Opskrifter

Flexitar-bolognese med linser, bacon og ekstra umami

Denne opskrift på flexitar-bolognese med linser er udviklet med det erklærede mål at lave en ‘kødsovs’ *næsten* uden kød men med masser af umami-smag. Det lillebitte stykke bacon får derfor opbakning af både svampe, soltørrede tomater, tomatpuré og rødvin. Øvelsen er lykkedes ret godt, hvis jeg selv skal sige det! Den er i hvert fald lidt af en favorit her i huset, også hos min søn der kan være lidt kritisk. Vi har også ofte serveret bolognesen for inkarnerede kødspisere, og jeg tror såmænd ikke de har oplevet at gå glip af noget.

Konsistensen bliver bedst hvis man bruger grønne linser. Så er der lidt at bide i. Hvis du kun har de røde skabet, går det dog også, så skal retten bare koge knap så længe. Har du delikatesse- eller belugalinser, skal den have længere, men smager vældig godt.

Gulerødderne og bladsellerien skal i små bitte tern. Det giver den bedste konsistens selv om det unægteligt tager en krig. Har du kun tid til at rive gulerødderne, går det såmænd også. Konsistensen bliver bare lidt mere splattet. Grøntsagerne kan skiftes ud eller suppleres med alt godt fra grøntsagsskuffen. Rødbeder fungerer fx fint, de giver bare sovsen en ret så blodig kulør …

Flexitar-bolognese med linser tager lidt tid at lave. Sæt gerne en time af, alt efter hvor hurtig du er ved snittebrættet. Til gengæld bliver der nok til gæstemad eller til flere dage. Vi plejer at spise af den tre mennesker to aftener i træk og stadig have rester enten til madpakker eller oven på en pizza.

Server med pasta, parmesan eller det der ligner, og et eller andet grønt.

Flexitar-bolognese med linser

Flexitar-bolognese med linser, bacon, grøntsager og masser af umami-smag.
Forb. tid 30 min
Tilb. tid 30 min
Samlet tid 1 t
Ret Hovedret
Køkken Flexitar
Antal 8

Ingredienser
  

  • 1 lille blok bacon 100-200 gr
  • 1 løg revet eller finthakket
  • 1/2 bakke champignon fintsnittet
  • 2 spk soltørrede tomater hakket hvis ikke de er det i forvejen
  • 1 dl vin Rødvin er bedst, hvidvin fungerer også
  • 2 spk tomatpure
  • 2-3 gulerødder helst i små terninger, det giver en god struktur
  • 3-4 stilke bladselleri i små terninger
  • 2 kartoner flåede tomater
  • 400 g grønne linser
  • Salt, peber og lidt surt

Sådan gør du
 

  • Skær baconet i så små stykker som du gider. Småt er godt!
  • Riv eller hak løget, snit champignonerne fint og hak de soltørrede tomater, hvis ikke de er det i forvejen.
  • Svits baconstykkerne ved svag varme til de begynder at svinde ind
  • Svits løg, champignon og soltørrede tomater sammen med baconstykkerne til svampene har afgivet væde og suget den til sig igen. Det kan godt tage 15 – 20 minutter
  • Imens kan du snige dig til at hakke eller rive de andre grøntsager fint
  • Tilsæt de finthakkede grøntsager og svits et minut eller to
  • Tilsæt tomatpure og svits lidt mere
  • Tilsæt vin og lad det koge ind
  • Skyl linserne og tilsæt dem sammen med de hakkede tomater
  • Lad simre i mindst 20 minutter og gerne mere. Rør rundt en gang imellem og tilsæt måske lidt mere vand.
  • Smag til med salt, peber og surt
Lidt af hvert

