Bæredygtig hverdag

Christiania-cykel med elmotor – spørgsmål og svar

Klassisk ladcykel med motor fra christiania bikes
Her har vi vidunderet: En Christiania El 8 gear med hydrauliske bremser og promovec elmotor

Vi har efterhånden haft vores Christiania-cykel med elmotor i et lille år og bliver mere og mere glade for den. Hvilket dels skyldes at vi bliver bedre og bedre til at tænke den ind i dagligdagens logistik. Dels at jeg bliver mere og mere tryg ved at køre på den. For nylig kørte jeg en lang tur med min søn, og kunne for første gang konstatere at jeg ikke en eneste gang følte et sug i maven i maven når cykelstien skrånede (det gør de, opdager man på en trehjulet!) eller tabte modet og ‘padlede’ med tåspidserne i et kompliceret kryds. Nu kører det sgu!

Min kæreste er aldrig blevet glad for at køre på ladcyklen. Han prøvede en enkelt gang i kolonihaven sidste efterår, drønede for fuld hjælpemotor og med sønnike i ladet ud på en hullet græsmark, tog et herresving i topfart, kom op på to hjul, undgik med nød og næppe at styrte – og konstaterede det ikke var noget for ham. Men han sætter pris på at vi nu kan tage på familietur med søn og madpakke i kassen, mor i de eldrevne pedaler og ham selv på den almindelige cykel ved siden af. Og han bruger også ladcyklen som en slags glorificeret trækvogn når vi skal hente noget tungt.

Jeg ved at rigtig mange har købt eller overvejer at købe ladcykel med elmotor i disse år. Man ser flere og flere på cykelstierne og jeg ved at ventetiderne er skudt helt gennem taget. Derfor vil jeg prøve at samle lidt op på mine erfaringer med Christiania-cykel med elmotor, til almindelig orientering 🙂

Christiania-cykel med elmotor – FAQ:

Hvordan er det at køre på ladcykel kontra almindelig cykel?

Meget anderledes! Også mere anderledes end jeg havde forestillet mig.

Den væsentligste forskel for mig var at en trehjulet cykel hælder til siden når underlaget gør. På en tohjulet vil man automatisk kompensere, så man holder sig lodret på lige stræk. I starten lammede følelsen af at vælte mig næsten når jeg kørte. Jeg blev helt hyperopmærksom på om cykelstien jeg kørte på, nu også var plan eller skrånede. Hvor vi bor har man mange steder ikke lavet ramper ud for indkørsler og sideveje. I stedet er cykelstien jævnet ud på tværs så den skråner mellem vejniveau og fortovsniveau. En skik jeg forbandede langt væk de første måneder!

Det der hjalp mig videre var en kombination af stædigt at øve korte ture så mange gange om ugen jeg overhovedet havde tid til – gerne med min søn der snakker så meget at der simpelthen ikke er tid til dødsangst. Desuden kiggede jeg bevidst på andre ladcykler i gadebilledet: Så de ud til at være ved at styrte? Nej. Så var jeg nok heller ikke … Og så vænnede jeg mig til at se langt frem når jeg kørte – ujævnheder ser bare mindre ud på den måde – og til gengæld lade være med at *tænke* for langt frem men tage tingene som de kom.

Den anden væsentlige forskel er når man drejer. På en tohjuler drejer man delvist ved at læne sig til den side man gerne vil dreje til. På en ladcykel drejer man ved at dreje ladet. Læner man, hvilket jeg virkeligt havde svært ved at lade være med i starten, får man følelsen af at vælte. Hvilket på ingen måde er det samme som rent faktisk at vælte, det har jeg endnu aldrig prøvet. Men nervepirrende ikke desto mindre!

Teknikken er at tage farten ret meget af i sving. Hvilket i starten føltes som et nederlag, men hey: man har gashåndtag til at speede op igen, der er virkelig intet tabt ved det. Når man så er nede i fart, holder man kroppen centreret og *flytter begge hænder til den side af styret, man vil dreje til*. Det er totalt kontraintuitivt. Men altså, vil du foretage et højresving på din ladcykel, flytter du venstre hånd over oven på højre. På den måde undgår du at komme ud og ‘hænge’ til venstre og potentielt få overbalance.

