Bæredygtig hverdag

Om tid og penge

For et par måneder siden skrev en kvinde i en minimalistgruppe jeg er medlem af, noget i stil med: ”Fra nu af vil jeg købe børnesko på fælleskortet”. Og det simple og i bund og grund fornuftige tiltag har ligget og rodet i mit baghoved lige siden.

Ikke fordi jeg køber børnesko på på mit eget kort (tak til Johanne, der gjorde opmærksom på at jeg havde skrevet præcis det omvendte). Vi har ret godt styr på dine og mine og vores penge. Så godt styr at vi sagtens kan melde ”Jeg gi’r!” på en gang take away eller ”Jeg lægger ud” på en ny computer. Endda ”Vi kører den bare fra mit kort” om en streaming-tjeneste i ny og næ, uden at det truer retsfølelsen.

Men hvad med tid, engagement og gammeldags knofedt? Jeg har gået og prøvet at sætte mentale mærkater på vores forskellige tjanser. ”Dagligt forbrug, Faste udgifter, Vedligehold, Mine lommepenge, Dine lommepenge, …”. Der er flere gråzoner end på pengefronten. Retfærdighed er en noget mere subjektiv størrelse, og man kan argumentere for at nogle aktiviteter sætter energi ind i stedet for at trække den ud.

Men alligevel. Når jeg overvejer at kaste mig ud i noget nyt. At sy et betræk til den lasede sofa, fx, eller at begynde at gå til musikskole med min søn, fx. Så overvejer jeg det lige: Lægger jeg ud, giver jeg en omgang, eller har jeg lagt en ny fast overførsel ind på min hyggekonto, som burde gå af den fælles?

Det bliver jeg vel ikke mere en krampe af, end når jeg køber børnesko på det fælles dankort? Selv om det godt kan føles sådan. Input modtages! 🙂

Forrige indlæg
Næste indlæg

12 Comments

  • Reply
    Johanne
    5. december 2020 at 21:24

    Jeg køber altid børnesko på fælleskortet! 🙂 Og det er noget, som jeg er blevet mere bevidst om gennem årene. Det er svært st måle tid op i penge, men tid ER også penge, eller i hvert er tid noget, som kan forvaltes forskelligt, og når jeg bruger min fritid (som jeg har mere af end min mand, hvis du kun kigger på lønarbejdstimer) på at købe børnetøj, købe ind eller andre praktiske gøremål, så skal min mand selvfølge bidrage økonomisk. Min mand køber aldrig børnetøj, og det har jeg efterhånden affundet mig med er min tjans, men selvfølgelig skal han betale ligeså meget for det som mig.
    Vi har hver vores lønkonto, hvorfra vi så overfører til fælles budgetkonto og madkonto, og det fungerer fint. Jeg betaler ca. 5.000 kr mindre end min mand, og han er heldigvis med på, at det kun er fair, når jeg tjener mindst. At jeg så har overskud til hver måned at sætte penge til side på min egen opsparing vil jeg ikke have dårlig samvittighed over (det gør han også selv).
    De fleste af vores overførsler sker fra vores fælleskonti, men ting til os selv bliver i grove træk trukket fra hver vores konti, uden at nogle af os bliver sure over, at der røg en håndcreme, hårvoks osv. ned i fælleskurven.
    Men jeg kunne snakke længe om det her, for det handler om ligestilling, lønnet vs. ulønnet arbejde, kultur og normer og meget andet! 🙂

    • Reply
      Johanne
      5. december 2020 at 21:25

      Og hvorfor køber du egentlig ikke børnesko på fælleskortet? Hvordan deler I det så op? 🙂

      • Reply
        Plantesmilet
        6. december 2020 at 7:42

        Jeg køber absolut altid børnesko på fælleskortet! Til gengæld formulerer jeg mig nogle gange virkelig vagt ..! Jeg læser lige første afsnit igennem og strammer op!