I øvrigt #58

  • Faldt et par lidt slidte personager på Ballerup Station pladask for min søn, da han og jeg var på vej i kolonien for et par uger siden. Indgangsreplikken var: “Du er rigtig på tur med farmor, hva!”.
  • Masede en mand sig med i elevatoren da jeg fredagen efter skulle … et eller andet … også med min søn. Han udbredte sig længe og forvirrende om “Det der blik i børnenes øjne fredag eftermiddag når de er afleveret til bedsteforældrene og den står på forkælelse hele weekenden”. Vi var næsten oppe før det gik op for mig at jeg var ‘bedsteforældrene’ i sammenhængen ..!
  • Stod jeg ugen efter ude foran børnehaven i totalt kaos, silende regn og – indrømmet – mundbind, duggede briller og regnhætten godt nede i panden. Efter 15 minutter fik jeg øjenkontakt med en pædagog som undskyldte ventetiden med at hun “Endnu ikke kendte alle bedstemødrene på de andre stuer …”.
  • Er jeg muligvis ved at få en åreknude på mit ene ben.
  • Klappede en kollega fra en meget fjern gren af organisationsdiagrammet mig på maven den anden dag, uden varsel eller indledende bemærkninger. Jeg for sammen og blev helt mundlam. “Nå nej, smilede hun. Man må ikke røre ved folk for tiden” Forkert. Man må bare ikke klappe fremmede på maven ude at spørge først!
  • Har min kæreste fået tid til vaccinationer.
  • Hjalp jeg en mand på biblioteket der rockede mundbind, to lag briller (sol- og almindelige) og høreapparater.
  • Får min kæreste en del ting leveret med posten. (Anmelder)business og pleasure. Førhen hentede han i postafhentningen i Kvickly. Nu henter han på tyve forskellige lokaltioner rundt om i Storkøbenhavn. Efter tyve forskellige reglesæt og med tyve forskellige kommunaktionsveje. Næsten. Det er i hvert fald en reel stress-faktor i hverdagen. Den anden dag holdt han status over sedler, beskeder og diverse bestillinger og fandt en overskydende seddel, der så ikke kunne veksles til en pakke i Vangede som den ellers antydede men via en eller anden app kunne matches med en kiosk i udkanten af Bagsværd og en pakke på 15 kilo. Så det var dér den plæneklipper var blevet af!
  • Lykkedes det os i helt uhørt grad at få tingene til at gå op i en enhed fredag eftermiddag. Min kæreste stillede med den magiske app, jeg med barn og ladcykel, pakken blev hentet, fredagsslik købt ved samme lejlighed, maskinen samlet, græsset slået, jeg ordnede have, sønnikke legede ‘far slår græs’ med den virkelig klamme men højtelskede dukkevogn han fik af naboen, og på skift gik vi ind og forberedte lidt til den hjemmelavede pizza. Det regnede ikke engang. Så tabte græsslåmaskinen det ene hjul.
I øvrigt

I øvrigt #57

Stationen i Brede, regnvåd
  • Har min søn siden jul, efter tur og med overlap, kastet sin frådende og altopslugende interesse på: 1) solsystemet 2) vulkaner 3) dinosaur og andre fortidsdyr. Vi har læst bøger. Set YouTube. Forsøgt at besvare uendelige hvorfor-kæder til langt efter sengetid. Og så, siden sidste weekend, stod viseren på lokaltog. Helst dem der kører på el. Tak.
  • Skulle han da have lov at se et lokaltog! De kører fra Lyngby. Hvad kan gå galt? Lidt af hvert kan gå galt. Fx var jeg lige ved ikke at få ham hentet i børnehaven fordi jeg var dejset i dødlignende søvn på sofaen. Så regnede det. Meget. Så bad jeg – fornuftigt nok, i udgangspunktet – om han lige kunne tisse af i børnehaven. Børnehaven hvor jeg stadig ikke må sætte min fod, men igennem døren til hvilken jeg overhørte et omfattende sigtemæssigt uheld der gennemvædede underbukser, lange bukser, strømper, regnbukser og kasket (hvordan?). Efter en halv times episk pædagogindsats fik jeg udleveret en totalomklædt og afvasket (og aftisset …) dreng og en dryppende pose vasketøj. Men vi kom da afsted, slemt forsinkede. Konstaterede at toget kørte på benzin og Brede nok er pænere i tørvejr. Aftalte at gøre det hele igen snart.
  • Skal jeg ikke helt afvise at jeg kunne have fundet på at kramme regnbukser tørre med noget papir og bruge dem bare den ene eftermiddag, hvis ikke der havde været pædagoger til stede. Ikke helt.
  • Er mit barselsvikariat blevet slået op. De har hævet timetallet og skåret i opgaverne. På en måde er jeg lidt beæret.
  • Har jeg faktisk sagt ja til at gå to timer op i tid, til 32 timer, når jeg kommer tilbage. En del af mig frygter lidt det var en fejl. At det bliver endnu sværere at få enderne til at mødes. På den anden side er det de skæve, skiftende vagter der slår os ud. Og de fordeles efter næser, ikke timetal. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at tjene lydt ekstra, uden at skulle freelance. Hvilket jeg kan mærke jeg er færdig med for nu. Samtidig har min kæreste sagt at han vil droppe sin anmeldertjans, som der så ikke skal ryddes weekendtid til. Jeg tænker faktisk det kommer til at fungere.
  • Er den der græsslåmaskine ikke kommet, og nu *er* haven kammet over fra det pittoresk forpjuskede til det egentlig post-apokalyptiske.
Lidt af hvert

