Bæredygtig hverdag

Two (almost) down – om kunsten at komme af med en masse udhuse i titusind små nemme skridt

Livet med børn er intet hvis ikke omskifteligt. I går spildte jeg dyrebare hjernevindinger på at gruble over hvordan jeg dog skulle få lokket min Mus mere ud i den friske luft, for hans egen og især min skyld. Nu sidder jeg under to tykke tæpper og prøver forgæves at få varme i kroppen efter en dag hvor intet kunne lokke ham indendørs.

Den rette formulering (“Vil du også har en kiks når vi skal ud i haven om lidt?”) og et kig i ormekomposten (“Den har en bovport!”) gjorde hele forskellen.

Nå, men mens vi tøffede rundt derude i kulden, kom jeg lidt videre med de der skure. Gravede et par stolper op (hej, lænd!) nærmere bestemt, og fik hjælp af min lille rendegraver til at fylde huller op igen. Det var vildt hyggeligt, og der blev også tid til at prøve løbecykler og plaske rundt i vandpytter. Altså den store ulækre vandpyt inde i skuret der er en af hovedårsagerne til hele kampagnen. Men stadig, hyggeligt!

Siden jeg sidst skrev om projektet er jeg flere gange stødt på udfordringer eller har ikke vidst hvad logiske næste skridt var. Alligevel er jeg kommet utrolig langt, på trods af travlhed og jul og teknisk bøvl. Here comes:

Museskridt på nedrivningens vej

Vi (jeg!) har:

  • Liiige villet toppe succesen med at fjerne det mindste skur med at tage et bræt af det næste. Man skal slutte på en sejr og alt det der, men det er også rart at have føling med næste session, en fornemmelse af hvor bøvlet det bliver og så videre. Og næsten sprængt et eller andet i mig selv. Det. Sad. Fast. Fordi det var skruet i, ikke sømmet …
  • Haft et længere og svært frustrerende intermezzo hvor jeg først skulle bestille den rigtige bit hjem til skruemaskinen. Det vil sige et fuldt sæt, fordi jeg jo ikke kunne tage en skrue med i butikken og prøve. Fordi den sad fast. SÅ skulle skaffe en ny skruemaskine fordi den gamle sendte voldsomme mængder røg ud. Voldsomme. Jeg nåede Silvan inden et møde (de ti mænd foran butikken ved åbningstid antog jeg var hende der skulle åbne, tsk, og jeg fandt et godt tilbud på ‘gaven til ham’, tsk-tsk, men meget praktisk …)
  • Konstateret at udviklingen fra søm til skrue minder om andre teknologiske fremskridt på flere punkter. Det er a) nemmere, b) kedeligere, c) mere frusterende når noget begynder at gå galt. For *er* man nogensinde mere fucked en når bit’en begynder at dige Drrrrr!!! og dreje håbløst rundt i kærven?!
  • På ingen tid fået pillet hele fronten på skur 2 ned. Sånær ét bræt. Drrrrr!!!! sagde kærven …
  • Været i vildrede om det gav mening at gøre mere nu. Haven begynder at se noget kaotisk ud, og det ville virkelig hjælpe på overblikket at få kørt noget sf ragelset væk!
  • Opdaget at jeg da sagtens kunne pille tagplader ned ved at tage dem stykvis så jeg ikke skulle række så langt, og gjort netop det.
  • Taget de fleste tagspær, nu jeg var i gang, og haft bøvl med at skruemaskinen ikke ville holde fast på bittet. Men den er ikke i stykker. For det ville da bare være løgn hvis jeg på sådan cirka fem år fik stjålet en skruemaskine, havde en hvor frem og tilbage-knappen gik løs, fandt en i bytterummet der ikke virkede, havde to der sendte røg ud og så nu en med dårligt greb. Det ville da næsten være for meget.
  • Gravet et par stolper op.
Bæredygtig hverdag

2019 – kolonihaveliv, minimalisme og hverdag i op- og nedture

Kolonihaveforening om vinteren

Shit et år, altså. Jeg har – i perioder – aldrig haft det bedre. Følt en indre ro og et overskud, jeg helt ærligt ikke vidste fandtes. Ikke for mig i hvert fald.

