Opskrifter

Chili sin carne med chokolade – opskrift så der er til hele ugen

chili sin carne med chokolade
Verdens lækreste chili sin carne – her med ris, chips og en klat yoghurt, men den er også lækker i wraps, med bagte kartofter eller med guacamole og noget grønt.

På utallige opfordringer (hovedsageligt mine …) kommer her min kærestes opskrift på chili sin carne. En opskrift som han har finpudset og justerer gennem årene og som, efter min ikke helt uvildige mening, efterhånden er noget nær perfekt.

Vær advaret, denne version af chili sin carne tager lidt tid at lave. Især hvis du bruger tørre bønner, mere om det neden for. Den kræver en del ingredienser. Men altså, fortvivl ej hvis der mangler et eller andet, den kan sagtens varieres. Og der bliver meget! Til en hel indflytterfest, til fryseren eller som forberedelse til en af de der uger hvor det hele ramler. I de tilfælde laver vi den om søndagen og varierer så med ris, wraps, bagekartofler, pitabrød og hvad vi ellers finder på, i løbet af ugen.

Man kan selvfølgelig også bare halvere opskriften.

Til gengæld rammer den det perfekte niveau af intens smag uden at være stærk. Den er cremet og mushy og ikke vandet som chili sin carne godt kan være det. Og ikke-vegetarer opdager slet ikke at de går glip af noget.

I opskriften nedenfor bruges bønner på dåse. Det er lidt nemmere men ikke helt så lækkert. En dåse indeholder cirka 250 g bønner. Hvis du bruger tørre bønner, skal der bruges cirka det halve. De skal stå i blød natten over og koges cirka en time (eller hvad der står på pakken). Vi plejer at sætte dem i vand lørdag aften, koge dem søndag formiddag (og det her er en rigtig søndagsret) mens vi hænger over morgenmaden og så have dem klar til at putte i chili sin carnen om aftenen.

Chili sin carne

Forb. tid 30 min
Tilb. tid 30 min
Samlet tid 1 t
Ret Hovedret
Køkken Flexitar
Antal 12

Ingredienser
  

  • 1 stort skvæt olie
  • 2 løg finthakkede
  • 6 fed hvidløg hakkede eller pressede
  • 1 middelstærk chili finthakket
  • 2 tsk spidskommen
  • 1 tsk kanel
  • 2 tsk tørret koriander
  • 1 tsk chiliflager
  • 2 tsk røget paprika
  • 3 gulerødder revne
  • 3 stængler bladselleri finthakkede
  • 2 peberfrugter finthakkede
  • 2 spk tomatkoncentrat
  • 1 kop stærk kaffe
  • 2/3 dåse mørk øl
  • 2 dåser flåede tomater
  • 200 gram røde linser skyllede
  • 6 dåser blandede bønner skyllede, eller tilsvarende mængde tørre, udblødte og kogte bønner
  • 3 lauerbærblade
  • salt efter smag
  • sukker efter smag
  • 60 gram mørk chokolade hakket

Sådan gør du
 

  • Bruger du tørrede bønner, sæt dem da i blød aftenen før og kog dem efter instruktionerne på pakken. I den perfekte verden koger vi dem om formiddagen, så er det overstået.
  • Gør grøntsagerne klar: Hak løgene, pil hvidløgene, hak chilien, riv gulerødderne, hak peberfrugterne og blegsellerierne
  • Varm olien i en stor (mindst 4 liter) gryde
  • Svits løg, hvidløg og chili
  • Tilsæt spidskommen, kanel, koriander, chiliflager og røget paprika og svits lidt mere
  • Tilsæt revne gulerødder og hakkede bladselleri og peberfrugter og svits lidt mere
  • Tilsæt tomatkoncentrat og svits lidt mere
  • Tilsæt øl og kaffe og lad koge lidt ind. Drik resten af øllen, men hold kaffen tilbage til at smage til med senere.
  • Put lauerbærblade i
  • Tilsæt flåede tomater
  • Tilsæt linser og bønner. Rør godt rundt, linserne vil gerne brænde på.
  • Lad simre mindst 25 minutter, meget gerne mere
  • Smag til med salt, eventuelt sukker, et ekstra skvæt kaffe og hvad der ellers mangler.
  • Tag gryden af blusset og jævn med hakket chokolade
I øvrigt

