I øvrigt

I øvrigt #54

  • Sluttede jeg mit seneste indlæg af med at drømme om en god lang togtur alene til at klare tankerne. I dag kommer jeg så til at bruge syv timer i tog. For at kunne være med ved min højtelskede (bonus)bedstefars begravelse. Det var ikke lige *det* jeg havde forestillet mig …
  • Havde jeg heller ikke tænkt mundbindet ind i min togrejsefantasi.
  • Sad jeg i vestgående retning i kupe med en flok femtenårige der rullede deres egne cigaretter. Det troede jeg faktisk var et uddødt håndværk.
  • Var samme flok femtenårige nået frem til at de kun ville have sex med folk i hvis selskab de følte sig trygge. En indsigt der helt klart var ny for dem og – antydede deres tonefald – deres omgivelser.
  • Er en kirkebegravelse med coronarestriktioner cirka lige så akavet og uforløst som man kan forestille sig.
  • Er vi helt gennemgående en akavet og uforløst flok. På en måde var det en lettelse at stille sig lidt for sig selv og sørge bag mundbindet uden at skulle igennem spidsroden af håndtryk og halvkram og mumlende kondolencer til folk man desperat forsøger at placere på stamtræet.
  • Er det ret trist at sige farvel og på gensyn til folk man har set og på sin vis holdt af hele sit liv, og vide at der realistisk set er tale om ét gensyn og at det også bliver til en begravelse.
  • Var kirkedøren lige akkurat bred nok til kisten, men ikke bærerne, hvilket krævede en ganske særlig rambukinspireret teknik.
  • Gav den ansvarlige for kartoffelsalat og små frikadeller op over for opgaven i senest mulige øjeblik. Nødløsningen blev de to slags sandwich mine forældres lokale købmand leverer: skinke-og-ost og ost-og-skinke.
  • Bekender familien Plantesmilet sig til pragmatarismen, den særlige form for vegetarisme, hvor man spiser kød vest for Storebælt.
  • Har jeg Ocean Vuongs ‘Vi er kortvarigt smukke her på jorden’ med som læsestof. Den er noget af det smukkeste jeg har læst!
Bæredygtig hverdag

Status på livet, et år inde i pandemien

Det er først for ganske nylig gået op for mig at vi lever under en pandemi. At de der enorme smittetal og dramatiske billeder fra den store verden er den samme ting som vores hjemlige nedlukning. Jeg har hele tiden vidst det, det er bare først de seneste par uger det sådan for alvor er sevet ind.

At hele misseren har varet et år, kan jeg stadig ikke få hovedet rundt om. Min indre kalenderfunktion var i mange måneder gået i stå på 11. marts 2020, for så at rykke sig lidt og sætte sig i stå igen engang i efteråret. I min verden har vi levet med det her i et halvt år. Sgu da ikke et helt!

Men det har vi, og hvordan går det så lige med det?

Hvis jeg lige tager det lange perspektiv på, så har der været nogle faser. Den første nedlukning var syret. Næsten lidt spændende. Det der pressemøde 11. maj, vi gik glip af i et forsøg på at gennemføre den sidste Bond-film med Roger Moore. De 50 messengerbeskeder i venindegruppechatten, der fik mig til at bede min kæreste trykke pause. Den forvirrende arbejdsdag dagen efter hvor vi sådan set bare kørte bibliotek indtil en eller andet sansede at bede os holde op. Naboerne som jeg lærte meget bedre at kende ved ikke at måtte omgås. De tidlige morgener hvor jeg læste skønlitteratur og drak kaffe i frostvejr på terrassen og undgik at vække familien så længe som muligt. Begynderløbeprogrammet min kæreste og jeg kastede os over som fælles projekt.

Det er ikke hele historien. Jeg tog et hårdt og ikke helt pædagogisk opgør med min søns noget ensidige morglæde og indførte millimeterdemokrati i barneplejen. Noget jeg altid har syntes var lidt smagløst. Det var den måde jeg kunne få vejret på, når jeg ikke kunne trække mig væk for at få lidt luft.