I andre perioder har det været … svært. Ikke værre end så ofte før, men hårdere, jeg har været i proces og ofte i oposition. Til alle mulige, mig selv inklusive. Og det er sgu svært at skrive om. Man kan ikke have et skævt blik på verden omkring sig, når ens eget ståsted hele tiden rykker.

For nylig kasserede jeg omkring 30 halvfærdige blogkladder, og så er der alle dem på telefonen og tabletten og de fedtede papirlapper. Påbegyndt under indflydelse af en sjælelig rørelse eller et glimt af inspiration, som så fortonede sig før jeg fik formuleret det færdigt. Tusind tanker, mange af dem fornuftige, få konklusioner.

Men. Hvis topbaren (trods alt!) står til troende, handler denne blog om kolonihaveliv, minimalisme og hverdag. Så nu disponerer jeg mig ud af kaos og prøver at få overblik over op- og nedture inden for disse kategorier.

Kolonihaveliv (herunder bare haveliv …)

Opture:

  • Kolonihaveliv, egentlig bare. Gåture. Aftenlæsning. Løbeture. Hvorfor er der ikke tid til de ting hjemme? Musen der tusser rundt i haven og plukker kål og ribs. Verdens bedste sommerferie.
  • At købe en røvfuld planter på én gang og tilplante et helt bed. Pretty Woman-shopping for havemennesker!
  • At plukke frisk salat, kål og krydder hele sommeren og lidt til.
  • Rækkehushaveliv (som nok aldrig bliver et hashtag på linje med #kolonihaveliv). Men jeg er faktisk begyndt at bruge den have lidt. Lorteskure og plastikaffald and all. Fordi den jo er lige der når man har en halv time til overs tirsdag formiddag …

Nedture:

  • Bladlus. RIP to meter høje perma-kål 🙁
  • Noget fnidder jeg ikke skal gå i detaljer med som har noget at gøre med nabohaver der enten ikke rigtig bliver brugt eller bliver brugt lidt skævt i forhold til deres formål.
  • Og så er det lidt nederen at vi ikke nåede at male huset. Vi var så tæt på, da det hele sjaskede til i dug og oktoberregn. Så tæt på.

Minimalisme

Opture:

  • At man nu kan gå rundt inde i vores kolonihaveskur på helt almindelig ikke-egyptisk vis. Fordi jeg har kasseret og kasseret og kasseret igen. Og hængt de værste snublefælder blandt det resterende op på væggen.
  • At vi endelig, endelig, endelig rykker på de lorteskure bag rækkehuset. Rykker som i ’rykker ned’.
  • En køkkenskuffe hvor ting af grydeskelængde ligger i et voksen-skotøjsæskelåg på den ene led og ting af øloplukkerlængde ligger for fodenden i et børne-skotøjsæskelåg og kagerullen ligger ved siden af de to skotøjsæskelåg i skuffens fulde længde. Jeg kan finde hvidløgspresseren i mørke!
  • Et tøjskab hvor bh’er, strømpebukser, underbusker, strømper og bælter har hver deres lille kasse, bukser og nederdele ligger i hver sin bunke, lange og korte bluser ligger i hver sin bunke og t-shirts og undertrøjer i hver sin bunke. Jeg kan klæde mig på i mørke!
  • En børnetøjskommode hvor tøj til øverste halvdel af kroppen ligger i øverste skuffe, t-shirt, langærmede og skjorter i hver sin bunke, og tøj til nederste halvdel af kroppen ligger i skuffen nedenunder med lange bukser og shorts i hver sin bunke og et skotøjsæskelåg til underbukser og et til strømper (Altså bare i en bunke. Ikke noget Kondo-foldning her!). Jeg kan klæde min søn på i mørke! Og vente med at vaske til de forskellige bunker er lave. Og undgå langt de fleste af de der ’jeg køber lige en t-shirt med hjem sammen med mælken, han mangler vist-situationer’.
  • Når jeg finder et par rene bukser frem til min søn, og det viser sig at farmand allerede har givet ham et par andre på. Jeg vil lægge bukserne tilbage, men manden i mit liv udbryder, lettere panisk, at nej-nej-nej! Der skal pakkes en weekendtaske om et par dage, der er *ingen* grund til at lægge bukserne tilbage når nu vi har fundet dem. Oh, Honey! Jeg kan pakke en weekendtaske i mørke! (Hell, jeg kan *finde* en weekendtaske i mørke!!!)
  • At jeg begynder at få nogle ret klare ideer om hvad der skal ind når så meget er kommet ud.