    • Reply
      Plantesmilet
      6. december 2020 at 7:56

      Det lyder som en ret fin løsning. Vores … er der ikke helt, synes jeg. Før vi fik barn kørte det fint at jeg stod for meget af det traditionelt maskuline med gør det selv og ringning til banken, mens min mand stod for nogle ting, der i mit oprindelige miljø ville have været kvindens opgaver: hygge, god mad, vi skal også huske at invitere … Og så en masse overlap med indkøb og madlavning. Jeg kan bare mærke at i kraft af barsel og mødregruppe og snakke på kontoret og min mor og instagram og pædagoger der lige prikker mig på skulderen og så videre, er mere sporet ind på børnesko og legeaftaler og muligheden for at sy sit egetfastelavnstøj. Og der skal jeg være bedre til at smide det i den fælles opgavepøl i stedet for bare at knokle på. Og ja, interessant!

  • Reply
    Jette
    6. december 2020 at 8:41

    Super interessant emne!
    Jeg er lige en generation ældre – er 52 år og mine børn er mellem 20 og 29 år. Og måske er det derfor, at jeg bliver lidt forvirret over den måde, I har organiseretjer på økonomisk?
    For mig og min mand – og langt størstedelen af vores venner – har det altid været indlysende athave fællesøkonomi. Vi har, siden før vi fik børn, delt indtægter og udgifter uden at holde nogen former for regnskab med, hvem der bidrog mest….
    For mig ville det slet ikke give mening at dele livet med en anden og have familiesammen – og så ikke have en solidarisk økonomisk ramme omkring det.
    Dit indlæg fik mig til at tænke over, om den tankegang er gået af mode – og gjorde mig nysgerrig efter at høre mere om, hvorfor I har valgt den model I har? Måske har du lyst til at uddybe det, det var i hvert fald de tanker, det vakte i mig ?

    • Reply
      Plantesmilet
      7. december 2020 at 11:00

      Tak for et interessant indspark, som jeg har brugt lidt tid på at finde et godt svar på. For jeg kunne faktisk ikke forestille mig at have total fællesøkonomi. Samtidig med at jeg godt ved at mange på mine forældres alder har netop det. Jeg tænker svaret er tredelt: Jeg tror mange i min generation gør det på ‘vores’ måde. Måske fordi skilsmisseprocenten er høj, mange ikke er gift (vi er ikke), pensioner ikke deles automatiske, mange er ret etablerede når de finder ham de skal have børn med. Tænker jeg, jeg har faktisk ikke det forkromede overblik. Desuden er der noget personlighedsmæssigt. Min kæreste og jeg har meget forskellige måder at bruge/ikke bruge penge på. Jeg sparer op og investerer og kan blive helt glad ved at se tallet vokse inde i netbank. Min kæreste bruger tusindvis af kroner på diverse kultur hver måned, og ville sygne helt hen uden. Den udgift er jeg nu helt fri for at stresses over, for den kommer ikke mig ved. Og endelig så tror jeg faktsik, hånden på hjertet, at jeg til enhver tid ville insistere på at have nogle penge der var ‘kun mine’, også hvis vi var rørende enige om hvordan den fælles formue skulle bruges. Jeg tror det ligger ret dybt i mig aldrig at kaste *hele* min tilværelse ind i en relation. Også selv om den specifikke relation på alle måder fantastisk.