Genåbningen i sommer føltes til gengæld helt ulideligt hård. Både fordi den var det – vi knoklede på arbejde og havde en masse at indhente socialt. Det der slog mig ud var dog hele stemningen. At alle skulle yde lidt ekstra, springe til med kortere varsel, tage lidt flere af de skæve vagter. Jeg kan mærke den slags vibrationer på to kilometers afstand, og har al lyst til at kaste mig ind forrest. Hvilket jeg så ikke kunne fordi min kæreste arbejdede under lignende forhold og børnehaven kørte med reducerede åbningstider og for øvrigt gerne ville vide præcist hvornår vi skulle bruge dem adskillige uger ud i fremtiden. Jeg følte mig besværlig, hjælpeløs, ufleksibel, som hende der ikke havde lavet lektier hverken det ene eller det andet sted.

Det chokerede mig, både hvor sårbare og alene vi følte os uden vores sædvanlige struktur og hvor dårligt jeg havde det med at være sårbar.

Simultant med genåbningen skete der en form for gennembrud i sagaen om min søns helbred. På min sidste løbetur i den sidste uge jeg var sendt hjem, ringede hans pædagog fordi hun havde lagt mærke til han havde en hævelse på halsen som hun syntes skulle undersøges. Gennem tiderne har de bedt os få tjekket hans øjne, ører, balance, potentielle allergier og potentielle dyspraksi. En gang fik jeg besked på at få ham undersøgt for ‘alt’. Der har aldrig været noget, og jeg skal indrømme at jeg også denne gang tog det roligt, men selvfølgelig tog det til lægen, som efterhånden kendte rumlen.

Denne gang var der bid, og vi skylder den pågældende pædagog et post-coronaknus og en pakke chokolade. For han havde sgu en hævelse på skjoldbruskkirtlen. Og mange skanninger og blodprøver og forvirrede telefonsamtaler senere (Forvirrede fordi de tilfældigvis altid lå på dage hvor min kæreste bedst havde tid til at tage dem, men ligestillingen i Danmark åbenbart ikke er nået længere end at læger ringer til Mor ligegyldigt hvor mange notater der ligger om det modsatte) kom han forsøgsvis i behandling for lavt stofskifte. Det var som at tune motoren på en knallert 45. Wauw! Han løber og hopper og klatrer og snakker alle et øre af. Bare wauw.

Og det er en fornøjelse uden lige men har også givet anledning til en del selvransagelse. For på den ene siden synes jeg stadig institutionen kørte for hårdt og for specifikt på med diverse diagnoser. På den anden side har vi nok også haft for let ved at læse vores egne æseldyrstemperamenter ind i ham og slå os til tåls med at ‘sådan skal han have lov at være’.

Det generelle underskud og logistikbøvl hen over sommeren gav anledning til at slå nogle darlings ihjel i den mentale minimalismes navn. Vi havde en dejlig sommerferie. Derudover kan jeg ikke huske at have oplevet eller udrettet noget i sommeren 2020.

I løbet af efteråret vendte strukturer og vaner lige så stille tilbage. Til gengæld bredte der sig en følelse af bekymring. Næsten frygt. Herhjemme startede vi hver uge med tre nødplaner: en for hvis hver af familiens medlemmer blev smittet eller var nær kontakt. Det skete aldrig, men på kontoret delte vi rædselshistorier om bekendte der var blevet sendt i isolation og hvor svært de havde ved at få det til at hænge sammen. I oktober hørte jeg pressemøde på vej hjem i toget og kunne næsten høre det lille klik i min hjerne da den slukkede for ‘det er også lidt spændende at opleve-knappen’. En følelse der havde overlevet sommeren i en lille lomme bagerst i ´bevidstheden. Måske mest fordi forårsnedlukningen efterhånden stod i et nostalgisk skær af førstegangsoplevelser og fællesskab. Det var slut nu. I november blev det meste af børnehaven sendt hjem, og jeg afleverede min Mus ved det ene vindue med lys i en buldermørk bygning.