I øvrigt #60

  • Var hjemturen fra Ærø om muligt endnu mere hæslig end udturen. Fx missede togbussen forbindelsen i Ringsted. Hvilket ikke var vildt overraskende når man så hvor kort tid der var sat af til 2 x skifte plus køretur i myldretidstrafik. Og *netop* derfor havde det været så fint hvis DSB havde forberedt et lillebitte informationsdryp om hvordan det forholdt sig med pladskrav og orangebilletter og hvor man sådan ellers kunne lede efter noget transport videre.
  • Har vi siden taget revanche med en hyggelig uge i kolonihave drysset med stilfærdige vennebesøg og et par kulturelle indslag. Det foreløbige højdepunkt var en tur til Arken i Ishøj. Det var ren optur lige fra min søn – der traditionelt set skal bearbejdes intenst i halve timer før han ser pointen med at forlade huset for fx at gå på legeplads – sagde ‘det gider jeg godt’ og gik ud og tog sko på, til samme søn fire timer senere kun kunne lokkes til et stykke kage i den glimrende café, hvis vi lovede han måtte se sin yndlingsvideoinstallation en sidste gang bagefter.
  • Må han have arvet den der sans der kan mærke kunst, fra sin far. Han *føler* også alt muligt intenst slige steder. Selv er jeg mere på det plan hvor jeg læser alle skiltene og behandler dem som små eksaminer i kulturhistorisk paratviden. Hvordan ligger årstallet fra diverse kendte krige, og hvilken etnicitet antyder mon kunstnerens efternavn? Fascinating, captain ..!
  • Har vi diskret udfaset klapvognen, og det går så godt. Vi har desuden introduceret offentlige toiletter, og det kører også, så længe vi sværger ved alt vi har kært at der ikke forekommer ‘larme-knapper’ som man kender dem fra tog-toiletter. At gå selv ind i offentlig transport arbejder vi på. Lige nu er vi på det stadie hvor han selv træder (og benægter at han gør det!) men en af os lige har en arm om maven på ham af hensyn til den bundløse slugt mellem tog og perron.
  • Forsøgte jeg at ride videre på bølgen og udbad mig at gå alene på toilettet fra nu af. Her er vi så endt på et lidt uskønt kompromis hvor sønnike står uden for døren og ‘holder øje ked om der kommer en nabo’, hvilket han så opdaterer mig på en gang i sekundet.
  • Skulle jeg lige nå en lynhurtig Kviktest mellem to busser på Ballerup Station den anden dag. Og valgte at være storsindet og ikke kap-gå mig foran de to ældre mennesker der som de eneste andre var på vej i samme retning. Kun for at opdage at de var italienere og skulle registreres og have oversat og forklaret. Hvorefter det viste sig at den ellers professionelt apatiske unge kvinde ved velkomstbordet havde italienske aner og en trang til at støve modersmålet af. Ligesom den unge mand der tog imod de færdige test men lige havde tid til en pause, også havde det.
  • Skal jeg have første stik i morgen og kan næsten ikke vente.
  • Skal jeg have andet stik to uger før termin i forbindelse med at min kæreste arbejder aften-weekend, og er lidt mere tvivlende over for det arrangement …
Bæredygtig hverdag

Men ellers er jeg ret glad for at rejse med det offentlige …

Vi er på ferie. Ærø igen-igen. Vi hygger. Bader. Spiser is. Ser på færger. Kysser og har opdaget, eller måske i virkeligheden genopdaget, glæden ved at goofe rundt til høj musik hele familien. Jeg er ret sikker på vi har gjort det før, hvorfor mon vi holdt op?

I går aftes svømmede jeg lidt, alene, under en ferskenfarvet himmel der blendede horisontløst over i blikfarvet, ubevægeligt vand, og jeg er dybt taknemmelig for oplevelsen.