Læs om mine første erfaringer med ladcykel med motor her

Hvordan er en Christiania-cykel med elmotor at parkere og bugsere?

Forfærdelig! Ligeså graciøst jeg glider hen ad vej og sti, ligeså meget en elefant i en glasbutik er jeg, når jeg trækker. Den er tung, den fylder, den skal drejes i 47 små nøk. Man får virkelig trænet sit allermest undskyldende smil når man forsøger at få den møffet ind på en lidt for smal parkeringsplads foran Kvickly, mens halvdelen af Buddinges befolkning står og venter på at komme forbi.

Christiania-cyklen er (så vidt jeg husker) 87 cm bred. Jeg er endnu ikke stødt på en cykelsti der ikke var bred nok, heller ikke her i vejarbejdsland. Men skal da indrømme at jeg ofte har været i tvivl!

Undgå for Guds skyld at køre ind i din egen ankel, når du trækker. Jeg pulveriserede på det nærmeste min den højre, første gang jeg skulle buksere cyklen ind i haven.

Låse-showet er en saga helt for sig. Ladcykler bliver stjålet for et godt ord. Hvis ikke hele cyklen, så mindst bateriet. Har jeg hørt og læst, fx her. *Vores* er aldrig blevet stjålet, men det er sådan en statistik der er svær at bruge til noget. Måske kommer de slemme ladcykel-tyve ikke så meget i Buddinge og omegn, måske har vi været svineheldige, måske er en eller anden skurk ved at planlægge en bortførelse mens jeg skriver … Jeg ved det simpelthen ikke, og derfor er det virkelig svært at vide hvor paranoid man skal være.

I praksis står den låst i et aflåst skur herhjemme. På farten låser vi den, lænker den med en kædelås og tager nøglen ud af batteriet. Står det til min kæreste, tager vi batteriet med i butikker og på café. Men helt ærligt, det er tungt! Som sagt, der er 7, 9, 13 ikke sket noget endnu.

Hvordan bruger vi vores Christiania-cykel med elmotor i hverdagen?

Vi bruger mest ladcyklen til hyggeture og udflugter. I vinter – minus de måneder hvor kulden decideret arktisk, og hvor jeg desuden var nygravid – cyklede min søn og jeg en lang tur de fleste weekender til en sø eller skov efter eget valg og fik lidt vind i håret, mens farmand hyggede hjemme. Vi har også været afsted alle tre, hvor min kæreste så cykler ved siden af.

På en tæt andenplads kommer hverdagslogistik: Når min søn skal til lægen eller tandlægen, når jeg tager på planteskolen eller vi mangler noget fra Harald Nyborg. Her er det virkelig praktisk ikke at være afhængig af busser og gåben.

Vi bruger til gengæld ikke rigtigt cyklen til dagligvareindkøb. Bøvlet med at parkere overstiger fordelene, synes jeg.

Jeg har cyklet til kolonihaven et par gange, men mindre end jeg havde håbet. At *have* cyklen derude er genialt, fordi det åbner omegnen op på en ny måde. At *få* cyklen derud kræver lidt ruteplanlægning, som jeg ikke har helt på plads endnu. De der supercykelstier jeg havde troet ville være geniale, viser sig nemlig at være stressende og små-ubehagelige at køre på. Skovveje, stier gennem naturområder og ganske almindelige villaveje er meget mere behagelige. Så der skal zig zagges lidt, og det tager tid.

Jeg håber at få cyklen med til Ballerup til sommerferien i år, men vil lade den gravide mave afgøre om det bliver til noget 🙂

Christiania-cykel med elmotor
På vej hjem fra efterårsferie i kolonihaven

Er elmotoren nødvendig?

Nødvendigt og nødvendigt. Jeg er i hvert fald glad for den, og bruger den mere og mere. En Christiania-cykel med elmotor er *tung* – og vores light-model er vist endda en af de lettere modeller på ladcykelmarkedet. Jeg synes det hele glider allerbedst med assist-niveau 3 (det midsterste). Der kan jeg køre i almindeligt tempo uden at anstrenge mig og uden at det på nogen måde bliver vildt. Med almindeligt tempo mener jeg sjældent mere end 15-17 km/t. Alt over 20 km/t føles decideret halsbrækkende, synes jeg.

