Havebrug og selvforsyning

Flerårige løg – dyrkning, anvendelse og formering af allium

Allium fistulosum – pibeløg

Udseende: Tuer af friske grønne løgstængler og store hvidlige blomster. Dør ned om efteråret og vender tilbage om foråret.

Anvendelse: Som forårsløg.

Pasning og formering: Passer i det store hele sig selv og breder sig stille og roligt.

Allium × proliferum – Etageløg

Udseende: Grønne løgstængler hvor der for enden vokser små grupper af topløg på 1-2 cm i diameter.

Anvendelse: Topløgene smager nogenlunde som rødløg. De kan bruges rå i salat (skallen er ret tynd) eller hakkes eller knuses i tilberedt mad som en erstatning for almindelige løg.

Pasning og formering: Passer i det store hele sig selv og spreder sig ved at topløgene efterhånden lægger sig ned på jorden og spirer.

Allium sativum – Hvidløg

Dyrk slangehvidløg
Slangehvidløg

Udseende: Der findes talrige sorter af hvidløg, som falder i to grupper: Blødnakkede og slangehvidløg. De blødnakkede danner blot grønne stængler over jorden, mens slangehvidløg (som man kan se på billedet herover) får snoede halse med en ‘blomst’ af små topløg for enden.

Anvendelse: Hvidløgsfed behøver vist ingen introduktion 🙂 Stænglerne kan desuden bruges som grønt dryd, og topløgene fra slangehvidløg kan drysses over salater eller kommes i tilberedt mad.

Pasning og formering: Traditionelt dyrkes hvidløg som enårige grøntsager henover vinter og forsommer. Læs om mine erfaringer med at dyrke hvidløg på den måde her. I permakultur kan man vælge at lade planterne stå og danne små tuer. Udbyttet er mindre på den måde, men det er besværet også.

Allium schoenoprasum – Purløg

Purløg
Purløg

Udseende: Tætte tuer med smukke lilla blomster, der tiltrækker bier. Dør ned om efteråret og vender tilbage om foråret.

Anvendelse: Grønt drys.

Pasning og formering: Passer i det store hele sig selv og breder sig stille og roligt.

Allium cernuum – prærieløg

Udseende: Små søde tuer med nikkende klaser af bleglilla blomster.

Anvendelse: Ikke nogen stor kulinarisk oplevelse, men kan levere lidt grønt drys.

Pasning og formering: Lever et stille, fordringsløst liv.

Allium tuberosum – kinesisk purløg

Udseende: Tætte tuer med meget smukke hvide blomster i sensommeren. Dør ned om efteråret og vender tilbage om foråret.

Anvendelse: Grønt drys med svag smag af hvidløg.

Pasning og formering: Passer i det store hele sig selv og breder sig stille og roligt.

Allium ursinum – ramsløg

Ramsløg

Udseende: Spæde grønne blade i det tidligere forår, senere med meget smukke hvide blomster. Dør ned om efteråret og vender tilbage om foråret.

Anvendelse: Grønt drys med et strejf af løg/hvidløg. NB pas på ikke at forveksle den med giftige liljekonvaller. Bladene på ramsløg skal lugte kraftigt af løg.

Pasning og formering: Passer i det store hele sig selv og breder sig stille og roligt. Trives dårligt i min lerjord.

