Vi har efterhånden haft vores Christiania-cykel med elmotor i et lille år og bliver mere og mere glade for den. Hvilket dels skyldes at vi bliver bedre og bedre til at tænke den ind i dagligdagens logistik. Dels at jeg bliver mere og mere tryg ved at køre på den. For nylig kørte jeg en lang tur med min søn, og kunne for første gang konstatere at jeg ikke en eneste gang følte et sug i maven i maven når cykelstien skrånede (det gør de, opdager man på en trehjulet!) eller tabte modet og ‘padlede’ med tåspidserne i et kompliceret kryds. Nu kører det sgu!

Min kæreste er aldrig blevet glad for at køre på ladcyklen. Han prøvede en enkelt gang i kolonihaven sidste efterår, drønede for fuld hjælpemotor og med sønnike i ladet ud på en hullet græsmark, tog et herresving i topfart, kom op på to hjul, undgik med nød og næppe at styrte – og konstaterede det ikke var noget for ham. Men han sætter pris på at vi nu kan tage på familietur med søn og madpakke i kassen, mor i de eldrevne pedaler og ham selv på den almindelige cykel ved siden af. Og han bruger også ladcyklen som en slags glorificeret trækvogn når vi skal hente noget tungt.

Jeg ved at rigtig mange har købt eller overvejer at købe ladcykel med elmotor i disse år. Man ser flere og flere på cykelstierne og jeg ved at ventetiderne er skudt helt gennem taget. Derfor vil jeg prøve at samle lidt op på mine erfaringer med Christiania-cykel med elmotor, til almindelig orientering 🙂

Christiania-cykel med elmotor – FAQ:

Hvordan er det at køre på ladcykel kontra almindelig cykel?

Meget anderledes! Også mere anderledes end jeg havde forestillet mig.

Den væsentligste forskel for mig var at en trehjulet cykel hælder til siden når underlaget gør. På en tohjulet vil man automatisk kompensere, så man holder sig lodret på lige stræk. I starten lammede følelsen af at vælte mig næsten når jeg kørte. Jeg blev helt hyperopmærksom på om cykelstien jeg kørte på, nu også var plan eller skrånede. Hvor vi bor har man mange steder ikke lavet ramper ud for indkørsler og sideveje. I stedet er cykelstien jævnet ud på tværs så den skråner mellem vejniveau og fortovsniveau. En skik jeg forbandede langt væk de første måneder!

Det der hjalp mig videre var en kombination af stædigt at øve korte ture så mange gange om ugen jeg overhovedet havde tid til – gerne med min søn der snakker så meget at der simpelthen ikke er tid til dødsangst. Desuden kiggede jeg bevidst på andre ladcykler i gadebilledet: Så de ud til at være ved at styrte? Nej. Så var jeg nok heller ikke … Og så vænnede jeg mig til at se langt frem når jeg kørte – ujævnheder ser bare mindre ud på den måde – og til gengæld lade være med at *tænke* for langt frem men tage tingene som de kom.

Den anden væsentlige forskel er når man drejer. På en tohjuler drejer man delvist ved at læne sig til den side man gerne vil dreje til. På en ladcykel drejer man ved at dreje ladet. Læner man, hvilket jeg virkeligt havde svært ved at lade være med i starten, får man følelsen af at vælte. Hvilket på ingen måde er det samme som rent faktisk at vælte, det har jeg endnu aldrig prøvet. Men nervepirrende ikke desto mindre!

Teknikken er at tage farten ret meget af i sving. Hvilket i starten føltes som et nederlag, men hey: man har gashåndtag til at speede op igen, der er virkelig intet tabt ved det. Når man så er nede i fart, holder man kroppen centreret og *flytter begge hænder til den side af styret, man vil dreje til*. Det er totalt kontraintuitivt. Men altså, vil du foretage et højresving på din ladcykel, flytter du venstre hånd over oven på højre. På den måde undgår du at komme ud og ‘hænge’ til venstre og potentielt få overbalance.

Hvordan er en Christiania-cykel med elmotor at parkere og bugsere?

Forfærdelig! Ligeså graciøst jeg glider hen ad vej og sti, ligeså meget en elefant i en glasbutik er jeg, når jeg trækker. Den er tung, den fylder, den skal drejes i 47 små nøk. Man får virkelig trænet sit allermest undskyldende smil når man forsøger at få den møffet ind på en lidt for smal parkeringsplads foran Kvickly, mens halvdelen af Buddinges befolkning står og venter på at komme forbi.

Christiania-cyklen er (så vidt jeg husker) 87 cm bred. Jeg er endnu ikke stødt på en cykelsti der ikke var bred nok, heller ikke her i vejarbejdsland. Men skal da indrømme at jeg ofte har været i tvivl!

Undgå for Guds skyld at køre ind i din egen ankel, når du trækker. Jeg pulveriserede på det nærmeste min den højre, første gang jeg skulle buksere cyklen ind i haven.

