Bibliotekerne genåbner i en eller anden form på onsdag, min kæreste knokler med at gøre sit ship shape hele dagen i dag og jeg skal det samme i morgen. Og jeg fejrer at være alene hjemme for første gang i umindelige tider ved at tage lidt mig-tid ud af arbejdsdagen. Jeg kan alligevel ikke samle mig de mere langsigtede strategiske overvejelser før vi – forhåbentlig i morgen! – får afklaring på hvordan vi åbner et bibliotek uden at benytte døren, som falder under et andet regelsæt.

Jeg har været i bad (en rutine jeg godt nok lige skal have tilbage på skinner. Jeg står og vipper mellem det klimavenlige og det decideret uhygiejniske lige nu …), jeg har brugt en time på at rydde op i stueetagen der var sandet til i arbejdsnotater, opladere, pantflasker, vinter-børnetøj og cremetuber der var så tæt på at være tomme at de til enhver tid ville tabe i konkurrencen med den nye cremetube, nogen havde været så tankeløs at åbne. Og kvalte enhver impuls til gør det selv, grundlæggende omorganisering af skabe, Marie Kondo-bunker og ideer om at kunne nå resten af huset i samme omgang.

Men bare rolig, min lille decluttering-på-falderebet var ikke det vellykkede lockdown-projekt fra overskriften. Vi har nemlig lavet en baby, min kæreste og jeg, som efter planen skal lande til september. Vi er meget glade og sådan lidt paffe over at det gik så hurtigt (første hug og så i vores alder!) og over hvor stenet og sært og inderligt upraktisk alting er med corona und alles.

Nedlukning og graviditet har været noget af det mest stenede (og ja, nu gentager jeg tillægsord, men det er altså det der dækker bedst). På den ene side har jeg kunnet snige diskrete lægeaftaler ind på hjemmearbejdsdage, tage ti minutter på øjet efter frokost og daske rundt i joggingtøj uden nogen fik mistanke om noget. På den anden side føltes det meste af februar som en evig gentagelse af den der sidste dag i en influenza hvor man hverken er syg eller rask. Og de der udleveringsvagter hvor jeg i timevis skulle stå og gå og slæbe og arbejde i bidende kulde – de trak altså tænder ud.

På den anden side har det været fint (sideløbende med at dét også har trukket tænder ud) at have så meget tid hjemme sammen med min kæreste hvor vi kunne snakke alt det praktiske eller lade være, lige sidde og kramme eller lade være, joke med hele situationen eller lade være.

Det er ikke fordi jeg har haft det særligt slemt med kvalme eller søvnighed. Men jeg har ikke kunnet få varmen lige meget hvor mange lag uld jeg tog på, jeg er gået protein-kold på de særeste tider af døgnet (skulle det være en hel dåse tun, lige fra pakken!?) og jeg har haft tømmermændssymptomer med knaldende hovedpine, bly i armene og lurende kvalme dagen efter enhver fysisk eller psykisk anstrengelse. Da jeg endelig fandt ud af at min elskede graviditetsyoga-dvd var blevet til en app siden sidst, gav programmet mig så meget migræne at jeg måtte sidde oppe den halve nat og trance-instagramscrolle for at holde pillen i mig længe nok til at den kunne forhindre mit hoved i at eksplodere.

Det var og er og bliver noget af det sværeste at acceptere at jeg åbenbart skal overføre næsten al min power til life support og lade projekter i hus og have ligge til en anden god gang eller overlade dem til andre. Jeg øver mig i at skære fra og prioritere, forenkle og bare være i stedet for altid at gøre. Og det når jeg et godt stykke med, men den ufortyndede begejstring, den finder jeg altså kun i mine – fysiske og gerne lidt sindssyge – projekter.

Jeg skal også have fundet hoved og hale i i hvor høj grad jeg egentlig er i corona-risikogruppe. Og hvad det betyder for mit arbejde, der fra onsdag og et godt stykke frem kommer til at bestå i at stå i en dør (hvis vi får organiseret en!) og tjekke corona-pas. Vaccineret kan jeg ikke blive, en skuffelse jeg da lige skulle bruge et stykke tid på at sluge, sammen med den gradvise erkendelse af at jeg ikke får en sidste sommer med et stort barn susende rundt på festivaler og museer. Måske en udlandstur for første gang i fem år. Det bliver stille og roligt og med en pind i næsen hver tredje dag …

Indledningsvis var jeg også lidt skuffet over at gå glip af alt det spændende på arbejde, men lur mig om ikke jeg er klar til en bette barsel efter et par måneders genåbning?

Og så skal jeg – efter en hel A4 med tvivl og bøvl og kropslig knirken – da lige slå fast endnu en gang at vi er ret så glade. Og Musen er glad. Og vores familier og venner og kolleger og naboer har været noget så skønne. Det skal nok blive godt, og om fem år sidder vi og kigger babybilleder og spørger os selv og hinanden om, hvorfor alverden vi gik rundt med de der fjollede ting foran ansigtet.