Bæredygtig hverdag

Jul, hva!

Så blev det jul. Jeg skal forestille at pakke mine og Musens ting. Vi rejser i morgen, mens farmand tager en sidste dag på kontoret og følger efter juleaftensdag.

Hvorfor jeg valgte ikke at booke en plads til klapvognen er mig lige nu en gåde. Den lille har tendens til akut spaghettiben i pressede situationer, og jeg slæber på en del allerede inden hans femten kilo kommer op på armen.

Men det går nok, vi skal bare ombord i toget.

Weekenden her har været lidt ude af synk. Min kæreste har haft sig et par tiltrængt rolige dage efter en lidt pakket december og jeg har skuet ud over en tornestrøet dal af vasketøj og gaveindpakning (de skal også slæbes!), og bad på forhånd til alle mand.

Vi bliver – så vidt jeg kan gennemskue – 11 om et badeværelse, heraf to blebørn og mine bedsteforældre på snart halvfems, så man skal nok ikke kalkulere med lange brusebade.

Antallet af gæsteværelser kan jeg heller ikke helt få til at passe.

Det skal jo nok blive hyggeligt og sjovt og en af højtider man husker. Forskellen for mig kommer helt sikkert til at ligge i at kunne trække mig tilbage og fordøje indtrykkene bare en halv time. Endnu en grund til at en klap/barnevogn ikke havde været så dum; jeg må låne min tre måneder gamle niece eller overdrive Musens skræk for mørke lidt.

Juledagene i Plantesmilets barndomshjem er som en liturgi hvor teologerne har skrevet en linje eller to til år efter år, men sjældent slettet noget. Det er fornøjeligt, ekstravagant og lidt overvældende. Der plejer at gå meget tid med ‘at tisse af’ og diskutere hvem der kører i hvilken bil.

Her fra nøgtern afstand har jeg lyst til at revolutionere foretagendet, men ved godt at når jeg først er der, tager det sit eget liv. Eller hvem ved? Personkredsen har udviklet sig lige så stille, så måske gør aktivitetslystne det samme?

I hvert fald har vi sagt pænt nej tak til familiejulefrokosterne mellem jul og nytår. Vi skal arbejde og er mætte, i alle ordets betydninger. Vi får slet ikke set min svigerfamilie hvilket jeg har det ringe med, men sådan må det være i år.

I december har vi lige så forsigtigt stukket storetåen i pølen af juletraditioner. Fine ting Musen kommer til at huske. Og stadig forsøgt at holde pulsen nede og vejrtrækningen normal. Forsøgt. Det er ikke en stille måned på arbejde, vi har en børnefødselsdag midt i måneden og så det der mørke ….

Jeg havde en enkelt pyllertræt aften, ellers er det gået. Jeg har holdt fri hver mandag og mest bare revet skur ned. Lysterapi og terapi-terapi ud i et!

Men de der traditioner … Vi satte søndag formiddag af til ‘hygge’ og gennemførte de to: julepynt (aka en tegning) og havregrynskugler. Det var perfekt. Deltog i vuggestuens æbleskivefest og nød at være blandt naboer og gode bekendte. Min kæreste brændte den sidste omsorgsdag af på en togtur til biblioteket i Helsingør med Musen.

Måske er det nok for nu? Glædelig jul alle sammen!

Boganmeldelser

The Life changing magic og not giving a fuck – Boganmeldelse

The life changing magic of not giving a fuck

Titel: The Life-Changing Magic of Not Giving a Fuck. Forfatter: Sarah Knight. Sider: 208. Forlag: Quercus. Udgivelsesår: 2015. PPPP. Lån den på biblioteket her.