Lidt af hvert

I øvrigt #36

Mange jern i ilden
  • Har jeg taget tilløb til at skrive denne ‘I øvrigt’ sådan cirka hundrede gange. Men enten er der total stilhed på linjen eller også vælter der ting frem som jeg helt ærligt tvivler på er kombinerbart med en ansættelse som folkebibliotekar i en omegnskommune.
  • Er min karriere muligvis også nået sit zenit. I hvert fald har min chef afsløret, at han tænker på mig hver gang han ser en beskidt tallerken …
  • Tror jeg måske at stilheden på linjen har noget at gøre med at jeg udvikler mig lidt i disse år. Som menneske, mor, datter, kæreste, ven. Indsæt selv violiner. Og det er sådan set rigtig, rigtig godt. Men dels er det pissehårdt, dels gør det det svært at udtale sig let men sådan lidt skarpt om verden omkring sig. Jeg vil skrive noget vittigt om – jeg nævner i flæng – københavnere, akademikere, forstadsbeboere, kritiske forbrugere, curlingforældre. Og får så uld i mund halvvejs, fordi jeg ikke kan finde ud af om jeg udtaler mig om dem eller os. Det gør ligesom en forskel på hvordan man formulerer sig. Giver det mening?
  • Kan det også bare være fordi jeg er pissetræt. Det her efterår trækker tænder ud. Musen har haft en eller anden form for virus i mave, hals eller næse de sidste tre uger, vi andre har også været ramt, ingen sover, alle hoster, intet kan planlægges. Gahr.
  • Tilbringer jeg mine dage i arbejdskalender, privatkalender, kærestens kalender, rejseplanen, lægens kalender, håndværkeres telefonkø, vuggestuens beskedsystem, ferieregnskabet, omsorgsdagsregnskabet, vejrudsigten, min fars plan for hvornår han skal synge i kirken (!). Med mere. Mit liv føles som en fedtet lap med noter og udstregninger og cirkler og ingenting bliver alligevel afsluttet.
  • Var kældergate tæt på at blive afsluttet. Vi fandt den rette håndværker. Han er ikke dyr. Han skal bare bruge tre tørvejrsdage (indsæt hysterisk latter)
  • Troede jeg bare det var mig der havde svært ved at lokalisere sweet spottet mellem kedsomhed og stress. Men, The Guardian to the rescue, jeg har såmænd nok bare fået et strejf errand paralysis.
  • Er det stadig kun mor der kan bruges. Også når der skal tørres næse klokken tre og bankes ryg klokken fire og gives vand klokken fem. Og jeg tror helt ærligt at det er hårdest for mig kæreste!
  • Sidder jeg på en cafe i Århus og skriver disse ord, mens min kæreste, apropos, er hjemme med en syg Mus. Har været på kursus. Vi sluttede tidligt fordi kaffen og kagen var forsvundet (!). Kaffen i morges var så tynd, at jeg hældte den første kop ud fordi jeg troede det var te. Min trøstecappuccino er også tynd. Jeg har været oppe klokken halv seks. Smilets by, min bare!
  • Nægter jeg at skrive Århus med Aa. Jeg gør ‘et ik!
  • Har de bevaret en masse gamle jernbanespor i bybilledet, herovre. Nånej, de har bygget en letbane. Lydløs motherfucker!!!
  • Må jeg hellere finde mit tog.

<– Læs forrrige ‘I øvrigt’

Havebrug og selvforsyning

August i permakulturkøkkenhaven

August. Ferien forbi. Weekendarbejde. Hedebølge. Skybrud. Familiefødselsdag. Desperat forsøg på at komme i land med gør det selv-projekter inden efteråret. Kål der er kommet sig over bladluseangreb. Åh, august.

Flerårig grønkål skyder igen
Kålen klarede den!

Hvad har jeg lavet i permakulturhaven i august:

Lugning. Lidt. Hist og pist.

Sneglejagt. Ved lejlighed. Dræbersneglene er ikke uoverkommeligt mange, men til gengæld monstrøst store. Vi taler jævnt hen 15 sm. Adr. Til gengæld giver det utroligt god mening at slå dem ihjel nu, før de begynder at lægge æg.

Mere sneglejagt. Jeg har truffet en principbeslutning om at bekæmpe voldsnegle også. De har været her et par år, jeg har ignoreret dem. Nu går den ikke længere.

Voldsnegl og dræbersnegl
Den dræbende duo: Voldsnegl og dræbersnegl

Vanding. Det har været nødvendigt at vande lidt. Vi bruger stadig slange, da jeg gerne vil gennemtænke en regnvandsløsning ordentligt i stedet for at smække et eller andet midlertidigt op. Til gengæld er jeg ret stolt over min lille havebruser til æbletræ-vandingskanal.

vand fra havebruser udnyttet vanding
Man kan lige så godt udnytte det, vandet.

Hvad har vi høstet i august:

Frugt og bær

  • Brombær
  • Hindbær
  • Paradisæbler – mit selvsåede æbletræ satte æbler for første gang i år. Desværre er de små- Meget små. Paradisæble-små. Min mor blev dog helt vild i varmen over muligheden for at lave gele, så det fik hun lov til …
  • Æble (ja, et, fra vores unge Nana-træ)

Blade og stængler

  • Daubenton-kål
  • Etageløg
  • Hostablade
  • Hvidløg (topløg)
  • Kinesisk purløg
  • Kæmpesalat (malva crispa)
  • Pibeløg
  • Stolt Henriks gåsefod
  • Strandkål
  • Taunton Dean-kål
  • Vildkål

Krydder og te

  • Annisisop
  • Løvstikke
  • Oregano
  • Persille
  • Rosmarin
  • Salvie
  • Timian
Flerårige rodfrugter jordskokker oca kinaskokker ullucu yams
Køkkenhaven i august
Bæredygtig hverdag

Små skridt #11 – gammelt skrammel-edition

Reparation af boremaskine

Denne gang handler det ret meget om … ting. Gamle ting, ting itu, klunsede ting.

