Bæredygtig hverdag

Vegetariske hverdagsretter

Tilbage i november kørte vi et forsøg herhjemme hvor vi spiste vegetarisk hele måneden. Det kan I læse om her. Det gik så godt at vi – ret udramatisk egentlig – har spist vegetarisk siden. I det store hele, i hvert fald.

Et par gange har det ikke været muligt når vi har været på familiebesøg i provinsen. Et par gange da jeg var helt nygravid, gik jeg proteinkold i så dramatisk grad at intet andet end krydret kød kunne hale mig tilbage fra afgrundens rand (mødre vil vide hvad jeg taler om …). Og så var der den forårsdag da min kæreste og jeg slendrede ud i det blå, hånd i hånd og nyforelskede, købte pølsehorn hos en bager og først en uge senere kom i tanker om at – ups – det gør vi egentlig ikke mere.

En lille men tilbagevendende udfordring er dog at finde på hvad vi skal have til aftensmad. Ligesom jeg har indtryk af at det er for mange andre. Vi har det med at cykle rundt i de samme retter.

Derfor har jeg samlet de vegetariske hverdagsretter vi har i rotation. Mest for at anspore vores egen haltende kreativitet, men I andre må selvfølgelig gerne lade jer inspirere. Links til opskrifter hvor jeg har et.

Vegetariske hverdagsretter

De lette

  • Rugbrød med pålæg – med æg, hummus, hytteost, almindelig ost, gnavegrønt osv
  • Pitabrød – med div. grøntsager, tun, feta og ‘faux meat’
  • Nye kartofler, gnavegrønt, smørsovs og de der færdiglavede ‘bøffer’ der lader som om de er cordon bleu’er
  • Burgere med røsti
  • Blendede grøntsagssupper af enhver art. Kartoffel-porre er en
  • Hjemmelavet pizza – denne brøddej med rester af noget bologneseagtigt, ost og kartofler

Pastaretter

  • One pot pasta – opskrift her. Vi udskifter chorizo med et par solide skefulde soltørrede tomater, oliventapernade og et drys røget paprika
  • ‘Klassiker’ – pasta, stegte svampe, tomatsovs, gnavegrønt og riveost
  • Jack-bolognese – opskrift her

De østasiatiske(ish)

  • Ramensuppe – opskrift her
  • ‘Sushi-bowl’ – ris, grønt, edemame-bønner, rejer, soyasovs og sushi-ingefær

De indiske(ish)

  • Ferskenkarry med kikærter – Opskrift her. Med yoghurt, ris, brød og agurk
  • Matar paneer – opskrift her. Vi bruger haloumi i stedet for paneer. Med yoghurt, ris, brød og agurk
  • Butter paneer – opskrift her

De tunge

Hvad skal vi mere prøve? Forslag modtages!