Det har været tyndt anmeldelserne på det seneste. Der er masser af bøger derude jeg gerne vil sige noget om, men ikke timer nok til at sige det i. I hvert fald ikke så grundigt og velargumenteret som jeg gerne vil. Men. Nu får I sgu lige en her inden jul alligevel. Jeg forestiller mig, at andre end mig kan bruge at blive stivet lidt af på denne tid af året …

Kondo for fucks

Minimalister vil genkende titlen, fordi den er et rif over Marie Kondos klassiker. Men hvor oprydningsbogen beskæftiger sig med ting og sager, beskæftiger denne sig med ‘fucks’. Som i “I don’t give a fuck”. Altså ting man tager sig af. Orker. Gider. Bekymrer sig om.

Ligesom Marie Kondo går forfatteren kategorivis, startende med den nemmeste (fysiske ting) og afsluttende med den sværeste (familie). Det fungerer godt.

Og ligesom Marie Kondo abefaler den at lægge sine ‘fucks’ i en (mental) bunke og så sortere ud. Det kan jeg ikke rigtig få til at give mening. Jeg kan snildt lave en liste over ting jeg kerer mig om (for nu at bruge et ord bragt til ære og værdighed af Blackstone), ting jeg ikke kerer mig om eller ting jeg pt kerer mig om men påtænker at lade være. Men det hele? Det er jo hele verden!

Kunsten at tage sine fucks tilbage

Selv om jeg så bort fra bogens metode og bare læste den fra ende til anden sans-øvelser, synes jeg den gav noget.

For jeg synes godt nok der er træk på ens fucks fra mange sider. Arbejdspladser hvis middel mod ethvert onde er at mødes (og hvis det ikke virker må vi mødes i fritiden!), familier i fjerne egne der bare ville blive *så* glade for at se en til … alt muligt. Alle vuggestuens arrangementer og udvalg. Alle kolonihaveforeningens arrangementer og udvalg. Alle nabolagets arrangementer og udvalg. Alle de der ting man *lidt bør* såsom at have et juletræ, at barbere ben inden man skal til læge eller ikke se ud som om man er forsvundet ned i sin telefon i s-toget, når det for fanden er det man er.

Og der er faktisk nogle gode eksempler og teknikker til hvordan man undgår at give sine fucks til alt det (for en selv) uvæsentlige, så der er flere tilbage til det man selv synes er væsentligt. Gode venner, mærkesager eller at flade ud på sofaen i weekenden. Og lige præcis de ting har ofte været dem der ikke var fucks nok tilbage på min konto til.

Forfatteren anbefaler at man i simple tilfælde bare lader være med at tage sig af omverdenens vedvarende prik på skulderen. Det går som regel godt. I mere vedholdende tilfælde skal man forklare sig, ærligt og høfligt og med fokus på holdninger over følelser. Hvilket jeg kan bevidne ikke altid giver sig selv – hold fast nogle søforklaringer jeg har været ude i! Og i ekstreme tilfælde kan man ophøje sin mavefornemmelse til et princip. Hvilket jeg faktisk glæder mig til at prøve: “Desværre, jeg har et princip om ikke at deltage i bestyrelsesarbejde!” Folk vil muligvis synes man er sær, men kun de allernærmeste vil tage diskussionen op.

Okay, virkelig nederen eksempel. Lad os sige at jeg ikke deltager i festudvalg ..!

Men, men, de små børn!

Bogen er friskt, bramfri, f-ordsspækket engelsk, som det vist er meningen man skal blive forarget og ikke-forarget over på en gang. Den er letlæst, men det bliver også lidt anstrengende med alle de ‘fuck’, som på min forargelsesskala ikke når meget længere op end ‘for pokker’, men som gør teksten lidt svært gennemskuelig et par steder.

Til gengæld *blev* jeg svagt forarget over eksemplerne et par steder. Fair Trade-Trade-mærke andre udmærkede tiltag bliver nævnt i opremsningen af ting man ikke skal tænke over, fx. Hvorfor egentlig ikke, når nu nogle andre har gjort arbejdet med at certificere for en, og man bare skal gå et halvt skridt længere til venstre på supermarkedshylden? Og så er forfatteren(s persona?) inkarneret børne-skeptiker, der ikke alokerer mange fucks til babysitning, børnefødselsdage og overværelse af nevøers fodboldkampe. Og som et menneske der har et barn og har været et og aldrig har haft svært ved at holde af andres, syntes jeg faktisk det var lidt hårdt sat op og lidt anstrngende at læse. Ikke mindst fordi jeg har mistanke om at det er påtaget.

