Flerårige spiselige planter er det ene punkt hvor jeg tillader mig at være hårdnakket og uapologistisk maximalistisk.
Jeg elsker at opstøve århundredgamle kålsorter der har overlevet på et eller andet belgisk husmandssted, halvtglemte rodfrugter fra Inkarigets storhedstid eller en løgsort der har været forvildet siden vikingetiden. For så at skaffe den hjem under stort besvær og få dem til at trives i lige præcis min have.
Jeg kalder det permakultur, men lad os være ærlige, det er mest bare samlermani!
Jeg opdaterer løbende mine lister over hvad jeg dyrker og hvordan, men da de ligger som almindelige indlæg, skal man være en ret hårdnakket googler for at finde dem. Derfor får I lige en indgang!
(Og hvis man overhovedet ikke kan lide at læse om planter, så hop af nu. Linksene nedenfor fører til plantelister og ikke ret meget andet …)
Ullucu i forgrunden kræver særforplejning. Jordskokkerne bagved klarer sig næsten alt for godt …
Flerårige spiselige planter i min have:
Klik ind på de forskellige kategorier af flerårige for at læse mere om hvad jeg har erfaring med at dyrke og lidt om hvordan jeg bruger de forskellige flerårige grøntsager i køkkenet.
Flerårige bladgrøntsager – Rigtig mange flerårige grøntsager falder i kategorien ‘blade og stængler’. Læs her hvilke jeg har held med.
Flerårige krydderurter – Flerårige urter til krydder og te. Mange er også gode biplanter.
Flerårige kål – Flerårige kålsorter er lidt et samleobjekt, fordi man tit skal kende nogen der kender nogen for at få fingre i en stikling. Og så er de jo både lækre og sunde.
Flerårige løgplanter – Der findes en mængde allium (altså løg) der der kan bruges enten som grønt drys, smagsgiver eller i stedet for almindelige løg. Læs her hvilke jeg dyrker.
Flerårige rodfrugter – Flerårige rodfrugter er interessante, fordi de i modsætning til mamge andre flerårige grøntsager er til at blive mæt af. Til gengæld er de tit lidt tricky at dyrke og overvintre. Læs her hvilke jeg har held med.
På kål-rov i Det Spiselige Staudebed. Min søn er noget mere altædende udendørs end han er indendørs …
Det er længe siden jeg har arbejdet med at lægge haven om til permakultur-light. Lidt med vilje, fordi vi har prioriteret at komme i land med hængepartierne i stedet for starte nye projekter op. Fornuft og alt det der … Men det sidste stykke tid har været sådan lidt træls, og jeg trængte sådan! Desuden, hvis man skal prøve at rationalisere lidt, ligger blåbærbedet lige ud til fællesarealet. Og det *er* naturligvis ikke fordi folk kigger og tænker deres, når det ligner lort. Men de stikker i hvert fald hovedet ind og roser i samme sekund man gør noget ved det ..!
Blåbær uden spagnum – hvordan?
Planen til det spanumfrie blåbærbed blev undfanget præ-fornuft, det vil sige den gang jeg så en overskrift i Praktisk Økologi og straks tænkte “So en Ding!” og gik i krig. Processen derfra har varet et par år og flere gange været kraftigt i fare for at falde i ‘Får det dit hoved til at snurre’-fælden.
For traditionelt set planter man altså blåbær i spagnum, med mindre man bor i en dyb svensk eller nordamerikansk nåleskov.
Måder at plante blåbær uden spagnum:
Det er svært at finde noget definitivt om hvordan man planter blåbær uden at forfalde til spagnum, men følgende løsninger bliver nævnt her og der:
Noget med sand og fyrenåle – et såkaldt hedebed
Noget med bladmuld – gerne eg og bøg
Noget med kakaoskaller
Noget med savsmuld og kvælstofgødning
Den mest natur-nære og dermed ‘bedste’ løsning i et permakulturperspektiv, er nok den første, hedebedet med sandjord og fyrenåle. Desværre ligger min jord så langt fra sand som tænkes kan, og jeg kunne ikke greje hvordan jeg fik fat i fyrenåle i de mængder. Min fætter og med-nørd foreslog ganske vidst at jeg lavede aftale med en skovejer om at lægge en pressening ud under en fyrebeplantning en vinterstid for så at hente det om foråret, men den plan var så usandsynligt uoverskuelig, at jeg aldrig for alvor overvejede den … Sand kan man trods alt bestille hjem, dog.
