Kolonihaveliv

Om at nusse puslespilsbrikkerne rundt til de passer

Jeg er trist i disse dage. Depri, men ikke deprimeret. Ikke helt i hvert fald. Bare coronaslidt. Og måske fordi alt foregår med en underlægningsmusik der lyder som et lille resigneret ‘pfff’, ser jeg også nogle ting klart.

For der er noget der ikke har spillet i vores rækkehus/kolonihave-liv. Og bare rolig, vi er ikke ved at sælge, hverken det ene eller det andet.

Måske kan jeg bedst cirkle mig ind på sagen ved at beskrive hvad der *har* spillet.

Hele corona-stopdansen har virket som parterapi for mig og rækkehushaven. Den er tilgivet. For at eksistere. Og mere end det, jeg elsker den sgu.

Og, mens violinerne er godt i gang, er jeg blevet nyforelsket, noget så pladask, i havearbejde. Af enhver slags. Jeg går vældig op i bæredygtighed og minimalisme og bevidst familieliv. Men hvis nogle andre med et trylleslag bare fiksede alt det for mig, ville jeg kaste mig frådende over havearbejdet. Bare fordi det gør mig glad.

Noget andet der spiller er at have et sted at tage hen. Alene – som lige nu – eller som familie. Ellers bliver vi sindssyge. Hver især og som familie. Og det gør kolonihaven jo så godt. Nøj, hvor vi savner de dovne dage og aftenerne i en bunke med hver sin bog. Udflugterne. Isene.

Problemet, mislyden i akkorden, er så bare at havearbejde i kolonihaven ikke går op. Det burde kunne lade sig gøre, men. Livet kommer i vejen. Musen gider ikke. Når jeg endelig kommer afsted alene har det hobet sig op, og jeg slæber mig halvt ihjel. Næste gang jeg kommer har det været tørke og så er det forfra.

Og jeg har simpelthen ikke kunnet få mit hovede rundt om det. Har gumlet på det som et stykke brusk. Har skammet mig lidt når folk spurgte om vi da virkelig kunne overkomme to haver. For ja, men nej.

Indtil jeg vågnede en sen nattetime og vidste det. Hvis vi kalder kolonihaven et sommerhus. Med en sommerhushave. Under mit ambitionsniveau, aldrig færdig, mest til at spille fodbold og drikke øl i. Det gør lidt ondt. Naboerne kommer til at komme med stikpiller, for det gør de. Men vi skylder ikke naboerne mere end hvad der står i reglerne. Og det kan fungere på den måde.

Og imens kan jeg elske min lille strimmel bag rækkehuset frem, tyve minutter ad gangen, som det passer med arbejdstider og Musens temperament. Den anden dag sad vi i et kvarter i dybeste tavshed og så en regnorm først skide, så grave sig ned. Og den er alt for lille, rækkehushaven, men stadig større en de to pallerammer jeg startede i ude på Amager. Det kan fungere.

