Lidt af hvert

Om nytår

I månederne op til jul, brugte vi meget mental energi på at finde ud af hvordan vi skulle holde det, hvor, med hvem, hvor meget. Det kan I læse om her. Nytår derimod kom og gik efter en nogenlunde forudseelig model. Same procedure as last year, og alt det der. Den af gæsterne der havde længst at rejse, valgte at blive hjemme på grund af de seneste restriktioner og anbefalinger, og det var rigtig trist, men det rystede ikke ved konceptet for aftenen og vi har allerede planlagt at ses så snart det giver mening.

Og det er nyt! Ikke konceptet, det har ligget mere eller mindre fast i det årti min kæreste og jeg har været sammen. Han har en god håndfuld venner, stille, venlige, singlemænd med interesse for avantgardemusik og Star Trek, som alle er inviterede og så serv vi hvor mange der kan. Et enkelt år var vi hos en af dem, ellers er det hos os. Et år eller to var min kusine med. Et år fik vi mad fra Meyers, ellers bikser vi noget mad sammen der er festligt uden at være prangende. Mads står for chips, som aldrig bliver spist, efter den gang han lavede totalt ged i desserten.

Jeg tror først det var i år det gik op for mig at det er helt og aldeles okay. Det er lige den nytårsaften jeg skal have.

Jeg behøver ikke være pinligt berørt over at vi ikke giver den mere gas på pynt og mange små retter. Jeg behøver ikke skamme mig over ikke lige at kunne hive et par veninder op ad baglommen for at balancere kønsfordelingen. Jeg behøver ikke føle at jeg – potentielt midlertidigt – er blevet reddet ud af min akavede mangel på en fast flok at holde nytår med. For det har jeg jo.

Jeg kan give den gas med kjole og højt hår – eller jeg kan låne en hættetrøje. Jeg kan snakke klog snak om Star Trek eller kaste mig ud i noget totalt eksotisk om kompost. Eller bare være stille. Der må strikkes. Ingen undrer sig når jeg år efter år falder i søvn på sofaen når chipsene kommer på bordet. Det er ok.

Vi havde en samtale i frokoststuen, en af de sidste dage vi måtte komme der, om hvad vi hver i sær skulle til nytår. Og måske fordi det havde været det år som et nu engang havde, spurgte folk på en anden måde end de plejer. Mere indfølende. “Hvordan klarer du den så i år?” og ikke “Nå! Hvad finder I så på i år!?”. Og det viste sig at flere sad alene. Flere så endda frem til det. Andre havde løse aftaler, så hvad der skete. Eller aftaler mejslet i sten indgået for år tilbage da vinduet for den slags stod åbent. Som nu faktisk var lidt svære at komme ud af. Ingen havde specielt store følelser i klemme. Det var ok.

Havebrug og selvforsyning

Gode steder at købe flerårige grøntsager

Satureja montana - vintersar

Mange spørger om stiklinger af mine flerårige grøntsager, især de flerårige kål er populære. Bliv endelig ved med det. Jeg giver gerne en kvist eller bytter et løg, hvis det lige passer ind. Det gør det bare ikke altid. Derfor får I her en liste over butikker hvor du kan købe flerårige grøntsager.

Her kan du købe flerårige grøntsager:

Naturplanteskolen

Planteskole specialiseret i flerårige grøntsager, især flerårig kål. Fantastisk udvalg i selve planteskolen uden for Tåstrup hvor de også afholder kurser og temadage, og lille webshop.

Find Naturplanteskolen her

Fuglebjerggaard

Webbutik med alle mulige slags ’særlige’ grøntsager. Skiftende sortiment med mange gamle arvesorter, herunder flerårige bladgrøntsager og mellemamerikanske rodfrugter.

Find Fuglebjerggaard her

Klimaplanter

Lille entusiastisk foretagende med speciale i flerårige grøntsager. Har en lille webshop men det fulde sortiment finder man på markeder.

