Bæredygtig hverdag

Om glæden ved en prioriteret liste

Mental minimalisme med en prioriteret liste

I foråret var jeg ved at koge over i hovedet af alle mine projekter i kolonihaven. Den store sammenkogte ret af påbegyndte projekter,  hastesager og rene luftkasteller var simpelthen blevet for stor. Samtidig med at jeg hele tiden føjede til i form af nye ideer, frisk fra det mentale hakkebræt.

Det skal ikke forstås sådan at jeg var ved at segne under vægten af ansvaret. Ikke kun, i hvert fald. Jeg kan rigtig godt lide at få ideerne, og for den sags skyld at udføre dem. Men jeg kunne pludselig genkende den der følelse fra min studietid hvor bevidstheden om kommende eksamenslæsning afholdt mig fra at gå i gang med en krimi. Uden at jeg af den grund fik nosset mig i gang med eksamenslæsningen. Glæden ved at fordybe mig i en opgave havde fået en sur bismag af dårlig samvittighed og ulæste lektier, fordi enhver indsats var et fravalg af en anden indsats, der måske strengt taget var vigtigere.

Listen

Så skrev jeg en liste. Vildt banalt, men overraskende effektivt. En slags brainstorm over alt det, vi gerne ville have gjort. Og så inddelte jeg listen efter vigtighed. Karakterskalaer diskuteres i disse dage, og jeg kan oplyse at min indeholdt karaktererne 1-3 udråbstegn plus ’ikke vigtig’.

  • Tre udråbstegn gaves for en opgave der var essentiel for at vi overhovedet kunne bruge huset. Fx at få udskiftet køleskabet, som var stået af.
  • To udråbstegn gaves for opgaver, der ville forbedre brugen af huset væsentligt. Fx at få fjernet den store seng der optog halvdelen af børneværelset.
  • Et udråbstegn tildeltes opgaver der strengt taget ikke ville gøre den store praktiske forskel. Fx at få repareret hegnet ude foran.
  • ’Ikke vigtig’ blev tildelt de opgaver der strengt taget bare ville komplicere tilværelsen. Fx at få en ny hæk. Javist, den gamle hæk er træls, men at få en ny ville være dyrt, arbejdskrævende og der ville gå nogle år før den opfyldte sin funktion igen.

Liste-dogmer

Prioriteringen er ikke en rækkefølge. Ja, det er vigtigere at male facadebrædder end at give børneværelset anden gang. Men hvis det regnede på den afsatte dag, gav det da god mening at sætte et par hakker ved indendørsaktiviteter. Projekterne i kolonihaven bliver nemlig tit ordnet ved at jeg ’tager’ et par timer eller en halv dagderude. Det passer mig finere end fint, men da det skal koordineres med hjemmefronen og mit arbejde uger og måneder i forvejen kan det være svært at indordne sig efter vejret eller den der dims der ikke er blevet leveret fra Silvan. Til gengæld har listen, synes jeg, holdt mig fast på at jeg ikke aktivt skal bruge krudt, tid og penge på at planlægge et enkelt udråbstegn på bekostning af en stor, fed treer.

Listen er ikke en årsplan. Jeg skal ikke nå at blive færdig inden vinter eller for den sags skyld nogensinde. Jævnfør min erkendelse af at projektmennesker som mig aldrig bliver færdige. Jeg laver en ny, når det tynder ud i punkterne på den gamle eller de bliver overhalet af virkeligheden. Faktisk er jeg ved at lave en ny nu. I hører nærmere … Jeg har dog et lønligt håb om at der med tiden vil blive færre af de alvorlige tre-stjernede det her skal vi have styr på nu-opgaver og flere af de små, sjove man kunne også male den her gul-opgaver. Umiddelbart ser den del ud til at lykkes.

Selve listen

Og nu får I simpelthen listen at se. Som den ser ud en formiddag i september mens jeg sidder i en park og venter på at et kursus skal gå i gang. De overstregede punkter er færdiggjorte projekter.

Ikke så vigtigt

  • Anlæg staudebed
  • Beskær træ
  • Fæld træ
  • Indret børneværelse
  • Mal badeværelse
  • Mal børneværelse anden gang
  • Mal køkkenniche
  • Plant ny hæk

Et udråbstegn

  • Fjern gammel seng
  • Mal døre udvendig
  • Mal havelåge
  • Mal vinduer udvendig
  • Monter udebruser
  • Reparer kalmarhegn

To udråbstegn

  • Fjern storskrald fra haven
  • Monter afskærmning til udebruser

Tre udråbstegn

  • Mal facaden (vi er godt i gang …)
  • Skift køleskabet

Som jeg kigger ned over listen med overstregninger, har vi nået meget. Vildt meget. Uden at det har føltes som en arbejdslejr (siger jeg, der slet ikke ville have noget imod at lade hverdag være hverdag og organisere en sådan, bare en uges tid. Min kæreste synes måske der har været tilløb til at det har været for meget …). Vi har forsømt det daglige havearbejde en lille smule, hvilket jo faktisk har været hele pointen, at lade de sjove opgaver vente til fordel for de presserende.

Jeg har ikke skrevet så meget her på bloggen om hvad vi går og roder med. Igen har det et stykke af vejen været bevidst: Når der ikke er tid til både at nørde og formidle, vælger jeg trods alt nørdningen til. Og så kommer der faktisk et par indlæg lidt på bagkant, blandt andet om hele sagaen om facademalingen.

Det er også tydeligt at vi er blevet bedre til at få tingene gjort. Nok mest på grund af at vores håndelag bliver bedre og bedre, og fordi vi er ‘oppe i fart’ i disse år. Men også – tror jeg – på grund af det bedre overblik. Følgende er et lidt dårligt eksempelt (det er ikke på listen, tsk tsk), men i sidste weekend satte jeg et tørrestativ op. Malede stolperne den ene dag, borede det ene hul næste formiddag og det andet om eftermiddagen – og fik stolperne i lod og monteret med en snor om aftenen. I stedet for at gå og cirkle om det, som jeg nok før ville have gjort.

2 Comments

  • Reply
    Lone Nielsen
    23. september 2019 at 21:19

    Det er godt, at have nogle små nemme og hurtige opgaver på sådan en liste, som man så kan krydse af og føle god samvittighed 😀

    • Reply
      Plantesmilet
      24. september 2019 at 14:31

      Det kender jeg godt. På en virkelig nedtursdag skriver jeg listen efterhånden som tingene bliver gjort. Så ender jeg med ene færdiggjorte opgaver … Men en del af formålet med denne her ‘store lsite’ var faktisk at tvinge os til at hæve blikket lidt fra de små sejre og komme i land med noget af det store. Og det er gået ok, faktisk.

Leave a Reply