Bæredygtig hverdag

I øvrigt #50

  • Synes jeg det er vildt interessant så mange indspark folk har til mit tid og penge-indlæg. Jeg elsker at få lov at løfte en væg ind til naboen og se hvordan folk *gør*, ikke resultater. Tak 🙂
  • Sidder jeg, i forlængelse af denne diskussion, og slubrer kaffe, uden at male den væg, jeg ellers lige har grundrenset og sat malertape på. Vi havde aftalt at min kæreste lige skulle flexe er par timer, og så kunne vi gøre det sammen. Men nu blev han indkaldt til et møde, og hele planen begynder at se lidt urealistisk ud. Min automatreaktion er at gøre det selv i et snuptag. Men. Jeg mener helt bestemt man skal yde efter evne. Og jeg tror lige så bestemt man opnår evner ved at gøre. Og hvis jeg konsekvent gør først, så ender jeg med at være selvskreven til at yde. Så. Måske er den her kop kaffe givet godt ud. Selv om jeg kralleredme godt gad ha den væg malet i dag…
  • Har de sidste par uger været den vildeste rutsjetur og visse ting er katapulteret så højt op i luften, at det ikke er til at vide hvor de lander. Jeg nævner i flæng julen, vores respektive arbejdsliv fra nu og et stykke ind i januar, Musens børnehave der er så tæt på at være lukket ned som den kan være uden at lukke ned, og den børnefødselsdag vi – måske! – skal holde på søndag.
  • Sætter denne coronajul spotlys på hvor god vs knap så god en given gruppering er til at få taget de svære samtaler og lavet de nødvendige aftaler uden at tage tingene personligt. Puh, der er noget at øve sig på!
  • Synes jeg vi skal aftale at holde op med at sige: “Vi er ikke så hysteriske!” som magisk løsen i ovennævnte corona-inducerede svære samtaler. Jeg ved hvad der menes, men det placerer så også al hysteriet hos samtalepartneren.
  • Fokuserer vi på at sætte en fod foran den anden herhjemme. Få noget lys. Sende en gif til en ven. Læse en bog. Det går ok, meget af tiden. Det hjalp faktisk at blive sendt hjem i onsdags, fordi scenariet hvor den ene måtte isolere sig i kælderen og den anden kombinere børneafhentning med aftenarbejde, bortfaldt. Men så var der lige kagegate. Min kæreste har kastet sig over cheese cake-bagning og er vel efterhånden hvad man kunne kalde en rasende amatør. Og det viste sig at min empatimuskel var for stiv i det til at rumme en ryger ud af bagedysten om lidt-style nedsmeltning over noget med fryserplads. Vi er gode venner igen, men det tog næsten to dage …
  • Blev cheese caken god
  • Synes jeg alle det skal holde jul alene eller nogensinde har haft sig i maven over ikke at have en aftale (nytår var mit kryptonit som ung), skal finde Stinestregen på Insta (Sorry, kan ikke linke) og se hendes opslag om at holde mærkedage alene.
Bæredygtig hverdag

Om tid og penge

For et par måneder siden skrev en kvinde i en minimalistgruppe jeg er medlem af, noget i stil med: ”Fra nu af vil jeg købe børnesko på fælleskortet”. Og det simple og i bund og grund fornuftige tiltag har ligget og rodet i mit baghoved lige siden.

Ikke fordi jeg køber børnesko på på mit eget kort (tak til Johanne, der gjorde opmærksom på at jeg havde skrevet præcis det omvendte). Vi har ret godt styr på dine og mine og vores penge. Så godt styr at vi sagtens kan melde ”Jeg gi’r!” på en gang take away eller ”Jeg lægger ud” på en ny computer. Endda ”Vi kører den bare fra mit kort” om en streaming-tjeneste i ny og næ, uden at det truer retsfølelsen.

Men hvad med tid, engagement og gammeldags knofedt? Jeg har gået og prøvet at sætte mentale mærkater på vores forskellige tjanser. ”Dagligt forbrug, Faste udgifter, Vedligehold, Mine lommepenge, Dine lommepenge, …”. Der er flere gråzoner end på pengefronten. Retfærdighed er en noget mere subjektiv størrelse, og man kan argumentere for at nogle aktiviteter sætter energi ind i stedet for at trække den ud.

Men alligevel. Når jeg overvejer at kaste mig ud i noget nyt. At sy et betræk til den lasede sofa, fx, eller at begynde at gå til musikskole med min søn, fx. Så overvejer jeg det lige: Lægger jeg ud, giver jeg en omgang, eller har jeg lagt en ny fast overførsel ind på min hyggekonto, som burde gå af den fælles?

Det bliver jeg vel ikke mere en krampe af, end når jeg køber børnesko på det fælles dankort? Selv om det godt kan føles sådan. Input modtages! 🙂

Bæredygtig hverdag

Vegetar på prøve – status på uge fire og hva’ så nu?

One of those weeks … Vi tumlede ind i den uden at få købt samlet ind og lagt madplan. Vi havde noget optimistisk forestillet os at det kunne nås når mand og barn var hjemme fra Fyn. Men energien var lav, s-toget aflyst, mørket sat ind og det skete bare ikke. Så det blev klatindkøb og nemme løsninger på en uge hvor de voksne var væk på skift om aftenerne, og Musen var en tur omkring Herlev til en undersøgelse.