Find Klimaplanter her

Læs mere om flerårig kål

Albinus frø

’Almindelig’ online frøhandel med kæmpe udvalg – også af flerårige grøntsager. Værd at bruge alene for dyrkningsvejledningerne, som er meget uddybende.

Find Albinusfrø her

Permakulturhaven Myrrhis

Formidlere og praktikere inden for alt der har med permakultur at gøre. Sysler blandt andet med at fremavle den perfekte flerårige grønkål. Stor planteskole på stedet (som ligger ved Rønde) og mindre webshop.

Find Permakulturhaven Myrrhis her

Læs mere om flerårige krydderurter

Prøv også:

Frøsamlerne

Foreningen udveksler fra tid til anden interessante flerårige grøntsager, fx fine sorter af hvidløg og u-knudrede jordskokker. Foreningens medlemmer bytter fortrinsvis med hinanden men sælger nogle gange til udenforstående på markeder og grønne events.

Find foreningen Frøsamlerne her

Strandkål med hvide blomster
Lidt af hvert

Om at se en ugle i pivstorm i et krat uden for Værløse

På årets næstsidste dag tog jeg den kikkert jeg fik i julegave, i brug. 

Egentlig havde turen været skrevet ind i kalenderen længe inden jeg vidste at jeg sådan skulle gå hen og blive fuglekikker. Skriver jeg ligeså blassert. Jeg har i årevis afleveret ønskesedler der bliver bedømt som for korte, for kedelige og ikke til at få fat i. Så når jeg i år skrev kikkert og fuglebog øverst på listen og stak den til min familie af ivrige ornitologer, havde det måske lidt karakter af en bestilling …

De har nok egentlig gået og ventet på at jeg blev omvendt, ligesom mine brødre gjorde det for et par år siden. Og det er nok egentlig derfor jeg først har ladet mig omvende nu. Men en dag i efteråret stod jeg med min lillebror der lærte mig at kende forskel på sjaggere og vindrosler og tænkte, at det her var fint.

Men altså. Selv uden udstyret i orden havde midt december-Kirstine helt ret, da hun forudså at efterjule-Kirstine havde behov for en dag til at få rusket kompromisserne og den fedtede mad ud af systemet.

Jeg tog til Hjortøgaard ved den gamle Flyverstation Værløse. Tog S-toget til Værløse Station og så bus 151 ud til omegnen af området. Hjemad gik jeg til Værløse. Det var langt, men enklere. En cykel havde ikke været dum at have.

Mos

Mit første indtryk var en vag fornemmelse af at være gået forkert, hvilket jeg til en vis grad også var. Så så jeg en fugl. En rovfugl. En … falk, sagde noget dybt i min hjerne. En tårnfalk, rationaliserede jeg mig frem til efter at have stirret skiftevis på den meget tålmodige fugl og på billedgoogle. Fuglebogen havde jeg nemlig ikke fået med. Det blev følelsen af triumf dog ikke mindre af. 

Skilt om skovhornugle ved Værløse

Via forskellige grusveje og aflukker med køer og får, nåede jeg selve Hjortøgaard (omend ikke det toilet jeg havde lovet min  blære …). Her var et skilt med ‘Uglen sover’. Først troede jeg det var en af de der skattejagter for børn ‘følg kortet og find skilene med skovens dyr-style’, senere at det var en mere generel opfordring. Så gik det op for mig at der var flere skilte. I en cirkel. Hele vejen rundt om det krat jeg vadede rundt i. Og at mindst et par alvorlige mænd med dyrere kikkerter end min stirrede intenst på … mig. Og at jeg med min spritnye kikkert om halsen lignede en der burde vide bedre.

Jeg undertrykte min stærke trang til at forklare mig for alt og alle og sluttede mig i stedet til de stirrende. “Hvor mange ser du?”, spurgte man hinanden. En, var koncensus. Ingen, måtte jeg indrømme, og så demonstrerede en ældre dame hvordan man skulle *helt* ned i knæ og sigte på en bestemt grenkløft. Og som et af de der stereogrammer jeg plejede at se på som barn, blev træstammen pludselig til en skovhornugle. Det var virkelig et fint øjeblik.