Bladmuld havde været en god og billig løsning, hvis jeg havde det i tilstrækkelige mængder, men ak …
Kakaoskaller overvejede jeg seriøst (og gør det egentlig stadig), men jeg syntes det blev for dyrt, og jeg savnede andres erfaringer.
Til slut landede jeg på løsningen med savsmuld og kvælstofgødning, i form af brændenælder. Savsmuld er også på listen over ting der er besværlige at få fat i uden en bil. Til sidst fandt jeg på at bestille det hjem fra en kæledyrsforretning, hvilket fungerede upåklageligt.
Spagnumfrit blåbærbed, trin for trin
Vi endte med at plante blåbær uden spagnum på nedenstående måde. Den er lidt en afvejning af hvad der var praktisk muligt og hvad vi tror kommer til at fungere. Jeg lover at melde tilbage, når planterne er faldet til.
Det gamle hindbærbuskads blev ryddet for rødder og fik lov at ligge bart i en periode hvor vi slog hårdt ned på alt nyt ukrudt (Læg mærke til hvordan jeg får en forsinkelse på halvandet år til at lyde som om den er med vilje …). Undervejs anlagde vi trædesten for at få bedets struktur på plads.
Til hver busk gravede vi et stort hul – cirka en halv meter dybt og en meter i diameter.
Jorden i bunden blev løsnet med en greb for at skabe dræn
Hullerne blev fyldt med savsmuld. Vi brugte cirka 4-5 kilo pr hul af et (vistnok) nogenlunde bæredygtigt produkt af fyr og gran, tiltænkt kaniner.
Savsmuldet blev løsnet godt
Savsmuldet blev blandet op med friske brændenældeskud, cirka en spandfuld pr hul – og jo flere jo bedre, tænker jeg. Brændenælderne skal levere kvælstof, så savsmuldet kan omsættes uden at stjæle al næring fra planterne. Brændenælder indeholder mest kvælstof før de blomstrer, så her om efteråret gælder det om at finde et sted hvor de bliver klippet ned midt på sommeren og starter forfra.
Savsmuldet blev vandet grundigt. Jeg hakkede desuden lidt rundt med greben igen for at blande jord og savsmuld en anelse sammen. Jeg tænker det sætter bedre gang i omsætningen af savsmuldet.
Blåbærbuskene blev plantet i savsmuldog brændenælder, stampet godt til og vi lagde til sidst lidt almindelig jord øverst for at holde bedre sammen på det hele.
Jeg er virkelig spændt på hvordan blåbærbuskene kommer til at trives i savsmuldsblandingen. Om det bliver ‘surbund’ nok og ikke mindst om der er næring nok eller om al kvælstof går til at omsætte træstoffet. Jeg lover at holde jer opdateret. Og trøster mig ved den besked jeg fik fra en norsk med-entusiast udi flerårige grøntsager, som jeg fik den anden dag: “Der findes ikke havefejl, kun haveeksperimenter”.
Hvis andre har erfaring med spanumfri dyrkning af surbundsplanter, må I meget gerne pippe ind!
Større end normalt-plantehul
Kvælstoft fra brændenældeskud der ikke har blomstret
Blandet med savsmuld fra fyr og gran, der bliver surt når det omsættes
En nyplantet blåbærbusk der kan bruge efterår og vinter på at få fodfæste
Det her tidlige efterår plejer vist egentlig at være min yndlingsårstid. Det er noget med lyset og temperaturen og at det er det perfekte tidspunkt at plante ting i haven. I år fungerer det ikke. Hverdagen er hverdag, bare let forvrænget.
Vi har været syge en, to eller alle tre på skift de seneste. fem uger? Seks? Det er helt absurd efterhånden. Hoste, snot, bihuler, maveonder af forskellig intensitet. En halv time efter at en anden havde sagt at Musen da vist var den raskeste af os alle sammen, lige den dag, spuleørlede han. Dagen efter min bihulebetændelse endelig slap, fik jeg ondt i halsen og har det endnu. Da jeg gik ud med papskrald den anden dag, var der så mange tome panodilpakker, at jeg blev reelt bekymret.