I øvrigt

I øvrigt #61

  • Fik jeg det forjættede andet stik her til formiddag. Og jeg kan næsten ikke rumme hvor rart det bliver ikke at skulle bekymre mig om afstand og kviktest og om den der kriller i halsen bare er lidt sen pollenallergi eller om det der smittetilfælde på min kærestes arbejde i sidste uge alligevel er rislet gennem revnerne og nået frem til mig.
  • Nåede jeg op på 18 kviktest
  • Har jeg ingen anelse om den halvanden meter høje, voldsomt piercede og efter udseendet at dømme 14 år gamle humørbombe der vaccinerede mig, var en mand eller en dame. Men vedkommende var helt høj over at vi delte fødselsdag, og det er jeg egentlig også!
  • Krydser jeg virkelig fingre for at undgå de værste ‘andet stik på andendagen’-gener. Min krop er udfordret nok i forvejen, og man kan ligesom ikke lægge sig dobbelt på sofaen.
  • Er vores nærmeste vaccinationscenter i Ballerup, og da jeg alligevel var herude, bruger jeg lige en time på terrassen i kolonien. Her kan jeg så i silende regn meditere over at det kan være sæsonen er slut for i år. Sensommeren plejer at være desserten ved det hele, den årstid hvor alt det man troede man skulle ordne og opleve i løbet af sommeren, rent faktisk sker. Men vejret, min ryg, diverse praktik og min kærestes noget hermetiske arbejdsskema har sgu rottet dig sammen.
  • Insisterede jeg på at vi blev hjemme i sidste weekend for at prøve at komme til bunds i den der praktik. Og vi nåede intet. Til gengæld har den ene knude efter den anden pænt løst sig i løbet af ugen, så måske var det alligevel godt givet ud.
  • Har et nabopar tilbudt at tage sig af Musen hvis vi pludselig skal på hospitalet midt om natten og jeg er så taknemmelig at jeg kunne tude.
  • Er jeg sgu lidt udfordret over ham min Mus for tiden. Han er vred. På mig. Og giver udtryk for sin vrede ved at råbe ad mig, kommandere med mig, hive i mig, slå fast at ‘det’ er min skyld. Hvilket han kan have ret i på det abstrakte plan, men sjældent det konkrete. På højeste volumen, uophørligt og med skærebrænderstemme. Det er fandme hårdt! Og svært at navigere i når vi på den ene side er i ‘det er en fase’-land og et eller andet sted godt forstår den grundlæggende psykologi. Han har altid haft svært ved opbrudsstemning, og det skal jeg da lige love for han oplevet nu. På den anden side er han stor nok til at formulere noget der er svært at lade gå ind af et øre og ud ad det andet, og min kapacitet for upåvirkethed er ikke på toppen. I stille stunder er han selv ret ked af situationen – og betegner den som en bakterieinfektion der har indtaget ham! Gode råd modtages! Mit bedste trick er pt at sætte nogle gode lange tegnefilm på om eftermiddagen. Så kan vi da forliges så længe!
Bæredygtig hverdag

Strøtanker fra en andengangsgraviditet kilet ind mellem corona, hverdagspraktik og en krop der ikke helt gider