Låse-showet er en saga helt for sig. Ladcykler bliver stjålet for et godt ord. Hvis ikke hele cyklen, så mindst bateriet. Har jeg hørt og læst, fx her. *Vores* er aldrig blevet stjålet, men det er sådan en statistik der er svær at bruge til noget. Måske kommer de slemme ladcykel-tyve ikke så meget i Buddinge og omegn, måske har vi været svineheldige, måske er en eller anden skurk ved at planlægge en bortførelse mens jeg skriver … Jeg ved det simpelthen ikke, og derfor er det virkelig svært at vide hvor paranoid man skal være.

I praksis står den låst i et aflåst skur herhjemme. På farten låser vi den, lænker den med en kædelås og tager nøglen ud af batteriet. Står det til min kæreste, tager vi batteriet med i butikker og på café. Men helt ærligt, det er tungt! Som sagt, der er 7, 9, 13 ikke sket noget endnu.

Hvordan bruger vi vores Christiania-cykel med elmotor i hverdagen?

Vi bruger mest ladcyklen til hyggeture og udflugter. I vinter – minus de måneder hvor kulden decideret arktisk, og hvor jeg desuden var nygravid – cyklede min søn og jeg en lang tur de fleste weekender til en sø eller skov efter eget valg og fik lidt vind i håret, mens farmand hyggede hjemme. Vi har også været afsted alle tre, hvor min kæreste så cykler ved siden af.

På en tæt andenplads kommer hverdagslogistik: Når min søn skal til lægen eller tandlægen, når jeg tager på planteskolen eller vi mangler noget fra Harald Nyborg. Her er det virkelig praktisk ikke at være afhængig af busser og gåben.

Vi bruger til gengæld ikke rigtigt cyklen til dagligvareindkøb. Bøvlet med at parkere overstiger fordelene, synes jeg.

Jeg har cyklet til kolonihaven et par gange, men mindre end jeg havde håbet. At *have* cyklen derude er genialt, fordi det åbner omegnen op på en ny måde. At *få* cyklen derud kræver lidt ruteplanlægning, som jeg ikke har helt på plads endnu. De der supercykelstier jeg havde troet ville være geniale, viser sig nemlig at være stressende og små-ubehagelige at køre på. Skovveje, stier gennem naturområder og ganske almindelige villaveje er meget mere behagelige. Så der skal zig zagges lidt, og det tager tid.

Jeg håber at få cyklen med til Ballerup til sommerferien i år, men vil lade den gravide mave afgøre om det bliver til noget 🙂

Er elmotoren nødvendig?

Nødvendigt og nødvendigt. Jeg er i hvert fald glad for den, og bruger den mere og mere. En Christiania-cykel med elmotor er *tung* – og vores light-model er vist endda en af de lettere modeller på ladcykelmarkedet. Jeg synes det hele glider allerbedst med assist-niveau 3 (det midsterste). Der kan jeg køre i almindeligt tempo uden at anstrenge mig og uden at det på nogen måde bliver vildt. Med almindeligt tempo mener jeg sjældent mere end 15-17 km/t. Alt over 20 km/t føles decideret halsbrækkende, synes jeg.

En ting jeg var længe om at se pointen i, men som jeg nu bruger meget, er gashåndtaget. Det er rart at kunne få røven hurtigt på gled i fx et kryds, uden at skulle okse for det.

Når det er sagt, så kører cyklen fint uden el. Jeg plejer at slå motoren fra hvis vi kører hyggetur i en park eller omkring en sø. Jeg slukker også motoren hvis vi skal dele sti med mange fodgængere fordi jeg bilder mig ind at det er mindre stressende for mine medtrafikanter på den måde.

Hvordan med børn i ladcyklen?

Foreløbig har vi jo kun et af slagsen. Han elsker til gengæld Christiania-cyklen og har udtalt at sædet i cykelkassen er hans yndlingssted i hele verden.

Han sidder fremadrettet, direkte på bænken og har to seler på: En hoftesele som der er lovkrav om, og en H-sele mest for at holde ham lidt i ro.

Vi har overvejet at få en kaleche på på et tidspunkt. Det vil gøre cyklen mere anvendelig om vinteren men vi har trukket den. Jeg kan godt lide at have så direkte kontakt med min søn, som jeg har nu. Vi snakker og peger og diskuterer de finere detaljer i færdselsloven. Det er så hyggeligt.

En god ting er at min søn ikke bliver køresyg i cyklen. Det gør han i bil og bus. Jeg tænker forskellen er at han ser lige frem, og måske hjælper al den friske luft også.

Jeg glæder mig til at køre med den nye baby også, men forestiller mig at vente i hvert fald seks måneder. Det kommer an på hvor sikkert barnet holder hovedet, men også hvor sensitivt det er over for sanseindtryk, tænker jeg. Til den tid skal vi have sat et godkendt babysæde ind og måske genoverveje at få en kaleche på.

Og så skal jeg da lige nævne at vores naboer sidste år holdt en uges sommerferie på forskellige nordsjællandske camingpladser som de kom rundt til i deres Babboe-ladcykel. Med to børn under fire. Der er jeg ikke helt endnu …

Er der andet I gerne vil vide? Og har I selv erfaringer med ladcykel?