De sidste to år har jeg gået på arbejde med et saligt smil om munden. Og jeg er stadig rigtig glad for både det arbejde jeg laver og de mennesker jeg gør det med. Men af årsager der har med reduceret bemanding er arbejdsbyrden lige blevet et klik større siden sommer. Og det klik var et klik for meget. Nu er det ikke hyggeligt længere. Vi gør vores bedste, taler pænt til hinanden, leverer noget der minder om et godt produkt, men alt luften er suget ud.
Musen tager også lige nogle klik til den stramme side for tiden. Han er morsyg og har været det længe, men de seneste par uger bliver det ikke godt igen når mor ER ude af døren. Det bliver ikke ok når det står klart at det altså ER far der skal putte. Så jeg er ret meget på. Og min psyke fungerer bare sådan at den skal have en lille bitte sprække sjælen kan flygte ud igennem. Om det så er en femminutters omvej hjem fra arbejde eller at spæne ud i skuret og se om den der stikling har slået rod. Og jeg kan godt mærke at jeg bliver lidt bidsk, når vi nok så fornuftigt bliver enige om at det nok er bedst jeg putter HVER aften og afleverer HVER morgen og ikke tager for langt væk om eftermiddagen og sidder på spring inde i huset, skulle min kæreste mod bedre vidende forsøge sig med en godnathistorie. Jeg elsker at putte og elsker at aflevere, men den der spændetrøje ved navn ’hver’ har jeg det godt nok stramt i.
Vuggestuen holder desuden fast i at noget er galt og at en udredning må finde sted. Jeg skal ikke gå i detaljer her, det er ikke noget farligt og – minder vi os selv om – ikke noget vi selv ville have opdaget, hvis ikke knægten havde gået i vuggestue. Hvilket på en og samme tid siger noget om hvor fantastiske og hvor problematiske daginstitutioner er … Der er heller ikke meget i de ting han bøvler med, som en eller begge forældre selv har og derfor lidt tager for givet. Så. Vi får se. Jeg er bare lidt sorgfuld (og en lille *bitte* smule lettet) over at sige farvel til den der ukomplicerede, forboldtonsende krudtugle, man også kunne have fået.
Apropos sorgfuld, så har jeg gået hos en psykolog i en periode. Af to årsager. Den helt konkrete at jeg *stadig* fik panik hver gang jeg skulle sætte i gang på en cykel og det begyndte at blive en reel begrænsning. Og så den mere vage at jeg for ti år siden, da jeg havde det seriøst skidt, gik hos en men holdt op fordi jeg a) simpelthen ikke kunne rumme at have aftaler ved siden af mit job og b)*også* gik hos en fys og var bange for at blive sådan en selvoptaget type der forventede at have det godt på alle fronter. (To ret dårlige grunde, faktisk!) Siden har det ligget og ulmet at jeg nok burde have fulgt forløbet til ende den gang. Cykelskrækken blev kureret (ish …) ved en gang hypnose (seriøst, ja!), men det andet … Hvad der var tænkt som en hurtig karklud hen over mit mentale køkkenbord blev mere noget i retning af en fuld Marie Kondo, og det er sgu hårdt. Man får lyst til at sidde og kigge på et hav og tude med sit tyveårige jeg, og jævnfør ovenstående, er det bare ikke muligt.
Man får også lyst til at give sin have en ordentlig omgang. Og jeg fik faktisk ryddet gevaldigt op i det spiselige staudebed, bort-kondoet min peberrod (har vi *nogensinde* spist af den?!), beskåret lidt og gjort kål på noget skvalder. Det føltes SÅ godt. Men resten af den sparsomme fritid, må jeg med beklagelse indrømme, er blevet brugt hjemme på sofaen i Buddinge i en små-vrissent forsøg på at blive raske inden mandag.
Okay. Som jeg har skrevet om nogle gange efterhånden, har jeg haft det lidt ambivalent med den der flytning til rækkehuset i Buddinge. Det var en ufed proces på et sårbart tidspunkt.
Det var til gengæld også lidt et wake up-call at logge på facebook en sjælden gang og få et af de der minder, der fortalte at det var tre år siden vi fik nøglerne. Jeg vil mene at det er en menneskeret at være muggen og uafklaret, men tre år er i overkanten. Vi er med andre ord nået til det der punkt hvor man kigger sig selv i spejlet og spørger ”Hvad kan jeg egentlig selv gøre?”
Jeg har angrebet problemet fra to fronter.