Nedlukningen i december var en lettelse, helt ærligt. Jeg fik nogle opgaver med hjem, afgrænsede men stadig med kød på. Skar Musens timer i børnehaven ned til et minimum og nød at det noget slentrende tempo han går gennem livet med, for en gangs skyld ikke er et problem. Købte noget maling og forestillede mig at min kæreste og jeg kunne få lidt fra hånden sammen.

Julen var noget rod. Den satte et ret nådesløst spotlys på mit nære netværks tendens til at bide tænderne sammen og fortsætte som om intet var hændt. Dommedag eller ej, restriktioner eller ingen restriktioner. Der er forståelige historiske grunde til at det er sådan. Men jeg havde svært ved ikke at blive såret over at være den hysteriske der så sig nødsaget til at holde afstand mens showet kørte videre som altid. Der bliver et reparationsarbejde.

Det er nu tre måneder siden vi blev sendt hjem for anden gang. Jeg aner ikke hvor den tid er blevet af. De afgrænsede opgaver er knopskudt. Min kæreste og jeg bliver sgu nok aldrig sådan nogle der gør det selv sammen. Musen stortrives. Nåede jeg lige at skrive inden børnehaven ringede og foreslog en børnepsykolog. Fordi han bare ikke er en standardmodel, kunne det tyde på. Men han suger til sig. Forsøger at lære alting på en gang og forstår de 80 procent. Ugedage, højre og venstre, navne og kendetegn ved samtlige planeter. Døden og hvor de små babyer kommer fra. Han kan høre at sommer starter med s og ved at 1 og 0 kan kobles sammen til 10. Kan genkende musvåger og rødhalse. Vi har pudset ham på Lillenørd og driver rovdrift på bibliotekerne for ikke at skulle være eneste kilde information. Yderligere forslag modtages gerne!

Min kæreste lider vildt under manglen på på kulturelle og sociale input. Holder sig selv oppe ved at strengt skridttællerregime og ved at se mystiske polske film sent om aftenen når jeg sover.

Jeg savner også input men nok egentlig mest at komme tre skridt uden for mit liv for lige at få perspektivet. En time på café, en togtur alene. I dag kom jeg for tidligt til en lægeaftale og slog tiden ihjel ved at kigge vinduer op og ned ad Bagsværd Hovedgaden. Bagefter havde jeg det som i en af de der reklamer med Ferier Du Ikke Vil Hjem Fra. Vi har aftalt at afspadsere en formiddag og tage ind til byen sammen. Se på folk og vinduer. Og at min kæreste marcherer nogle af sine skridtoptalte ture alene så jeg kan få lov at være sær for mig selv et par timer.

Og jeg tror jeg har brug for det, det der perspektiv på livet og hverdagen. Jeg kan mærke at vores gamle liv, fra for et år siden, føles mere og mere abstrakt og uvirkeligt. Jeg er i tvivl om jeg savner det, De aftaler ingen har sanset at slette fra kalenderen ser overvældende ud. Jeg har virkelig ikke manglet det evige rul af lørdagsvagter. På den anden side har jeg ikke fået nye indsigter i hvordan retningen for resten af mit liv skal være. Nærmest tværtimod. Jeg har skrællet væk og lukket ned. Ryddet ud i garnlageret, sat symaskinen væk. Jeg har ikke lavet yoga i et år og løberegimet døde ud i løbet sommeren. Jeg tvinger mig selv til at læse lidt, men kan ikke koncentrere mig.

Der må godt snart ske noget sjovt.