  • Reply
    N
    6. december 2020 at 9:29

    Det er SÅ interessant det her! Mht til økonomi kører vi det fælles I den forstand, at al løn ryger på fælleskontoen og så får vi hver det samme ‘lommepenge’-beløb overført, man så frit kan disponere over. Jeg er meget enig med Jette i den tanken om at vi jo er i et fællesskab og derfor er indkomsten også fælles. Men samtidig har vi også begge brug for at kunne disponere over en sum, man kan gøre med, hvad man vil – som altid vil være ens for begge, uanset indkomst.
    Det bliver straks sværere mht. det mentale. Min mand ytrede 2. december, at han synes vi var kommet roligt ind i december og var godt med. Hertil måtte jeg så bare sige, at indersiden af mit hovede var ved at eksplodere over gavekalendere, julegaver, planlægning af julebag osv. Mit problem er, hvordan jeg får det uddelegeret fra mit hovede – for jeg har jo holdninger til det hele og så er det jo nemmere bare at gøre det selv [vende-øjne-smiley] . Og ja så er der jo tusinde ting, der fixes på hus og cykler – hej hej stereotype kønsroller – som ikke er i mit hovede men i hans. Men hvordan måler og fordeler man det, for hvor meget fylder fx hverdagsindkøb over for skift af vinterdæk – det første er en tilbagevendende hurtigt overstået rutineopgave, mens det andet er en enkeltstående tidskrævende opgave? Det synes jeg er svært!
    Jeg nægter dog at være den forældre, der svare på en gruppebesked til alle pigeforældrene i 3.b, vedr. legeaftaler, når det viser sig kun at være mødre, der ellers svare.

    • Reply
      Plantesmilet
      7. december 2020 at 11:09

      Du har ret i at det er svært, fordi tid og bøvl bare ikke kan måles på samme måde som penge. Og at det er ret let at komme til at negligere de opgaver andre tager sig af fast. Jeg nævner i flæng græsslåning. Det insisterer min kæreste på at stå for, og det er da ikke mange minutter jeg bruger på at tænke over dét … Og jeg fik også et føl på tværs da børnehaven ‘lige satte mødrene i forbindelse med hinanden, så de kunne organisere hvem der delte hvad ud’. Gahr!

  • Reply
    Lotte
    6. december 2020 at 20:23

    Er helt forvirret. Vi køber alt der ikke er “luksus” til os selv på fælleskortet. Dvs alt til børn, fritidsaktiviteter, bil (selvom det kun er mig der kører), julegaver etc. Kunne slet ikke forestille mig det anderledes. Det er til gengæld næsten altid mig der handler tøj med børnene – men det er kun hyggeligt.

    • Reply
      Plantesmilet
      7. december 2020 at 10:30

      Jeg tror der er mange modeller ude i de små hjem. Men så længe alle er glade, er alt jo godt!

  • Reply
    Karen Marie
    11. december 2020 at 11:46

    Vi kører stort set planøkonomi herhjemme. Fælles penge, man yder efter evne, og nyder efter behov. Det kan lade sig gøre fordi vi grundlæggende er ret enige om hvordan og hvornår vi bruger penge. Min mand har altid tjent markant mere end mig, tilgengæld har jeg det strukturelle og planlægningsmæssige overblik i hjemmet. Vi supplerer hinanden på bedste vis, og slipper for de ting der ikke interesserer os og/eller vi ikke er gode til. Efter vi fik barn har vi haft nogle lange snakke om at han har sværere ved at “få øje på” mange af de ting der følger med vuggestue, gaver, voksen ud af tøj osv, og har blandt andet uddelegeret at det er manden der står for alt pakning af taske osv til vuggestue. For os virker det at vi får sat ord på mange af de ellers usynlige opgaver der er. På den måde kan jeg bedre værdsætte det han faktisk gør mere end jeg kan se og omvendt. Og han tager ikke for givet at jeg bruger rigtig meget mental kapacitet på overblik der kommer hele familien til gode. Rigtig interessant emne!

    • Reply
      Plantesmilet
      15. december 2020 at 11:41

      Nu skal jeg nok svare, corona har kogt grød på min hjerne de sidste par dage, så det går ikke så hurtigt! Men altså, det lyder som om I har en rigtig god model for det. Jeg kan godt mærke at jeg skal øve mig i at tage de der lidt svære samtaler om at ‘det der fungerer for dig fungerer ikke for mig’. Men jeg øver mig. God jul!

Leave a Reply