Dels har jeg arrangeret hverdagen lidt anderledes med min kæreste, sådan at jeg jævnligt har mulighed for at komme nogen steder. Han henter simpelthen barn fast en gang om ugen, så jeg kan gøre et eller andet andet. Om det så er at arbejde lidt længere, smutte til Lyngby efter en malerpensel eller drikke kaffe inde i byen. Eller bare tage hjem som jeg plejer, men fordi det er det jeg gider. Musens og mine rolige eftermiddage i og omkring rækkehuset føles uendeligt meget mere luksuriøse når de gentager sig fire og ikke fem gange om ugen! Det er ikke det dette indlæg skal handle om, men måske et fremtidigt.
Dels har vi vendt og drejet situationen med skurene. Og det er så det, dette indlæg skal handle om.
Tour de skur
Hvad er situationen med skurene, spørger I? Jo, forestil jer et rækkehus af ældre dato. Kvadratisk, praktisk, gult. Det er et enderækkehus med plads til en carport. Carporten er grim. Og ulovlig. Noget med at den svæver af sig selv uden den nødvendige understøttelse.
Langs gavlen, i naturlig forlængelse af den ulovlige carport er et stort skur. Skuret er konstrueret således at regnvand løber ned på indersiden af væggen i stedet for ydersiden. Når det regner står der fem-ti centimeter vand på gulvet. Når det regner og er varmt, er luftfugtigheden uden for almindelig forestillingsevne. Gulvet består af træpålader med luft under. Jeg forestiller mig en form for underminering, qua alt det vand. Taget er gennemsigtig plast, og under taget er stukket pladerne fra et gammelt køkken. Jeg forestiller mig for at tage af for varmen. Det virker ikke. Skuret er udstyret med radiatorer, rigeligt med stikkontakter og nogle gasrør uden særlige formål.
Bag rækkehuset findes en lækker terrasse (Ret skal være ret, jeg elsker den terrasse!) og en smal græsplæne uden definerende egenskaber. For enden af denne græsplæne findes yderligere to (!) skure. Inden man når frem til disse, møder man dog fire (!!) af de der bure, man køber brænde i. I ved, en palle i bunden og noget tømmerværk og strips og en tagplade øverst. Ydermere en håndfuld løse paller i stærk forrådnelse.
Skuret til højre er stort set tomt og er skåret efter læsten ’fliser, plastiktag og bræddevægge’. Plastiktaget er dog for kort i den ene ende og noget er skredet under monteringen, så skruerne i det store hele stritter ned uden at fange tagspærene. Vand siver ind.
Skuret til venstre er ældre og i lighed med det første skur, jeg nævnte længere oppe, er taget mindre end grundplanet med forudseelige fugtproblemer til følge. Desuden er det udstyret med en skydelåge hvis sideværts skydning forhindres af skuret ved siden af … Man kan med andre ord kun komme ind i det efter store fysiske anstrengelser. Hvilket nok er årsagen til at det er fyldt med ragelse. Pindebrænde, byggematerialer, urtepotteskjulere, havekemikalier (!!!).
Og kan vi lige blive enige om at det virker fedtet af de tidligere ejere at skrue knagerækker, skraldespand, røgalarmer og dørklokke ned og så efterlade et helt fyldt skur? Not cool, dudes, not cool.
Der er flere problemer med alle de skure. Haven er ikke specielt hyggelig at opholde sig i. Vi har permanent afsat en lille del af vores hjerner til ’udtænk plan for skure’. Og alle tiltag af typen ’man ku’ også plante en ribsbusk’ falder på at der på et eller andet tidspunkt skal gøres plads til noget nedrivning og bortkørsel. For da slet ikke at tale om at vi tre-fire udhuse til trods ikke har et rigtig tørt sted at stille en klapvogn.
Hvordan kunne I finde på at købe så umådelig en mængde dårlig skur, spørger I med en vis ret? Hvad kan jeg sige, det var en ufed proces på et sårbart tidspunkt … Og huset som sådan er fint til prisen.
Planen har længe været at betale os fra nedrivning og bortkørsel og ét nyt skur. Det er ikke nogen dårlig plan. Dyr, men realiserbar. Tidspunktet for igangsættelse bliver bare hele tiden udsat fordi vi gerne vil spare lidt mere op eller vente på havesæsonen (eller måske så alligevel på havesæsonens slutning …?) eller tale med en elektriker først om de der installationer (eller måske så alligevel først en vvs’er ..?). Det er ikke fordi nogen af os ligefrem føler trang til at være projektleder på processen. Og imens står lortet lige så langsomt og forfalder og ser ud ad H… til!