Men det gik alt sammen, og søndag bagte vi pebernødder.

Ugens madplan

Søndag: Grøntsagstærte, frembragt i hast og af købedej

Mandag: Resten af grøntsagstærten

Tirsdag: Porresuppe

Onsdag: Resten af porresuppen til drengene, ‘tappas’, dvs madder med smør og/eller hummus til mig der var til aftenmøde

Torsdag: Kartoffelmos med ‘pasta’sovs og stegte østerhatte

Fredag: Indisk take away. Jeg ville da lige vise gutterne hvad det var jeg fik mens de var på Fyn …

Lørdag: Resten af kartoffelmosen etc

Søndag: Best of frokost

Mandag: Chili sin carne fra fryseren

Månedens opture

De forgående uger har jeg opsamlet op- og nedture. Da vi nu er fremme ved novembers, og dermed vegetarforsøgets, slutning, tager vi den lige med brede penselstrøg og langt lys.

Den største optur er at det er lykkedes. Eneste ‘kød’indtag var den der hjemmelavede kyllingefond fra fryseren, der gled ned i suppen i uge et, inden vi nåede at tænke os om, og fyldet på den enlige pølsepizza, min far fik forhandlet sig til for et par weekender siden. Og den spiste han vist selv.

Vi har fået dejlig aftensmad, okay frokost, herlig take away. Et par familiebesøg er blevet stået igennem uden at folk er blevet uforbederligt uvenner over maden.

Vi har bladret mindre i opskriftbøger og i det hele taget eksperimenteret mindre end jeg kunne ønske. Energien har simpelthen ikke været til det. Men vi har opdaget majsfritter og jeg har – efter forsøget inden afrapporteringen – lavet en matar paneer der fik englene til at synge. Mere må komme hen ad vejen.

Månedens nedture og udfordringer

De deciderede nedture har været få og små. Udfordringerne har været der, men ikke mere end de er til at komme om ved:

Frokost kræver planlægning og omtanke for ikke at blive røvkedeligt. Madder med æg, ost, hummus og andet godt er fint her hjemme. På arbejde har jeg lyst til noget mere, kan jeg mærke. Rester fra aftensmaden er bedst, pastasalat, som vi har lavet en ordentlig dyne af nogle gange, bliver sgu lidt kønsløst.

Vi spiser mere processeret mad. Til dels på grund af generel fladhed. 2020 blev fx også året hvor jeg krydsede det Rubicon der hedder færdiglavet tærte- og pizzadej. Men til dels også fordi nogle grundlæggende ting ikke sidder i håndleddet på samme måde som min mors frikadeller. Jeg har ikke fundet grøntsagsbøf-opskriften i mit liv og kan til min død ikke lave falafler der ikke bliver til splat. Så ting bliver slæbt hjem i plastikbakker. Helt klart for dyrt og sandsynligvis med en del ekstra E-numre til følge.

Vi vi ikke kunne sætte en jule- eller nytårsmiddag på bordet, der får nogen til at sige wauw. Mere om det nede under ‘fremtiden’. Men altså. Man kan komme langt i hverdagen med tærter og blendede supper. Den går ikke helt til jul. Vi skal til mine forældre (om restriktionerne vil), og helt ærligt kan jeg heller ikke se en model for mig, hvor vi tager egen mad med eller laver vores eget. Vi har nydt at provokere den udvidede familie lidt med en artiskok-pizza i november, men der er også grænser

Fremtiden

Hvad så nu? Vi tænker at fortsætte som vegetarer, men uden at kalde os vegetarer. Vi kan sagtens få hverdagen til at hænge sammen, og føler ikke vi mangler noget. Så hvorfor lave om på det?

Men hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og kalde os vegetarer? Måske gør vi det senere, det skal jeg slet ikke afvise.

Min kæreste har decideret savnet et par småting. Pulled pork-burgeren på den lokale cafe, fx, og at lave fransk hotdogs med sønnike. Så han havner nok et sted omkring 95%.

