Bæredygtig hverdag

I øvrigt #34

  • Foregår en typisk samtale hjemme hos os for tiden sådan her: Musen: “Det er jegs tur!” (prøver igen, mere tøvende) “Det er migs tur …” Mor: “Det hedder ‘Det er MIN tur'”. Musen, stærkt indigneret: “NEJ! Det er JEGS tur!!!”. Mor: “…”.
  • Kalder Musen blyanter for pylanter, spaghetti for basgetti og tallerkener for talanker. Og om morgenen får vi nogle gange mormors hjemmelavede cykeltøj på vores havnegrin.
  • Holdt min mormor halvrund fødselsdag i weekenden med tarteletter, okse i tre centimeter tykke skiver med posegrønt og sovs, og trefarvet is til dessert. Det var hyggeligt, faktisk. Og vemodigt. Fordi der er hele den der gruppe mennesker som jeg har set til familiefester og kun familiefester hele mit liv med års mellemrum, og som nok, sådan som mit liv er blevet, hører til der, til familiefesterne. Og så mange familiefester er der nok ikke tilbage i rækken.
  • Forsøgte jeg at skrive et blogindlæg i fredags inden turen til Jylland, som startede sådan her og fortsatte i samme rille: “Puh, jeg synes verden river og flår i mig i disse dage. Uger. Måneder, faktisk. Og ikke kun i mig, i os. Vores lille familie. Familien vil gerne se os. Heldigvis, egentlig, det modsatte var værre. Men de bor så langt væk. Og vi har så få weekender. Og kan man strengt taget tillade sig at nedprioritere en langsomt døende svigermor og en mormor der vil samle børn og børnebørn og oldebarnet (som jeg jo så skal levere) for allersidste gang til rund fest? Sidstnævnte er her i weekenden, vi hopper på toget senere. Førstnævnte kan vi ikke finde tid til. Hele sommeren kan vi ikke finde en weekend til at tage til Fyn alle tre. Det er til at tude over. Hvilket jeg også lige har gjort, ude på personaletoilettet.” Og lod være med at publicere ud fra en vag fornemmelse af at alting nok ville bedre sig. Og så bedrede det sig. Vi kom af med en, måske to lørdagsvagter. Noget planlægning faldt på plads. Togturen gik egentlig fint, på trods af en forsinkelse. Vi klarer den.
  • Kan mit stærkt forbedrede humør også skyldes, at min kæreste igen er begyndt at putte Musen en gang imellem. En overgang kunne han slet ikke få lov, og for at sikre størst mulig lykke for flest mulige mennesker, gjorde jeg det så bare. Hvilket egentlig var hyggeligt nok. Indtil det viste sig, at de der tyve minutters oprydning-under-tankeflugt hveranden aften, inden vi sætter os til at se en film eller organiserer et eller andet, var vigtigere end jeg troede. Eller faktisk nok mest det at skulle tage stilling til om vi skulle se en film eller organisere et eller andet. Total mental diller-daller er åbenbart som et livsnødvendigt mikronæringsstof, kroppen ganske langsomt løber tør for, indtil jeg var helt drænet. Og nu er jeg ok.
  • Hjalp det måske også at jeg brugte seks timer på at rystepudse kolonihavehuset i går. Jeg kan ikke løfte armene i dag, men mit hoved er tilbage ved fabriksindstillinger.
  • Er der en større retfærdighed i at James Bond får læstelige klø i nosserne fem sider efter denne observation:
Banko for døden, 1953

< — Læs forrige ‘I øvrigt’ her

Bæredygtig hverdag

Jeg er glad for du lige netop spørger om det – om garderobeglæde og minimalisme på bøjlestangen

GarderobeglædeI sidste uge blev jeg interviewet af Camilla der læser Sustainable Fashion på Københavns Erhvervsakademi. Hvilket må ses som et bevis for at det at have en blog kan føre de mest mystiske oplevelser med sig, for jeg har ved gud aldrig været kendt som nogen modens fortrop! Men det var faktisk ret fint at tale med hende om bæredygtige livsvalg (og bare livsvalg), størrelsen på min garderobe (40 styk tøj minus underhakkere og sko, fik vi efterrationaliseret os frem til) og hvor tit jeg køber tøj (sår’n cirka fire gange om året).