En ting jeg var længe om at se pointen i, men som jeg nu bruger meget, er gashåndtaget. Det er rart at kunne få røven hurtigt på gled i fx et kryds, uden at skulle okse for det.

Når det er sagt, så kører cyklen fint uden el. Jeg plejer at slå motoren fra hvis vi kører hyggetur i en park eller omkring en sø. Jeg slukker også motoren hvis vi skal dele sti med mange fodgængere fordi jeg bilder mig ind at det er mindre stressende for mine medtrafikanter på den måde.

Hvordan med børn i ladcyklen?

Foreløbig har vi jo kun et af slagsen. Han elsker til gengæld Christiania-cyklen og har udtalt at sædet i cykelkassen er hans yndlingssted i hele verden.

Han sidder fremadrettet, direkte på bænken og har to seler på: En hoftesele som der er lovkrav om, og en H-sele mest for at holde ham lidt i ro.

Vi har overvejet at få en kaleche på på et tidspunkt. Det vil gøre cyklen mere anvendelig om vinteren men vi har trukket den. Jeg kan godt lide at have så direkte kontakt med min søn, som jeg har nu. Vi snakker og peger og diskuterer de finere detaljer i færdselsloven. Det er så hyggeligt.

En god ting er at min søn ikke bliver køresyg i cyklen. Det gør han i bil og bus. Jeg tænker forskellen er at han ser lige frem, og måske hjælper al den friske luft også.

Jeg glæder mig til at køre med den nye baby også, men forestiller mig at vente i hvert fald seks måneder. Det kommer an på hvor sikkert barnet holder hovedet, men også hvor sensitivt det er over for sanseindtryk, tænker jeg. Til den tid skal vi have sat et godkendt babysæde ind og måske genoverveje at få en kaleche på.

Og så skal jeg da lige nævne at vores naboer sidste år holdt en uges sommerferie på forskellige nordsjællandske camingpladser som de kom rundt til i deres Babboe-ladcykel. Med to børn under fire. Der er jeg ikke helt endnu …

Er der andet I gerne vil vide? Og har I selv erfaringer med ladcykel?

På eventyr i elcykel
Musen og mor på nye eventyr
Bæredygtig hverdag

Om ophobede to do-lister og lommer af frihed

I går tog jeg fri og tog til Lyngby. Blev klippet, stylet, nusset, bespist og fik indhentet det enorme limonade-efterslæb jeg har følt det seneste halve år (Ja, det er en gravid-ting …). 

Det med håret var ved at være kritisk. Allerede inden nedlukningen (og vi taler den første af dem) havde jeg i en periode boycuttet frisørfaget, fordi Frisøren i Mit Liv var flyttet til Islands Brygge hvilket er en hvid plet på mit indre landkort. På det seneste er jeg i tilgift faldet ud af vanen med at rede hår hver dag, og da jeg prøvede at være den gode kunde og lige strigle manken igennem inden jeg tog hjemmefra, kunne det faktisk ikke helt lade sig gøre. Så.

Da det kom til stykket var det også bare virkelig dejligt at blive forkælet mens small talk af en dame der vist bedst kan beskrives som ‘boblende’. Håret blev også vældig fint.

Resten af dagen som også involverede en meget langsom men bestemt køn gåtur mellem Brede og Fuglevad, var et bevidst led i bestræbelserne på at få klemt lidt frihed ind gennem det lillebitte vindue mellem corona og barsel. Mærke ned i maven at ja, ting kan godt lade sig gøre.

En følelse der kan være lidt svær at finde tilbage til, synes jeg. Til dels fordi jeg stadig skal have ‘en pind i næsen’ hver gang jeg skal nogle steder. Til dels fordi min hjerne er gået i tidlig amme-mode og/eller forsinket nedlukningsdvale og/eller er svitset sammen af den enorme to do-liste der ligesom er blevet klemt op i en top af alt det der er blevet udsat og alt det der skal nås inden baby.

