Jeg er trist i disse dage. Depri, men ikke deprimeret. Ikke helt i hvert fald. Bare coronaslidt. Og måske fordi alt foregår med en underlægningsmusik der lyder som et lille resigneret ‘pfff’, ser jeg også nogle ting klart.
For der er noget der ikke har spillet i vores rækkehus/kolonihave-liv. Og bare rolig, vi er ikke ved at sælge, hverken det ene eller det andet.
Måske kan jeg bedst cirkle mig ind på sagen ved at beskrive hvad der *har* spillet.
Hele corona-stopdansen har virket som parterapi for mig og rækkehushaven. Den er tilgivet. For at eksistere. Og mere end det, jeg elsker den sgu.
Og, mens violinerne er godt i gang, er jeg blevet nyforelsket, noget så pladask, i havearbejde. Af enhver slags. Jeg går vældig op i bæredygtighed og minimalisme og bevidst familieliv. Men hvis nogle andre med et trylleslag bare fiksede alt det for mig, ville jeg kaste mig frådende over havearbejdet. Bare fordi det gør mig glad.
Noget andet der spiller er at have et sted at tage hen. Alene – som lige nu – eller som familie. Ellers bliver vi sindssyge. Hver især og som familie. Og det gør kolonihaven jo så godt. Nøj, hvor vi savner de dovne dage og aftenerne i en bunke med hver sin bog. Udflugterne. Isene.
Problemet, mislyden i akkorden, er så bare at havearbejde i kolonihaven ikke går op. Det burde kunne lade sig gøre, men. Livet kommer i vejen. Musen gider ikke. Når jeg endelig kommer afsted alene har det hobet sig op, og jeg slæber mig halvt ihjel. Næste gang jeg kommer har det været tørke og så er det forfra.
Og jeg har simpelthen ikke kunnet få mit hovede rundt om det. Har gumlet på det som et stykke brusk. Har skammet mig lidt når folk spurgte om vi da virkelig kunne overkomme to haver. For ja, men nej.
Indtil jeg vågnede en sen nattetime og vidste det. Hvis vi kalder kolonihaven et sommerhus. Med en sommerhushave. Under mit ambitionsniveau, aldrig færdig, mest til at spille fodbold og drikke øl i. Det gør lidt ondt. Naboerne kommer til at komme med stikpiller, for det gør de. Men vi skylder ikke naboerne mere end hvad der står i reglerne. Og det kan fungere på den måde.
Og imens kan jeg elske min lille strimmel bag rækkehuset frem, tyve minutter ad gangen, som det passer med arbejdstider og Musens temperament. Den anden dag sad vi i et kvarter i dybeste tavshed og så en regnorm først skide, så grave sig ned. Og den er alt for lille, rækkehushaven, men stadig større en de to pallerammer jeg startede i ude på Amager. Det kan fungere.