Turen herover var … mindre genial.

Min søn crashede gevaldigt på vej hjem fredag eftermiddag efter et par uger hvor rutinerne i børnehaven på godt og ondt har været brudt lidt op i sommervarmen. Min kæreste har jongleret fire menneskers opgaver den sidste måneds tid, mens han har skubbet private forpligtelser og halve planer (hækklipning, indkøbet af et par shorts, pakning …) foran sig indtil de lå i en helt uoverskuelig bunke der fredag eftermiddag, hvor der også var noget vaccine-sløjhed og en gammel men hårdnakket løbeskade ind over.

Jeg selv formåede at vride eftertrykkeligt om på foden på vej til gravidgymnastik torsdag og var herefter endnu mere sofa-bound end normalt. Hvis jeg skal være helt ærlig kunne jeg heller ikke helt overskue at skulle ud af den barselsboble, jeg har bøvlet lidt med at finde ind i.

Vi skulle nok bare have sat barren lavt og ædt noget takeaway. I stedet vrissede vi på uværdig vis og besluttede at gennemgå lørdagens rejseplan. Kun for at opdage at den var komplet urealistisk. Jeg ved simpelthen ikke hvad vi har tænkt. Mere vrissen førte til deciderede skænderier, en delvist søvnløs nat og en ny rejseplan hvor vi skulle træls tidligt afted.

Morgenen gik egentlig ok. Togturen ditto, indtil vi nåede Ringsted og skift til togbus. Hvem end der har udtænkt at x antal hundrede passagerer med sommerferieoppakning, spædbørn, bedstemødre og små hunde kan overføres fra tog til bus på fem minutter, har forregnet sig. Systemet med at man smider sin oppakning under en given bus for så at stille sig i kø i håb om at kunne få plads i denne bus i konstant bevidsthed om at man også kan blive bedt om at excavere sin baggage og prøve lykken ved næste bus, er unødigt konfliktoptrappende. Intet ved arrangementet virkede gennemtænkt fra et coronasmittesynspunkt.

I Korsør gentog gedemarkedet sig, bare omvendt.

Da vi sad i toget, tjekkede min kæreste rejseplanen igen, og opdagede at vores tog videre fra Odense var aflyst.

Hvad gør vi?, spurgte jeg. Går i blind panik, svarede han. Her følte en tilfældigt forbipasserende billetkontrollør sig så kaldet til at belære ham om at det *aldrig* kan betale sig at gå i panik. *Meget* bedre at se lyst på mulighederne og få det bedste ud af situationen. Jo tak. Jeg spurgte hende om hun kunne se nogen muligheder for at vi kunne nå vores færge i Svendbog, men det kunne hun nu ikke. Min kæreste så helt vild ud i øjnene mens han med de sidste rester af sin rationelle hjerne sammensatte en dobbeltplan: *Enten* kunne vi slå hundredemeterrekorden i sporskifte på Odense og nå færgen i Svendborg. *Ellers* kunne vi tage et tog tilbage til Nyborg, tage bussen til Svendborg og *så* forsøge os med hundrede meter hæk i retning af færgen.

Vi nåede det i Odense. Min kærestes løbeskade havde ikke godt af hverken terrænet, hastigheden eller at være nødt til at bære en fireårig tværs gennem stationen. Min ankel var på størrelse med en hamburgerryg. Til gengæld vaskede adrenalinet og den fælles had til hende den hellige billetdame de sidste rester af misstemning bort. Der var tid til kaffe i Svendborg. Vegetarretten på færgen var fritter, så det gav lissom sig selv. Sønnikke der havde taget alt i den stiveste af arme, insisterede på at sidde for sig selv i bussen til Søby, faldt ned af dette sæde og slog knæet noget så gevaldigt.

Så var vi fremme. Købte noget Dolmio. Hoppede i havet. Det virkede.