Jeg er tættere på all in. Benævnte café har en udmærket grøntsags-bowl, og er der ikke noget med at der findes vegetariske pølser? For mig er det egentlig kun jul, hvor jeg nok kommer til at spise en halv skive and for husfredens skyld. Lad os kalde det 99%

Sådan gik måneden

Sådan gik første uge som vegetarer på prøve

Sådan gik anden uge som vegetarer på prøve

Sådan gik tredje uge som vegetarer

Bæredygtig hverdag

Garderobeoprydning på en formiddag

Jeg har ikke skrevet meget om gammeldags materiel minimalisme på det seneste. Der er sket lidt på den front. Der er bare sket utrolig meget andet på utrolig mange andre fronter. Men en tirsdag formiddag under Anden Bølge havde jeg først tænkt at holde date-dag. Så at arbejde hjemme. Så måtte tage en aftenvagt. Og så fandt ud at jeg skulle dele formiddagen med en murer og en snotforkølet kæreste (virkelig ikke date-materiale), var jeg så pludselig i stødet til at udsætte mit tøj for grundig garderobeoprydning.

Garderobeoprydning in progress. Det decideret lasede er pillet fra, nu kommer turen til det der føles ‘off’ af den ene eller den anden grund.

Garderobeoprydning – sådan gjorde jeg

Der findes flere deciderede metoder til garderobeoprydning. Marie Kondos ‘sparks joy?’-metode er kendt. Capsule Wardrobe-systemet er en ting. Klæd dig bedre-bogen beskriver en decideret garderobeanalyse.

Jeg brugte en hjemmebrygget blanding af mavefornemmelse og pragmatik: Jeg fjernede på den ene side alt hvad der fik mig til at tænke ‘Virkelig?’ eller ‘øv!’ eller ‘det var dengang’. På den anden beholdt jeg forskelligt der måske ikke ligefrem vagte begejstring, simpelthen fordi det opfylder et bestemt formål.

Fremgangsmåden var som følger:

  1. Ro. Jeg bænkede kæresten i sofaen og frabad mig alle meninger og gode råd.
  2. Svesken på disken. Så lagde jeg alt mit tøj ud på sengen efter kategori. Fra skabe og skuffer, fra knagerne i gangen, fra vasketøjskurven, fra bunken i hjørnet …
  3. Grovsortering. Alt hvad der var hullet, vasket helt i smadder eller krympet, røg ud med det samme.
  4. Følelse. Så bladrede jeg alle punkterne igennem igen. Med følelserne mere end med fornuften. Alt det jeg ikke var sådan rigtig glad for, røg til genbrug eller i skraldeposen.
  5. Fornuft. Inden låget smækkede på containeren, sikrede jeg mig stadig at kunne klæde mig til: En sygedag på sofaen, en knokledag i haven, en løbetur, en begravelse, et surprice-bryllup. Jeg gider ikke panikshoppe. Noget af det tøj der således blev reddet på målstregen skal måske ikke gemmes for evigt. men nu kan jeg opgradere det i mit eget tempo.
  6. Noter til selv. Jeg havde en notesblok liggende til hvad der sådan faldt mig ind undervejs, og som jeg sikkert ville have glemt igen når tøjet var på plads igen. Jeg noterede dels hvad jeg syntes der manglede, dels hvad jeg kasserede og hvorfor. Indkøbslisten var ret kedelig (BHer, undertrøjer, en ’finere’ bluse eller to og måske en ekstra  cardigan), mens smide ud-listen faktisk var lidt øjenåbnende. Den har jeg gjort mere ud af nedenfor.

Hvad jeg sendte videre, hvorfor, og hvad jeg kan lære af det?

Det var lidt sjovt at notere mig hvad jeg skilte mig af med under min garderobeoprydning. Fordi det også gav nogle ret klare hints til til hvordan jeg kan købe mere sikkert ind fremover. Listen er nogenlunde prioriteret efter hyppighed.

