Bæredygtig hverdag

Other people wouldnt want to hear you if you said that these are the best days of our lives

Det er halvtidligt søndag morgen, og Musen gør sit bedste for at overbevise mig om at han IKKE er vågen nok til at komme op, men helt bestemt vågen nok til at jeg skal stå bøjet over hans seng og spørge om han er vågen, så han kan sige nej.

Vi hygger os for tiden, Musen og mor. Tusser rundt, leger lege. Tager på små udflugter. Meget små, da det er gebrækkeligt hvor lidt man kan nå med et barn der sover halvlænge og påstår (!) at han sover endnu længere og stadig også er ret gift med sin lur i barnevognen fra 12 til 14.30 og så ellers begynder at blive småpylret 17,30. Men små ture i klapvogn med frokost på et tæppe kan også noget. Og ellers går vi bare hen på den lille bakke ved siden af kolonihaven og leger ”Nu går jeg lige en tur. Farvel mor. Vi ses!” Og så går han en tur og kommer tilbage, uden at gå ud på vejen, for der er biler og biler er FARLIGE. Eller gemme, hvor han dog insisterer på at vi begge gemmer os. Hver vores sted. Så står vi der bag to hushjørner og er gemte.

Det er, helt uden ironi og bitterhed, ret skønt.

Men. Farmand kommer til at flagre lidt i periferien. Han arbejder lidt længere end mig de fleste dage og lidt mere forskudt, så han oftere er væk om eftermiddagen. Og så har han været ramt af en lille stime af ting han virkelig burde tage med til. Musen har altid været mors dreng, og han er helt tydeligt ved at tage et udviklingsspring hvor verden bliver større og farer mere håndgribelige. Og det ene med det andet er det kun mor der dur lige nu. Til bleskifte, til putning, til morgenrutine, til at tørre mikroskopiske krummer af mundvigene.

Jeg bliver godt stegt, min kæreste bliver forståeligt nok lidt ked af det, og Musen forstår ikke hvorfor vi vil lave om på nogle rutiner der fungere fint for ham.

Så sker der jo det at min kæreste kompenserer ved at være den der køber ind. Den der laver mad. Den der laver gør det selv-opgaver han ikke finder den store fornøjelse i, men når nu jeg er optaget af at lege den der gemmeleg, så skulle det da bare mangle.

Og det var jo ligesom mig, der var hende med boremaskinen og lægtehammeren i det her outfit! Jeg savner helt vildt at sende krop og hjerne i samme retning. At planlægge et projekt, udføre det i sammenbidt ensomhed, dokumentere og evaluere bagefter. Have ondt i ryggen på den gode måde.

I sidste weekend fik jeg vist skrevet at jeg savnede at være en mand. Det gør jeg ikke, jeg havde bare PMS. Men jeg savner nogle gange den koldblodighed det kræver at sætte tid af til de der opgaver, som jeg ikke selv kan finde ud af om er livsnødvendigheder eller hobby. I ved, den afskallede maling i vindueskarmen. Til at sige, at nu ordner jeg det, og så må andre indrette sig. Også selv om det betyder et ulykkeligt barn ved skørterne … Den går ikke helt vel? Eller betyder endnu en aften hvor vi ikke spiser sammen, fordi jeg er taget i kolonien med en rystepudser. Når vi i forvejen spiser sammen lidt for sjældent på grund af de der skæve vagter. Den sidste er nok trods alt bedre, både for resultatet rystepudsningen og fordi den giver barnets far mulighed for noget kvantitetstid.

Jeg ved godt det er en fase. En eller anden dag siger Musen ikke bare at han går en tur, ”farvel mor!” – han kommer til at gøre det, og jeg glæder mig egentlig ikke specielt. Indtil da melder jeg mig frivilligt til at være den der handler, så det udligner sig lidt hvem der er hjemme og hvem der er væk. Selv om min kæreste spørger om jeg spiller martyr. Siger nogle gange jeg skal tisse, når der er en lorteble, fordi Musen faktisk forstår den slags argumenter nu. Selv om jeg lidt føler jeg spiller martyr. Og booker gør det selv-tid i kalenderen, fordi det ligesom alt muligt andet ikke kommer af sig selv.

No Comments

    Leave a Reply