  • Jeg har åbenbart groet en præmiemave som folk roser på gaden og som næsten giver sygeplejersken hos min læge tårer i øjnene af rørelse. Det forsamlede team hos tandlægen lavede nærmest bølgen den anden dag og glemte helt at brokke sig over det med tandtråden. Hvad kan jeg sige? På skalaen fra badebold til flodhest har jeg simpelthen ramt badebolden rent!
  • Jeg *føler* mig til gengæld ret flodhesteagtig. Og har gjort det hele vejen igennem, bare i forskellige inkarnationer. Jeg sværger, tyngdekraften virker umanerligt godt hvorend jeg går og står. Hvilket jeg så kun gør hvis jeg ikke kan finde noget at sidde på. Dertil kvalme, søvnløshed, kronisk tørst (!), tilbagevendende hovedpiner, invaliderende halsbrand, lår i skoene, et bækkenparti så blødt som smør og en masse andet der er kommet og gået. Og træthed. Konstant tæthed på nu ottende måned. “Man kan se du har det *godt*”udbrød den mavebegejstrede tandlæge den anden morgen, hvor jeg i tilgift havde tudet i to timer efter en skidt aflevering i børnehaven … “maybe I’m born with it, maybe it’s Maybeline!”
  • Min første barsel-uden-barn føltes uendelig. Mest på den gode måde. Jeg afsluttede en lille freelance-ting. Fulgte et kursus over seks gange. Dyrkede yoga. Samlede møbler og købte brugte dimser i fjerne forstæder. Denne gang: not so much! Ovennævnte skavanker efterlader mig med Max to gode timer om formiddagen og måske en enkelt efter middagsluren. De timer bliver i det store hele ædt op af hospitalsaftaler, egne og afkoms, og en nærmest absurd mængde øvrig livslogistik. Hovedsageligt forsøg på at overtale håndværkere til at rykke os frem forrest i ordrebogen. Bare en hundrede pladser eller så. Den vordende storebror er måske nok ude over den decideret plejekrævende alder. Til gengæld er han en vedholdende kommunikator (!) og, tja, det tager sgu også en del mentalt krudt. Vores fælles ferie lå desuden inde i min barsel, hvilket jeg stressede en del over på forhånd. Det gik fint, på mange måder, men jeg var nødt til at lægge bånd på redebyggerinstinktet og anerkende at de to andre mennesker i husstanden *virkelig* trængte til at slappe af og have det sjovt. Og her står vi, tre-fire uger før baby med tyve nyvaskede stofbleer og … ikke så mange andre reelle hak på to do-listen.
  • Vinter og forår forsvandt i et dusin forskellige nytænkninger af bibliotekstilbud i en coronatid. Og et par nytænkninger af børnehavetilbudet. Da jeg gik på barsel kunne jeg lige nå fire gange gymnastik hos APA sammen med nogle skønne damer der kun var halvt så langt henne og havde hele pakken af fødselsforberedelse og opfølgende træning foran sig. Det kunne jeg ikke nå, og det er jeg egentlig lidt ærgerlig over.
  • Min første graviditet var heller ikke lutter lagkage, nu jeg lige mediterer over det. Jeg følte jeg var i det forkerte job (det var jeg), var havnet i den forkerte forstad (det var jeg ikke), og var bange for at måtte give afkald på alt hvad jeg syntes var sjovt (det måtte jeg ikke, i hvert fald ikke permanent).
  • Det fylder ustyrligt meget for mig at vi ikke har en skudsikker barnepigeplan for min søn til når fødslen går i gang. Vi har adskillige lovninger på hjælp ‘hvis det passer ind’ og ‘hvis vi overhovedet kan’ og ‘hvis det kan klares før/efter/uden om en eller anden specifik periode’. Men vi har ikke En Plan, og det kan jeg godt ligge vågen over om natten.
  • Corona har nok haft større indflydelse på vores netværk end jeg længe gik og troede. Jeg havde sådan en fatalistisk tro på at når jeg alligevel mest ‘så’ mine veninder i elektronisk form, og vores familier alligevel bor langt væk, så ville en bette nedlukning nok ikke gøre den store forskel. Men der har indsneget sig en vis metaltræthed i messengertrådene. Man (herunder jeg) glemmer at ringe. Jeg fornemmer at folk har behov for at sætte iltmasken på sig selv først. Igen os selv inklusive: vi er inde i en absurd stime af sygdom og død i familierne ovre vestpå, men tager jo heller ikke derover hver weekend. Og så er der hele den der ring udenom af potentielle parvenner på vejen og mulige barnepigeemner blandt kollegers børn og seje damer jeg godt ku’ holde ud at drikke en kop kaffe med. Det projekt er lidt akavet at køre igang efter halvandet års tomgang, synes jeg.
  • Min store søn er på den ene side totalt klar og næsten rørende moden omkring sin kommende status. Og lidt af en prøvelse. Han snakker med lillebror i maven, styrer mig rundt som et periskop med åben mund, så han kan se med (giver mening når man er der …) og har lange lister over ting han skal lære fra sig. Den sidste del har jeg faktisk nedtonet lidt efter en samtale om at små brødre kan være lidt trælse fordi de tager forældrenes tid, hvor han – helt forhåndsudmattet – udbrød at det jo var *ham* der fik travlt med alt det han skulle lære fra sig! På den anden side lader han mig ikke gå fem skridt ud i køkkenet efter saltet uden at være med, afleveringer er rigtig svære, og han har nogle nærmest Wagnerske raserianfald hvor han fx retter mit sprog eller instruerer mig i at vaske hænder ordentligt. Litteraturen fortæller mig at den slags skyldes vage og eftergivende forældre, men jeg tænker det i lidt bredere forstand handler om at han kan mærke fundamentet ryste. (Jeg nægter at definere mig selv som eftergivende. Faktisk plejer min kæreste at definere Musens og mine sammenstød som ‘immovable object meets unstoppable force’. Hvilket muligvis er ligeså slemt)
  • I foråret fyldte det enormt i mit hovede om min søn nu havde det godt (nok) i børnehaven, om han havde venner (nok), om han kom til at klare sig godt (nok). Jeg kunne se og høre mig selv udfritte ham på en måde der lidt for tydeligt afslørede det ‘rigtige’ svar, og netop derfor aldrig førte til et rigtigt, ærligt svar. I hvert fald ikke et der var definitivt nok til at udfylde mit bekymringhul. Til sidst tog jeg en samtale med en børnepsykolog med speciale i begavede og sensitive børn for at få lidt sparring. Det var godt givet ud, og hun var ikke bekymret. Ikke for ham i hvert fald.
  • Jeg tog også en samtale med Herlev Hospitals ammevejleder. Hvilket kan anbefales, hun virkede både kompetent og empatisk. Og pragmatisk, hvilket var vigtigt for mig. Mit første ammeforløb strakte sig over fem dages reel amning og lige så lang tids intens smerte, nogle ydmygende samtaler med Rigets hotline, et par brystvorter der faldt af i badet, en uges genindlæggelse med drop, en kræftpakke (pga store uudtømte mælkeknuder) og fire års forsøg på at overtale min dybt traumatiserede kæreste om at det gjorde vi da lige igen. Så jeg havde dels behov for at blive bekræftet i at sådan bør det ikke gå (det blev jeg) og i at det er ok at trække i nødbremsen og finde flaskerne frem fra loftet hvis det føles bedst (det blev jeg også).
  • Om et par dage skal jeg til jordemoder og tale om mine ønsker for fødslen. Og jeg har helt ærligt ikke de vilde holdninger til emnet bortset fra at jeg håber den får en ende og resulterer i et raskt barn. Til gengæld har jeg en lillebitte drøm om denne gang at få lov at opleve de der par tågede uger i sofahjørnet med et spædbarn ved brystet (eller flasken …) som jeg har hørt om men gik glip af sidst. Det går nok uden, men jeg gad godt prøve det.