Kolonihaveliv

Om at se muligheder mellem skvalderkålen

Kolonihaven ligner noget der er løgn. Og her taler jeg ikke en gang om huset der stadig kun er nærved og næsten-sort, og stadig har en ydervæg dækket af presenning. Jeg har egentlig altid se lidt ned på folk der tyede til presenning (få dog tingene fixet!), men oh how the mighty have fallen! Sådan må det være mens det indledningsvis så medgørlige forsikringsselskab får tænkt færdig og verdens flinkeste tømrer langsomt mister tålmodigheden.

Næh, jeg taler om have-haven som virkelig ligner noget fra en senere sæson af The Walking Dead lige nu. Ukrudtet vokser knæhøjt, bede står halvtomme. Enten fordi de aldrig er blevet plantet til eller fordi det der en gang groede, er dødt og borte. Mine ellers nogenlunde gennemtænkte beplantningsplaner blev gemt og glemt i coronaperiodens uvished og afventen. De sidste par års ret ekstreme vejr kombineret med en nådesløs jordbund og en uforfærdet hær af snegle, har taget livet af meget af det allerede etablerede. 

At vende skuden nu vil kræve en jætteindsats, og en sådan er jeg ikke i stand til at yde lige nu, hvor min krop er gået i graviditetsstrejke. Der er ikke noget der kan tage toppen af trangen at omstikke komposten eller omlægge et bed som erkendelsen af det i så fald bliver det eneste jeg kommer til at foretage mig de næste tre dage.

Men ved I hvad, siden jeg havde min heureka-indsigt sidste sommer om at tænke på kolonihaven som et sommerhus, gør det faktisk ikke så meget. 

“Så sælger I vel?” var naboens første og eneste kommentar da hun opdagede at jeg var gravid, udtalt med en vis sortseerisk forventning. Måske var hun bare grebet af stemningen. Af de syv huse på stien er tre til salg – herunder hendes eget – og yderligere et er vist bare efterladt til at forfalde.

Jeg skal indrømme at jeg i løbet af vinteren overvejede om det ville give mere mening at sælge og få sig et rigtigt sommerhus. Og måske ville det faktisk give mening at *have* et sommerhus. Men at *anskaffe* et – altså sælge kolonien, spare sammen eller låne, researche områder og lægge rejseplaner, indrette sig på ny, fixe det der uvægerligt skal fixes – den proces gør ikke, set i lyset af at vi lige nu har noget der *næsten* er perfekt.

Så nu bruger vi de sparsomme kræfter på at få den skide pressening (!) væk og lader falde hvad ikke kan stå i haven. Det der kan stå (som i at det stadig lever når jeg er færdig med at være gravid og ude af de værste barselståger) kan vi nippe lidt af sammen med ungerne i pauserne mellem boldspil og vandplaskeri og søndagsbunker. Jeg tænker bærbuskene og frugttræerne, som efterhånden er vokset godt til, og et bed eller to med de absolut mest hårdføre af bladgrøntsagerne og krydderurterne. Min kæreste drømmer – viser det sig – om et drivhus med en vinranke og et cafésæt.

Næste skridt er at tegne en egentlig haveplan, sådan at de forskellige musekridt vi tager, kommer til at pege i den rigtige retning.

Søndagsbunke er for øvrigt min kærestes ord for det fænomen når hele familien falder i søvn eller noget der ligner midt i dyner og puder og kiksekrummer ud på eftermiddagen en planløs regnvejrssøndag. Det er skønt, og jeg nyder det meget mere nu hvor hvert minut ikke trækkes fra min hårdt spændte havetid.

Jeg går selvfølgelig stadig i haven, ti minutter hist og pist. Jeg gør det bare oftest i rækkehushaven i løbet af ugen. Fordi det, lettere kontraintuitivt, er meget lettere at finde tid i hverdagen end i weekender og ferier. Og fordi kroppen er meget mere medgørlig når det hele ikke skal gøres på en halve tid og på én gang.