Havebrug og selvforsyning Lidt af hvert

TAG STIKLINGER AF BÆRBUSKE (og de fleste andre buske)

Stiklinger af bærbuske
Stiklinger af nogle af mine yndlingsbuske stukket i jord og placeret et skyggefuldt sted. Så er det kun at vente.

Stiklingeformering er en teknik jeg længe ikke turde give mig i kast med. Det virkede ligesom for godt til at være sandt at man skulle kunne producere en helt ny plante fra en stump pind. Jeg var sikker på der var et hemmeligt trick eller særligt håndelag man skulle kende først. Men det er virkelig så let som det ser ud at tage stiklinger af bærbuske og andre buske. Jeg har taget stiklinger flittigt de sidste par år, hvor jeg har tilplantet haven ved rækkehuset med dubbletter fra kolonihaven, fra mine forældres store have og fra hvad der sådan ellers hang fristende ud over vej og sti.

Trin for trin-guide følger under de indledende ord.

Hvorfor tage stiklinger?

Først og fremmest kan man spare mange penge ved at tage stiklinger når man skal anlægge eller udvide sin have. Ture på planteskolen kan løbe op i mange hundrede kroner, som kan spares ved at formere de planter man selv, naboen eller familien i forvejen har.

Desuden kan man sikkerhedskopiere eller forynge sin yndlingssort af ribs eller den helt særlige jasmin der duftede i mormors have. Når man tager stiklinger får man nemlig en præcis genetisk kopi af den oprindelige plante.

Hvilke buske kan stiklingeformeres?

Det er nemmest og hurtigst at tage stiklinger af bærbuske som solbær, ribs, hyld og stikkelsbær. De lykkes næsten hver gang. Jeg har også haft stort held med sommerfuglebuske, spirea og andre prydbuske der vokser ved at sætte lange skud. Roser kan lade sig gøre men er sarte og lykkes langt fra hver gang. Og stedsegrønne som lauerbærkirsebær og benved kan også stiklingeformeres men tager en evighed om at slå rod og komme i vækst.

stiklinger af laurbærkirsebær
Du kan godt tage stiklinger af laurbærkirsebær og andre stedsegrønne. Men vær tålmodig. Disse har stået det meste af et år uden at sætte nye skud. En opgravning viser til gengæld fine små rødder. (og nej, man skal aldrig grave en stikling op for at tjekke om den har rødder …)

Hvornår kan man tage stiklinger af bærbuske?

Det bedste tidspunkt er lige nu i februar eller først i marts inden buskene springer ud. Jeg har også prøvet – med lidt mindre held – at lave stiklinger om efteråret efter bladene er faldet. Her kan en streng vinter dog være hård ved stiklingerne, især dem der i forvejen kan fryse lidt tilbage om vinteren, fx sommerfuglebusk.

Trin for trin-guide til stiklinger af bærbuske og andre buske:

  1. Find sidste års vækst

    Stiklingerne skal tages af plantens nyvækst. Altså den del der voksede til i den forgangne sommer. Som regel er det let at se forskel, da nyvæksten er glattere og lysere brun eller eventuelt grønlig eller rødlig. Men der er undtagelser (her kigger jeg på dig, spirea!)

  2. Klip stykker på 15-20 cm

    Sørg for at hvert stykke har mindst to og gerne flere sæt knopper. Du kan godt klippe et langt skud i flere stiklinger. Hold styr på hvad der er op og ned. Nogle klipper på skrå for oven og lige over forneden, men jeg synes egentlig man ret let kan se det på knopperne, der vender spidsen i grenens vokseretning. Kvistene herunder er surbær til venstre og tornefri brombær til højre.Kviste til stiklingeformering