Opskrifter

Chili sin carne med chokolade – opskrift så der er til hele ugen

chili sin carne med chokolade
Verdens lækreste chili sin carne – her med ris, chips og en klat yoghurt, men den er også lækker i wraps, med bagte kartofter eller med guacamole og noget grønt.

På utallige opfordringer (hovedsageligt mine …) kommer her min kærestes opskrift på chili sin carne. En opskrift som han har finpudset og justerer gennem årene og som, efter min ikke helt uvildige mening, efterhånden er noget nær perfekt.

Vær advaret, denne version af chili sin carne tager lidt tid at lave. Især hvis du bruger tørre bønner, mere om det neden for. Den kræver en del ingredienser. Men altså, fortvivl ej hvis der mangler et eller andet, den kan sagtens varieres. Og der bliver meget! Til en hel indflytterfest, til fryseren eller som forberedelse til en af de der uger hvor det hele ramler. I de tilfælde laver vi den om søndagen og varierer så med ris, wraps, bagekartofler, pitabrød og hvad vi ellers finder på, i løbet af ugen.

Man kan selvfølgelig også bare halvere opskriften.

Til gengæld rammer den det perfekte niveau af intens smag uden at være stærk. Den er cremet og mushy og ikke vandet som chili sin carne godt kan være det. Og ikke-vegetarer opdager slet ikke at de går glip af noget.

I opskriften nedenfor bruges bønner på dåse. Det er lidt nemmere men ikke helt så lækkert. En dåse indeholder cirka 250 g bønner. Hvis du bruger tørre bønner, skal der bruges cirka det halve. De skal stå i blød natten over og koges cirka en time (eller hvad der står på pakken). Vi plejer at sætte dem i vand lørdag aften, koge dem søndag formiddag (og det her er en rigtig søndagsret) mens vi hænger over morgenmaden og så have dem klar til at putte i chili sin carnen om aftenen.

Chili sin carne

Forb. tid 30 min
Tilb. tid 30 min
Samlet tid 1 t
Ret Hovedret
Køkken Flexitar
Antal 12

Ingredienser
  

  • 1 stort skvæt olie
  • 2 løg finthakkede
  • 6 fed hvidløg hakkede eller pressede
  • 1 middelstærk chili finthakket
  • 2 tsk spidskommen
  • 1 tsk kanel
  • 2 tsk tørret koriander
  • 1 tsk chiliflager
  • 2 tsk røget paprika
  • 3 gulerødder revne
  • 3 stængler bladselleri finthakkede
  • 2 peberfrugter finthakkede
  • 2 spk tomatkoncentrat
  • 1 kop stærk kaffe
  • 2/3 dåse mørk øl
  • 2 dåser flåede tomater
  • 200 gram røde linser skyllede
  • 6 dåser blandede bønner skyllede, eller tilsvarende mængde tørre, udblødte og kogte bønner
  • 3 lauerbærblade
  • salt efter smag
  • sukker efter smag
  • 60 gram mørk chokolade hakket