Nu har vi skiftet strategi. I hvert fald for en tid.
Noget med at spise en elefant i små bidder og det er egentlig utroligt hvad man kan nå på en halv time. Og det man fjerner, stresser ikke.
Det sidste er en ret vigtig pointe og lidt en aha-oplevelse for mig. For plantede jeg rent faktisk den førnævnte ribsbusk, så skulle den trods alt vandes i starten og jeg ville føle mig forpligtet til at plukke bærrene. Det skal jeg lige have overskud til (Altså, en ribsbusk klarer de fleste i fin stil, men det er princippet i det: Nye tiltag fører til nye, løbende opgaver). Alt hvad jeg fjerner er derimod væk, når det er væk. En vissen gren der er savet af og smidt til haveaffald, kommer jeg ikke til at høre mere fra. Jeg behøver derfor kun tænke i hvad jeg har tid til lige nu, forudsat at grenen kommer helt væk i første arbejdsgang, og ikke sætte krudt af til fremtidig opfølgning.
Museskridt på nedrivningens vej
Vi har:
Købt et brækjern
Flået brændeburene til den ene side ned og stablet brædder og paller
Revet brændeburene til den anden side ned med hjælp fra mine forældre
Fået mit far til at save de grene af æbletræet, vi fik i hovedet under punkt 3
Forsøgt at fikse skydedøren til det fyldte skur og endt med at afmontere den, da min far fik lukket min mor noget så gevaldigt inde
Fået min far hooked på ideen om at gå på pension og komme på besøg med diverse værktøj
Savet førnævnte gren op og fået den afhentet som haveaffald
Gået en tur i det nu tilgængelige skur med en affaldssæk og smidt så meget småtteras i husholdningsaffaldet som vi kunne slippe afsted med uden at vække opsigt
Købt to ruller affaldssække
Fyldt endnu en sæk med småt brændbart så snart husholdningscontaineren var blevet fyldt
Forsøgt at dele brændestablen inde i skuret (det indtil fornyligt aflåste, that is) op i ‘brænde’, ‘optændingsbrænde’ og ‘ting der ligesågodt kunne have været haveaffald, så det lader vi som om det er og sender det den vej så snart behodleren er blevet tømt’
… Og det er sådan set så langt vi er nået. Mere sker, når det sker. I må gerne heppe, vi har brug for det 😀
‘Det Lukkede Skur’ med faldefærdige brændebure
Et kig ind i Det Lukkede Skur. Mere brænde …
En bibliotekar forsøger at skabe orden hvor ingen orden er. Her stod også et par brændebure før jeg gik i sving.
I foråret var jeg ved at koge over i hovedet af alle mine projekter i kolonihaven. Den store sammenkogte ret af påbegyndte projekter, hastesager og rene luftkasteller var simpelthen blevet for stor. Samtidig med at jeg hele tiden føjede til i form af nye ideer, frisk fra det mentale hakkebræt.
Det skal ikke forstås sådan at jeg var ved at segne under vægten af ansvaret. Ikke kun, i hvert fald. Jeg kan rigtig godt lide at få ideerne, og for den sags skyld at udføre dem. Men jeg kunne pludselig genkende den der følelse fra min studietid hvor bevidstheden om kommende eksamenslæsning afholdt mig fra at gå i gang med en krimi. Uden at jeg af den grund fik nosset mig i gang med eksamenslæsningen. Glæden ved at fordybe mig i en opgave havde fået en sur bismag af dårlig samvittighed og ulæste lektier, fordi enhver indsats var et fravalg af en anden indsats, der måske strengt taget var vigtigere.
Listen
Så skrev jeg en liste. Vildt banalt, men overraskende effektivt. En slags brainstorm over alt det, vi gerne ville have gjort. Og så inddelte jeg listen efter vigtighed. Karakterskalaer diskuteres i disse dage, og jeg kan oplyse at min indeholdt karaktererne 1-3 udråbstegn plus ’ikke vigtig’.
Tre udråbstegn gaves for en opgave der var essentiel for at vi overhovedet kunne bruge huset. Fx at få udskiftet køleskabet, som var stået af.