  3. Stik grenstykkerne i potter med jord med mindst et sæt knopper under jorden

    Det er vigtigt at mindst et sæt knopper kommer godt ned under jorden, da det er her de nye rødder udspringer. Tager du stiklinger af stedsegrønne, skal du fjerne bladene undtagen det øverste, og også her sørge for at få mindst et sæt bladfæster ned under jorden.
    Tryk jorden godt sammen om stiklingerne og vand så jorden er fugtig. Traditionelt stikker man kvistene i så de rører kanten af poten, men jeg ved ikke om resultatet bliver bedre på den måde eller det bare sparer plads …
    Hvilken jord: Man kan købe steril og næringsfattig priklejord. Eller man kan blande sin egen af havejord og sand. Eller man kan gøre som jeg og bruge udtjent højbedsjord.
    Hvor: Stil potterne udendørs et skyggefuldt og lidt beskyttet sted, og også gerne et sted hvor du husker at se til dem.

  4. ALTERNATIVT: Stik grenstykkerne i jorden der hvor planten skal vokse

    Nogle har held med simpelthen at sætte stiklingerne direkte i havejorden. Det sparer en arbejdsgang med omplantning, og kræver mindre vanding. Selv mister jeg dog overblikket lidt på den måde og foretrækker at have mine i ‘planteskole’ i potter.

  5. Vand efter behov

    Stiklingerne har intet at stå imod med i form af rodnet eller vandreserver. Derfor er det vigtigt at holde jorden omkring dem fugtig (men ikke drivvåd, de er også udsat for svamp på grund af snitfladen).

  6. Vent til stiklingen begynder at vokse

    Man ved stiklingen har fået ved, når den begynder at vokse i højden eller ved at sætte sideskud. Det kan tage alt fra et par måneder til halvandet år! Nye blade er også et godt tegn, men ingen garanti. Vent med at flytte den nye lille stikling til dens blivende sted til den har et sundt rodnet. Tjek bunden af potten om rødderne begynder at kunne ses.

spirea stikling
Livstegn fra en spirea-stikling
Lidt af hvert

I øvrigt #53

  • Skriver jeg dette som mangeårig fan og støtte af klar frost som fænomen. men altså, nu må det godt blive lidt varmere. Tak. Bare lige fem, ti, femten grader. Nu har min søn oplevet sne, dræbersneglene er døde, striktrøjerne har været ude i kulden til aflusning. Vi siger tak og nejtak til næste omgang.
  • Er min søn ikke enig i ovenstående. Han er i snehimlen og ku’ godt blive et par måneder endnu. Jeg tænker forskellen hedder ‘flyverdragt’.
  • Tabte jeg en gang før jul han ene handske ud ad lommen på en cykeltur. Heldigvis havde vi et ekstra par. Den anden dag havde vi så følgende samtale:
    Musen: “Jeg ku’ bedre li’ de handsker du smed i havet, mor”
    Mig: “I havet? Jeg tabte dem vist bare”
    Musen, oprigtigt forundret: “Hvorfor smed du dem mor?”
    Mig: “Smed og smed, de faldt ud af min lomme”
    Musen, mistroisk: “Hvorfor så du det ikke mor?”
    Mig: “Jeg, ehm, kiggede på cykelstien, tror jeg …”
    Musen: “Hvorfor brugte du ikke refleksstriben, mor, man ku’ se dem i mørket?”
    Mig, defensivt: “Jeg så bare den anden vej, og så … var de væk da vi kom hjem …”
    Musen, konkluderende: “Jeg vil godt have sådan nogle igen. Så skal du lade være med at smide dem i havet, mor”
    Mig: “Vi kigger i Kvickly …”
  • Består sådan cirka halvdelen af mit arbejdsliv i disse uger af sådan en service hvor vi med strakt arm og blåfrosne fingre langer bøger ud ad vinduer til ligeså blåfrosne lånere, der står med behørig afstand på en parkeringsplads. “Sikke en luksus!” gispede en dame gennem mundbindet mellem to kuskeslag, mens jeg kæmpede med en håndskanner der igen-igen drillede i kulden. Og jeg smilede selvfølgelig med hele den øverste halvdel af ansigtet og var enig i at det var skønt at kunne gøre noget, og hvor var jeg glad for at hun var glad. Men luksus, ligefrem? Ikke på 2019-måden!
  • Består sådan cirka hele mit sociale liv i disse uger af at være anstandsdame på Musens legeaftaler med børnehavekammerater fra de andre rækkehuse. Som der er velsignet mange af. Og han er et halvt år fra bare at kunne være afsted selv en time ad gangen. Men foreløbig står den på på iskold kaffe og tænderklaprende konversation hen over græsplænens isørken. Og det er så fint, og i det mindste har vi vejret som samtaleemnet der bliver ved med at give. Jeg er bare bange for at hvis man stak et stegetermometer i mig det første døgn efter sådan en session, ville min kernetemperatur være langt fra tilberedt.
  • Består mit hobbyliv stadig mest af lange gåture ud i det blå(frosne). Men jeg må indrømme at der er sket en glidning bort fra ‘lad os finde nogle interessante fugle’ over mod ‘lad os finde nogle interessante fastelavnsboller’. Man må jo holde hulden oppe i disse tider!
  • Er vi begyndt at sætte vand ud til fuglene på foderbrættet hver morgen.
  • Er mit mest læste indlæg i disse dage det om at lukke for vandet i en kolonihave. Det siger vi bare er almindelig interesse ik? Jeg mener, de *indendørs* vandrør i mine forældres grundmurede hus frøs til i sidste uge …!
  • Er kolonihaveland inde i en stime (på to, bevars) af brande, og facebook er rimeligt elektrisk med teorier om bander og pyromaner. Min personlige teori er at den hårde kerne er blevet lidt ekstra kreative med opvarmningsløsningerne i år …
Bæredygtig hverdag