Om at drive med strømmen

Min plan var egentlig at formulere noget om skvalderkål. Men to mænd omkring de fyrre sidder ved cafébordet ved siden af og diskuterer deres kærlighedsliv, herunder overskudsvacciner, definitionen på sandhed og løgn, potentielle flytninger til Zimbabwe, *om* en kvinde kan forventes at kunne komme i kontakt med en mand i weekenden og noget med en farm i Frankrig, der ligesom bare må passe sig selv lige nu. I så intens en stemning kan jeg ikke samle mig om ukrudtsbekæmpelse, viser det sig.

Min søde dejlige kæreste har insisteret på at jeg holder fri her til eftermiddag. Uden praktisk grund eller særlig lejlighed. Jeg er ikke engang i nogen specielt dyb tilstand af krise. Han syntes bare jeg trængte, og et eller andet sted havde han vel ret. Så efter en længere omvej for en coronatest og en spadseretur i pisregn sidder jeg her på gode gamle Riccos på Stefansgade og nyder en åndsvagt god capuccino. Tilberedt af en barrista med hvid mascara, mens hun aldrig holdt op med at fortælle en ven om den lejlighed hun står nummer 86 på venteliste til.

Det hele sejler lidt for tiden, men ikke kun på den dårlige måde. Mine arbejdsopgaver driver lige så stille væk fra mig. Organisatorisk og ikke mindst mentalt. Det begynder at stå klarere hvad vi kan nå hen over sommeren (en kort tur til Ærø og et besøg hos mine forældre) og hvad vi ikke kan (at besøge samtlige andre mennesker bosatte uden for s-togsnettet vi har udsat at se de sidste 14 måneder).

Hjemmet sejler også mere end det plejer at få lov til. Vi tømmer, blandt meget andet, kælder, så vi kan tømme kontor, så vi kan få sat de babyting op igen som vi nok nåede at få pillet ned men aldrig fik på loftet. Ikke dem alle sammen i hvert fald. Øvelsen har givet lidt byggeaffald fra et i helt urimelig grad indbygget skab. Det står nu i haven sammen med andet byggeaffald (hvor kom dét egentlig fra, oprindelig ..?) og afventer et sidste forsøg på at komme af med noget af det tungere, inden vi betaler nogen for at slæbe det hele væk. En del af min hjerne har lyst til at råbe “haster!”. Men det gør det jo egentlig ikke. Vi har levet med det indtil nu, og det kan ordnes ved et telefonopkald og en bankoverførsel.

Ligesom det meste af andet på den baby todo-liste jeg ikke kan tage mig sammen til at skrive, kan klares ved et opkald eller et klik og en betaling. Hvis de mere hippieagtige løsninger glipper.

Og så er der alt muligt andet. Såsom uforudsigelige arbejdstider og syge familiemedlemmer i provinsen der skal besøges. Testkøer. Pakker der konsekvent bliver leveret i Jægersborg, af alle steder, og min kærestes dankort der er blevet spærret uden påviselig grund.

Jeg har også kastet mig ud i noget med nogle brædder der skal skiftes i kolonihaven. Som jeg gerne vil skifte selv. Fordi jeg efter otte har fået en ide om at bræddeskiftning er en af de der ting jeg har et talent for der bare aldrig er blevet næret og udfoldet. Måske tager jeg fejl. I så fald har jeg spildt 1500 kr på brædder. Eller, spildt og spildt. Jeg ringer nok til min far eller min fætter og spiller graviditetskortet.

De sidste par år har jeg gjort meget i at minimalisere. Optimere. Få sunde rutiner for madplaner og lægge vasketøjet på plads med det samme. Rydde ud i kalenderen så ingen bliver for overvældede. Alt det fungerer vel stadig som en grundstruktur, jeg ikke længere bemærker. Jeg kan bare mærke at det lige nu ikke gør mig noget at trække vod i Ikea-posen efter rene strømper og købe ind alt for mange gange om ugen. Så længe der er fremdrift i de lidt større processer (altså brædderne og den slags), gør det mig ikke så meget at de små ting skrider. Jeg gider i hvert fald ikke give køb på meningsløse caféture og den tur med lokalbane jeg har lovet min søn i morgen, for at stoppe udskridningen.