  • (Meget) gammelt, slidt, hullet og forvasket tøj.
    Jeg beholder mit tøj længe. Det vidste jeg egentlig godt. Men jeg var ikke klar over det var så længe! Især mit basistøj er 5, 10, 15 år gammelt. Nogle af de laser der skulle forestille undertrøjer, købte jeg på SU i Føtex på Kirkegårdsvej ude på Amager, hvor jeg boede i 2003-04 … Det er fint, men jeg det betyder også at jeg er i min gode ret til at finde det rigtige, købe god kvalitet og betale det det koster.
  • Håndarbejds- og upcyklings-projekter der aldrig helt blev gode.
    Hvis ikke du syr prøvemodeller, syr du prøvemodeller, sagde min gamle sylærer. Og hun havde sgu ret … Der er nogle ilde udtænkte projekter der har fået lov at overleve bagerst i skabet fordi jeg ikke nænnede at kassere alle de timers arbejde. Så det skal jeg tænke over næste gang jeg ‘lige’ syr en herreskjorte om eller strikker en sweater ud af hovedet.
  • Gaver jeg aldrig helt er blevet glad for.
    Jeg har førhen haft for vane til at udlicitere tøjkøb til ønskelisten. På den måde at jeg har følt jeg manglede noget (undertrøjer der ikke var 15 år gamle, fx) men ikke gidet købe dem. Så er de røget på listen til jul, og så slap jeg også for klager over at jeg aldrig ønsker mig ‘rigtige ting’. Men. Jeg får gaver af min kæreste og min familie. Min kæreste køber af princip ikke bløde gaver, og min familie køber gaver på gågaden i Herning. Findes det ikke der, findes det ikke. Og ikke et ondt ord om akryl, det var bare ikke det jeg forestillede mig, da jeg skrev ‘lækre undertrøjer’. Så, enten skal jeg selv købe de lækre uld og silke-bluser jeg havde i tankerne, eller også skal jeg ødelægge den gode stemning og aflevere den forhadte ‘bestillingsliste’.
  • Tøj forbundet med graviditet og amning.
    Jeg havde beholdt stor løs kjole, ikke decideret vente- men egnet til formålet, og et par amme-undertrøjer (de skide undertrøjer igen!). Og det var såmænd anvendeligt nok, men mere af en der rent faktisk var gravid eller ammede. Og det er ikke fordi jeg vil hundrede-og-tyve-procent afvise nogensinde at skulle bruge det igen. Jeg kan bare mærke jeg har lyst til at nu skal være nu.
  • Den ringeste i bunken.
    Jeg kasserede et par ting simpelthen fordi den grå blazer altid vil tabe til den sorte og den lidt for korte Nørgaard-bluse til den lange nok. Dem kan andre få mere glæde af.
  • Tøj der ikke virker – for mig.
    Tåstrømperne gjorde ikke det under for min yoga jeg havde håbet, den lille bikini-underdel var godt nok lille (!), og jeg har aldrig haft strømpebukser på i mere end fem minutter før min døds-storetå har gnavet hul. Så, leggings og omtanke fra nu af 🙂
  • ‘Fine ting’.
    Der var kun et par tasker i denne kategori. Men den kommer med alligevel, fordi jeg har lagt mærke til at det er en generel ting for mig, og nok i virkeligeden hele min familie. At skelne mellem ‘ting’ og ‘fine ting’. Fine ting er gaver fra familie eller venner uden for den helt nære kreds, eller arvestykker. Fine ting bliver sjældent brugt til noget praktisk. Fine ting kan være værdifulde på penge-måden men er det ikke nødvendigvis. Værdien ligger i ophavet. Og det korte af det lange er at jeg forsøger at befri de fine ting fra piedestalen og enten tage dem i brug eller sende dem videre.
  • Kogevaskens ofre.
    Der var kun en enkelt til ukendelighed krympet uldbluse. (Plus et par flere jeg smed direkte fra tørretumbleren i skraldespanden i sidste måned …). Så nu har vi en spand med Vasketøj med Særlige Krav, og den står jeg bare for at få ekspederet med passende mellemrum!