Om et kaffefilter

I fødselsdagsgave fik jeg et genbrugeligt kaffefilter af mine brødre. Hvilket jeg mest af alt ser som bevis på noget jeg altid har anet: At de er en lille smule i panik hver gang de skal give mig en gave. Men det var sødt tænkt, og vi har da brugt filtret stort set dagligt siden.

Jeg kan godt forestille mig en verden hvor jeg nød at passe og pleje mit efterhånden tjærefarvede filter. Det gør jeg ikke i stor stil. Det var sgu nemmere lige at vippe papirfilteret over i kompostskålen og så i med et nyt. Nu skal man stå og skrabe det værste med en ske uden at spilde alt for meget, så over i vasken og skylle det sidste ud. I starten var vi gode til at gøre det om aftenen, nu er det en morgenting som så meget andet.

Det sker at jeg rækker ud efter et papirsfilter, som jeg diskret har gemt i en skuffe. Man ved jo heller ikke om sådan et lærredsfilter holder evigt. Min far har en blind plet på hukommelsen, og komposterer det konsekvent, så det lige skal fiskes op fra under kartoffelskrællerne. Måske glemmer vi at fiske det op en dag.

En gang imellem får det et opkog i den lille gryde vi bruger til æg. Og når jeg står der og fascineres af *hvor* sort vandet bliver, selv efter flere vandskifter, har jeg tid til at filosofere lidt over hele zero waste-bølgen og selvgjort er velgjort-tankegangen. Planeten har næppe spyttet mange resurser i min lille lærredslap. Men det har jeg efterhånden. Vask, kogning, ekstra rengøring når grumset har grumset hele bordpladen til.

Hvor længe skal jeg holde det samme filter appetitligt før resursebesparelsen overhaler de ublegede papirkaffefiltre vi købte en pakke af om året, førhen? Er løbet tabt på forhånd?

Eller handler det om noget andet? Vækker den ekstra indsats min sjæl op til dåd på andre områder så jeg bliver ekstra opmærksom på resurseforbrug og affaldspukler og finder glæden ved simple sysler?

Eller kommer de fem minutter hver morgen bare til at mangle et tilfældigt sted i mit eget regnskab?