Da jeg blev træt af at se og af-se den træstammelignende ugle, se på et par spætmejser og spise en tænderklaprende frokost i et madpakkehus der ikke var bygget til vinterbrug, tøffede jeg videre. Opgav at finde det der toilet og krøb uværdigt ned bag en bunker-lignende struktur. Var helt færdig over at se lyng og over følelsen af Russisk steppe som de forladte bunker-hangar-ting, de halvtilvoksede landingsbaner og det forfærdelige vejr indgød. Sendte en mental high five til en rødhals der smed en regnorm tre gang så lang som sig selv på asfalten og kiggede på mig med et blik der hos et menneske havde betydet “hvad siger du så!”.

Bunker ved Værløse
Lyng

Jeg havde lyst til at udforske det gamle millitærområde – måske finde ud af hvad de der bygninger *var* – men besluttede at bruge dagens kilometer på at gå langs Søndersø tilbage til Værløse. Det var også en fin tur, men mere almindelig bynær natur end flyverpladsen der føltes om en helt anden verden. Der skal jeg tilbage en dag, gerne med familien og gerne med cykler, hvordan vi så lige får kringlet det. Der var dog intet i vejen med den sværm af fuglekonger der svirrede kolibri-agtigt få meter fra min kikkert-spids i krattet omkring søen. Jeg ville sagtens have kunnet se dem uden kikkert og bevidstheden om at være ude at se på fugle. Spørgsmålet er om jeg havde husket at holde øje.

Jeg ramte civilisationen igen lige ved Farumhus bageren, hvilket betød en cortado til at komme mig på inden jeg tog toget hjem med en klar følelse af at kunne lidt igen.

Overgroet landingsbane
Bæredygtig hverdag

Om en jul på absolut begynderniveau

Hr og fru Plantesmil ønsker glædelig jul.

Og så var det pludselig jul. Efter en måneds tid med telefonisk stoleleg, endte vi på en model hvor vi holdt juleaften alene, far, mor og Mus, og så tog over til mine forældre d. 25. En løsning der sikrede størst mulig lykke for flest mulige mennesker – idet de andre der *så* holdt jul i min families skød havde større behov for den hjemlige hygge end vi havde. Men også en løsning der efterlod mig med en følelse af at være blevet forladt af min studiegruppe, dagen før mundtlig eksamen i det der fag jeg aldrig helt fik hold på.

For hvordan filan holder man lige jul? To voksne uden den mindste flig af julestemning eller sans for at skabe hverdag om til fest og en fireårig der var ved at eksplodere af forventning.

Sidst vi bare var os, hjemme var jeg på forhånd lettet over at slippe for den særlige blanding af komplet kaos og traditioner opholdt med nær-totalitær ildhu, en familiejul og så kan være. Bare os tre, ingen planer og en usædvanlig lang række fridage virkede som svaret på noget vi havde længtes efter. Men. Manglende kaos kan glide over i kedsomhed. Mangel på traditioner kan glide over i sure sokker og smågnavenhed. Jeg havde vist også bihulebetændelse. Jeg husker ikke noget som helt konkret fra den jul, andet end at jeg fandt en stor del af gaverne i kosteskabet anden juledag. Men den satte på spidsen at julemagi ikke kommer af sig selv og at min kæreste og jeg ikke er specielt rutinerede i at arbejde den frem. Eller, for den sags skyld, finder den helt store fornøjelse i at gøre det.

I år er vi fysisk raske (og har en hel række coronatests til at bevise det). Til gengæld har jeg den sidste tid været på kanten af at blive reelt bekymret for min egen sindstilstand. Her et par dage inde i ferien er jeg klar til at frikende mig selv for at fejle noget klinisk. Men jeg er bestemt til den uglade side, og det center i hjernen der ‘lige finder en løsning’ er totalt udbrændt efter et år, hvor jeg ikke har lavet andet. 