Nedture:

  • At bruge et helt år på at slæbe sine kasserede bøger til den genbrug, pose for pose for ugentlig pose, så de kan blive forsøgt solgt tre for en tier og dernæst smidt i *deres* storskrald. Det er dybt meningsløst, jeg ved det er meningsløst, og jeg har i samme periode kasseret tusindvis af bøger på mit arbejde.

Hverdag

Opture:

  • Læsning. Jeg læser bøger. Sluger dem. Som jeg ikke har gjort siden jeg var tolv.
  • At have en søn jeg at tage med på lange og lettere udmattende ture med bus, tog og færge, og som bevarer det gode humør hele vejen og oplever, virkelig oplever, verden.
  • At have en søn der udviser klare tegn på at have humor.
  • Mødre-fra-vejen jeg hilser på og pjatter med og nogle gange drikker kaffe med.
  • At tage på arbejde hver morgen, skrue smilet på og gøre mit bedste. Det kan altså virkelig noget! Og jeg kan, tilsyneladende, noget.
  • Min kæreste, bare sådan generelt.

Nedture:

  • Stadig at være pissebange for at cykle i trafikken. Før lå Buddinge tyve minutter fra alt det seje, nu er der en ørkenvandring
  • At have haft en doodle kørende, on and off, for at mødes med gode veninder siden marts. Marts!
  • At have et barn der i perioder … ikke helt er i synk med institutionslivet. Perioderne er indtil videre altid gået over, men hold da kæft hvor har jeg det ikke godt mens det står på!!!
  • At have et barn der i perioder vælger mor til og far fra. Jeg er næsten, næsten nået frem til at det kun gør det værre når jeg kæmper imod. Men hold da kæft hvor er det let at blive sur på dem begge to når mor ska’. Alt.
  • De der usynlige livsmanuscripter man ikke selv har været med til at skrive. Kønsroller, fx. Og julen.
Ærøskøbing havn
Bæredygtig hverdag

I øvrigt #39

  • Sidder jeg i sofaen med sønnike og nyder en velfortjent post-togtur Shaun the Sheep-maraton
  • Nåede vi lige at konstatere at vi havde hele fem minutter til at tjekke ind (ret flot i min familie), da jeg opdagede at Musen havde pible-ørlet gennem tre lag tøj og samtlige autostolens sprækker. Tak til mand, far og bror for en koncentreret indsats med bleposer og vådservietter dér og til min søn for ikke at fortrække en mine mens han blev lynstrippet og skuret på Brande Banegård.
  • Mener jeg (ja, uironisk) at familievognen i intercitytogene er det hyggeligste og mest hjælpsomhedsdrevne sted i det offentlige rum. I dag var vores bidrag til stemningen så en gennemtrængende dunst af mavesyre og fedtede, smittebærende fingre, vi ikke kunne vaske fordi toilettet var lukket. Sorry
  • Måtte min mor trække sig tilbage med Feberen fra Helvede juleaftensdag, mens min far tilbragte dagen en route mellem de forskellige landsbykirker han skulle synge i og mine bedsteforældres hus en lille time væk. Men jeg kan godt lave and, viser det sig. Og min kæreste sovs. Og mine brødre ris a la mande. Og min svigerinde noget appelsinsalat (vi sendte hr Waldorf på pension pga alle de nødder …) Og vi kunne finde det der skab med alt hvad min mor har syltet i løbet af året. Og enes undervejs. Det var faktisk ret fedt, og det klædte arrangementer at blive flosset lidt i kanterne.
  • Er mine forældres hus så stort at det tager ti minutter at gå fra ‘den nye stue’ hvor vi sov, til min brors gamle værelse hvor han boede med sin familie. Men samtidig så knudret at fætter og tre måneder gamle kusine kunne vække hinanden gennem et ganske tyndt lag loft-slash-gulvbrædder.
  • Kommer intet, absolut intet der er foregået de sidste tre dage med i mine ‘små bæredygtige skridt’-indlæg. Nogle gange må man sgu bare følge flowet og udsætte revolutionen til en anden god gang …
  • Er det vistnok hverdag i morgen og vi skal vistnok arbejde forskudt så der er et kvarter fra min kæreste står af toget til jeg skal hoppe på. Så deeeet ..!
  • Er Shaun the Sheep genialt. Bare se det selv, hvis ikke du kan rekruttere et barn.
Bæredygtig hverdag

Jul, hva!

Så blev det jul. Jeg skal forestille at pakke mine og Musens ting. Vi rejser i morgen, mens farmand tager en sidste dag på kontoret og følger efter juleaftensdag.

Hvorfor jeg valgte ikke at booke en plads til klapvognen er mig lige nu en gåde. Den lille har tendens til akut spaghettiben i pressede situationer, og jeg slæber på en del allerede inden hans femten kilo kommer op på armen.

Men det går nok, vi skal bare ombord i toget.

Weekenden her har været lidt ude af synk. Min kæreste har haft sig et par tiltrængt rolige dage efter en lidt pakket december og jeg har skuet ud over en tornestrøet dal af vasketøj og gaveindpakning (de skal også slæbes!), og bad på forhånd til alle mand.

Vi bliver – så vidt jeg kan gennemskue – 11 om et badeværelse, heraf to blebørn og mine bedsteforældre på snart halvfems, så man skal nok ikke kalkulere med lange brusebade.

Antallet af gæsteværelser kan jeg heller ikke helt få til at passe.

Det skal jo nok blive hyggeligt og sjovt og en af højtider man husker. Forskellen for mig kommer helt sikkert til at ligge i at kunne trække mig tilbage og fordøje indtrykkene bare en halv time. Endnu en grund til at en klap/barnevogn ikke havde været så dum; jeg må låne min tre måneder gamle niece eller overdrive Musens skræk for mørke lidt.

Juledagene i Plantesmilets barndomshjem er som en liturgi hvor teologerne har skrevet en linje eller to til år efter år, men sjældent slettet noget. Det er fornøjeligt, ekstravagant og lidt overvældende. Der plejer at gå meget tid med ‘at tisse af’ og diskutere hvem der kører i hvilken bil.

Her fra nøgtern afstand har jeg lyst til at revolutionere foretagendet, men ved godt at når jeg først er der, tager det sit eget liv. Eller hvem ved? Personkredsen har udviklet sig lige så stille, så måske gør aktivitetslystne det samme?

I hvert fald har vi sagt pænt nej tak til familiejulefrokosterne mellem jul og nytår. Vi skal arbejde og er mætte, i alle ordets betydninger. Vi får slet ikke set min svigerfamilie hvilket jeg har det ringe med, men sådan må det være i år.

I december har vi lige så forsigtigt stukket storetåen i pølen af juletraditioner. Fine ting Musen kommer til at huske. Og stadig forsøgt at holde pulsen nede og vejrtrækningen normal. Forsøgt. Det er ikke en stille måned på arbejde, vi har en børnefødselsdag midt i måneden og så det der mørke ….

Jeg havde en enkelt pyllertræt aften, ellers er det gået. Jeg har holdt fri hver mandag og mest bare revet skur ned. Lysterapi og terapi-terapi ud i et!

Men de der traditioner … Vi satte søndag formiddag af til ‘hygge’ og gennemførte de to: julepynt (aka en tegning) og havregrynskugler. Det var perfekt. Deltog i vuggestuens æbleskivefest og nød at være blandt naboer og gode bekendte. Min kæreste brændte den sidste omsorgsdag af på en togtur til biblioteket i Helsingør med Musen.

Måske er det nok for nu? Glædelig jul alle sammen!

Boganmeldelser

The Life changing magic og not giving a fuck – Boganmeldelse

The life changing magic of not giving a fuck

Titel: The Life-Changing Magic of Not Giving a Fuck. Forfatter: Sarah Knight. Sider: 208. Forlag: Quercus. Udgivelsesår: 2015. PPPP. Lån den på biblioteket her.

Det har været tyndt anmeldelserne på det seneste. Der er masser af bøger derude jeg gerne vil sige noget om, men ikke timer nok til at sige det i. I hvert fald ikke så grundigt og velargumenteret som jeg gerne vil. Men. Nu får I sgu lige en her inden jul alligevel. Jeg forestiller mig, at andre end mig kan bruge at blive stivet lidt af på denne tid af året …

Kondo for fucks

Minimalister vil genkende titlen, fordi den er et rif over Marie Kondos klassiker. Men hvor oprydningsbogen beskæftiger sig med ting og sager, beskæftiger denne sig med ‘fucks’. Som i “I don’t give a fuck”. Altså ting man tager sig af. Orker. Gider. Bekymrer sig om.

Ligesom Marie Kondo går forfatteren kategorivis, startende med den nemmeste (fysiske ting) og afsluttende med den sværeste (familie). Det fungerer godt.

Og ligesom Marie Kondo abefaler den at lægge sine ‘fucks’ i en (mental) bunke og så sortere ud. Det kan jeg ikke rigtig få til at give mening. Jeg kan snildt lave en liste over ting jeg kerer mig om (for nu at bruge et ord bragt til ære og værdighed af Blackstone), ting jeg ikke kerer mig om eller ting jeg pt kerer mig om men påtænker at lade være. Men det hele? Det er jo hele verden!

Kunsten at tage sine fucks tilbage

Selv om jeg så bort fra bogens metode og bare læste den fra ende til anden sans-øvelser, synes jeg den gav noget.

For jeg synes godt nok der er træk på ens fucks fra mange sider. Arbejdspladser hvis middel mod ethvert onde er at mødes (og hvis det ikke virker må vi mødes i fritiden!), familier i fjerne egne der bare ville blive *så* glade for at se en til … alt muligt. Alle vuggestuens arrangementer og udvalg. Alle kolonihaveforeningens arrangementer og udvalg. Alle nabolagets arrangementer og udvalg. Alle de der ting man *lidt bør* såsom at have et juletræ, at barbere ben inden man skal til læge eller ikke se ud som om man er forsvundet ned i sin telefon i s-toget, når det for fanden er det man er.

Og der er faktisk nogle gode eksempler og teknikker til hvordan man undgår at give sine fucks til alt det (for en selv) uvæsentlige, så der er flere tilbage til det man selv synes er væsentligt. Gode venner, mærkesager eller at flade ud på sofaen i weekenden. Og lige præcis de ting har ofte været dem der ikke var fucks nok tilbage på min konto til.

Forfatteren anbefaler at man i simple tilfælde bare lader være med at tage sig af omverdenens vedvarende prik på skulderen. Det går som regel godt. I mere vedholdende tilfælde skal man forklare sig, ærligt og høfligt og med fokus på holdninger over følelser. Hvilket jeg kan bevidne ikke altid giver sig selv – hold fast nogle søforklaringer jeg har været ude i! Og i ekstreme tilfælde kan man ophøje sin mavefornemmelse til et princip. Hvilket jeg faktisk glæder mig til at prøve: “Desværre, jeg har et princip om ikke at deltage i bestyrelsesarbejde!” Folk vil muligvis synes man er sær, men kun de allernærmeste vil tage diskussionen op.

Okay, virkelig nederen eksempel. Lad os sige at jeg ikke deltager i festudvalg ..!

Men, men, de små børn!

Bogen er friskt, bramfri, f-ordsspækket engelsk, som det vist er meningen man skal blive forarget og ikke-forarget over på en gang. Den er letlæst, men det bliver også lidt anstrengende med alle de ‘fuck’, som på min forargelsesskala ikke når meget længere op end ‘for pokker’, men som gør teksten lidt svært gennemskuelig et par steder.

Til gengæld *blev* jeg svagt forarget over eksemplerne et par steder. Fair Trade-Trade-mærke andre udmærkede tiltag bliver nævnt i opremsningen af ting man ikke skal tænke over, fx. Hvorfor egentlig ikke, når nu nogle andre har gjort arbejdet med at certificere for en, og man bare skal gå et halvt skridt længere til venstre på supermarkedshylden? Og så er forfatteren(s persona?) inkarneret børne-skeptiker, der ikke alokerer mange fucks til babysitning, børnefødselsdage og overværelse af nevøers fodboldkampe. Og som et menneske der har et barn og har været et og aldrig har haft svært ved at holde af andres, syntes jeg faktisk det var lidt hårdt sat op og lidt anstrngende at læse. Ikke mindst fordi jeg har mistanke om at det er påtaget.