To udråbstegn gaves for opgaver, der ville forbedre brugen af huset væsentligt. Fx at få fjernet den store seng der optog halvdelen af børneværelset.
Et udråbstegn tildeltes opgaver der strengt taget ikke ville gøre den store praktiske forskel. Fx at få repareret hegnet ude foran.
’Ikke vigtig’ blev tildelt de opgaver der strengt taget bare ville komplicere tilværelsen. Fx at få en ny hæk. Javist, den gamle hæk er træls, men at få en ny ville være dyrt, arbejdskrævende og der ville gå nogle år før den opfyldte sin funktion igen.
Liste-dogmer
Prioriteringen er ikke en rækkefølge. Ja, det er vigtigere at male facadebrædder end at give børneværelset anden gang. Men hvis det regnede på den afsatte dag, gav det da god mening at sætte et par hakker ved indendørsaktiviteter. Projekterne i kolonihaven bliver nemlig tit ordnet ved at jeg ’tager’ et par timer eller en halv dagderude. Det passer mig finere end fint, men da det skal koordineres med hjemmefronen og mit arbejde uger og måneder i forvejen kan det være svært at indordne sig efter vejret eller den der dims der ikke er blevet leveret fra Silvan. Til gengæld har listen, synes jeg, holdt mig fast på at jeg ikke aktivt skal bruge krudt, tid og penge på at planlægge et enkelt udråbstegn på bekostning af en stor, fed treer.
Listen er ikke en årsplan. Jeg skal ikke nå at blive færdig inden vinter eller for den sags skyld nogensinde. Jævnfør min erkendelse af at projektmennesker som mig aldrig bliver færdige. Jeg laver en ny, når det tynder ud i punkterne på den gamle eller de bliver overhalet af virkeligheden. Faktisk er jeg ved at lave en ny nu. I hører nærmere … Jeg har dog et lønligt håb om at der med tiden vil blive færre af de alvorlige tre-stjernede det her skal vi have styr på nu-opgaver og flere af de små, sjove man kunne også male den her gul-opgaver. Umiddelbart ser den del ud til at lykkes.
Selve listen
Og nu får I simpelthen listen at se. Som den ser ud en formiddag i september mens jeg sidder i en park og venter på at et kursus skal gå i gang. De overstregede punkter er færdiggjorte projekter.
Ikke så vigtigt
Anlæg staudebed
Beskær træ
Fæld træ
Indret børneværelse
Mal badeværelse
Mal børneværelse anden gang
Mal køkkenniche
Plant ny hæk
Et udråbstegn
Fjern gammel seng
Mal døre udvendig
Mal havelåge
Mal vinduer udvendig
Monter udebruser
Reparer kalmarhegn
To udråbstegn
Fjern storskrald fra haven
Monter afskærmning til udebruser
Tre udråbstegn
Mal facaden (vi er godt i gang …)
Skift køleskabet
Som jeg kigger ned over listen med overstregninger, har vi nået meget. Vildt meget. Uden at det har føltes som en arbejdslejr (siger jeg, der slet ikke ville have noget imod at lade hverdag være hverdag og organisere en sådan, bare en uges tid. Min kæreste synes måske der har været tilløb til at det har været for meget …). Vi har forsømt det daglige havearbejde en lille smule, hvilket jo faktisk har været hele pointen, at lade de sjove opgaver vente til fordel for de presserende.
Jeg har ikke skrevet så meget her på bloggen om hvad vi går og roder med. Igen har det et stykke af vejen været bevidst: Når der ikke er tid til både at nørde og formidle, vælger jeg trods alt nørdningen til. Og så kommer der faktisk et par indlæg lidt på bagkant, blandt andet om hele sagaen om facademalingen.
Det er også tydeligt at vi er blevet bedre til at få tingene gjort. Nok mest på grund af at vores håndelag bliver bedre og bedre, og fordi vi er ‘oppe i fart’ i disse år. Men også – tror jeg – på grund af det bedre overblik. Følgende er et lidt dårligt eksempelt (det er ikke på listen, tsk tsk), men i sidste weekend satte jeg et tørrestativ op. Malede stolperne den ene dag, borede det ene hul næste formiddag og det andet om eftermiddagen – og fik stolperne i lod og monteret med en snor om aftenen. I stedet for at gå og cirkle om det, som jeg nok før ville have gjort.