Bæredygtig hverdag

Små skridt #13

Det der med at lægge sin livsstil om i en mere bære/være-dygtig retning. Det er jo vildt svært. Og nogle gange når det hele buldrer derudaf, og jeg igen-igen rydder brødskålen (fordi vi da slet ikke kan administrere en kasse!) for brød der er blevet tørt og muggent hen over en-nå-nej-syv nætter, og så lige fylder en indkøbskurv med børnetøj i Kvickly fordi vi ikke kan overskue andet, kan jeg godt spekulere på om der nogensinde er noget der rykker sig, sådan rigtigt.

Men så tænker jeg på vores kostvaner, for de har ærligt og redeligt rykket sig. Det startede en helt bestemt dag (datoen på hvilken jeg ikke lige kan genskabe. Men for omkring fem år siden), hvor min kæreste og jeg gik en lang tur på Nørrebro (pakken var røget i den forkerte døgnboks …) og småskændtes om klimaet og det personlige ansvar.

Han ville handle, jeg stolede på en politisk løsning (der er så en anden ting der har rykket sig!). Og bagefter bestilte han en burger med dobbelt-bøf. Og jeg mobbede ham lidt. Og ugen efter kom han hjem og sagde, at han ville skære ned på kød.

Vi er stadig ikke vegetarer og skal nok egentlig ikke være det. Men vi spiser væsentligt mindre kød og en hel del mindre mælk. Og det er noget vi løbende diskuterer: Gør det denne her burger bedre med en kød-bøf eller er det ligegyldigt? Skal det være en kebab eller gør en falafel det samme?

Det meste af tiden kan kødet udelades eller reduceres, og jeg tror egentlig vi får bedre og sundere mad for lidt færre penge. Og lidt lavere klimaaftryk.

Den seneste tids små bæredygtige skridt i Casa-Plantesmilet

  • Plantemad I: For snart længe siden skrev jeg om hvordan jeg forsigtigt havde dyppet lilletåen i havremælk og hastigt trukket den tilbage igen. Men jeg skulle åbenbart bare vænne mig til tanken. Og smagen. Kombineret med at min lokale Kvickly skulle introducere en variant med tilsat kalk (Den fra Jola. Desværre ikke økologisk. Jeg ved der findes en øko med kalk fra Naturli, men den fås pt ikke i Buddinge). Nu køber vi faktisk havremælk sådan cirka hver anden gang.
  • Plantemad II: Vi har også givet plantefars endnu en chance. I første omgang fordi jeg savnede det der med at tage en bakke fra køledisken og tyre i en gryde og så har man næsten allerede mad. Vegetarmad kræver lidt mere hakken og simren, hvilket jo som udgangspunkt er en god ting, bare ikke når man er træt. Siden har vi også puttet flere forskellige slags plantebøf i burgere, og det bliver sgu helt godt med et drys røget paprika. Kvikly har Naturlis kikærtebaserede (som jeg er rigtig glad for) og Rema fører deres ærtebaserede (som min kæreste foretrækker).
  • Plantemad III: Okay, okay, det her kommer ikke til at redde klimaet i sig selv, men det var dagens bedste anekdote i frokoststuen, og det tæller også. En dag læste jeg nemlig om den forunderlige opdagelse at kikærtevand opfører sig (næsten) som æggehvider. Det kan piskes, med andre ord. Og da jeg stod og hældte vand fra kikærter en kedelig eftermiddag, fik jeg lyst til at prøve. Og det viser sig, at vandet fra en dåse kikærter kombineret med en skefuld eddike og en halv pakke flormelis tilsat langsomt gav: Kyskager som vor mormor lavede dem!! De skulle bare have temmelig længe i ovnen, fordi kikærtevandet åbenbart ikke koagulerer men skal dehydreres. Man kan læse mere om kikærtevandet her, der åbenbart har fået det mere liflige navn aqufaba. Og nej, jeg aner ikke om der kan være noget skidt og bønneagtigt i vandet …

