Sidste weekend var vi til en fest hvor en af mine grantanter også var. Og da det var længe siden sidst, sad vi lige og opdaterede hinanden på Livet og Hverdagen. På et tidspunkt gik det op for hende at vi var kommet til festen i bus, og konstaterede mere end spurgte at vi så var med i en af de der delebilordninger. Eller kørte motorcykel. ”Men hvad gør I så?” spurgte hun flere gange og med større og større tryk på *gør* da hun hørte at nej, det er vi faktisk ikke. Hvordan købte vi ind, kom på arbejde, kom til Jylland?

Svaret er ret simpelt. Vi går ud at handle. Tager S-toget på arbejde. Bussen ind til byen. Lyntoget til Jylland. Cyklen ud i det blå. Vi bor praktisk for det meste.

Det er sjældent vi får spørgsmålet så direkte og med chokket så tydeligt malet i ansigtet som fra min søde tante. Men det sker da. Et lidt fjernere familiemedlem blev ked af at vi kom så sjældent vestover for nogle år siden og satte en kraftig lobbykampagne ind for at vi skulle købe Bilen der ville Løse alle Problemer. Og vi kunne ikke trænge igennem med at de manglende besøg skyldes få arbejdsfrie weekender og mange familiemedlemmer i provinsen. Det er ren matematik og, ja, ret trist.

En kolonihavenabo nikkede bare vidende og grinede ”…ENDNU! …” da vi for et par år siden talte om løst og fast, og jeg fik sagt at vi ikke har bil.

Men vi har stadig ikke en bil. Fordi vi ikke har købt en bil. Behovet har aldrig været stort nok til at retfærdigøre udgiften, researchen, ansvarsfordelingen af hvem der tager den til syn og hvilken konto vinterdækkene skal komme fra. Vi har ikke truffet en bevidst beslutning om at være anderledes, er bare blevet det efterhånden som folk omkring os har truffet andre valg.

Og så er der alle de sekundære grunde. Klimaet, luftforureningen, den motion som traveturene automatisk lægger ind i hverdagen og de gode samtaler på togsæderne. Det faktum at vi begge er ukomfortable bilister og ingen af os gider bruge surt tjent fritid på noget så træls som rutinetimer. Den manglende lyst til at tabe ansigt over for førnævnte kolonihavenabo …

Min lidt ældre fætter som jeg var ludfattig studerende samtidig med for snart mange år siden, købte aldrig køkkenrulle ud fra det argument at når man har det, bruger man så meget af det. Jeg forestiller mig at det er lidt det samme med en bil: Når først Pandoras æske er åbnet, er det svært igen at pakke til en kolonihaveweekend i en rygsæk og nettet under klapvognen. Vi kan i hvert fald konstatere at selv om vi gang på gang forsøger at indføre læseaftener hjemme i rækkehuset, så sker det ikke ligesom ikke. I kolonihaven hvor fjernsyn ikke er en mulighed, læser vi den ene mursten efter den anden.

Der er også ulemper ved ikke at have bil. Vi køber mindre brugt end vi egentlig gerne ville, fordi det tit er for besværligt at afhente en løbecykel i et parcelhuskvarter i Glostrup. Vi handler rigtig meget i Kvickly og rigtig lidt i Netto, fordi der lige er den der ekstra kilometer at gå med poserne. Mit forbrug af hestemøg i haven beror på at min fætter, lillebror til ham med køkkenrullen, gider tage et læs med i bagagerummet #thestruggleisreal. Jeg ville ønske jeg var sådan en mor der trampede afsted på cykel med sønnike i barnesædet bagpå, men er aldrig blevet helt tryg ved det. Det lever vi med.

Men i forlængelse af lockdown har jeg haft en voldsom trang til at komme ud og omkring. Ikke et år til Asien, bare en aftentur til Lille Hareskov. Begrænsninger der før har føltes ligegyldige har pludselig været kvælende. Så nu har jeg bestilt en el-ladcykel. Den kommer på mandag. Mere spontant end jeg egentlig går ind for. Jeg forestiller mig den bliver praktisk at have. Og sjov. Det kan også være den kommer til at samle støv, og så må jeg jo tage den minimalistiske konsekvens af det. Jeg glæder mig til at prøve den af 🙂

Følge Plantesmilet på facebook.com/plantesmilet