”Hvordan går det”, spurgte en kollega sådan lidt let, mens jeg var ved at tage navneskilt på og hun selv prøvede at få liv i sin computer. ”Det kan jeg ikke sige noget samlet om”, svarede jeg, også sådan lidt let. Og det kan jeg faktisk ikke, lige her for tiden. Det hele stritter i alle retninger og jeg stritter med.

Facebook siger at det i går var det tre år siden vi fik nøglerne til rækkehuset, og det betyder også at jeg har været ramt af den der Buddinge-Blues i tre år. Den blues der efterhånden holder kæft langt det meste af tiden, men så engang imellem hæver sin stedmoderlige skærebrænderstemme. Fx når der er fugtigt i kælderen.

Tre år er lang tid, og vi skal ikke flytte lige nu. Jeg bliver nødt til at omfavne det hus og den forstad.

Til gegæld har vi noget fugt i kælderen. Ved lyskassen. Opdagede det den sidste dag i ferien. Og det kickstartede alle de der ’vi skal også have set på’-tankeprocesser, jeg havde formået at slukke for i ferien. And then some. Slog mig helt ud.

Ikke fugten. Ikke udgiften. Ikke besværet som sådan. Processen. Langsommeligheden. Ringe til ejerskifteforsikringen. Sende til ejerskifteforsikringen. Rykke ejerskifteforsikringen. Gentage møllen med husforsikringen. Og. Så. Videre. Ville reelt set ønske vi ikke var forsikrede, så vi bare kunne ringe til en håndværker.

I sidste weekend væltede der så vand ned gennem tagudhænget i kolonihaven, da jeg var alene hjemme med Musen. Jeg hentede en stige, fik overblik over problemet og ordnede det senere sammen med min far og bror. Måske skal der skiftes noget træ senere, men hvem gider stresse over det. Og det beskriver vist meget godt forskellen på mit pulsleje, de to boliger imellem!

I det hele taget vil jeg godt have point for den lørdag med tagproblemet. Det er sin sag at vågne med feber og hovedpine, heldagsregn, otte gæster på vej, en toårig og en kæreste der skal på arbejde. Men det gik noget så fint, Musen blev stort set bagt ind i kagen og børnepanodil virker også på voksne, selv om det smager af helvede til.

Men det er altså noget pis at vi imellem os har fire lørdagsvagter denne måned og skal være taknemmelige for at det ikke er fem, som oprindelig udstukket. Jeg har netop forladt et stortudende barn, der ville med mor …

Til gengæld får jeg stort minus for den følgende torsdag hvor jeg havde PMS-vreden bankende gennem kroppen som en maskine uden stopknap. Jeg kan bedst sammenligne følelsen med vreden over en uretfærdig fyring eller utro kæreste. Komplet med sprøjtetårer og rystende hænder. Så er det ikke så godt at være alene hjemme med et barn i selvstændighedsalderen.

Har nu fået en henvisning til gynækolog, så der muligvis kan komme styr på udsvingene. Og endnu en proces at holde snor i.

Buddinge-blues’en har også haft besøg af sin søster, barselsbitterheden, på det seneste. For nok er det småstressende at ringe til forsikring hver anden dag, men det tager to minutter. Og vi bor så nemt hvor vi bor, transportmæssigt. Kan sagtens nå at hente og aflevere, lige handle på vejen så vi ikke behøver have Musen med. Kan gøre som vuggeren siger og lade ham gå selv hjem, også selv om det tager tre kvarter. Men ud af det overskud gror … et underskud.

Vores arbejdstider ligger bare sådan, at det stort set altid er mig der kan hente. Handle på vejen. Være tre kvarter om at gå hjem fordi vi skal sige bom på alle postkasser (!). Lege lidt. Lave eller ret tit bare varme noget mad. Og jeg keder mig! Kommer ingen vegne. Ser ingen mennesker, ud over kolleger og de andre mødre på vejen. Ikke et ondt ord om dem. Jeg kan bare blive noget nær desperat af næsten at kunne nå at tage en tur i skoven. En tur ind til byen. Bare til Lyngby. Og så dag efter dag lade være fordi det lige ville blive den der halve time for sent til at aftensmaden helt ville blive sjov. Argh!

Min kæreste, der arbejder mere, har ironisk nok også mere tid, da han har faste aftenvagter (kan lige nå en film fra morgenen) og generelt dårligt kan nå at hente (kan tage direkte videre efter arbejde). Og pludselig fanger man sig selv i at gemme opvaskemaskinen til han kommer hjem, så man rigtig kan se travl og hårdtarbejdende ud. Øv.

Vi har snakket om at finde en dag hvor han kan hente fast også selv om det bliver senere, så jeg nemmere kan arrangere ting. Om det så bare er en tur i Silvan efter sandpapir.

Musen prøver grænser af, som man jo skal i hans alder. Det er lidt hårdt, men det går. Måske synes han også selv det er hårdt. I hvert insisterer han nogle gange på at jeg er ’mormor’. Og så sænker han stemmen, putter sig ind og glemmer alle konflikter. Det er ret godt tænkt, Mus!

Jeg sidder i s-toget på vej til (rigtig gættet!) arbejde, og så mødes vi i kolonihaven bagefter. Måske vil jeg banke et tørrestativ sammen af de stolper, jeg fiskede fra en nabos storskrald. Måske afprøve det brugte stykke powertool jeg købte for mine fødselsdagspenge: Den kan bore OG stiksave. Det bliver godt.