Min lænd har bare givet op. Det gør ikke ondt, jeg synes ikke selv jeg har lagt mig synderligt ud. Den nægter bare at løfte mine ben efter den første kilometer. Heller ikke dagen efter. 

Det er svært ikke at sammenligne med sidste jeg gik fra på barsel. Hvor desperat jeg var efter at stå af job-ræset i en periode. Hvordan jeg egentlig var lidt skuffet over ikke at have en eneste lille gene der kunnen berettige bare en enkelt dag på sofaen med en kop te og nogle Tanker om Livet.

Denne gang kommer jeg til at savne mine kolleger. Ræset (i den nedjusterede version jeg nu færdes i) savner jeg allerede. Jeg *har* drukket te på sofaen og på terrassen. Har tænkt over livet indtil tankerne nærmest døde ud igen.

I det hele taget synes jeg det er svært at give slip. Vi har – og det er en total kliché – benyttet de sidste halvandet år til at få snakket os frem til hvad vi vil med rækkehus og kolonihave og dertilhørende jordstykker. Hvad der skal laves for at vi når derhen. Nu nærmer vi os hastigt en dato hvor det meste enten skal være færdigt eller have lov at ligge, potentielt i et godt stykke tid. Det bekommer mig ikke.

Deadlinen for selv at lave det er overskredet. I hvert fald med mig som Ofelia. Det var en mindre god weekend da de der brædder kom hjem til kolonien og jeg gik løs på væggen med brækjernet, kun for at finde nedbrudte stolper og spor efter en imponerende mængde flora og fauna. Verdens flinkeste tømrer og et overraskende medgørligt forsikringsselskab tager den herfra. Men det var jo mig der skulle lave det! 

Vi er også nødt til at sortere i sommerens arrangementsprogram. Der på samme måde som to do-listen er endt med at være helt tyk og ophobet. Min søn og jeg når en tur til Jylland, kæresten gør ikke. Han har til gengæld besøgt sin far, det når vi ikke. Den mange gange udsatte weekend i min bror og svigerindes nye hus i Nykøbing Sjællands bliver muligvis ikke  til noget. Selv om det gør ondt. Vi *skal* have min søn ind og se det der dinosaurus-skellet, så må andet vente. I aften tager vi ud og spiser en pizza, bare fordi man kan. Sønnike har selv foreslået at vi skal til Bagsværd Sø en eftermiddag, så det skal vi da. I weekenden missede vi en håndfuld busser med vilje og blev bare hængende på en plads i Bagsværd hvor nogen havde sat en bænk og en sandkasse. Hentede kaffe. Det føltes som ferie.

Det er verdens største I-landsproblem, og vi kan sagtens hygge hjemme på græsplænen. Faktisk synes jeg vi er blevet rigtig gode til netop det på det seneste. Men han udvikler sig med stormskridt, min søn. Er blevet så meget mere robust. Interesserer sig for *alt*. Og lige meget hvor stor en hustyran han nogle gange er derhjemme (en ret stor en), er han altid den perfekte gentleman når vi er ude. En del af mig kan næsten ikke bære at vores egen lille barselsnedlukning så hurtigt efter den store nedlukning forhindrer lige netop *denne* version af ham i at opleve alle byens museer, svømmehaller og (vigtigst!) lokaltog.

Opskrifter

Flexitar-bolognese med linser, bacon og ekstra umami

Denne opskrift på flexitar-bolognese med linser er udviklet med det erklærede mål at lave en ‘kødsovs’ *næsten* uden kød men med masser af umami-smag. Det lillebitte stykke bacon får derfor opbakning af både svampe, soltørrede tomater, tomatpuré og rødvin. Øvelsen er lykkedes ret godt, hvis jeg selv skal sige det! Den er i hvert fald lidt af en favorit her i huset, også hos min søn der kan være lidt kritisk. Vi har også ofte serveret bolognesen for inkarnerede kødspisere, og jeg tror såmænd ikke de har oplevet at gå glip af noget.

Konsistensen bliver bedst hvis man bruger grønne linser. Så er der lidt at bide i. Hvis du kun har de røde skabet, går det dog også, så skal retten bare koge knap så længe. Har du delikatesse- eller belugalinser, skal den have længere, men smager vældig godt.