Forrige ‘Små skridt’ –>

Bæredygtig hverdag

Små skridt #12

Mange jern i ilden

Den seneste tids små bæredygtige skridt

Mental minimalisme: Her i forlængelse af sommerferien (Her? Det her efterår er gået hurtigt!) havde jeg en periode hvor det hele var lidt meget. Og i et øjebliks klarsyn gjorde jeg det hele en lille smule bedre ved at aflever alle de biblioteksbøger jeg ikke brændte efter at læse færdig. Så sendte jeg de par bøger jeg har fået tilsendt til anmeldelse (altså de uopfordrede til bloggen, ikke dem jeg får penge for!) men aldrig anmeldt, til genbrug. Så sendte jeg alt det garn jeg ikke har konkrete planer med, til genbrug. Så frasorterede jeg også alt det stof jeg ikke har konkrete planer med. Så slettede jeg de 30 (!) blogkladder, jeg helt ærligt ikke kunne forestille mig at sætte mig ned og skrive færdige.

Og ved I hvad, jeg har ikke savnet noget af det.

Med hensyn til kreatingene går jeg sådan set ind for at have et stash af kreating, så man altid lige kan kaste sig over et projekt. Jeg kunne bare konstatere, at de projekter jeg reelt set kaster mig over er ret få, nøje planlagte og baseret på nyindkøb af materialer. Udstyr, derimod (strikkepinde osv) er en anden sag. Der giver det mening for mig at have et lager liggende klar.

Mental minimalisme II: Efter lange overvejelser satte jeg desuden mit lille anmelder bi-job på pause her i efteråret. Jeg kunne sådan set godt bruge pengene, men kunne mærke at med et stadig meget mor-glad barn og et hus og en hverdag hvor aktiviteter er mudret meget sammen (vi har stort set ingen døre!), måtte jeg kæmpe med næb og kløer for muligheden for at få lov til at læse en bog og skrive noget om den. Og så kunne jeg mærke at mine næb og kløer var bedre brugt på andre sager, jeg var mere personligt engageret i … Jeg er aktiv igen fra januar, og vil så mærke efter om det fungerer eller ej.

Genbrug: Min telefon er død efter længere tids sygdom, og jeg købte (aldeles usopnsoreret) en nyere brugt med garanti hos Blue City her. Jeg kan naturligvis ikke borge for kvaliteten i længden, men prisen var overkommelig, leveringen promte og dimsen virkede.

Madspild: Vi har besluttet vi ikke er sådan nogen der har en brødkasse. For den er åbenbart åbningen til en alternativ dimension hvor tiden flyver og mug breder sig med rekordfart.

Madspild II: Vi har desuden besluttet at vi ikke er sådan nogen der har agurk. For vi får det ikke spist. Og at løfte sådan en tyrepik af en stadig plastikindpakket men nu flydende agurk fra bunden af grøntsagsskuffen over i skraldespanden uden at der går hul (og der skal *ikke* gå hul) er sgu en opgave på linje med det der fyrtårn ovre i Jylland!

Læs tidligere Små Skridt her –>

Bæredygtig hverdag

One (almost) down – om kunsten at komme af med en masse udhuse i titusind små nemme skridt

Siden sidst er der virkelig sket noget i den verserende skurkrig. Vi er faktisk der hvor det mindste og ringeste skur er reduceret til et plankeværk, idet taget og de tre af væggene er væk. Den ud mod stien lever lidt endnu, så folk ikke har helt frit udsyn …

Vi har haft nogle perioder hvor vores arbejdstider har ramt det helt rigtige niveau af skævhed til at der også er en dagslystime eller to. Og så har vi haft nogle virkelig lede perioder hvor vi har arbejdet tidligt til sent og weekenden med, men det har så betydet at mine forældre har været hidkaldt, og med dem min fars værktøjskasse og stædighed-til-døden!

