I dag har jeg arbejdet hjemme. Et koncept der blev noget hverdagsflosset i kanten under corona-krisen, men som efter knap et par uger tilbage på kontoret har fået lidt af fordums glans tilbage. Vi taler bare tæer og stempelkandekaffe.
Jeg har fået styr på et par løse ender, men jeg har også helt uden dårlig samvittighed tildelt mig selv en times tid til at blive menneske igen. For jeg har godt nok ligget og rodet meget rundt nede i noget krybdyrhjerne det sidste stykke tid.
Uvished er noget rod. Uvished i anden og tredje potens er næsten ikke til at navigere i, synes jeg. Jeg bruger enorme hjernekræfter på at følelsen af uroen og de konstante nødplaner og nødplaner for nødplanerne.

Sagen er jo at vi begge to arbejder som folkebibliotekarer hvilket der er rigtig meget godt at sige om, og så lige den lille trælse detalje med de skiftende arbejdstider. Men hvor det kan være træls nok at kunne se på flere måneders afstand at vi kommer til at finde en barnepige en lørdag i september eller må melde fra til en rund fødselsdag i november, ved vi nu i princippet kun hvad vi skal en dag eller to ud i fremtiden. Og ja, man kan bytte, og ja, der er forståelse.

Men det kræver overblik og mod-bytter og kommunikation, kommunikation, kommunikation så jeg er helt smadret i kæben af at smile i telefonen. Og skal så alligevel laves om igen-igen fordi min kærestes skemaer (ja, han er med i to pt) kommer ind senere end mit eller fordi jeg havde en lang god snak med skemalæggeren den anden dag om at vi var ved at løbe livet af os – og tyve minutter senere skulle jeg ud at finde løsninger både morgen og eftermiddag de næste par torsdage. For hvem skulle han ellers sætte til at tage den?

Den anden dag sad jeg på gulvet og græd af bare overvældethed. Bevars, jeg fik tårer i øjnene af overvældethed og for ikke at gøre min søn bekymret stak jeg hovedet under den kolde hane, fik ti liter isvand i øret og blev megasvimmel. Men stadig, der var en direkte kausalkæde mellem overvældethed og sidden på gulvet …

Det hjælper heller ikke at vi har taget endnu en runde i den der selskabsleg der hedder ’børnehaven finder noget de synes Musen skal undersøges for’. Denne gang stofskiftet. Og der ER et fysisk symptom, og selv om alle prøver indtil nu ikke viser noget overhovedet, SKAL de selvfølgelig gøre opmærksom på det. Men nøj hvor det kommer ubelejligt lige her midt i alt det andet at skulle finde tid til et antal Herlev-ture – altid midt på dagen, altid ventetid, og ja man skal stadig aflevere i faste intervaller i børnehaven …

I går talte jeg i telefon med yndlingspædagogen som. Og netop fordi hun er yndlings hos såvel barn som forældre, ramte det mig lige i maven at hun brugte den der indtrængende stemme jeg selv reserverer til de lidt besværlige borgere på biblioteket, til at forklare hvor gerne de vil finde ud af hvad ”det” er. Jeg gik i totalt flugt som i kamp/flugt-mode og havde lyst til at holde ungen hjemme på ubestemt tid. Men måtte i stedet melde ind at han altså bliver hentet rigtig, rigtig sent nogle dage i næste uge, for nu er endnu et skema landet, og det er sent.

Men vi talte fint sammen i morges, og for første gang hørte jeg en pædagog udtale at han da vist er i en rivende udvikling, ham der min søn. Hvilket han er. Fysisk og mentalt. Han er blevet så … gemytlig. Og har fået en veninde, helt uafhængig af børnehaven. Bare en lille pige nede på hjørnet, som han taler med gennem hækken.

Min menneskeliggørelsesøvelse i morges virkede også. Den var, hvis nogen vil vide det, en kombination af en løbetur og en halv times oprydning i opslemmet lockdown-roderi ud fra devisen ”skal den ligge her? – hvis ikke, læg den på plads eller smid den ud”.

I eftermiddag genoptager vi den kaffeaftale der blev aflyst på nedlukningsdagen, i weekenden tager vi i kolonien, og så må der da vist snart blive lagt nogle lidt længererækkende genåbningsplaner ..!

Mens vi har gået hjemme har vi et par gange talt om hvad vi ville, når alt dette var ovre. Ikke noget vildt, måske bare skiftes til at kalenderlægge en cafetur ind til byen. Og det er først nu det langsomt er ved at gå op for mig at det ikke er der vi er.