Han er rykket et level op i livets store computerspil, ham min søn. Nu er han ved at udforske banerne, som min kæreste udtrykte det. Jeg fik vist sagt at han har fået nye superkræfter og nu vil prøve om de kan bruges til at overtage verdensherredømmet. I hvert fald har han fra den ene dag til den anden tabt to centimeter hvalpefedt fra hver kind, fået et helt nyt niveau af glimt i øjet, kastet al sin kærlighed på børnehaven (og bort fra sit kedelige hjemmeliv med mor og far!) og finder sig ikke i at blive talt til som noget som helst mindre end ligeværdig samtalepartner. Det er lidt hårdt, men faktisk også lettende. Han skal ligesom nok klare sig.

Nu vil jeg forlade hipsterheden og tøffe hjem til forstaden.

Havebrug og selvforsyning

Du milde maj

Rækkehushave i maj

Rækkehushaven, cottagehaven, hvad pokker vi nu kalder den, giver mig simpelthen så mange fornøjelser for tiden.

Vejret har artet sig, graviditetstrætheden er endelig letter lidt (puffet på vej af den d vitamin-crash kur min læge har ordineret …), og min stueplante af en søn har opdaget glæden ved mudderkager. Vi har flere eftermiddage tusset rundt og små-ordnet til kvart i spisetid, og jeg har ikke ord for hvor hyggeligt det er.

Haven er også fin at se på. Hvis man altså er til vild med vilje-looket. Som faktisk er vild indtil vi får en elektrisk plæneklipper hjem-looket. Lader vi stå til en måned mere, kammer det over og bliver helt uoverskueligt Her i maj er græsset stadig lysegrønt som håbet selv, mælkebøtterne gul-gule og bladene på træerne bærer endnu ikke den mindste smule spor af verdens ondskab.

Vi henter også, sådan i det små, krydderurter og forårsløg og grønne blade fra kål og spinatranke og det er ret fint. Min søn og jeg har forspiret majs, agurker og bønner, velvidende (i hvert fald fra min side) at det alt sammen modner lige når bebsen lander. Jeg vælger at være ligeglad og betragte processen som biologiundervisning.

Vi har om-tænkt bunden af haven. Der hvor to nedrevne skure efterlod to flisebelægninger i let forskudte plan. Vi har haft svært ved at finde en løsning på at forbinde de to til en samlet skyggeterrasse der var både pæn, ankel-venlig og ikke gjorde os forhåndsudmattede at skulle udføre. At min far hele vejen igennem har nedlagt veto mod alle andre løsninger end en total-omlægning, har vi forsøgt at ignorere.

En dag spurgte vi nærmest i munden på hinanden, hvorfor vi egentlig beholder dem begge to? Fordi de er der, var svaret, og så besluttede vi at fjerne den laveste del. Weekenden efter var min far (der ikke kender til udmattelse, hverken akut eller forhånds- ) på besøg, og så var de fliser pillet op. En dame på Den Blå Avis hentede dem gratis.

Området er stadig noget værre rod, men det lever vi med. På et tidspunkt betaler vi nogen for at slæbe de sidste brokker og stumper væk, men jeg tror lige vi gør et sidste forsøg på at få knækfliserne ovre til højre afsat (anyone?). Og så er jeg – med en hastighed af en flise om dagen, fordi graviditet – begyndt at stable de halv-fliser der er en del af, nede bagerst. Når jeg når to pæne stabler af en halv meter, køber jeg en murertralle og får en billig bænk at puste ud på 🙂

Bedet i midten, mit fine cottage-bed, er blevet udstyret med et fuglebad. Jeg har hele tiden gerne ville have noget vand i haven for dyrelivet og sjælens skyld. Egentlig havde jeg tænkt at konstruere et minibassin ud af en stor nedgravet balje, men med ny bebs på vej virkede det som en dårlig ide. Jeg kiggede efter noget brugt, men endte med en ny, stor, halvdyr og meget æstetisk model fra Zinkbakken. Jeg elsker det højt og mangler nu bare at se en eneste lille fugl benytte sig af det.

Fuglebad i rustent jern

Pludselig en morgen var haven fuld af vinbjergsnegle. Mange stadig med jord på skoldet og søvn i øjnene. Jeg har egentlig aldrig før lagt mærke til at de koordinerer deres vågne-tid …