Den seneste tids små bæredygtige skridt

Reparation. Den sidste weekend i sommerferien døde vores plæneklipper. Til stor sorg og endnu større frustration. Vi har nemlig arbejdet os igennem sådan cirka en plæneklipper pr sæson de sidste mange år, fordi … Tja, fordi mange ting. Vi har virkelig bare ikke været heldige på området. Og tanken om endnu engang at researche, betale, skaffe os af med liget af den gamle (nok egentlig mest det!) var ikke til at bære. Men så var det at vi i stedet undersøgte skaden lidt nærmere (kniven var vredet til ukendelighed) og ved hjælp af det der klistermærke med oplysninger fandt frem til serienummer og producent. Aom levererede en ny kniv til en overkommelig pris. Som det tog fem minutter at sætte på.

Klunsning I: En kolonihavenabo havde lagt en ordentlig bunke gammelt træ ud på pladsen. Heriblandt nogle fine stolper. Jeg skrev til ham på messenger og spurgte om man måtte tage, og det måtte man. Og således kom min fætter videre med sit længe omtalte og vist nok ret så episke havelågeprojekt, og vi fik sat den tørresnor op, vi har talt om for evigt.

Klunsning II: Jeg har hjemført en virkelig fin bordskåner fra kolonihavernes bytterum som erstatning for den gamle som var trevlet op, og dagen efter fået lov at tage en ganske let skåret krukke med hjem fra en nabos storskrald. Til gengæld har jeg ladet verdens fineste spejl og en specialudviklet varme mælk til kaffen på komfuret-kande stå, fordi de netop er for fine til at havne hos mig, der ikke rigtig har brug for dem.

Klunsning III: Dagen efter fundet af krukken scorede jeg hattrick med en skruemaskine, igen fra bytterummet. Ikke et øje var tørt, for her hos os dør skruemaskiner næsten lige så tit som græsslåmaskiner, og det begynder at blive pinligt at låne min fætters hveranden uge. Og så virkede den ikke. Og jeg siger bare, der findes et særligt sted i helvede til folk, der donerer ting der ikke virker. Nej, den er ikke ‘fin til reservedele’ eller ‘et projekt at rode med’. Medmindre den er givet og modtaget under netop de forudsætninger. Hvilket jo fx kan arrangeres ved at sætte en seddel på. I stedet udgør den et moralsk dilemma (kan vi tillade os at sætte den tilbage? Nej, vel …), fyld i et skur vi forsøger at tømme, og en fremtidig tur på genbrugspladsen i en lånt bil. Buh!

Klunsning IV: Da vores kaffemaskine i kolonihaven stod af (og nej, jeg ved ikke hvad der sker for os og maskiner!), besluttede vi først at undvære resten af sæsonen og se hvor længe vi kunne klare os med en stempelkande (Svaret på udfordringen gav sådan set sig selv: Det ville gå indtil min familie kom på besøg, de kædedrikker tolvkopperskander). Men tænk sig, bytterummet tog revanche efter skruemaskinegate og indeholdt allerede ugen efter … en kaffemaskine. Som virker som den skal.

Klunsning V: En af de utallige dmser og dutter man som børnefamilie på et eller andet tidspunkt skal anskaffe sig, er en skammel, så barnet kan vaske hænder ved en håndvask af almindelig højde. Og en sådan havde vores naboer i rækkehuset såmænd sat til storskrald. Uden at jeg spurgte om jeg måtte tage den. Fik i stedet sagt til min kæreste at vi skulle i Ikea efter en (totalt identisk) skammel med så meget weltschmertz i stemmen, at beskyldninger om matyrium og sortsyn føg igennem luften. Og hvorfor så det (altså hvorfor jeg ikke tog naboens, det andet tager vi en anden gang …). Nok fordi de er bedre ved muffen end os. Tydeligt mere velhavende. Mere etablerede. Holder deres fortov renere. Og så videre. Vi har før fået ting af dem, både ting vi har bedt om og ting de bare har givet. Alle parter ved godt, at der ikke kommer til at flyde noget den anden vej, for de har ikke behovet. Eller, jeg tilbød en gang at gå med deres hund, men det havde de også styr på. Den rollefordeling orkede jeg ikke lige der, og nu skal vi (suk) i Ikea.

Bæredygtig hverdag

Hvordan går det?

Mange jern i ilden

”Hvordan går det”, spurgte en kollega sådan lidt let, mens jeg var ved at tage navneskilt på og hun selv prøvede at få liv i sin computer. ”Det kan jeg ikke sige noget samlet om”, svarede jeg, også sådan lidt let. Og det kan jeg faktisk ikke, lige her for tiden. Det hele stritter i alle retninger og jeg stritter med.

Facebook siger at det i går var det tre år siden vi fik nøglerne til rækkehuset, og det betyder også at jeg har været ramt af den der Buddinge-Blues i tre år. Den blues der efterhånden holder kæft langt det meste af tiden, men så engang imellem hæver sin stedmoderlige skærebrænderstemme. Fx når der er fugtigt i kælderen.