Det er for øvrigt meget sjovt det der med at have et fælles projekt med min far, hvilket nedrivningsarbejdet næsten har udviklet sig til. Det har jeg ikke haft i årevis, måske aldrig. Mine brødre og jeg havde en god, tryg og sjov barndom, men mine forældre var også spredt ret tyndt ud med tre børn, to fuldtidsjobs plus det løse, et seriøst fritidslandbrug og en boligrenovering der nu kører på 35. år, så vi har nok ikke haft så meget én til én-tid.

Musekridt på nedrivningens vej

Siden sidst har vi:

  • Fjernet et dødt træ fra hækken
  • Fjernet et særdeles levende træ fra hækken
  • Skåret de to træer op i haveaffaldsvenlige stykker
  • Brugt en hel uge på at fjerne de sidste fire brædder på den forreste væg af det lille skur, fordi alt var sømmet fast med tusind lange søm som var bukket om på bagsiden
  • Fejret at den første væg var nede
  • Fjernet det meste af den næste væg på fem minutter, fordi den hang sammen i noget fer og not-system
  • Foræret en brændestak væk til nogle naboer i bytte for øl
  • Nydt øllene
  • Fjernet den sidste stump væg bag brændestakken
  • Fejret at den anden væg var nede
  • Pusset min far og hans skruemaskine på tagkonstruktionen
  • Oplevet at det fandme ikke altid er nemt at vide hvad man skal gøre som kvinde, moder og datter, når ens søn græder og klynger sig og vil have sin mor, og ens far (som man har lovet at hjælpe) insisterer på at udfordre tyngdeloven og sin egen alder på et tag der i forvejen er ved at bryde sammen under tyve års rådne æbler. Mine argumenter om at vi bare kunne hygge alle tre, klang hult, da det i samme nu begyndte at piske ned. Jeg endte med at hjælpe min far, da sønnikke trods alt nok kunne samles op senere (mormor var der. Men shit alligevel …) og jeg allerede én gang har oplevet min far smadre gennem et platiktag med 25 års skavanker til følge …
  • Sjældent været så beskidt!!!
  • Fejret at taget var nede!
  • Sendt en spandfuld kemiaffald fra diverse skure med mine forældre hjem, da de har en nær-genbrugsplads i landsbyen
  • Brugt en formiddag på at skrue hylder og kasser ned fra væggene i det store skur
  • Konstateret at den øverste hylde ikke bare var våd men rustvåd og kastet mistanke på de radiatorer (ja) der hænger under loftet.
  • Sms-et vores faste VVSer om han kan tage radiatorerne ned, men ikke fået svar. Og ej heller rykket på grund af det lakun af arbejdskaos, vi kort efter gik ind i. Men hvis nogen kender en god VVSer i nærheden af Søborg …
  • Fået hentet et helt enormt læs storskrald
  • Flået en stolpe op af jorden (okay, jeg brugte også en spade. Men da jeg blev træt af det, flåede jeg) og siden været i rigtig god kontakt med mit korsben
  • Pillet endnu en stolpe fra hinanden, der slet ikke var en stolpe men en samling pindebrænde sat sammen til en stolpe af rigtig, rigtig, rigtig mange søm i …
  • Nedbrudt væggen mellem de to små skure
  • Fejret at den tredje væg således var nede!
  • Taget en masse billeder med kitchværdi og forfaldsæstetik og mistet dem alle sammen. Jeg er nemlig typen der køber en telefon i starten af december som jeg har besluttet at gøre og IKKE 29. november på det der Black Friday. Tsk, tsk, hvor ville vi være henne! Sådan én hvis totalskadede telefon definitivt opgiver ånden 30. november og som derfor alligevel lusker sig med på et forsinket Black Weekend(!)-tilbud, nu uden billeder, kontakter og diverse noter …