Gulerødderne og bladsellerien skal i små bitte tern. Det giver den bedste konsistens selv om det unægteligt tager en krig. Har du kun tid til at rive gulerødderne, går det såmænd også. Konsistensen bliver bare lidt mere splattet. Grøntsagerne kan skiftes ud eller suppleres med alt godt fra grøntsagsskuffen. Rødbeder fungerer fx fint, de giver bare sovsen en ret så blodig kulør …

Flexitar-bolognese med linser tager lidt tid at lave. Sæt gerne en time af, alt efter hvor hurtig du er ved snittebrættet. Til gengæld bliver der nok til gæstemad eller til flere dage. Vi plejer at spise af den tre mennesker to aftener i træk og stadig have rester enten til madpakker eller oven på en pizza.

Server med pasta, parmesan eller det der ligner, og et eller andet grønt.

Flexitar-bolognese med linser

Flexitar-bolognese med linser, bacon, grøntsager og masser af umami-smag.
Forb. tid 30 min
Tilb. tid 30 min
Samlet tid 1 t
Ret Hovedret
Køkken Flexitar
Antal 8

Ingredienser
  

  • 1 lille blok bacon 100-200 gr
  • 1 løg revet eller finthakket
  • 1/2 bakke champignon fintsnittet
  • 2 spk soltørrede tomater hakket hvis ikke de er det i forvejen
  • 1 dl vin Rødvin er bedst, hvidvin fungerer også
  • 2 spk tomatpure
  • 2-3 gulerødder helst i små terninger, det giver en god struktur
  • 3-4 stilke bladselleri i små terninger
  • 2 kartoner flåede tomater
  • 400 g grønne linser
  • Salt, peber og lidt surt

Sådan gør du
 

  • Skær baconet i så små stykker som du gider. Småt er godt!
  • Riv eller hak løget, snit champignonerne fint og hak de soltørrede tomater, hvis ikke de er det i forvejen.
  • Svits baconstykkerne ved svag varme til de begynder at svinde ind
  • Svits løg, champignon og soltørrede tomater sammen med baconstykkerne til svampene har afgivet væde og suget den til sig igen. Det kan godt tage 15 – 20 minutter
  • Imens kan du snige dig til at hakke eller rive de andre grøntsager fint
  • Tilsæt de finthakkede grøntsager og svits et minut eller to
  • Tilsæt tomatpure og svits lidt mere
  • Tilsæt vin og lad det koge ind
  • Skyl linserne og tilsæt dem sammen med de hakkede tomater
  • Lad simre i mindst 20 minutter og gerne mere. Rør rundt en gang imellem og tilsæt måske lidt mere vand.
  • Smag til med salt, peber og surt
Lidt af hvert

