejde den frem. Eller, for den sags skyld, finder den helt store fornøjelse i at gøre det.

I år er vi fysisk raske (og har en hel række coronatests til at bevise det). Til gengæld har jeg den sidste tid været på kanten af at blive reelt bekymret for min egen sindstilstand. Her et par dage inde i ferien er jeg klar til at frikende mig selv for at fejle noget klinisk. Men jeg er bestemt til den uglade side, og det center i hjernen der ‘lige finder en løsning’ er totalt udbrændt efter et år, hvor jeg ikke har lavet andet. 

For noget tid siden sad jeg og snøftede til min kæreste, at jeg simpelthen ikke troede jeg kunne opretholde noget der mindede om hygge en hel dag i træk. Og så lagde vi en plan. Og dele af den endte faktisk med at fungere helt fint.

Vores lille families første spæde juletradition blev faktisk grundlagt sidste år. Vi julehygger på de fire søndage i advent. Emnet er ikke så vigtigt, det handler om at vi alle tre befinder os i samme rum og udfører den samme aktivitet. 

Den ene søndag bagte vi pebernødder, den anden trillede vi konfekt (altså marzipan med grøn frugtfarve…), den tredje farvelagde vi nisser og fjerde søndag i advent lavede vi risengrød og pyntede et lillebitte juletræ, min kæreste fandt i Silvan da han skulle hente en pakke. Det var, helt uironisk, enormt hyggeligt. Da min søn fortalte mig at “Det var ligesom at være i skole da vi lavede risengrød, for du lærte mig det”, var jeg tæt på at få noget i øjet.

Selve juleaftensdag tog min kæreste hånd om. Med hvad jeg på forhånd var tæt på at afvise som et totalitært jerngreb, men det virkede. Efter lidt formiddagsdillerdaller bagte vi endnu en lille portion pebernødder med min efterhånden rutinerede søn som skæremaskine og mig som triller. Efter frokost (som vi havde glemt at købe ind til, selv en jernnæve kan ryste på hånden), producerede vi et antal nisser ved hjælp af pap og portrætter af den nærmeste familie, som min kæreste havde printet. Det var sådan cirka tusind gange sjovere end jeg havde forudset. Sønikke gik ret hurtigt over til at tegne ubåde, men vi voksne var helt skuffede da Disneys Julesjov begyndte …

I den helt perfekte verden havde jeg fået tid til en halv times frisk luft, men det stod hurtigt klart at det ikke kunne kiles ind.

Efter Juleshow (jeg husker de små film som … længere!) lavede vi noget der mindede om en julemiddag. Og ja, vi har spist vegetarisk siden starten af november, og ja, nu da det bare var os havde vi alle chancer for at eksperimentere med noget plantebaseret. Men som sagt er vi lidt trængte på det der med at finde på kreative løsninger for tiden, og and *er* hovedårsagen til at vi ikke er blevet vegetarer for længe siden. Så det blev et par andebryster, brune, hvide og franske kartofler, rødkålssalat med appelsin og noget meget bleg sovs, fordi det ikke kunne betale sig at investere i kulør for så lidt. Det smagte fint, selv om jeg vil fastholde min oprindelige pointe om at ingen havde savnet hvide kartofler, hvis de var væk.

Vi skød desserten. Først til efter gaverne og så helt ud. Ingen var sultne alligevel.

Jeg har aldrig troet på julemanden. Min kæreste har aldrig troet på julemanden. Jeg anede ikke min søn havde det mindste forhold til ham. Men, viste det sig under putningen lillejuleaften, det har han i den grad! Han kunne næsten ikke være i sig selv, så meget glædede han sig til at møde ham. Og så var gode råd jo dyre, vi ejer ikke så meget som en nissehue. Jeg gav en røverhistorie om at julemanden har lige så travlt som Just Eat-manden, der jo også bare lige banker på og stiller posen. Og så snakkede vi lidt om alle de børn han kender, som også skal have besøg på samme korte aften, og det var *lidt* fint, men også lidt antiklimatisk.

Som det var gik min kæreste op efter gaverne mens vi spiste færdig. Vi “opdagede” dem, og teoretiserede så længe og intenst over hvor de var kommet fra. Min søn var særligt imponeret over at julemanden var nået over til træet uden at hans refleksion havde været synlig i det vindue, han havde siddet og holdt skarpt øje med. Udspekulerede unge!

Dagens mest magiske øjeblik var da vi pakkede julegaverne op. Der var ikke overvældende mange, for dem fra bedsteforældre og onkler var havnet i den forkerte landsdel i løbet af den uendelige planlægningsfase. Men der var lige dem der skulle være. Og som en konsekvensaf det generelle bøvl i år har vi også åbnet så meget småt op for diskussionen i den bredere familie om at der måske skal være færre gaver generelt i kommende år. 

Min søn delte pakker ud ved at tyde begyndelsesbogstaver på til og fra-kortene. Da han fik to Lille Kvast-bøger (ordløse tegneserier for mindre børn), satte han sig ned og *læste* den ene, inden han pakkede den næste gave op. Ahmen altså! 

Dagens mindst magiske øjeblik indtraf en time senere da vi var nødt til at vriste den lille mand fri af bøger og lego og ind i seng så de voksne kunne hard core-logistikke turen til Jylland *tidligt* næste morgen. Øv. Jeg vidste udmærket godt det ville blive nederen. Faktisk tror jeg pligtjulefrokosten første (og anden, og fjerde …) juledag gennem hele min barndom er en medvirkende årsag til at jeg har det lidt stramt med jul nu. Vi havde bare ikke for alvor tænkt igennem hvad “hvad hvis I bare kommer over d. 25.!” egentlig indebar. 

Da vi først var der, føltes det rigtigt, dog.

Jeg tror min søn havde en god dag, og det var det vigtigste. Egentlig er jeg imod at holde ting kun for børnenes skyld, Synes hellere de skal vokse ind i ægte traditioner, de voksne også gider i virkeligheden. Men jul var undtagelsen, åbenbart. Og den her model føltes faktisk som en arbejdssejr og en skitse der kan farves videre på i kommende år.

Forrige indlæg
Næste indlæg

1 Comment

  • Reply
    Om nytår - Plantesmilet
    11. januar 2021 at 13:25

    […] vi meget mental energi på at finde ud af hvordan vi skulle holde det, hvor, med hvem, hvor meget. Det kan I læse om her. Nytår derimod kom og gik efter en nogenlunde forudseelig model. Same procedure as last year, og […]

Leave a Reply