De sidste par uger har tærret lidt på mig. En gang i min studietid, da jeg havde det rigtigt svært, forbød jeg mig selv at tænke mere end to uger frem. Fremtiden var bare for stor at forholde sig til. Nu er vi nede på to dage.

Det det hele turnerer sig omkring er arbejdstider, hans og hendes, kontra vuggestueåbningstider. Min kæreste arbejder mest hjemmefra, hårdt og koncentreret, også aftener, også lørdage. I hvert fald i sidste uge, måske skal han afsted fysisk i den næste, det ved ingen.

Jeg er afsted på arbejde, også temmelig hårdt og koncentreret, dage og aftener, potentielt weekender fra snart, men det vides ikke endnu. Som jeg forstår det, kan udmeldingen onsdag aften betyde at vi udvider tilbudet, mem jeg har intet hørt. Jeg kan også stadig blive sendt ud i en daginstitution eller en skole med dags varel, som en del af mine kolleger er.

Vuggestuen har nu sin fulde åbningstid, som jo ikke tilnærmelsesvist dækker vores arbejdstid, men de vil stadig gerne have at vide for fjorten dage ad gangen præcis hvornår vi afleverer og henter.

Og det fucker mit hovede at skulke være all in på pionerånd på arbejde – og tro mig, jeg glædede mig som et lille barn sidste mandags da vi mødte ind! – og holde vuggestuen hen med snak og halve løfter, tage nære og fjerne skægtninge i ed hvis denne eller hiin lørdag bliver et problem (nej, vi ved ikke hvornår vi ved noget …) og så eller sætte det der privatliv, vi havde fået så godt gang i, på pause.

Jeg ved det, det er en (genåbnings)fase lige nu, tingene finder forhåbentlig en gænge, men kontrasten til de sidste måneder har rettet et meget skarpt lys på hvad de der skiftende arbejdstider gør. Hvor stor en del af den mentale energi der går med at flette to vagtskemaer uden at hullerne bliver alt for synlige hverken på hjemme- eller jobsiden.

Ad snoede omveje blev jeg bekendt med at podcastet Slut med Forbudt, som jeg ikke kendte, havde lavet et afsnit af en mere problematisk del af en altenative branche, nemlig ‘hjertekvinder’. Dem kendte jeg heller ikke. Men jeg læste op fordi det var en interessant og let kulørt sag. Og i min læsning stødte jeg på den betragtning (I Berlinske?) at mange kvinder drømmer om at blive selvstændige fordi lønarbejde pr definition er defensivt. Den har jeg tygget lidt på, for ja, jeg og mange andre er i en enormt defensiv situation. Lige nu tydeligere end normalt.

Jeg har også læst et sted (og nej, jeg er bare ikke i henvisningsmode lige nu!) at folk generelt er for ambitiøse på den korte bane men for uambitiøse på den lange. Jeg tror at mit langsigtede mål må være et arbejdsliv i en mereoffensiv position.

(Podcasten kan for øvrigt anbefales)

Da vi senest tog fra kolonihaven, foreslog min kæreste at jeg jo, næste gang, kunne tage herud lidt i forvejen. Det indkasserer jeg lige nu, selv om der endte med at gå to uger og ikke kun en. Vejret var for omskifteligt i sidste weekend.

Normalt betyder kolonihavetid knokkelpukkel-tid, men denne gang lader jeg være. Eller prøver på. Jeg er simpelthen så smadret i hele kroppen, at jeg dårligt kunne løfte benene da jeg forsøgte mig med min sædvanlige løbetur i går. Men bare det at jeg har en sædvanlig løbetur er vildt usædvanligt, så.

Vi er stadig hjemmearbejdende, og mangler efterhånden noget afklaring og nogle ‘go’ oppefra før vi kan lave så meget mere meningsfuldt. Og med Musen i børnehave og halvdelen af mine kolleger sendt ud nødberedskab, har jeg et vildt behov for at retfærdiggøre min tid. Med omtalte løberegime. Og med at få ordnet *alt* i og uden for hjemmet. Så jeg er helt klart, når det hele – måske – går amok lige om lidt.

Det var ellers en af to kontrakter jeg indgik med mig selv, da alt dette begyndte: Ingen tårer over spildte planer, og ingen ambitioner om at *nå* noget. Den sidste skred lige pludselig.

Nu tager jeg en eftermiddag i liggestolen med sol og kaffe og læsestof, og glæder mig til Mus og mand slutter sig til om lidt. og debatterer allerede lidt med mig selv, om arbejdsnedlæggelsen gælder *hele* weekenden. Må jeg fx rydde op i den enorme stak grene fra en beskæringsfrenzy tidligere på måneden? Vi får se.