Bæredygtig hverdag

I øvrigt #47

  • Rejste jeg mig op efter at have drukket en kop morgenkaffe med mine kolleger. Og på stolen lå en … stor, rød, fugtig-med-begyndende-skind-på …klat! Jeg havde lige ti sekunders hjerrtebanken og ’jeg har været gravid uden at vide det og aborteret ud gennem strømpebukserne midt i kaffepausen’-panik. Så så jeg at det var en halvtør tomatskive
  • Har jeg ingen anelse om hvordan en tomatskive på en sort stol er sluppet igennem det drakoniske rengøringsregime vi kører for tiden.
  • Dukkede den pose biblioteksbøger, jeg mistede i sidste uge, op igen på hittegodskontoret. Og jeg skal da ærligt indrømme at jeg aldrig før har troet at folk rent faktisk hittede deres hittegods igen. Sådan i virkeligheden.
  • Var jeg lidt stram i betrækket de der 15 minutter hvor jeg ventede på at hittegods-manden skulle ringe tilbage for di posen var blevet væk fra ham.
  • Tog vi efter moden overvejelse og intens læsning af vejrudsigterne en sidste weekend i kolonihaven. Og det var lige det der skulle til. Heeelt ned i tempo, gåture i Musens tempo, voksenlæsning og småsnak på sengen om aftenen der gled direkte over i den slags søvn man bare kun har i et lidt for koldt træhus.
  • Tog jeg ud og lukkede huset ned i tirsdags. For nu må det være nok, og i modsætning til for en uge siden føles det også nok. Jeg har opdateret min guide til at lukke for vandet og til at gå huset igennem inden vinteren.
  • Er min kæreste og jeg dødeligt uenige om hvordan man bedst tør frossen mad. Jeg siger køleskabet. Han siger en skål på køkkenbordet med (varmt) vand. Vi ved begge at vi har ret. Vi ved begge at den anden tager fejl. Alvorligt fejl. Vi kan næsten ikke tale om emnet uden at komme op at skændes. Hjælp mig internet. Giv mig argumenterne, for jeg ved jeg har ret.
  • Har jeg i løbet af ugen deltaget i rigtig mange samtaler om me too. Samtaler hvor det dominerende synspunkt har været at det meste handler om omsiggribende cancel-culture eller er led i et eller andet kompliceret spil, hvor ’hånd på låret’ betyder at man midlertidigt er slået hjem til start. For mig at se handler sagerne meget lidt om flirt-der-er-belvet-sur mellem ligestillede og rigtig meget om magt. Magten til at få folk til at føle sig små.
  • Troede jeg indtil for ganske nylig at cancel culture var den der moderne ting med at folk aflyser aftaler i sidste øjeblik.
  • Har vi ikke reel ligestilling før begge køn kan sende en kronik til en avis uden at skulle gøre op med sig selv om de kan klare de kønsspecifikke fornærmelser i kommentarfeltet.
  • Har jeg forsøgt at forestille mig hvad jeg selv ville gøre, hvis jeg blev udsat for sexchikane. Og jeg aner det simpelthen ikke. Mændene på min arbejdsplads ser virkelig latterlige ud når jeg prøver at caste dem i rollen.
  • Kom jeg til at tænke på den gang på min første arbejdsplads da en af it-mændene fik den ide at jeg skulle rette mig op, altså i ryggen, og råbte det ad mig hver gang han så mig, også fra det andet hjørne af storrumskontoret eller biblioteksrummet. Ikke på en sød eller sjov eller venskabelig måde, men hårdt og aggressivt, ledsaget af et højt pift hvis jeg ikke reagerede første gang. Jeg rettede efter bedste evne ryggen som han sagde (det kan ikke lade sig gøre, jeg har Scheuermanns syndrom, altså krum ryg, det vidste jeg bare ikke den gang) men krympede mig inden i. Fandt mig i det uden at sige noget til ham eller andre. Og eksemplet skal altså ikke tjene til at jeg her ti år senere vil trække noget som helst offerkort, have sympati eller hævn. Jeg er okay, og det kan jeg egentlig godt frygte at han ikke er. Det er bare et eksempel på at noget der udefra set forekommer ret uskyldigt, gjorde mig ked af det. Og ja, jeg kunne teknisk set have bedt ham lade være. Eller bedt en anden om at bede ham lade være. Men ikke uden at komme til at afsløre hvor stor magt hans opførsel havde over mit humør og hvor meget det gik mig på at min ryg var som den var.
  • Var det stort set en ugentlig foreteelse at familie, venner og totalt fremmede bad mig rette mig op. Sjældent så aggressivt som min tidligere kollega, men altid med en fast tro på at de havde ret til at have en holdning på området og at jeg burde være glad for at få den fortalt. Indtil jeg fik lægens ord for hvad der var i vejen. Siden er det sket en eneste gang. Viden er magt, og skam kan lugtes, åbenbart.

Forrige ‘I øvrigt’ Næste ‘I øvrigt’

Bæredygtig hverdag

I øvrigt #46

  • Serverede vi for nylig pizza med bacon for min søn. “Er det død gris?” spurgte han, helt neutralt. Og (da vi svarede ja) lige så neutralt “Er grisen glad for det?” Øh ..!
  • Overvejer jeg, derfor og af andre grunde, at blive vegetar. Eller næsten at blive det. Jeg tror ikke jeg kan undvære and …
  • Er vi tilbage fra efterårsferie. Eller, jeg havde dels misforstået, dels glemt, mailen om at kontoret er under totalombygning. Så. Faktisk er jeg tilbage på adressen igen.
  • Nåede jeg på mine tre timer ude i det pulserende liv at miste en hel pose biblioteksbøger. Værende i branchen ved jeg godt hvilket økonomisk morads jeg har i vente.
  • Ved jeg også, værende i branchen, hvordan jeg får problemet til at forsvinde og blive helt væk. Men. Det kan jeg ikke få mig selv til.
  • Har jeg forbudt mig selv at læse den seneste Cormoran Strike-bog sent om aftenen. Den seksuelle spænding mellem Strike og Robin får mig til at ligge søvnløs om natten.
  • Har jeg desuden forbudt mig selv at svælge i Trumps aktuelle ulykker mere end to-tre gange om dagen. Fordi skadefryd klæder mig så dårligt og fordi nedturen 3. november potentielt bliver meget, meget dyb.
  • Fortalte sønikke mig her til aften at han er en slags superhelt, der kan swusje glimmer på folks sko, for “Det synes piger er pænt”. Jow.

Forrige ‘I øvrigt’Næste ‘I øvrigt’

Bæredygtig hverdag

Erfaringer med ladcykel med motor – de første 100 km med Christiania E-Light 8gear

Hvilken ladcykel med motor købte vi og hvad kostede den?

Klassisk ladcykel med motor fra christiania bikes

Vi valgte en Christiania El 8 gear med hydrauliske bremser og promovec elmotor. Altså en klassisk firkantet ladcykel med motor fra Christiania Bikes med motor på baghjulet og håndbremser. Styret sidder på selve kassen. Den kostede som udgangspunkt 20.900 og så kom der små 3.000 oveni til forsendelse, godkendt lås, lys, bænk, sele, punkterfrie dæk og regnslag.

Vi fravalgte kaleche for nu, men den kan eftermonteres. Ligesom modellen i det hele taget lægger op til at kunne bygges om og tilpasses løbende.

Vi købte fra ladcyklen.dk og var vældig tilfredse med service og levering, om end der var omkring en måneds leveringstid. Vi er åbenbart ikke de eneste der har fået corona-kuller!

Hvad vil vi med en elcykel med motor?

For som jeg skrev her, er vi jo egentlig ok med ikke at have bil. Og så alligevel. Buddinge hvor vi bor, ligger lige de der to kilometer fra alting. Desuden mangler vi nogle gange lidt slæbekraft til når vi skal på genbrugspladsen eller i IKEA. Jeg har også haft en ide om at sådan en ladcykel med motor ville være genial at have med i kolonihaven. Ikke nødvendigvis for en weekend, men i de længere ferier.

Og som en allersidste helt personlig grund har jeg villet op på (jern)hesten igen efter den pludselige-men-ikke-helt-pludselige cykel-fobi, jeg blev ramt af for et par år siden. Det er blevet meget bedre med tiden, efterhånden er det vel mest destilleret ned til en lyskryds-fobi. Men jeg har kunnet mærke at jeg er holdt op med at tænke som cyklist, og i stedet er gået direkte til Rejseplanen, når jeg skulle nogensteder.

Og hvordan er det så gået med det?

Hygge

Den største forskel i hverdagen har været hyggeturene. Sønnike elsker det, og jeg kan også mærke at jeg er nemmere end nem at overtale til en sen eftermiddagstur ned i mosen. Det er fedt at komme lidt rundt, få frisk luft, sidde og småsnakke mens vi cykler.

Praktik

Ladcyklen fungerer også fint som mini-bil når noget skal fragtes. Vi har ikke brugt den overvældende meget, hvilket egentlig giver mening når nu vi har klaret os helt uden hidtil. Men vi tænker den mere og mere ind.

Det er en klar lettelse at kunne fragte fire poser skrammel til genbrugsbutikken i stedet for en, det var herligt at køre til planteskolen og indløse et gavekort i ét hug. Vi har nu muligheden for at købe stort ind af mel og gryn fra Netto i stedet for den lokale Kvickly. Og den reddede vores røv den morgen min søn slog et par tænder løse og vi pludselig skulle meget hurtigt til en tandlægeaftale i et andet hjørne af kommunen på tværs af alle buslinjer. Alternativet havde været en taxa.

Og så synes jeg faktisk det er betryggende i disse coronatider at kunne komme til lægen uden at være afhængig af offentlig transport.

Ballerup Byvej

Min første tur i kolonihaven på ladcykel var til gengæld en uafgjort kamp. På én gang en stor succes og lige ved at få mig til at smide lortet på den blå avis. Set i bakspejlet var planen alt for ambitiøs: 15 kilometer hver vej, myldretidstrafik, store indfaldsveje, en rute jeg ikke var helt sikker på. På en cykel jeg et par dage før havde listet gennem mit allerførste forsigtige lyskryds. Jeg var smadret! Ikke så meget fysisk, hjælpemotoren gjorde et godt stykke arbejde, men i hovedet.

Turen ud gik i det store hele godt, jeg havde et par fine timer i haven. Men hjemturen, åh hjemturen … Jeg skal ikke gå i deltaljer, men Ballerup Byvej i brølende myldretidstrafik på en smal cykelsti der ligesom er hævet fra vejen (og dermed aktiverede min hjernes skræk for at ’komme til’ at kaste sig ud fra høje steder) og et fortov der var for smalt til at jeg kunne stå af og trække monstrummet. Puh!

Siden har jeg prioriteret roligere veje over supercykelstier, også hvis de på papiret ligner en omvej. Og allerede næste gang jeg tog en længere tur, kørte jeg meget mere på rutinen. På lange stræk kørte cyklen nærmest sig selv, og jeg kunne koncentrere mig om fuglesang og efterårssol og gode steder at holde ind og få en kiks.

At have ladcyklen i kolonihaven, er genialt. Vi havde den med på efterårsferie og nåede både skovture med min søn i ladet, take away-raids og min kærestes jomfrurejse på de utrafikerede stier inden vi lastede den med hundrede kilo skrammel der skulle med hjem for vinteren.

Suget i maven

Med hensyn til cykel-fobien, har det været rigtig godt og lidt udfordrende. På den gode måde. Der har været sug i maven og behov for lige at trække på fortovet hundrede meter et par gange. Men jeg cykler meget mere end før og meget mere frimodigt. Og det at et strejf af usikkerheden er fulgt med men på en ny måde (lyskryds gør mig intet på tre hjul. Skrånende cykelstier derimod ..!) har understreget at det netop er en fobi jeg skal arbejde med, ikke en reel fare, Ballerup Byvej muligvis undtaget!

Musen er fan

Hvordan føles det at køre på en ladcykel med motor?

For at sammenfatte: Den er et skrummel, den føles fundamentalt anderledes end en almindelig cykel, og øvelse gør mester.

Hold fast hvor er den stor sådan en Christiania-cykel! Min første lektie var at skrue det undskyldende, let overgivne, smil på som jeg husker det fra de første shoppeture med en alt for stor barnevogn.

Når det er sagt er den ikke kompliceret at køre på. Sønnike i selen , mor på sadlen, foden i pedalen. Motoren tager slæbet, og så er vi af sted. Det med motoren er rart. Både på lange seje træk og når man skal sikkert over et uoverskueligt kryds. Fordi fremdriften er sikret, behøver man ikke okse cyklen frem med fare for slinger. Man kan bare sidde delikat på sin mås og styre.

Så længe det går *lige* ud ad landevejen, i hvert fald. Der er en ting med sving og en ting med når vejen hælder. Og cykelstier er vinde og skæve, viser det sig! En almindelig tohjulet cykel står naturligt lodret, og så kan man selv hælde den for at dreje. En ladcykel hælder med terrænet og man skal holde sig centreret når man kører. Det har taget noget træning og et par mentale kamelslugninger at vænne mig til den del!

Jeg har haft god hjælp af denne youtube video, og så er facebookgruppen Ladcykel Entusiaster virkelig god for moralsk opbakning.

Og så kan jeg mærke at hver eneste lille smuttur til legepladsen eller ned efter morgenbrød giver rutine og mindsker det lille sug i maven, jeg følte i starten.

Er det værd at investere i en motoriseret ladcykel?

Værd er jo højst subjektivt! For mig er den pengene værd. Jeg elsker den højt, og føler nærmest jeg har fået en kombination af en hobby og et kæledyr. Seriøst, jeg snakker alt for meget om den cykel. Min søn er helt på, og insisterer på at vi tager en tur rundt om børnehaven en gang imellem og ringer lidt med klokken …

Om den kommer til at tjene sig ind rent økonomisk i sparede ture med taxa, 3×34 eller varer vi køber lidt billigere fordi vi kan rejse lidt længere efter dem? Tja, ikke lige med det samme men måske med tiden. Her skal man nok snarere tænke at den udsætter det punkt hvor man i ren frustration køber en lille bil.

ladcykel med elmotor
Bæredygtig hverdag

Stopdans

For syv måneder og et par dage siden sad vi hele familien på vej hjem fra Herlev Hospital hvor vi lige havde fået at vide at der da ikke var noget videre i vejen med vores søn. Og jeg havde den der følelse af at verden åbnede sig. Nu. Nu skulle vi til at have det sjovt. Vi bookede plads på en sanketur lige der i bussen, og lagde Grantoftegaards læmmedag i kalenderen. Overvejede om det ville være muligt at få fri den weekend det er Tønder Festival. De har familietelte.

Ugen efter lukkede Danmark ned. I maj begyndte min søn til en ny serie undersøgelser. Næppe noget alvorligt, bare en lidt mystisk ting der kræver en blodprøve, en skanning og en samtale hver tredje måned.

Siden har vi danset stopdans. Arbejdet mere, arbejdet mindre. Tænkt ud af boksen, skåret tilbuddet ind til benet. Planlagt, aflyst, planlagt, aflyst. Jeg har lært mig selv aldrig at svare på spørgsmål om vores åbningstider på biblioteket uden at konsultere hjemmesiden: Jeg kan ikke huske dem længere efter så mange ændringer.

Og. Sommeren er lissom bare gået. Kolonihavesæsonen er bare gået. Vi har ikke nået en skid, ikke lavet en skid. Føles det som. Det passer ikke helt, ved jeg godt.

Vi har både hygget og udrettet lidt. Vores offer har været uendeligt lille sammenlignet med så mange andre. Vi er raske. Vi har vores jobs.

Men den der liste med planter der skulle bestilles hjem for at det hele blev helt perfekt. Den er blevet væk gang på gang, eller jeg har slettet den. Ikke lige nu, orker det ikke. Hvem ved hvad vi kan og må og har tid til i næste uge eller bare i morgen. Grillen har vi ikke brugt hele sommeren. Huset er stadig ikke blevet malersektionen om den smule vi mangler trods alt er mindre end den smule vi manglede for et år siden.

Jeg var egentlig afklaret. Næsten lidt glad for at kolonihaven snart skulle lukkes ned, så hverdagskompleksiteten kunne mindskes et nøk.

Men så blev det efterårsferie og vi tog i kolonien. Mest for at lukke ned, så må vi tage hjem før hvis det regner for meget. Og her er så skønt. Jeg har for første gang i år rigtig gjort haven. Vi har været i skoven, haft venner på besøg. Læst i timevis hver aften, løbet ture.

Det smagte af mere!

Bæredygtig hverdag

Om livsoprydning

Der er lidt stille her på siden for tiden, og det er egentlig lidt med vilje. Jeg er i en fase hvor jeg tager elementerne i mit liv op af skuffen, en efter en, betragter dem fra alle sider og sender ret mange af dem kærligt videre. Eller, faktisk siger jeg farvel og på gensyn. Til alt det strikkegarn og metervarer jeg ikke ved hvad skal bruges til. Til kombucha-beholderen og østershattespandene. Det bliver en anden god gang. En god gang når vi ikke shiner hus op, ikke opdrager et lille barn der er lidt sin egen model, ikke er ved at komme til bunds i de sidste bunker blandet gods af ukendt proveniens, der stadig dukker op i skabe og skuffer en gang imellem.

Derfor har jeg også sagt farvel og måske på gensyn til den der pasus et eller andet sted her på bloggen om at jeg gerne deltager i kommercielle samarbejder eller deltager i events (jeg kan ikke huske hvad der stod). For det gør jeg ikke lige nu, og hvis ordene ikke vælter ud af sig selv, skal de ikke tvinges frem.

I samme nøgterne ånd har jeg endelig efter fire år og megen hændervriden skiftet læge til en tættere på. Jeg elskede dem jeg havde på Nørrebro og efter min jyske mening er det ikke vildt at have læge syv kilometer væk. Men med corona og den direkte bus nedlagt, gav det bare mening. Jeg snakkede med den nye i morges, og hun var virkeligt flink og meget saglig. Selvfølgelig.

Samtidig har jeg ryddet op i nogle af de ting jeg ellers går og laver. Ud fra en devise om at enten gør jeg det ordentligt eller også gør jeg det ikke (lige nu).

Jeg har droppet min lille anmeldertjans. (Små)pengene var rare nok, men det gik op for mig at jeg mest havde den som sikkerhedsnet: Fordi mit faste job kun genererede 90% af indtægten stod jeg ligesom lidt fastere op mod den store stygge arbejdsgiver … Men bijobbet var mit i kraft af mit daglige arbejde, og så giver den tanke jo ikke meget mening.

Jeg sagde nej til en anden lille ting der da kunne have været meget sjov. Men den involverede en weekend væk om året, og lige nu er vores fælles arbejdsfrie weekender mere værd end noget netværk eller nogen halv månedsløn kan opveje. Det bliver en anden gang, og hvis fuglen er fløjet, kommer der nok en ny.

Jeg meldte mig også ud af Københavns Fødevarefællesskab hvor jeg har taget vagter og købt grøntsager det sidste lille års tid. Det har såmænd været fint. Fine grøntsager og så det jeg egentlig ledte efter: Samvær med fremmede og et vagtskema (som ikke er mit daglige vagtskema), der krævede min tilstedeværelse uden for Buddinge. Fordi min kæreste kigger på ugens premierefilm og spørger om det passer bedste han tager afsted tirsdag eller torsdag, mens jeg først tager en statistik på hvor mange aftener vi har spist sammen alle tre den sidste måned (aldrig nok) og hvor meget rent tøj der er i skabet (heller ikke nok) og hvornår Musen sidst har været i bad (uha!). Og så kommer jeg ingen vegne. Fødevarefællesskabet har leveret varen, men jeg har ofte stået der med grøntposerne og tænkt at jeg da også bare kunne have sat mig på en café og læst. Eller taget i kolonihaven og ordnet et eller andet. Så det vil jeg prøve at gøre i stedet.

For den er stor og savnet, glæden ved at ordne. Koncentreret og effektivt. På job foregår meget i udlånet hvor alt altid skal smides for at hjælpe nogen med kopimaskinen. Sådan skal det være. Hjemme har jeg en søn der med imponerende kraft insisterer på at jeg leger med ham og ikke går der og spilder tid i køkken eller i haven. Sådan skal det ikke helt være, men det skal jeg da lige love for at det er! Derfor har kolonihaven også undgået alle forenklingskampagner. Dels har vi de skønneste dage herude som familie hele sommeren. Dels har jeg de skønneste timer herude mutters alene på andre tidspunkter af året. Det ved jeg faktisk ikke helt hvordan jeg skulle undvære lige nu.

For det er ikke fordi jeg vil dedikere mig fuldt og helt til hamsterhjulet. Der skal bare være plads til driften. Og helst også til at råbe ja hvis det helt rigtige, fantastiske sker. Som hvad? Det ved jeg ikke. På et tidspunkt skal jeg lave noget frivilligt igen. Gerne noget der gavner miljø og klima. Og så har jeg siddet med en kop kaffe og forliget mig med at min studievejleder måske havde ret da hun sagde at bibliotekarfaget var sådan et man kunne blive gammel. Men det kan også være hun ikke havde ret. Og en helt anden dag har jeg kigget på hvilke masteruddannelser der findes. Tænkt at der godt nok er meget fedt man kan blive, og lukket siden igen for nu. Der er masser af tid.