Havebrug og selvforsyning

ORMEKOMPOST – fra køkkenaffald til potent plantenæring

Wormery ormekompost med stablede bakker
Ormekompost i kolonihaven. Succesraten er større på en altan (færre snegle!).

Hvad er en ormekompost og hvad kan den?

I en ormekompost udnytter man kompostorm, også kendt som brandorm, til at omsætte køkkenaffald ekstra hurtigt og med et ekstra næringsrigt resultat. Sammenlignet med en almindelig havekompost er en ormekompost et lidt større udstyrsstykke, kræver lidt mere styring og kan lettere gå skævt. Til gengæld er det færdige produkt så meget desto mere næringsrigt. Og så er en ormekompost ret nem at passe ind i en baggård eller på en altan. Nogle stiller den også bare under køkkenvasken.

Se også min guide til klassisk havekompost

Ormekompost, trin for trin

  1. Vælg en beholder. Den perfekte beholder til ormekompost tager højde for at køkkenaffald udskiller ganske meget væske når det omsættes. Denne væske skal kunne dræne fra forneden. Desuden skal man både kunne tilføje køkkenaffld og fjerne færdig kompost uden at forstyrre de hårdtarbejdende orme. Og endelig skal systemet være nogenlunde lukket, så orme og vildfarne gulerodsskræller ikke breder sig alt for lystigt på altanen. Et sådant system kan man konstruere selv af et antal stabelkasser hvor man borer huller i bunden af kasserne for at skabe forbindelse mellem etagerne. Eventuelt kan man forsyne den nederste etage – der ikke skal have huller i bunden – med en hane fra en regnvandstønde. Man kan også gøre som jeg og købe et færdiglavet ‘wormery’. De er svære at finde i Danmark, men jeg har med held bestilt dem hjem fra England (før Brexit …).
  2. Lad ormene flytte ind. Få fat i nogle orme. Nogen steder kan man få dem på genbrugsstationen, nogle steder kan man købe dem i havecentre og ellers kan man få nogle fra en eksisterende kompost. Spørg på deljorden.dk eller i facebookgrupperne ‘Havebrug og selvforsyning’ eller ‘Praktisk økologi i hverdagen’.
  3. Få ormene til at føle sig hjemme. At starte en ormekompost er ligesom at sætte et akvarie op. Der kræver en indsats at få systemet i balance. Start med en hel del strukturmateriale (fx papirstrimler) og ganske lidt grøntsagsaffald fra køkkenet, skåret i mindre stykker.
  4. Tilføj køkkenaffald og strukturmateriale. Når ormene trives (det vil sige bliver hvor de er – se nedenfor), kan du begynde at fodre med lidt mere affald fra køkkenet. Kun en håndfuld eller to om dagen, gerne blandet op med strukturmateriale og helst skåret i mindre stykker.
    Orme vil gerne fodres med: Skræller og toppe fra de fleste grøntsager og frugter (skåret i mindre stykker), kaffegrums, knuste æggeskaller, pap og papir uden tape og (for meget) tryksværte
    Orme vil IKKE fodres med: Citrusfrugter (for surt), hårde kerner og skaller, tilberedt mad, store mængder frugt (udvikler varme og koger ormene!), haveaffald (går for langsomt)
  5. Byg ovenpå. Når den første etage i orme-kompostbeholderen er fyldt, sætter du den næste ovenpå og begynder at fodre i den. Ormene vil så efterhånden vandre en etage op gennem hullerne.
  6. Dræn. Den nedereste bakke vil efterhånden fyldes med brun væske. Det skal hældes fra med mellemrum, så det ikke oversvømmer systemet (eller altangulvet …). Væsken bruges af mange som en koncentreret gødning, der kan fortyndes og bruges i haven eller altankassen. Det diskuteres dog lidt hvor kraftig ‘ormeteen’ er, og jeg har ikke selv brugt den i stor stil.
  7. Forkæl dine potteplanter. Hold øje med om materialet i den nedereste bakke begynder at ligne kaffegrums. Så er den klar til brug. Der kan stadig være en uomsat ferskensten eller græskarkerne tilbage, det gør ikke så meget. Læg et lag af den færdige kompost øverst i dine krukker og potteplanter som en god all round-gødning.

Fejlfinding af ormekompost

  • Ormene er døde og det er frostvejr – De voksne orme er døde af kulde, men fortvivl ej: Der skal nok være nogle æg. Lad være med at fodre, indtil der igen er levende orme. Accepter situationen eller isoler med et tæppe eller lignende.
  • Ormene er døde og det er hedebølge – De voksne orme er omkommet af varme, men fortvivl ej: Der skal nok være nogle æg. Lad være med at fodre, indtil der igen er levende orme. Sørg for skygge til komposten.
  • Ormene flygter ud til alle sider – Orme søger nye græsgange, hvis de ikke trives. Tjek følgende og gør noget ved probelemt hvis muligt: Står komposten i direkte sol? Er den ved at svømme over i ormete? Er der meget uspist køkkenaffald? – måske skal du fodre langsommere. Virker komposten ‘svuppet’ og strukturløs? – måske skal du tilføje noget tørt.
  • Komposten lugter – Komposten mangler strukturmateriale, altså noget tørt og luftigt. Put savsmuld/papirstrimler/stykker af æggebakker i og rod lidt rundt. Husk også kun at fodre ormene lidt hver dag.
  • Hele foretagendet stinker forfærdeligt -Komposten er alt for våd og for iltfattig. Red hvad reddes kan af orme, smid resten af indholdet ud og start forfra med mere strukturmateriale.
  • Omsætningen går meget langsomt – Skær køkkenaffaldet i mindre stykker, og lad helt være med at putte græskarskræller, advokatdosten, kålstokke og anden hård kost i i. Haveaffald er også no-go.
  • Der er flyttet dræbersnegle ind – Den var værre. Dræbersnegle kan klemme sig ind ad de mindste revner, og de elsker miljøet i en ormekompost. Jeg måtte droppe min ormekompost, da vi forlod lejligheden. Ormene lever dog lykkeligt i den almindelige kompost.
Brandorm kompostorm
Nyindflyttede kompostorme med masser af strukturmateriale og lidt køkkenaffald.
Kompostorm i ormekompost
Kompostorm på vej fra en bakke til den næste.
Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply