Op, tøj, morgenmad, lidt for sent, lidt for langsomt, tandbørsten droppet, spæn til bussen. Busstoppet flyttet, bussen forsinket. Afsted.
Herlev Hospital er en stor byggeplads, vores aftale ligger efter alt at dømme helt om på den ande side. Udenom eller igennem, det er spørgsmålet? Igennem bliver det.
En meget lang gang med skiltning, både bogstaver og numre, men ingen der leder hen mod vores mål. Vi spørger en rengøringsmand, og han hiver et lamineret kort op af rengøringsvognen. Vi fortsætter ad den lange gang. Den meget lange gang. Møder en blind mand med førerhund, der ikke kan finde knappen til den elevator han står ved. Jeg hjælper ham med at trykke og haster videre med en samvittighed så sort som tjære, da jeg ud ad øjenkrogen ser en elevator åbne et godt stykke bag ham, hvor han ikke har en chance for at nå hen før den lukker igen.
Finder den rette opgang. Kø og opgivenhed: Den har ikke virket længe. Jeg spænder hundrede meter tilbage til hvor der vist nok var en informationskiosk. Hyperventilerer. Damen griber rutineret begge mine hænder i et det skal nok gå-greb med den ene hånd og frembringer en bøtte bolsjer (”tag lidt sukker!”) med den anden. En gammel dame, måske frivillig, får til opgave at følge os på vej. Hun er langsom men målrettet, og vi når frem på slaget ni.
Jeg burde have fortalt hende om den blinde mand, forhåbentlig fandt hun ham på tilbagevejen.
I klinikken er alle funktioner klemt ind på halvt så meget plads, som de naturligt skal bruge. Som en legeby i reduceret skala. Vi er tre fagpersoner, to forældre og en treårig på et kontor på otte kvadratmeter. De er vildt søde, har børnetække. Vi snakker. Den lille bliver testet, vi løber om kap på gangen, der også er i halv bredde. Snakker noget mere. Sønnike skruer helt op for charmen, klarer alle tests til ug.
Fagpersonerne ser ingen grund til bekymring. Han er lidt platfodet. Det ved vi jo. Lidt hypermobil. Det ved vi også.
Der er intet galt med Musens motorik som ikke er galt med alle mulige andres motorik. Vi kan træne lidt derhjemme. Eller gå en tur i en park. Købe gode sko.
Vi er lidt paf. På en god måde, mest.
Tager bussen tilbage. Sender kæresten på arbejde. Afleverer en lidt træt dreng i børnehave. Tager hjem og prøver at forholde mig til at jeg om to timer skal møde på arbejde og afholde et profileret arrangement med en anerkendt men lidt skrøbelig ældre forfatter.
Modstår trangen til at gå i haven, kælderen, skuret, få styr på alt. Tager pænt tøj på og forsøger at ramme et tidspunkt der er tidligt nok til at jeg kan nå at fikse eventuelle tekniske problemer inden andre folk tager hjem fra arbejde men sent nok til at jeg ikke får skabt en maraton-dag for mig selv.
De tekniske problemer er begrænsede, trods alt. Fylder tiden ud til 18.30. Slæber stole, sætter lyd op. Lokaliserer forfatter.
Af svært gennemskuelige årsager foregår der et musikarrangement bag en tynd glasdør. Vi håber det det ikke går igennem. Det går igennem. Voldsomt. Tilbringer to timer med sammenbidte tænder og fingeren på lydanlæggets volumenknappen, forsøger at holde ansigtet i præcis lige dele beklagende og gæve folder. This too shall pass.
Det gør det. Alle er glade. Forfatteren skal med taxa hjem. Gerne den hun kom med, han var flink. Hun har ingen telefon. Jeg ringer. Han kan være der om tyve minutter. Vi forsøger at lokalisere det sted hun blev sat af, intet virker bekendt. Det virker forkert at lade hende stå alene i mørket og kulden. Det virker også forkert at lade min kollega stable alle stolene alene. Jeg spørger om hun kan stå der alene, hvis jeg kigger ud hvert tiende minut. Hun er bare bange for om jeg skal blive kold. Jeg er bange for hun skal blive kørt ned af en knallertbølle.
Huset er ved at lukker, og jeg er låst ude. Venter sammen med forfatteren. Hun er bange for jeg skal hade hende for evigt. Tværtimod! Banker på ruder og bliver lukket ind af pedellen, som er ved at lukke huset. Får lov at tage min jakke og taske. Ringer til taxamanden igen og får ham til at love at rigne til mig hvis ikke han kan finde den ældre dame. Ser bagenden af en taxa og ingen ældre dame. Vi bliver enige om at enten er alt vel eller også er det helt galt.
Lander i sofaen lidt over ti. De har hygget, mine drenge. Vi er stadig lidt paf. På den gode måde.
Jeg lover mig selv at låne en roman med hjem fra arbejde næste dag. Har mest læst faglitteratur siden nytår. Vi aftaler at tage på sanketur i april, hele familien. På tirsdag tager jeg en tur i kolonihaven. På torsdag kommer nogle af naboerne til kaffe.
- Betjente jeg en nydelig ældre og meget belæst dame på biblioteket den anden dag, der i sin seneste bog var faldet over en henvisning til et værk hun aldrig havde hørt om før. ”Den hed noget med Anne fra Grønnebakken, og forfatteren var noget med Montgomery – har du hørt om den før!?”. Hun var ikke helt villig til at tro på at den stod i børnebiblioteket: ”Men, men, den er lavet til revy og alt muligt!”
- Gad jeg måske godt se Anne fra Grønnebakken som revy …
- Inden jeg nu kommer for godt i gang … Det er gået op for mig at jeg helt er holdt op med at se nyheder. Og høre nyheder. Og stort set også at læse nyheder. Vi har ikke tv-kanaler. Jeg gider godt høre morgen på P1 (eller hvad det hedder) men gør det aldrig, og under alle omstændigheder står radioen i køkkenet, som er for lille til at man sådan opholder sig længere end det tager at hente havregrynspakken. Jeg har tilpasset facebook så meget efter mine egne behov og interesser at jeg næsten har fået lavet en filterbobbel inden i filterboblen. Og nyheder på nettet … altså jeg åbner en interessant en, læser (ish!), og så tror min hjerne den er færdig med dr.dk og skøjter videre til pol.dk. Hvis en ny generations Anne fra Grønnebakken udkom lige nu, ville jeg først opdage det når den stod på bibliotekets hylde med nye bøger. Hvor jeg så følger ret godt med, jeg er relativt velinformeret med et års forsinkelse! Det handler selvfølgelig om tid, og det handler om teknologi, men det handler også ret meget om at jeg siden 16. november ’16 har gået og ventet på at et eller andet blev bedre. Trump, klimaet, Syrien, Brexit. Fix det lige, så det bliver hyggeligt igen, tak! For at komme med i loopet igen, bare lidt, er jeg begyndt at høre New York Times’ podcast The Daily der giver et ret fint dagligt overblik. Amerikansk i ståsted, naturligvis, men ikke specielt amerikansk i formen (dvs ikke sådan hysterisk i det …). Min kæreste har samtidig kastet sig over BBCs Americast, som han er helt vild med.
- Modtager jeg gerne anbefalinger på et dansk eller bare europæisk overbliks-podcast!
- Består mit øvrige kulturforbrug pt af 2/3 Star Trek (Picard om fredagen, DS9 de andre dage) og 1/3 den engelske haveguru Monty Don (når min kæreste ikke er hjemme eller virkelig skylder mig et eller andet).
- Har jeg været til opfølgende samtale angående min psoreasisbehandling, aka to minutter i et lodret solarie i Lyngby tre gange om ugen, aka opsluger af ethvert hverdagsoverskud. Vi var enige om at se en klar forbedring. Vi blev enige om at køre videre i to uger, for en sikkerheds skyld. Dagen efter ringede sekretæren fordi lyskabinen var gået i stykker og reparatøren var på ferie. Og jeg genkendte et tegn fra oven når jeg så det, og stoppede. Indtil videre uden tilbagefald
- Skal vi til indledende undersøgelse med Musens motorik i morgen, og jeg er efterhånden ret rolig over det. Dels er der åbenbart grænser for hvor længe jeg kan stresse over den samme ting, dels er han i rivende udvikling lige nu. På alle fronter, også motorisk. Og han har det sjovt! Og så var det altså helt vildt skønt at så mange af jer skrev i kommentarfeltet eller ’bagom’ der for en måned siden da jeg var lidt lost i sundhedssystemet og mit eget hoved. I er sgu nogle fornuftige mennesker!
- Kan det være lidt svært at følge med, når han et ene minut er en regnorm der vil have sin jord (altså dynen, ik!), det næste en robot der kun kan køre hvis han får nyt batteri og det næste igen, hvis man lige trykker ham på den usynlige knap på maven først, en cykelmand med skæg (”Jeg aparerer alle cykler!) der ikke skal have skiftet ble fordi han er voksen, doh! Til gengæld tror jeg ikke han har rørt sit legetøj i en måned.
Bæredygtig hverdag
Børnevenlige udflugter med offentlig transport og ikke koster kassen (eller dræber forældrenes sjæl)
Posted on 22. februar 2020Vi kan godt lide at komme lidt ud i det grønne i ferierne eller på en hverdag hvor solen skinner og vi kan gå lidt tidligt fra arbejde. Når vejret er anstændigt, altså … Jeg skriver dette mens tagplader fra skurnedrivningen flyver rundt i haven, og det hamrer så meget ned med regn at dagens eneste udflugt (at gå i Kvickly efter tørgær og kaffe) er aflyst til fordel for tøffen rundt i små cirkler, farestruende tæt på hinanden nerver.
Men andre gange er vi faktisk ret gode til at finde på børnevenlige udflugter der har et element af grønt græs og frisk luft.
Det kan bare noget helt særligt at vise sin lille knægt en ko for første gang eller lade ham opleve følelsen af strandsand mellem tæerne. Og så får samværet også lige et ekstra lag når vi voksne tvinger blikket væk fra vasketøjet og samtalerne om om man burde male en eller anden væg grøn, synes jeg.
Vores benspænd er at Buddinge hvor vi bor, ikke just bugner med børnevenlige udflugtsmål (Her *er* grundlæggende meget børnevenligt, men det er ligesom noget andet …), at vi er afhængige af offentlig transport og at vi ikke har uanede midler at smide efter billetter og entréer. Vores søn er desuden en følsom sjæl – som sine forældre – og har ikke nødvendigvis glæde af den helt store larm og ramasjang.
Nedenstående liste – som jeg tænker at opdatere hen ad vejen hvis vi får nye favoritter – er steder vi har besøgt og syntes om. Nogle er faste indslag weekend efter weekend, andre har vi prøvet en enkelt gang eller to og skrevet på den mentale (og nu også den virtuelle) to be continued-liste.
Som altid modtages forslag med kyshånd 🙂
Børnevenlige udflugter
Tilnærmelsesvist ordnet efter postnummer …
Svanemøllen Strand
Info: Svanemølles Strand
Offentlig transport: Ligger i kort gåafstand fra Svanemøllen Station
Udkigsmole i Svanemøllehavnen med børnevenlig badestrand til den ene side og svømmevand til den anden. Sikkert crowded om sommeren, men rigtig hyggelig i ydersæsonerne. Strengt taget har vi aldrig badet der, men vi har dyppet tæer og kigget filosofisk ud over havet mens vi delte snacks på molen. Der er et is/pizza-hus og en u-klam toiletbygning.
Byoasen
Info: ByOasens Facebook
Offentlig transport: I gåafstand fra masser af offentlig transport, bla busserne ved Rigshospitalet, Nørreport Station og metroen ved Runddelen.
Et af mine yndlingssteder på stenbroen og det perfekte sted at introducere små børn for høns, kaniner og geder. Her er masser af mennesker fra mange forskellige segmenter og den der storbyfølelse af tusind initiativer, alt for mange kokke og nådesløs nedslidning. Stedet bliver sparet væk sådan cirka en gang om året men er indtil videre altid genopstået, og sidst vi var der var der oven i købet personale på til at vise dyrene frem for de måbende storbyunger.
Legepladsen i Nørrebroparken
Info: Den bemandende legeplads
Offentlig transport: Ligger midt i en masse offentlig transport, blandt andet metroen ved Runddelen og Nørrebro Station
Egentlig er vi ikke de vilde legepladsbrugere i vores familie. Sønnike er ikke nogen klatremus, og vi voksne kan godt rammes af en svag følelse af fremmedgjorthed, som vi står der og fryser. Den store legeplads i Nørrebroparken er dog lidt en undtagelse og den eneste legeplads vi decideret gider tage s-toget for. Den er stor og lidt vild og tilpas ramponeret uden ligefrem at være farlig. Der er masser af go-carts og soppebasin om sommeren, toilethuse af varierende lækkerhed, og når de kommunale budgetter flukturerer den rigtige vej, er der et bemandet legerum til regnvejrsdage.
Naturcenter Herstedhøje
Info: Naturcenter Herstedhøje
Offentlig transport: Vi plejer at gå eller cykle fra kolonihaveland, men bus 500 stopper også i nærheden (ved Fabriksparken
Herstedhøje er muligvis bare et par græsklædte bunker byggeaffald fra tresserne, men stemningen er hen i retning af norsk fjeld, omend et ret tætbefolket et af slagsen. Det er sjældent man kommer i højden på den måde herhjemme! Naturcentret ved foden har toilet og siddepladser og serverer en anstændig kop filter og skærekage som vor mor lavede den. Der er diverse andre aktiviteter som snobrød og og fuglekassebygning og akvarier med snoge og aborrer.
Grantoftegaard og Pederstrup
Info: grantoftegaard.dk, @grantoftegaard
Offentlig transport: Ligger i gåafstand fra Ballerup Station
Klappefår og -geder, økologisk gårdbutik og café, hestevognsture, en imponerende samling traktorer som små drenge kan komme helt tæt på. Ligger i Pederstrup hvor hvertandet hus er stråtækt, lige ved landsbyens gadekær og som nabo til museet hvor man også kan se dyr og gammelt tingeltangel. Der er siddepladser og toilet ved gårdbutikken, og det er seriøst bare et virkeligt lækkert sted at slæbe familien hen, med eller uden madpakke.
Æblelunden
Info: Æblelundens Facebook
Offentlig transport: Nem at komme til med bus, bla stopper 4A ved Vandtårnsvej lige ud for.
En lille gemt og halvglemt perle i et knap så perlende område. (Dyp i ) Dyrups gamle medarbejderæblelund (!) ved Høje Gladsaxe er åben i dagtimerne, og om efteråret kan man plukke enorme mængder æbler, blommer og forvildede brombær fra de totalt overgroede gamle træer. Orm kan forekomme 😉
Hareskoven
Info: Hareskovene
Offentlig transport: Man træder lige ud i skoven fra Hareskov Station. Det kan ikke blive nemmere 🙂
Som uldjyde fra Herning holder jeg aldrig op med at tabe underkæben over rigtige bøgetræer. Jeg bliver simpelthen automatisk glad når jeg står af toget, lægger hovedet tilbage og kigger op i de majestætiske kroner. Man *kan* høre motorvejen, og nogle af de midaldrende mænd i lycra er sindssyge, men fugle, egern og stille skovsøer fylder mere, og der er gode, klapvognsvenlige stier.
Naturcenter Vestamager
Info: Naturcenter Amager
Offentlig transport: I gåafstand fra Vestameger Station
Hvis Herstedhøje føles som Sydnorge, føles Vestamager som Vestjylland i pivstorm. Og som exiljyde mener jeg faktisk det som en god ting! Her er stort og fladt og tomt så langt øjet rækker, og det blæser altid helt vildt. Desuden er der naturlegeplads, vekslende klappedyr, et spisested (som vi ikke har prøvet), madpakkeborde (som vi har prøvet) og toilethus.
Bagsværd Sø
Info: #Bagsværd Sø
Offentlig transport: Ligger i gåafstand fra Bagsværd Station
Her er bare virkelig pænt, og tilpas afvekslende til at man godt gider helt eller delvist rundt på den behageligt klapvognsvenlige sti!
Furesøbad
Info: Furesøbad
Offentlig transport: Bus 500 stopper ved Fiskebækbroen lige ved siden af
Indrømmelsen først: Jeg synes faktisk søvand er lidt klamt. Jeg mangler ligesom saltet for at kunne bilde mig ind at alt er helsebringende og hygiejnisk. Men bortset fra det, og når man lige har tjekket aljesituationen på badets hjemmeside, er det faktisk et rigtig fedt sted at tage hen på de der dage hvor det er for varmt at være til. Der findes afgrænsede basiner af forskellig dybde, brusere, aflåselige skabe, pølsebod og lidt dyrere restaurant.
Bæredygtig hverdag
Små step på stedet og et par store spring frem – status på elefantspisningen
Posted on 6. februar 2020
Projekt-skur står lidt stille her i det nye år på grund af lys-gate og henvisningsgate og hvad der ellers er af gates. Mest arbejde. Det er ærgerligt, for jeg nyder virkelig de der stunder med frisk luft, bevægelse, fuglesang og brækjern i hånd. Ah!
Men her i måneden hvor intet er sket, har vi alligevel nået et par milepæle. Jeg husker ikke helt i hvilken rækkefølge og kan da ærligt talt ikke gennemskue hvordan, men here comes:
- Vi har aftalt med en elektriker at han kommer forbi i vores ferie og afmonterer og plomberer alle de der hjemmeflikkede elektriske installationer i det store skur.
- Jeg har talt med Junkbusters om afhentning og fået forklaret deres forskellige pakkeløsninger og prisklasser. Det ender nok med en affaldstaxa-model hvor en lastbil og to muskuløse mænd tager hvad de kan nå i 40 minutter (herefter taxameterbetaling). Fordi vi gør det på den måde vil vi gerne have alt med i samme hug, og derfor lever vi med at haven ser hæslig ud lidt endnu
- Vi har minimaliseret det store skur (havde først skrevet ‘sur’. Det er da en freudiansk fortalelse der vil noget) som er det eneste der stadig har tag og derfor huser alt vores skrammel. Nu huser det kun det skrammel vi vil beholde, hvilket var en ganske betydelig reduktion i volumen. Nu er det meget lettere at arbejde derinde, og vi har ikke mindst fået bedre overblik over hvilke krav vi har til et fremtidigt udhus. Det er sådan en opgave vi har cirklet om fordi den helt ærligt var lidt uoverskuelig, men som så mange gange før udrettede 30 minutter med en fast bagkant mirakler.
- Nogen har klippet kædelåsen på min kærestes cykel over (uden at tage cyklen med, sært nok). Og hvis der er noget som helst godt at sige om det, er det at det har mindet os om hvorfor vi gør det her, ud over rent æstetiske årsager og ‘Kirstine får spat’: Vi skal have et sted at stille vores ting så der ikke sker noget med dem.
- Vi har kigget en ekstra gang på det store skur og, wait a minute, det har ikke samme træbeklædning på indersiden som på ydersiden. Lidt konsentreret brækjernsarbejde senere viser det sig at skuret er bygget på stålbjælker, beklædt med trykimprægnerede brædder ude, fer og not inde og isoleret med 120 mm rockwool og et solidt lag tagpap. Og sjaskplasksejlende vådt gennem alle lag. Så nu river vi det da bare ned indefra!
- Vi har løftet linoleumsgulvet i det store skur og fundet … en plaskvåd spånplade, opløst til savsmuldsstadiet. Og phew! siger jeg bare! For det kan faktisk forklare hvorfor gulvet flere steder hænger i badekar uden understøtning. Jeg har faktisk været lidt bekymret for hvad vi ville finde dernede!
Så status på det altomfattende skurnedrivningsprojekt her ikke så langt inde i 2020 er:
Carporten ser ud som den hele tiden har gjort
Det Store Skur er blevet ryddet op og delvist tømt, vi har skruet de fleste hylder, reoler, radioer og andet godt ned fra væggene og vi er så ganske småt begyndt at fjerne inderbeklædningen.
Det Lille Brændeskur i Bunden af Haven er væk bortset fra to stolper, flisegulvet og væggen ud mod stien. (‘Væk’ refererer her til at det er splittet ad i smådele. Smådele er i allerhøjeste grad til stede …)
Det Store Skur i Bunden af Haven er ligeledes reduceret til en bagvæg og et flisegulv.
Jeg skriver disse linjer i mine forældres køkken i Midtjylland mens Musen mosler sig selv i søvn inde ved siden af. I køkkenet fordi huset er så umanerligt stort at jeg ikke ville kunne høre ham nede fra den store, dybe lænestol ved siden af den buldrende brændeovn, Jylland fordi jeg helt bevidst har sagt nej tak til de seneste to familiebegivenheder for at spare flex, ork og rejsekort-saldo sammen til en helt begivenhedsløs weekend på landet.
Faktisk var min eneste faste plan at gøre det jeg gør lige nu: At sidde på en køkkenstol og se hverdagen anno januar 2020 lidt udefra.
De der lysbehandlinger trækker tænder ud. Ikke fordi det er hårdt at tilbringe to minutter (langsomt trappet op fra et) minut i et metalskab i et Lyngby tre gange om ugen, men fordi det tager al den tid jeg havde til at rive skure ned. Det vil sige få noget lys, noget luft, noget bevægelse og et halv time hvor jeg ikke tænker på andet end om man mon kan komme ind under det her bræt fra siden eller man er nødt til at få det bagved løs først. Det savner jeg så det næsten gør ondt. (Og går selvfølgelig tilbage til havearbejde når jeg en gang er færdig med skurene …)
Noget andet der trækker tænder ud, så langsomt og lirkende at jeg i perioder næsten ikke mærker det, er Det Der Med Musen. Jeg skrev om det for nogle måneder siden, og fik vist henledt jeres tanker på autismespektret. Det er ikke der vi er, en pædagog beskrev det den anden dag som at hans hjerne og krop er forbundet af en smal os snoet sti. Det burde have været et højhastighedstog.
Jeg skrev en anden udgave af nedenstående i går aftes, der var noget længere og søbet i mere hjerteblod. Nu prøver jeg lige igen, en kende mere nøgternt.
Grunden til at tandrødderne var særligt blottede i går var, at vi jo for små fire måneder siden fik Musen henvist til udredning. For lidt over en måned siden begyndte jeg at rykke for tidsfrist pr mail (med en helt usandsynlig mængde forviklinger og teknisk bøvl til følge), i denne uge begyndte jeg at kime lægen ned, i går på vej mod Hovedbanen i s-tog slap jeg ind i telefonkøen, og da vi stod ud ved spor 9, fik jeg at vide at lægen aldrig har fået sendt henvisningen. Kun lavet en kladde. Han var meget, meget ked af det. Det var jeg også.
Så betalte jeg en femmer for et par minutters tudetur på toilettet, og så tog vi til Jylland. Lægen vil ordne papirerne i weekenden og skrive ind at han har bøffet i den. Hvad det så end skal hjælpe.
Her i ventetiden, (der så viser sig slet ikke at være begyndt endnu!) er der sgu mange ting oppe at vende. Og jeg sparer altså lige lidt på hjerteblodet i denne anden version … Men altså, situationen sætter et ret ubehageligt, men sikkert ikke helt usundt, på egne mønstre og værdier i mangel på bedre ord.
For jeg, og min kæreste for den sags skyld, har jo selv haft motoriske udfordringer altid. Og befundet os lidt i udkanten af diverse sociale sammenhænge. Og taget begge dele for givet, også hos vores søn. Hvad siger det om os som forældre og bare om os. Om vores forældre? ”Vi havde vel ikke regnet med at få et helt lamindeligt barn?”, spurgte min kæreste den anden dag. For sjov, men alligevel. Havde vi? Har jeg helt ærligt lyst til at et barn skal igennem de udfordringer der har gjort mig til den jeg er, men sgu ikke var specielt sjove de første 25 års tid.
Samtidig, og måske lidt modsatrettet, lægger især jeg vægt på at vende den pæne side ud ad. Grine med lærer og censor, smile til jordemoderen, ikke flejne på lægen når han har glemt at lave en henvisning. En del af mig har en voldsom trang til at råbe ”passer gaden, intet at se her!” til diverse fagpersoner. Og kan da godt se at jeg skal have trukket en helt klar grænse mellem min egen trang til at præstere og imponere og så min søn der har al ret i verden til at blive en helt anden type.
Og så er der hele spørgsmålet om problemets art og omfang. For jeg er helt med på at han i den perfekte verden var bedre til at tage strømper på. Heeelt med. Og han er mindre adræt end andre børn, kan vi se når disse andre børn står lige ved siden af og deres forældre oplyser deres præcise alder. Men, hvis han ikke havde gået i vuggestue, havde jeg sgu ikke opdaget noget. Lægen er også forundret, og på trods af den aktuelle forglemmelse er han en fornuftig mand.
Alligevel kan jeg mærke at jeg bliver lidt ramt på forældre-selvtilliden og mit eget indre kompas når jeg sidder der i børnehavens omklædningsrum med et dødtræt barn i flitsbueform under de otte (!) plakater om at man ikke må hjælpe sit barn med overtøjet. Er det bare os der ikke har en skid forstand på børn og derfor ikke ser hans udfordringer? Eller os der ikke har en skid forstand på børn og derfor ikke kan motivere ham til at lære at tage den (skide) flyverdragt på selv?
Jeg har hældt meget til den sidste, men er så småt ved at overgive mig mere til den første. Han mangler noget råstyrke. Jeg har endda hevet hovedet op af sandet og bestilt en bunke bøger om børns motorik (anbefalinger modtages virkelig gerne!) for at kunne tale med på mere lige fod.
Og så prøver jeg at holde fast i at meget fungerer. At han fx brugte ordet mosaikrude korrekt i en sætning den anden dag, at han i sidste weekend mimede et helt husbyggeri fra sokkel til kvist, at han charmer sig lige ind i hjertet på alle der møder ham.