I øvrigt #58

  • Faldt et par lidt slidte personager på Ballerup Station pladask for min søn, da han og jeg var på vej i kolonien for et par uger siden. Indgangsreplikken var: “Du er rigtig på tur med farmor, hva!”.
  • Masede en mand sig med i elevatoren da jeg fredagen efter skulle … et eller andet … også med min søn. Han udbredte sig længe og forvirrende om “Det der blik i børnenes øjne fredag eftermiddag når de er afleveret til bedsteforældrene og den står på forkælelse hele weekenden”. Vi var næsten oppe før det gik op for mig at jeg var ‘bedsteforældrene’ i sammenhængen ..!
  • Stod jeg ugen efter ude foran børnehaven i totalt kaos, silende regn og – indrømmet – mundbind, duggede briller og regnhætten godt nede i panden. Efter 15 minutter fik jeg øjenkontakt med en pædagog som undskyldte ventetiden med at hun “Endnu ikke kendte alle bedstemødrene på de andre stuer …”.
  • Er jeg muligvis ved at få en åreknude på mit ene ben.
  • Klappede en kollega fra en meget fjern gren af organisationsdiagrammet mig på maven den anden dag, uden varsel eller indledende bemærkninger. Jeg for sammen og blev helt mundlam. “Nå nej, smilede hun. Man må ikke røre ved folk for tiden” Forkert. Man må bare ikke klappe fremmede på maven ude at spørge først!
  • Har min kæreste fået tid til vaccinationer.
  • Hjalp jeg en mand på biblioteket der rockede mundbind, to lag briller (sol- og almindelige) og høreapparater.
  • Får min kæreste en del ting leveret med posten. (Anmelder)business og pleasure. Førhen hentede han i postafhentningen i Kvickly. Nu henter han på tyve forskellige lokaltioner rundt om i Storkøbenhavn. Efter tyve forskellige reglesæt og med tyve forskellige kommunaktionsveje. Næsten. Det er i hvert fald en reel stress-faktor i hverdagen. Den anden dag holdt han status over sedler, beskeder og diverse bestillinger og fandt en overskydende seddel, der så ikke kunne veksles til en pakke i Vangede som den ellers antydede men via en eller anden app kunne matches med en kiosk i udkanten af Bagsværd og en pakke på 15 kilo. Så det var dér den plæneklipper var blevet af!
  • Lykkedes det os i helt uhørt grad at få tingene til at gå op i en enhed fredag eftermiddag. Min kæreste stillede med den magiske app, jeg med barn og ladcykel, pakken blev hentet, fredagsslik købt ved samme lejlighed, maskinen samlet, græsset slået, jeg ordnede have, sønnikke legede ‘far slår græs’ med den virkelig klamme men højtelskede dukkevogn han fik af naboen, og på skift gik vi ind og forberedte lidt til den hjemmelavede pizza. Det regnede ikke engang. Så tabte græsslåmaskinen det ene hjul.
I øvrigt

I øvrigt #57

Stationen i Brede, regnvåd
  • Har min søn siden jul, efter tur og med overlap, kastet sin frådende og altopslugende interesse på: 1) solsystemet 2) vulkaner 3) dinosaur og andre fortidsdyr. Vi har læst bøger. Set YouTube. Forsøgt at besvare uendelige hvorfor-kæder til langt efter sengetid. Og så, siden sidste weekend, stod viseren på lokaltog. Helst dem der kører på el. Tak.
  • Skulle han da have lov at se et lokaltog! De kører fra Lyngby. Hvad kan gå galt? Lidt af hvert kan gå galt. Fx var jeg lige ved ikke at få ham hentet i børnehaven fordi jeg var dejset i dødlignende søvn på sofaen. Så regnede det. Meget. Så bad jeg – fornuftigt nok, i udgangspunktet – om han lige kunne tisse af i børnehaven. Børnehaven hvor jeg stadig ikke må sætte min fod, men igennem døren til hvilken jeg overhørte et omfattende sigtemæssigt uheld der gennemvædede underbukser, lange bukser, strømper, regnbukser og kasket (hvordan?). Efter en halv times episk pædagogindsats fik jeg udleveret en totalomklædt og afvasket (og aftisset …) dreng og en dryppende pose vasketøj. Men vi kom da afsted, slemt forsinkede. Konstaterede at toget kørte på benzin og Brede nok er pænere i tørvejr. Aftalte at gøre det hele igen snart.
  • Skal jeg ikke helt afvise at jeg kunne have fundet på at kramme regnbukser tørre med noget papir og bruge dem bare den ene eftermiddag, hvis ikke der havde været pædagoger til stede. Ikke helt.
  • Er mit barselsvikariat blevet slået op. De har hævet timetallet og skåret i opgaverne. På en måde er jeg lidt beæret.
  • Har jeg faktisk sagt ja til at gå to timer op i tid, til 32 timer, når jeg kommer tilbage. En del af mig frygter lidt det var en fejl. At det bliver endnu sværere at få enderne til at mødes. På den anden side er det de skæve, skiftende vagter der slår os ud. Og de fordeles efter næser, ikke timetal. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at tjene lydt ekstra, uden at skulle freelance. Hvilket jeg kan mærke jeg er færdig med for nu. Samtidig har min kæreste sagt at han vil droppe sin anmeldertjans, som der så ikke skal ryddes weekendtid til. Jeg tænker faktisk det kommer til at fungere.
  • Er den der græsslåmaskine ikke kommet, og nu *er* haven kammet over fra det pittoresk forpjuskede til det egentlig post-apokalyptiske.