Sådan gør du
 

  • Bruger du tørrede bønner, sæt dem da i blød aftenen før og kog dem efter instruktionerne på pakken. I den perfekte verden koger vi dem om formiddagen, så er det overstået.
  • Gør grøntsagerne klar: Hak løgene, pil hvidløgene, hak chilien, riv gulerødderne, hak peberfrugterne og blegsellerierne
  • Varm olien i en stor (mindst 4 liter) gryde
  • Svits løg, hvidløg og chili
  • Tilsæt spidskommen, kanel, koriander, chiliflager og røget paprika og svits lidt mere
  • Tilsæt revne gulerødder og hakkede bladselleri og peberfrugter og svits lidt mere
  • Tilsæt tomatkoncentrat og svits lidt mere
  • Tilsæt øl og kaffe og lad koge lidt ind. Drik resten af øllen, men hold kaffen tilbage til at smage til med senere.
  • Put lauerbærblade i
  • Tilsæt flåede tomater
  • Tilsæt linser og bønner. Rør godt rundt, linserne vil gerne brænde på.
  • Lad simre mindst 25 minutter, meget gerne mere
  • Smag til med salt, eventuelt sukker, et ekstra skvæt kaffe og hvad der ellers mangler.
  • Tag gryden af blusset og jævn med hakket chokolade
I øvrigt

I øvrigt #60

  • Var hjemturen fra Ærø om muligt endnu mere hæslig end udturen. Fx missede togbussen forbindelsen i Ringsted. Hvilket ikke var vildt overraskende når man så hvor kort tid der var sat af til 2 x skifte plus køretur i myldretidstrafik. Og *netop* derfor havde det været så fint hvis DSB havde forberedt et lillebitte informationsdryp om hvordan det forholdt sig med pladskrav og orangebilletter og hvor man sådan ellers kunne lede efter noget transport videre.
  • Har vi siden taget revanche med en hyggelig uge i kolonihave drysset med stilfærdige vennebesøg og et par kulturelle indslag. Det foreløbige højdepunkt var en tur til Arken i Ishøj. Det var ren optur lige fra min søn – der traditionelt set skal bearbejdes intenst i halve timer før han ser pointen med at forlade huset for fx at gå på legeplads – sagde ‘det gider jeg godt’ og gik ud og tog sko på, til samme søn fire timer senere kun kunne lokkes til et stykke kage i den glimrende café, hvis vi lovede han måtte se sin yndlingsvideoinstallation en sidste gang bagefter.
  • Må han have arvet den der sans der kan mærke kunst, fra sin far. Han *føler* også alt muligt intenst slige steder. Selv er jeg mere på det plan hvor jeg læser alle skiltene og behandler dem som små eksaminer i kulturhistorisk paratviden. Hvordan ligger årstallet fra diverse kendte krige, og hvilken etnicitet antyder mon kunstnerens efternavn? Fascinating, captain ..!
  • Har vi diskret udfaset klapvognen, og det går så godt. Vi har desuden introduceret offentlige toiletter, og det kører også, så længe vi sværger ved alt vi har kært at der ikke forekommer ‘larme-knapper’ som man kender dem fra tog-toiletter. At gå selv ind i offentlig transport arbejder vi på. Lige nu er vi på det stadie hvor han selv træder (og benægter at han gør det!) men en af os lige har en arm om maven på ham af hensyn til den bundløse slugt mellem tog og perron.
  • Forsøgte jeg at ride videre på bølgen og udbad mig at gå alene på toilettet fra nu af. Her er vi så endt på et lidt uskønt kompromis hvor sønnike står uden for døren og ‘holder øje ked om der kommer en nabo’, hvilket han så opdaterer mig på en gang i sekundet.
  • Skulle jeg lige nå en lynhurtig Kviktest mellem to busser på Ballerup Station den anden dag. Og valgte at være storsindet og ikke kap-gå mig foran de to ældre mennesker der som de eneste andre var på vej i samme retning. Kun for at opdage at de var italienere og skulle registreres og have oversat og forklaret. Hvorefter det viste sig at den ellers professionelt apatiske unge kvinde ved velkomstbordet havde italienske aner og en trang til at støve modersmålet af. Ligesom den unge mand der tog imod de færdige test men lige havde tid til en pause, også havde det.
  • Skal jeg have første stik i morgen og kan næsten ikke vente.
  • Skal jeg have andet stik to uger før termin i forbindelse med at min kæreste arbejder aften-weekend, og er lidt mere tvivlende over for det arrangement …