For noget tid siden sad jeg og snøftede til min kæreste, at jeg simpelthen ikke troede jeg kunne opretholde noget der mindede om hygge en hel dag i træk. Og så lagde vi en plan. Og dele af den endte faktisk med at fungere helt fint.

Vores lille families første spæde juletradition blev faktisk grundlagt sidste år. Vi julehygger på de fire søndage i advent. Emnet er ikke så vigtigt, det handler om at vi alle tre befinder os i samme rum og udfører den samme aktivitet. 

Den ene søndag bagte vi pebernødder, den anden trillede vi konfekt (altså marzipan med grøn frugtfarve…), den tredje farvelagde vi nisser og fjerde søndag i advent lavede vi risengrød og pyntede et lillebitte juletræ, min kæreste fandt i Silvan da han skulle hente en pakke. Det var, helt uironisk, enormt hyggeligt. Da min søn fortalte mig at “Det var ligesom at være i skole da vi lavede risengrød, for du lærte mig det”, var jeg tæt på at få noget i øjet.

Selve juleaftensdag tog min kæreste hånd om. Med hvad jeg på forhånd var tæt på at afvise som et totalitært jerngreb, men det virkede. Efter lidt formiddagsdillerdaller bagte vi endnu en lille portion pebernødder med min efterhånden rutinerede søn som skæremaskine og mig som triller. Efter frokost (som vi havde glemt at købe ind til, selv en jernnæve kan ryste på hånden), producerede vi et antal nisser ved hjælp af pap og portrætter af den nærmeste familie, som min kæreste havde printet. Det var sådan cirka tusind gange sjovere end jeg havde forudset. Sønikke gik ret hurtigt over til at tegne ubåde, men vi voksne var helt skuffede da Disneys Julesjov begyndte …

I den helt perfekte verden havde jeg fået tid til en halv times frisk luft, men det stod hurtigt klart at det ikke kunne kiles ind.

Efter Juleshow (jeg husker de små film som … længere!) lavede vi noget der mindede om en julemiddag. Og ja, vi har spist vegetarisk siden starten af november, og ja, nu da det bare var os havde vi alle chancer for at eksperimentere med noget plantebaseret. Men som sagt er vi lidt trængte på det der med at finde på kreative løsninger for tiden, og and *er* hovedårsagen til at vi ikke er blevet vegetarer for længe siden. Så det blev et par andebryster, brune, hvide og franske kartofler, rødkålssalat med appelsin og noget meget bleg sovs, fordi det ikke kunne betale sig at investere i kulør for så lidt. Det smagte fint, selv om jeg vil fastholde min oprindelige pointe om at ingen havde savnet hvide kartofler, hvis de var væk.

Vi skød desserten. Først til efter gaverne og så helt ud. Ingen var sultne alligevel.

Jeg har aldrig troet på julemanden. Min kæreste har aldrig troet på julemanden. Jeg anede ikke min søn havde det mindste forhold til ham. Men, viste det sig under putningen lillejuleaften, det har han i den grad! Han kunne næsten ikke være i sig selv, så meget glædede han sig til at møde ham. Og så var gode råd jo dyre, vi ejer ikke så meget som en nissehue. Jeg gav en røverhistorie om at julemanden har lige så travlt som Just Eat-manden, der jo også bare lige banker på og stiller posen. Og så snakkede vi lidt om alle de børn han kender, som også skal have besøg på samme korte aften, og det var *lidt* fint, men også lidt antiklimatisk.

Som det var gik min kæreste op efter gaverne mens vi spiste færdig. Vi “opdagede” dem, og teoretiserede så længe og intenst over hvor de var kommet fra. Min søn var særligt imponeret over at julemanden var nået over til træet uden at hans refleksion havde været synlig i det vindue, han havde siddet og holdt skarpt øje med. Udspekulerede unge!

Dagens mest magiske øjeblik var da vi pakkede julegaverne op. Der var ikke overvældende mange, for dem fra bedsteforældre og onkler var havnet i den forkerte landsdel i løbet af den uendelige planlægningsfase. Men der var lige dem der skulle være. Og som en konsekvensaf det generelle bøvl i år har vi også åbnet så meget småt op for diskussionen i den bredere familie om at der måske skal være færre gaver generelt i kommende år. 

Min søn delte pakker ud ved at tyde begyndelsesbogstaver på til og fra-kortene. Da han fik to Lille Kvast-bøger (ordløse tegneserier for mindre børn), satte han sig ned og *læste* den ene, inden han pakkede den næste gave op. Ahmen altså! 

Dagens mindst magiske øjeblik indtraf en time senere da vi var nødt til at vriste den lille mand fri af bøger og lego og ind i seng så de voksne kunne hard core-logistikke turen til Jylland *tidligt* næste morgen. Øv. Jeg vidste udmærket godt det ville blive nederen. Faktisk tror jeg pligtjulefrokosten første (og anden, og fjerde …) juledag gennem hele min barndom er en medvirkende årsag til at jeg har det lidt stramt med jul nu. Vi havde bare ikke for alvor tænkt igennem hvad “hvad hvis I bare kommer over d. 25.!” egentlig indebar. 

Da vi først var der, føltes det rigtigt, dog.

Jeg tror min søn havde en god dag, og det var det vigtigste. Egentlig er jeg imod at holde ting kun for børnenes skyld, Synes hellere de skal vokse ind i ægte traditioner, de voksne også gider i virkeligheden. Men jul var undtagelsen, åbenbart. Og den her model føltes faktisk som en arbejdssejr og en skitse der kan farves videre på i kommende år.

I øvrigt

I øvrigt # 51

  • Ser det lige nu ud til at jeg skal holde jul hjemme i Buddinge med mand og barn, hvorefter vi tager over til mine forældre i Jylland førstejuledag.
  • Er dette – foreløbige – kompromis der skal tilgodese en hulens masse mennesker (deraf problemet, lissom), heraf de fleste sårbare (psykisk og/eller på coronamåden), Den Hellige Husfred, Traditionerne, Restriktionerne og den detalje at vi faktisk allerede i oktober købte en orangebillet til lillejuleaften, resultatet af en forhandlingsrække der ikke står tilbage for Brexit-processen.
  • Messer jeg virkelig tit “Det handler ikke om mig” for tiden.
  • Tror jeg helt ærligt ikke på vi kommer af sted d. 25. heller. Jeg er bare nødt til at sluge kamelen i bidder, ellers bliver jeg kvalt.
  • Troede jeg til gengæld at jeg var klar til den der jul, der ikke kommer. Men, viste det sig, jeg havde glemt en bror. Hans kæreste, derimod, havde jeg husket.
  • Er vi begyndt at cirkle em emnet for næste års juleforhandlinger, som bliver “færre gaver”. I år gør vi som vi plejer på det punkt. Fordi Husfreden.
  • Er det min gamle læge på Nørrebro der bliver ved med at gå ud i medierne og sige at man ikke bør krydse Storebælt. Og jeg ville virkelig ønske han var en kraftidiot, men det er han ikke. Så langt fra, faktisk.
  • Føles de her uger som én lang tømmermandslørdag. Vi sylter rundt i tomme kalorier og halvhjertede forsøg på at udrette noget. Og nogle gange lykkes det at være sådan lidt lækkermelankolske samtidig. Eller gå en tur.
  • Forsøgte jeg den anden dag at forklare min søn begrebet ’naturen’, og hvorfor det var fedt at stå på Sydhavnstippen i gråvejr og blæst og højt ufremkommeligt græs. ”Men hvorfor bliver det ikke høstet? HVORFOR?”. Tja …
  • Stod han dagen efter hjemme i haven og sparkede lidt skeptisk til en bunke blade. ”Er det her også tastaturen?”
  • Har jeg opdateret listen med gode steder at gå en tur med ungerne i København. Vi kan vist alle sammen bruge at komme lidt ud i tastaturen for tiden …
  • Er man mere end velkommen til at dele egne corona-jule-hjertesuk. Nogle gange er der bare ikke andet at gøre end at se problemerne direkte i øjnene og så søbe uhæmmet i dem!