Jeg skrev det her lørdag aften. Søndag var der så nye beboere i to af de handlede huse. Nye entusiastiske kolonister der ordnede have som gjaldt det livet og os gamle der alle sammen liiige måtte forbi og hilse på og sige velkommen. Det var helt festligt! Energien forplantede sig helt ind i plantesmilets have, hvor der både blev slået græs ryddet op i et par bede.

Min kæreste, der har et øje for forfaldsæstetik, agerede fotograf for et par uger siden 🙂

I øvrigt

I øvrigt #59

  • Har jeg haft sommerferie i et døgns tid. En sommerferie der kommer til at køre direkte over i noget barsel.
  • Har jeg det som en af de der racerbiler der er designet til at bryde sammen umiddelbart efter de krydser målstregen. Målstregen i det her billede værende en høj skrænt og racerbilen havende kørt det sidste stykke vej med speederen i bund mens føreren desperat trak i håndbremsen. Det jeg prøver at sige er at jeg er træt. Og lidt fucked up. Og lidt har glemt hvordan man sover.
  • Har jeg fedtet rundt i nogle store uoverskuelige projekter på arbejde det seneste halve års tid. Stærkt hæmmet af nedlukninger, genåbninger, samarbejder på tværs af alle tænkelige skel, og det faktum at jeg det meste af tiden ikke forstod en bønne. Jeg var godt i gang med at overlevere de magre resultater til en kollega, da han besluttede at gå på pension. Jeg har ikke turdet spørge om der var sammenhæng … Og det korte af det lange blev at en masse mennesker fik to uger til at ‘plukke min hjerne’ og komme i land efter bedste evne. Den gode nyhed er at vi dælme kom tæt på noget der ligner noget. Den dårlige at der ikke er meget tilbage at plukke på mit mentale kyllingeskrog.
  • Nåede jeg også lige et par uger tilbage på kontoret med den energi og det kammeratskab vi har der. Og kan næsten ikke bære at skulle undvære det allerede igen.
  • Kommer jeg ikke til at savne alle krumspringene for at få biblioteksbrugere til at holde afstand. Alt hvad vi har forsøgt af skiltning og plexiglas og strategisk parkerede bogvogne har været et stort nederlag til nudging- teorien, kan jeg oplyse.
  • Hader jeg at være dén. Den uvaccinerede-men-i-risikogruppe der er årsagen til at andre stadig skal tage hensyn. Hvilket de så i stor stil ikke gør. Hvilket jeg jo egentlig godt forstår.
  • Tager jeg min søn med til Jylland tidligt i morgen på et længe udsat bedsteforældrebesøg. Og det skal da nok blive godt, men lige nu føles det også ret meget som at tage en for holdet. Holdet værende bedsteforældrene, min søn og ikke mindst min kæreste, der har lagt et stramt men realistisk program der veksler mellem kulturindtag og ditto -produktion.
  • Installerede mine forældre, da de løb tør for køkkener og badeværelser at renovere og staldlænger at inddrage, bevægelsesfølsomt lys i det meste af huset. De synes det er praktisk. I min nuværende forvågede og nattepissende tilstand tænker jeg mest på det som at bo i en af de der mareridtsagtige moderne krimier hvor alt det vigtige sker i parkeringskældre og hvor lysstofrørene pludselig tænder og så finder de er lig.
  • Er min søn et … sært … sted. Han har skiftet stue i børnehaven til den ældste gruppe, hvilket går ret godt. De ser ham lidt bedre, synes jeg. Desuden har han taget et ordentligt ryk i retning af selvhjulpenhed, har fået en bedsteven, og er uendeligt tæt på at knække bogstavkoden. Bagsiden af medaljen? Han er ret … vred!
  • Er jeg til min egen store overraskelse blevet smittet af fodboldfeberen. Jeg er lidt rørt over at min kæreste, der ikke kan fordrage spillet og decideret afskyr kulturen omkring det, har tilbudt at putte på ‘min’ aften så jeg kan se kamp i aften.
  • Efterlader hele studentercirkusset mig til gengæld ret kold. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på hvor mange på hver vogn der i deres inderste indre ønsker sig langt væk …