Bæredygtig hverdag

På sporet af byens høst

Havtorn på Amager FælledForrige weekend stod jeg midt salgsgulvet til Bogforum og erkendte, at jeg var omgivet af fede folk og sjove events – ulykkeligvis var der bare for mange af begge dele til at jeg umiddelbart fandt nogen fornøjelse i det. For at få mit søndagsstenede selv i sikkerhed uden ligefrem at skulle indrømme over for mig selv og andre at have cyklet den lange tur fra Nørrebro til Vestamager til ingen verdens nytte, besluttede jeg (måske lidt random, men hey …) at plukke nogle havtorn!

Byhøst

ByhøstMen hvordan finder man noget brugbart i det forvoksede buskads der er Amager Fælled? Man downloader appen Byhøst til sin iPhone!

Byhøst er i følge Byhøst.dk en forening der gerne vil inspirere os andre til at bruge den spiselige natur – også den der gemmer sig i byen. Til det formål plotter de figentræer i baggårde, mirabeller i markskel og brombærranker på tomme byggegrunde ind på et kort. Det er ret smart!

Sådan noget fungerer naturligvis kun ved et perfekt og svært opnåeligt mix af sprudlende græsrodsengagement og redaktionel jernhånd. Og har Byhøst det? Aner det ikke! Men det virkede, da jeg prøvede …

Må man det?

Men må man sådan gå og sanke? I følge Naturstyrelsen må man gerne samle frugter, bær og svampe til eget brug – sådan cirka en bærepose af hvert. I private skove dog kun, hvis man rent faktisk kan nå dem fra stien. Så det er bare med at komme i gang!

Havtorn i november

Hvad angår mit eget bær-eventyr, så endte det vist uafgjort. Buskene stod høje og flotte og bugnende af orange bær lige dér hvor appen sagde, de burde være. Men ak, sæsonen var på det sidste, og mine forsøg på at luske bær af gren og ned i pose endte med noget værre splat! Så ingen bær, men en smuk tur og et forsæt om at udforske Fælleden lidt tidligere på efteråret næste år.

Havtorn på Amager fælled

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

1 Comment

  • Reply
    Janne
    21. november 2015 at 22:37

    Tak for super tip – den app vil jeg fluks downloade 🙂

Leave a Reply