Bæredygtig hverdag

Om ophobede to do-lister og lommer af frihed

I går tog jeg fri og tog til Lyngby. Blev klippet, stylet, nusset, bespist og fik indhentet det enorme limonade-efterslæb jeg har følt det seneste halve år (Ja, det er en gravid-ting …). 

Det med håret var ved at være kritisk. Allerede inden nedlukningen (og vi taler den første af dem) havde jeg i en periode boycuttet frisørfaget, fordi Frisøren i Mit Liv var flyttet til Islands Brygge hvilket er en hvid plet på mit indre landkort. På det seneste er jeg i tilgift faldet ud af vanen med at rede hår hver dag, og da jeg prøvede at være den gode kunde og lige strigle manken igennem inden jeg tog hjemmefra, kunne det faktisk ikke helt lade sig gøre. Så.

Da det kom til stykket var det også bare virkelig dejligt at blive forkælet mens small talk af en dame der vist bedst kan beskrives som ‘boblende’. Håret blev også vældig fint.

Resten af dagen som også involverede en meget langsom men bestemt køn gåtur mellem Brede og Fuglevad, var et bevidst led i bestræbelserne på at få klemt lidt frihed ind gennem det lillebitte vindue mellem corona og barsel. Mærke ned i maven at ja, ting kan godt lade sig gøre.

En følelse der kan være lidt svær at finde tilbage til, synes jeg. Til dels fordi jeg stadig skal have ‘en pind i næsen’ hver gang jeg skal nogle steder. Til dels fordi min hjerne er gået i tidlig amme-mode og/eller forsinket nedlukningsdvale og/eller er svitset sammen af den enorme to do-liste der ligesom er blevet klemt op i en top af alt det der er blevet udsat og alt det der skal nås inden baby.

Min lænd har bare givet op. Det gør ikke ondt, jeg synes ikke selv jeg har lagt mig synderligt ud. Den nægter bare at løfte mine ben efter den første kilometer. Heller ikke dagen efter. 

Det er svært ikke at sammenligne med sidste jeg gik fra på barsel. Hvor desperat jeg var efter at stå af job-ræset i en periode. Hvordan jeg egentlig var lidt skuffet over ikke at have en eneste lille gene der kunnen berettige bare en enkelt dag på sofaen med en kop te og nogle Tanker om Livet.

Denne gang kommer jeg til at savne mine kolleger. Ræset (i den nedjusterede version jeg nu færdes i) savner jeg allerede. Jeg *har* drukket te på sofaen og på terrassen. Har tænkt over livet indtil tankerne nærmest døde ud igen.

I det hele taget synes jeg det er svært at give slip. Vi har – og det er en total kliché – benyttet de sidste halvandet år til at få snakket os frem til hvad vi vil med rækkehus og kolonihave og dertilhørende jordstykker. Hvad der skal laves for at vi når derhen. Nu nærmer vi os hastigt en dato hvor det meste enten skal være færdigt eller have lov at ligge, potentielt i et godt stykke tid. Det bekommer mig ikke.

Deadlinen for selv at lave det er overskredet. I hvert fald med mig som Ofelia. Det var en mindre god weekend da de der brædder kom hjem til kolonien og jeg gik løs på væggen med brækjernet, kun for at finde nedbrudte stolper og spor efter en imponerende mængde flora og fauna. Verdens flinkeste tømrer og et overraskende medgørligt forsikringsselskab tager den herfra. Men det var jo mig der skulle lave det! 

Vi er også nødt til at sortere i sommerens arrangementsprogram. Der på samme måde som to do-listen er endt med at være helt tyk og ophobet. Min søn og jeg når en tur til Jylland, kæresten gør ikke. Han har til gengæld besøgt sin far, det når vi ikke. Den mange gange udsatte weekend i min bror og svigerindes nye hus i Nykøbing Sjællands bliver muligvis ikke  til noget. Selv om det gør ondt. Vi *skal* have min søn ind og se det der dinosaurus-skellet, så må andet vente. I aften tager vi ud og spiser en pizza, bare fordi man kan. Sønnike har selv foreslået at vi skal til Bagsværd Sø en eftermiddag, så det skal vi da. I weekenden missede vi en håndfuld busser med vilje og blev bare hængende på en plads i Bagsværd hvor nogen havde sat en bænk og en sandkasse. Hentede kaffe. Det føltes som ferie.

Det er verdens største I-landsproblem, og vi kan sagtens hygge hjemme på græsplænen. Faktisk synes jeg vi er blevet rigtig gode til netop det på det seneste. Men han udvikler sig med stormskridt, min søn. Er blevet så meget mere robust. Interesserer sig for *alt*. Og lige meget hvor stor en hustyran han nogle gange er derhjemme (en ret stor en), er han altid den perfekte gentleman når vi er ude. En del af mig kan næsten ikke bære at vores egen lille barselsnedlukning så hurtigt efter den store nedlukning forhindrer lige netop *denne* version af ham i at opleve alle byens museer, svømmehaller og (vigtigst!) lokaltog.

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply