I øvrigt

I øvrigt #56

Posted on 1. maj 2021
En af dé dage …
  • Ferierer vi i kolonihaven denne uge. Balsam for de voksnes sjæl, en prøvelse for barnet, der tæller timer og dage til han kan komme tilbage i børnehaven. De foregående dage har han fulgt programmet, hyppigt bestukket med is fra kiosken og besøg af højtelskede familiemedlemmer. I dag var det slut med at samarbejde. Han erklærede at han ville hvile sig på sengen så han var frisk til det udfrielsens øjeblik hvor han fik lov at spille tablet. Altså kl fem om eftermiddagen. Hvilket han holdt fast ved. Hele dagen. De første par timer var hyggelige, de næste mange knap så meget
  • Virkede det forkert at slæbe et skrigende barn ned ad stien med det ene formål at få en is, så de voksne delte sig op og gik hver en tur: min kæreste fandt en ny rute i Vestskoven, jeg så et par rødstjerter i Råmosen
  • Er det egentlig meget fint at min søn holder af hverdagen. Selv synes jeg sgu den er lidt en prøvelse for tiden
  • Tog det fx to eftermiddage og sammenlagt toenhalv time i kø at komme ind i Sunde Sko efter et par sko til Musen. På grund af restriktionerne havde de kun en mand på arbejde i børneafdelingen, og jeg ved ikke hvem der var mest opløst, ham eller børnefamilierne ude på fortovet
  • Er jeg så træt efter en gennemsnitlig arbejdsdag at jeg næsten ikke kan overskue det. Ukoncentreret, hovedpineramt, kvalm. Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvor meget der er graviditet, hvor meget der er corona-fatigue og hvor meget der er ‘nakkeproblener som følge af dårlig ryg og stående coronapas-vagter’
  • Er det lidt et dilemma med de vagter. For jeg kunne godt bede om at blive sat til noget andet, fx blive overflyttet til smitteopsporing som en håndfuld kolleger er det, eller sætte mig hjem og passe mailboksen og fjernlånsbestillingerne. Men nu havde jeg lige fået et vagtskema der er mejslet i sten fra nu af til jeg går fra. Og selv om det fysisk trækker tænder ud, giver det ro på det mentale plan i en tid hvor min kærestes arbejdstider bogstaveligt ændrer sig for øjnene af ham mens han kigger kalender, hvor børnehaven stadig har skåret ydertimer og hvor det stadig føles forkert at afsøge de alleryderste kviste af stamtræet for barnepiger.
  • Er det egentlig sært der ikke findes en form for dokumentation for at folk er fritaget for mundbind og/eller test
  • Er det egentlig også sært at man skal sende en kopi af sin vandrejournal til chefen for at dokumentere sin graviditet. Jeg mener, der står nogle virkelig personlige oplysninger i den journal!
  • Er det i det hele taget sært med den vandrejournal. Hvorfor ‘vandre’, hvorfor i papirform og hvorfor var det katastrofalt at glemme den første gang jeg var gravid, mens den i coronaens tid er en unødvendig smittefare, som ingen vil røre ved?
  • Er jordemoderkonsultation pr telefon bare ikke optimalt. “Har du nogensinde haft problemer med angst og depression?” “Øh, ja …” (intens tastaturtastning i den anden ende af røret) “Men det har du godt styr på nu så …?” “Øh, jo …” (mere intens tastning) “Hvad med din pøh-so-a-RE-sis?” (Flere minutters stadig dybere forvirring) “Nå, problemer med min *hud*, ikke mit hoved’ … Nej, min psoriasis er fin, og jeg får da lige set den fødselsvideo på hjemmesiden. Hejhej!”
  • Var min kæreste tæt på helt at misse tyveugersskanningen på Herlev. Han for vild i gangene, jeg blev kaldt ind for tidligt, og da jeg forsøgte at købe tid ved at sige jeg skulle tisse, skannede damen bare min blære, sagde ‘ah, det’ ik galt’ og skannede videre
  • Nåede han frem til sidst, alt så ud som det skulle, og det føltes næsten date-agtigt at dele en Cocio nede foran inden vi tog hjem

Kolonihaveliv

Kunsten at åbne kolonihave om foråret – tjekliste

Posted on 24. april 2021

Hvornår kan man åbne kolonihave om foråret?

I vores forening kan man i følge reglerne åbne kolonihave ved sommertids begyndelse. I praksis gør vi det når frosten ikke længere går i rørene og det igen er muligt at komme af med affald. Ooog så venter vi som regel lige en uge eller tre temperaturen kravler over ti grader om dagen og nattefrosten (næsten) er væk. Sidste uge i april er et godt bud.

Alt det praktiske ved at åbne kolonihave

Afstem forventningerne

Jeg vil klart anbefale at gøre årets første kolonihavetur kort og uambitiøs. Målet er at nå frem, åbne for vandet, tjekke at alt er som det skal være, *måske* tage en enkelt overnatning. Og så skynde sig hjem i varmen igen. Eventuelt med en lille liste over håndværkere der bør kontaktes og bekvemmeligheder der bør medbringes næste gang.

Vi har flere gange måtte måtte stikke halen mellem benene og tage hjem en dag eller to inde i en ellers velplanlagt ferie med fuldt gæste-program på grund af et sprængt vandrør, poppende sikringer, en dødt køleskab eller en nattetemperatur der bare er lavere end forudset. Så synes jeg det er rarere at få overstået det praktiske på en kort visit og vende tilbage senere på et længere ophold.

Åbn for vandet

Jeg har en hel guide til at lukke for vandet her. At åbne for vandet i kolonihaven igen er heldigvis noget enklere, om end også altid lidt nervepirrende.

  1. Åbn brønden
  2. Drej de to haner (den der vender ind mod huset og den der vender ud mod verden) så de står åbne. Det vil sige så håndtaget er parallelt med røret.
  3. Tjek huset for åbenlyse lækager og vandhaner du eventuelt har glemt at slukke.
  4. Lad vandvarmeren fylde op. Vandvarmeren er fyldt når du kan tage varmt vand uden at det hvæser og sprutter. Tænd først vandvarmeren når du er sikker på den er fyldt.
  5. Tjek brønden for uforklarligt forbrug (sandsynligvis en skjult lækage) når vandvarmer og cisterne har haft tid til at fylde op. I vores brønd vises forbrug som nogle små pile der bevæger sig på et display, på ældre modeller vil det sandsynligvis være en viser der drejer.

Tjek huset

Tjek skabene for mus og andre klamheder, tjek om køleskab, varmeapparat mm virker – også uden at propperne springer. Luft dyner og fej de værste edderkoppelig op fra hjørnerne. Sæt en påskelilje i vase hvis du er i det humør …

Medbring hjemmefra – tjekliste

Vi plejer at bruge vinteren på at vaske alt hvad der kan komme med hjem at vaskes, tømme helt ud i køkken- og toiletskabe og i det hele taget strippe huset ned til et enkelt håndklæde og en bøtte pulverkaffe. Se min huskeliste for at lukke huset ned om efteråret her. Det betyder så også at det kræver lidt at gøre huset beboeligt om foråret.

Nedenstående liste til inspiration:

  • Sengetøj
  • Viskestykker, klude, grydelapper
  • Håndklæder og vaskeklude
  • Toiletpapir og håndsæbe
  • Toilettaske
  • Underholdning til lang kølig aften
  • Hjemmesko og en varm trøje

Køb det basale – forslag

Det er vildt individuelt hvad man ikke kan undvære, men vi plejer at ligge i fast rutefart til kiosken og/eller venlige naboer efter følgende:

  • Opvaskemiddel
  • Skraldeposer og -sække
  • Sæbe
  • Toiletpapir
  • Håndcreme og solcreme
  • Tandpasta og -børster så man ikke skal slæbe frem og tilbage
  • Vitaminpiller og lignende så man ikke skal slæbe frem og tilbage
  • Madolie
  • Kaffe/te og kaffefiltre
  • Salt og peber, sukker
  • Morgenmadsprodukter
  • Mælk
Lidt af hvert

Stilhed før stormen – og ét særdeles væsentligt lockdown-projekt der lykkedes over al forventning ;-)

Posted on 19. april 2021

Bibliotekerne genåbner i en eller anden form på onsdag, min kæreste knokler med at gøre sit ship shape hele dagen i dag og jeg skal det samme i morgen. Og jeg fejrer at være alene hjemme for første gang i umindelige tider ved at tage lidt mig-tid ud af arbejdsdagen. Jeg kan alligevel ikke samle mig de mere langsigtede strategiske overvejelser før vi – forhåbentlig i morgen! – får afklaring på hvordan vi åbner et bibliotek uden at benytte døren, som falder under et andet regelsæt.

Jeg har været i bad (en rutine jeg godt nok lige skal have tilbage på skinner. Jeg står og vipper mellem det klimavenlige og det decideret uhygiejniske lige nu …), jeg har brugt en time på at rydde op i stueetagen der var sandet til i arbejdsnotater, opladere, pantflasker, vinter-børnetøj og cremetuber der var så tæt på at være tomme at de til enhver tid ville tabe i konkurrencen med den nye cremetube, nogen havde været så tankeløs at åbne. Og kvalte enhver impuls til gør det selv, grundlæggende omorganisering af skabe, Marie Kondo-bunker og ideer om at kunne nå resten af huset i samme omgang.

Men bare rolig, min lille decluttering-på-falderebet var ikke det vellykkede lockdown-projekt fra overskriften. Vi har nemlig lavet en baby, min kæreste og jeg, som efter planen skal lande til september. Vi er meget glade og sådan lidt paffe over at det gik så hurtigt (første hug og så i vores alder!) og over hvor stenet og sært og inderligt upraktisk alting er med corona und alles.

Nedlukning og graviditet har været noget af det mest stenede (og ja, nu gentager jeg tillægsord, men det er altså det der dækker bedst). På den ene side har jeg kunnet snige diskrete lægeaftaler ind på hjemmearbejdsdage, tage ti minutter på øjet efter frokost og daske rundt i joggingtøj uden nogen fik mistanke om noget. På den anden side føltes det meste af februar som en evig gentagelse af den der sidste dag i en influenza hvor man hverken er syg eller rask. Og de der udleveringsvagter hvor jeg i timevis skulle stå og gå og slæbe og arbejde i bidende kulde – de trak altså tænder ud.

På den anden side har det været fint (sideløbende med at dét også har trukket tænder ud) at have så meget tid hjemme sammen med min kæreste hvor vi kunne snakke alt det praktiske eller lade være, lige sidde og kramme eller lade være, joke med hele situationen eller lade være.

Det er ikke fordi jeg har haft det særligt slemt med kvalme eller søvnighed. Men jeg har ikke kunnet få varmen lige meget hvor mange lag uld jeg tog på, jeg er gået protein-kold på de særeste tider af døgnet (skulle det være en hel dåse tun, lige fra pakken!?) og jeg har haft tømmermændssymptomer med knaldende hovedpine, bly i armene og lurende kvalme dagen efter enhver fysisk eller psykisk anstrengelse. Da jeg endelig fandt ud af at min elskede graviditetsyoga-dvd var blevet til en app siden sidst, gav programmet mig så meget migræne at jeg måtte sidde oppe den halve nat og trance-instagramscrolle for at holde pillen i mig længe nok til at den kunne forhindre mit hoved i at eksplodere.

Det var og er og bliver noget af det sværeste at acceptere at jeg åbenbart skal overføre næsten al min power til life support og lade projekter i hus og have ligge til en anden god gang eller overlade dem til andre. Jeg øver mig i at skære fra og prioritere, forenkle og bare være i stedet for altid at gøre. Og det når jeg et godt stykke med, men den ufortyndede begejstring, den finder jeg altså kun i mine – fysiske og gerne lidt sindssyge – projekter.

Jeg skal også have fundet hoved og hale i i hvor høj grad jeg egentlig er i corona-risikogruppe. Og hvad det betyder for mit arbejde, der fra onsdag og et godt stykke frem kommer til at bestå i at stå i en dør (hvis vi får organiseret en!) og tjekke corona-pas. Vaccineret kan jeg ikke blive, en skuffelse jeg da lige skulle bruge et stykke tid på at sluge, sammen med den gradvise erkendelse af at jeg ikke får en sidste sommer med et stort barn susende rundt på festivaler og museer. Måske en udlandstur for første gang i fem år. Det bliver stille og roligt og med en pind i næsen hver tredje dag …

Indledningsvis var jeg også lidt skuffet over at gå glip af alt det spændende på arbejde, men lur mig om ikke jeg er klar til en bette barsel efter et par måneders genåbning?

Og så skal jeg – efter en hel A4 med tvivl og bøvl og kropslig knirken – da lige slå fast endnu en gang at vi er ret så glade. Og Musen er glad. Og vores familier og venner og kolleger og naboer har været noget så skønne. Det skal nok blive godt, og om fem år sidder vi og kigger babybilleder og spørger os selv og hinanden om, hvorfor alverden vi gik rundt med de der fjollede ting foran ansigtet.

I øvrigt

I øvrigt #55

Posted on 9. april 2021
  • Kørte jeg i s-tog med en mor og et par teenagesønner. Sønnerne sad med mundbindet nede om hagen, fødderne oppe på sædet og brokkede sig højlydt over ”et fedt læs” af en stadionmedarbejder der havde bedt dem overholde nogle restriktioner. Moderen forklarede fredsommeligt og tålmodigt at hun syntes de skulle tage fødderne ned, bindet op og forstå at kontrolløren gjorde sit arbejde. Uden nogen påviselig effekt. Og jeg tog mig selv i at tænke at var hun der hvor den anerkendende dialog måtte ophøre og den gammeldags skideballe tage over.
  • Bliver jeg helt kvalm når folk henter bøger på biblioteket i ”engangs”mundbind der er helt brune i kanterne og under næsen.
  • Finder jeg godt nok selv mange mundbind i lommerne på mine bukselommer, jakkelommer, taskelommer, som jeg ikke umiddelbart kan huske historikken på.
  • Kan jeg mærke at jeg begynder at nå næste niveau af corona-træthed. Det hvor jeg uden grund bilder mig selv ind at denne eller hin restriktion ikke gælder længere. Fordi jeg har lyst til at den ikke gælder længere. Fx anbefalingen om ikke at mødes med mine forældre OG brødre samtidig. Eller den om at have mundbind på når jeg henter i børnehaven. Eller den om at min arbejdsplads anbefaler en ugentlig kvik-test. Are we still doing that? Really!?!
  • Synes jeg efterhånden det er svært at aflevere min søn i en børnehave hvor jeg ikke har sat foden i over et år. Jeg har ikke nogen reel forestilling af hans hverdag og må fortolke frit på lejlighedsvise kommentarer fra pædagoger – oftere de der unge mennesker der er hyret til at stå i døren – og hans egne noget sporadiske anekdoter.
  • Ville jeg ønske hundeejere holdt op med at tro at lige netop deres Bulder eller Balder eller Bølle er den magiske vovse der får mit panisk hunderædde barn til at holde op med at være panisk ræd. Det er mere kompliceret end som så. Og jo længere de står og snakker og forklarer og lokker og eksemplificerer ved børnebørn der *slet* ikke kan få nok af Bulder/Balder/Bølle, jo mere panisk bliver han.
  • Udtalte jeg de første 30 år af mit liv ’ræd’ som ’ræj’. Siden har jeg ikke udtalt det overhovedet.
  • Lurer genåbningen i horisonten, og ingen af os herhjemme ved hvor meget, hvornår eller hvordan vi arbejder efter d 21. Og jeg prøver, prøver, prøver at tage det ovenfra og ned denne gang. Sige til og fra, komme med ønsker, bede om hjælp, vente og se. Det går … nogenlunde.
  • Var jeg alligevel så gnaven og svær at dele hjemmekontor med den anden dag, at min kæreste bad mig ”Gå ned i kælderen og flå en dør af!”. Nu river vi de der grimme indbyggede skabe med levn af fordums varmecirkulationssystem og besynderlige inddækninger  ned. Jeg tror ikke jeg har været så umiddelbart og ukompliceret glad siden … sidst jeg rev noget ned.
Bæredygtig hverdag

Om at lukke støjen ude, så åbne en sprække på klem

Posted on 5. april 2021

Vi holdt noget ferie sidst i februar. Som vi næsten altid gør på det tidspunkt. Nogle år har det været genialt, andre lidt klaustrofobisk. Sidste år husker jeg at jeg næsten korporligt tvang min grundsure kæreste ned på en café med et skriveprojekt og fik ham tilbage fire timer senere med det dér glimt tilbage i øjet som vist i sin tid var det jeg faldt for.

I år brugte jeg det meste af den første fridag på diskret at tude ned i sofapuderne over at den mulighed ikke var åben i år. At vi ingen planer havde, ikke skulle se nogen mennesker, ikke skulle ud at spise. At vejret ikke var varmt nok til en tidlig kolonihavetur og at vi ikke havde haft åndsnærværelse nok til at se os om efter et sommerhus.

Næste morgen vågnede jeg mirakuløst veludhvilet i det magiske tidsvindue mellem solen stod op og min søn gav lyd. Kiggede ud på haven, satte kaffe over. Greb efter min telefon og tjekkede om nogen ville mig noget. Skulle lige til at at gå videre til nyhederne: DR, Pol.dk, The Guardian, CNN. Men så lod jeg være. For nu havde jeg det lige så godt.

I første omgang var min tanke at vente til om eftermiddagen. Så ville nysgerrigheden nok vinde over min nyfundne sjælefred. Men jeg tjekkede heller ikke nyheder om eftermiddagen. Eller resten af ferien, bortset fra et hurtigt kig fordi der blev meldt nogle forandringer ud i corona-restriktionerne. Tilbage på arbejde befandt jeg mig en enkelt gang eller to inde på DRs hjemmeside uden helt at kunne gøre rede for hvordan jeg var havnet der. Jeg tror simpelthen impulsen ‘kort pause mens jeg venter på kollega ringer tilbage’ fuldstændig automatisk havde udløst responsen ‘fingre taster D R punktum D K’. Det samme skete et par gange hvor jeg fulgte et link fra den mere fjollede ende af internettet og pludselig befandt mig i ‘rastløs overskriftklikker-mode inde på en eller anden netavis’.

Men i det store og hele var det en enorm lettelse at tage en pause fra enhver form nyhedsindtag. Jeg blev gladere. Jeg sov bedre.

Den sidste tid inden jeg trak stikket havde jeg en dårlig vane med at vågne midt om natten og gribe telefonen. Jeg vågner stadig ofte om natten og nogle gange læser jeg stadig et par linjer i en bog for at lulle mig i søvn igen. Forskellen er at bogen rent faktisk beroliger mig, mens hele rodsammenet af corona, uighurer, amerikansk valg, forhold på fødegangene, politikere der snerrer ad hinanden og partsindlæg camoufleret som seriøst nyhedsstof bare gjorde mig søvnløs og deprimeret.

Samtidig med at nyhedsstof på overfladen virkede som det sundere alternativ til sociale medier i en hverdag hvor min sjæl i den grad skriger på underholdning og en lille flyvetur ud af Buddinge. Jeg har ad flere gange sat kritisk lys på mit mobilforbrug og gjort mere eller mindre helhjertede forsøg på at sænke det. Men det har altid været sociale medier og planløs googling der er sprunget i øjnene. Ikke en på overfladen uskyldig aktivitet som at orientere sig i dagens begivenheder.

Det gik virkelig sent op for mig at den måde jeg brugte nyhederne på – som nok også er den måde afsenderne har lyst til at jeg skal bruge dem – er lige så meget hjernedød indholdskonsumption som den måde jeg bruger Instagram. Jeg har det bare bedre efter en halv times Akward Family Photos på Insta end efter at have brugt samme tidsrum på at læse foruroligende overskrifter på låste artikler på Politiken om forsøg på at undertrykke valgdeltagelsen i Georgia eller personaleudskiftning i københavnske børneinstitutioner.

Interessant nok faldt mit skærmforbrug heller ikke da jeg droppede nyhedslæsningen. Den ene form for content erstattede gnidningsfrit den anden.

Som ugerne gik i min nyhedsfrie bobble, blev jeg desværre også påfaldende uvidende. Om hvordan det går med den der genåbning, fx. Om nye bøger, jeg forventes at kende. En dag tog jeg mig selv i at tænke at hende der Kamela Harris hører man aldrig noget til længere. I det lange løb vil jeg ikke være en specielt informeret vælger eller kritisk forbruger. Jeg bør nok ikke købe flere aktier før jeg har bedre styr på om firmaerne er på konkursens rand eller involveret i en skandale.

Jeg overvejede forskellige muligheder. Et abonnement af en slags. Kunne bare ikke lige finde det rette. Og kom så i tanke om Radioavisen. Liveradio er ellers ikke rigtig noget vi hører. Min kæreste får spat af baggrundslyd. Jeg kan egentlig godt have det, men det passer dårligt ind i vores noget logistiktunge morgenener, og på andre tidspunkter vinder podcasts. Men de seneste 714 (!) radioaviser ligger på DRs lyd-app. De dage jeg er afsted på arbejde, hører jeg den seneste version. Den tager som regel tre minutter. Når jeg det først om aftenen tager jeg den fra om middagen, den er på et helt kvarter. Når jeg det slet ikke, er der ingen ulykke sket.

Og ved I hvad, det er faktisk rigtig hyggeligt! Formatet har ikke ændret sig siden liveradio gled ud ad mit liv. Jeg har dårlige forudsætninger for at vide om emnevalget er dækkene, men det virker sådan. I hvert fald i den lange version. Jeg er akademisk uddannet nok til at vide at neutral formidling ikke eksisterer, men de har da gjort et ærligt forsøg. Og jeg kan stadig falde i søvn igen når jeg vågner om natten.