Tre år er lang tid, og vi skal ikke flytte lige nu. Jeg bliver nødt til at omfavne det hus og den forstad.

Til gegæld har vi noget fugt i kælderen. Ved lyskassen. Opdagede det den sidste dag i ferien. Og det kickstartede alle de der ’vi skal også have set på’-tankeprocesser, jeg havde formået at slukke for i ferien. And then some. Slog mig helt ud.

Ikke fugten. Ikke udgiften. Ikke besværet som sådan. Processen. Langsommeligheden. Ringe til ejerskifteforsikringen. Sende til ejerskifteforsikringen. Rykke ejerskifteforsikringen. Gentage møllen med husforsikringen. Og. Så. Videre. Ville reelt set ønske vi ikke var forsikrede, så vi bare kunne ringe til en håndværker.

I sidste weekend væltede der så vand ned gennem tagudhænget i kolonihaven, da jeg var alene hjemme med Musen. Jeg hentede en stige, fik overblik over problemet og ordnede det senere sammen med min far og bror. Måske skal der skiftes noget træ senere, men hvem gider stresse over det. Og det beskriver vist meget godt forskellen på mit pulsleje, de to boliger imellem!

I det hele taget vil jeg godt have point for den lørdag med tagproblemet. Det er sin sag at vågne med feber og hovedpine, heldagsregn, otte gæster på vej, en toårig og en kæreste der skal på arbejde. Men det gik noget så fint, Musen blev stort set bagt ind i kagen og børnepanodil virker også på voksne, selv om det smager af helvede til.

Men det er altså noget pis at vi imellem os har fire lørdagsvagter denne måned og skal være taknemmelige for at det ikke er fem, som oprindelig udstukket. Jeg har netop forladt et stortudende barn, der ville med mor …

Til gengæld får jeg stort minus for den følgende torsdag hvor jeg havde PMS-vreden bankende gennem kroppen som en maskine uden stopknap. Jeg kan bedst sammenligne følelsen med vreden over en uretfærdig fyring eller utro kæreste. Komplet med sprøjtetårer og rystende hænder. Så er det ikke så godt at være alene hjemme med et barn i selvstændighedsalderen.

Har nu fået en henvisning til gynækolog, så der muligvis kan komme styr på udsvingene. Og endnu en proces at holde snor i.

Buddinge-blues’en har også haft besøg af sin søster, barselsbitterheden, på det seneste. For nok er det småstressende at ringe til forsikring hver anden dag, men det tager to minutter. Og vi bor så nemt hvor vi bor, transportmæssigt. Kan sagtens nå at hente og aflevere, lige handle på vejen så vi ikke behøver have Musen med. Kan gøre som vuggeren siger og lade ham gå selv hjem, også selv om det tager tre kvarter. Men ud af det overskud gror … et underskud.

Vores arbejdstider ligger bare sådan, at det stort set altid er mig der kan hente. Handle på vejen. Være tre kvarter om at gå hjem fordi vi skal sige bom på alle postkasser (!). Lege lidt. Lave eller ret tit bare varme noget mad. Og jeg keder mig! Kommer ingen vegne. Ser ingen mennesker, ud over kolleger og de andre mødre på vejen. Ikke et ondt ord om dem. Jeg kan bare blive noget nær desperat af næsten at kunne nå at tage en tur i skoven. En tur ind til byen. Bare til Lyngby. Og så dag efter dag lade være fordi det lige ville blive den der halve time for sent til at aftensmaden helt ville blive sjov. Argh!

Min kæreste, der arbejder mere, har ironisk nok også mere tid, da han har faste aftenvagter (kan lige nå en film fra morgenen) og generelt dårligt kan nå at hente (kan tage direkte videre efter arbejde). Og pludselig fanger man sig selv i at gemme opvaskemaskinen til han kommer hjem, så man rigtig kan se travl og hårdtarbejdende ud. Øv.

Vi har snakket om at finde en dag hvor han kan hente fast også selv om det bliver senere, så jeg nemmere kan arrangere ting. Om det så bare er en tur i Silvan efter sandpapir.

Musen prøver grænser af, som man jo skal i hans alder. Det er lidt hårdt, men det går. Måske synes han også selv det er hårdt. I hvert insisterer han nogle gange på at jeg er ’mormor’. Og så sænker han stemmen, putter sig ind og glemmer alle konflikter. Det er ret godt tænkt, Mus!

Jeg sidder i s-toget på vej til (rigtig gættet!) arbejde, og så mødes vi i kolonihaven bagefter. Måske vil jeg banke et tørrestativ sammen af de stolper, jeg fiskede fra en nabos storskrald. Måske afprøve det brugte stykke powertool jeg købte for mine fødselsdagspenge: Den kan bore OG stiksave. Det bliver godt.