Tidligere har jeg været på evig jagt efter Min Stil og – af frygt for at Min Stil skulle vise sig at være for kedelig – Et Pift. Panikkøbt basistøj på nettet og blevet skuffet når det ankom. Oset genbrugsbutikker og købt nogle meget mystiske ting til direkte deponering bagest i skabet. Taget mentale noter om at ’man ku også gå all in på sort’ eller ’det der trøje- og tørklæde hippie-look kan også noget’. Og så ikke rigtig kommet videre. Googlet Reglen for hvilke farver man må gå i når man er bleg og grånende og tynd og rundrygget – og aldrig helt gennemskuet den.

Nu har jeg faktisk opnået et højt niveau af garderobeglæde. På to måder:

Ud

Jeg har ryddet ud, så jeg kun har tøj jeg rent faktisk gider gå med.
Det har været en lang proces med flere gentagelser og den er sikkert ikke helt i mål endnu. Men næsten. Jeg har ingen hullede strømper. Ingen mystiske loppefund. Det der bare liiige skal repareres, er i det store hele blevet repareret. Som nævnt, er det endt med cirka 40 stykker tøj plus det løse, men tallet betyder ikke det store for mig.

Ind

Jeg køber kun ting, jeg vil gide at forsøge at sælge igen om to år.

Hermed ikke være sagt at jeg rent faktisk sælger det. Jeg mangler endnu at knække koden til at sælge gammelt tøj, og realistisk set er der vel heller ingen der gider købe en BH eller et par sko efter to år.

Som huskeregel fungerer det derimod udmærket. Det betyder nemlig at jeg køber ting der:

  • Kan holde i to år
  • Har et nogenlunde tidløst design
  • Koster, om nødvendigt

I år har jeg købt en overgangsjakke hvilket jeg har klaret mig uden de sidste par år. Et par bluser til supplement af sommergarderoben og til indenunder til vinter. En festkjole. Alt sammen smådyrt, alt sammen velovervejet, alt sammen højt elsket. Og jeg har fået komplimenter på det hele.

Det meste er (helt usponsoreret og kraftigt anbefalet!) købt hos Res-Res, kjolen hos Sissel Edelbo.

Har I andre nogen shoppe-regler der øger garderobeglæden?

Opskrifter

Opskrift på rabarbersmuldretærte a la kolonihave med aroma af barnehænder og tilbehør af hvad end kiosken kan levere af is

Rabarbersmuldretærte på terrassen

De sidste fire weekender har jeg serveret den samme kage for skiftende grupper af gæster, og ingen har klaget endnu. Måske bare fordi vi har høflige gæster.

Kagen er en variation af crumble-tærte (dvs ’den jeg kan’) og kan laves på mindre end tre kvarter inklusiv bagetid af ting, vi næsten altid har i køkkenskabet. Og der har vi i år endnu mindre end sædvanlig, da det vedholdende museangreb har skubbet os fra mild minimalisme til hårdnakket askese: Kan det ikke være i vores fire plastikbøtter til mel, sukker, gryn og pasta, kan det ikke være i skabet!

Men altså, kagen.

Opskrift på rabarbersmuldretærte

Man starter med at tænde ovnen på 210, 200 hvis man har en der er mindre ringe end vores.

Så plukker man så mange rabarber, som der kan være i et tærtefad. En god håndfuld.

Min kæreste er typen der ikke rigtig ser en opvask. Førend der er gæster på vej. Så SER han den til gengæld også i al dens rædsel og vælde. Det betyder, at køkkenet som regel er besat af en vild og gal opvaskedjævel på dette tidspunkt i processen, og Musen og jeg bare laver resten af kagen på terrassen.

Man skærer fod og blad af rabarber, skærer stænglerne i små stykker og prøver at engagere sin søn i at putte dem ned i en skål med vand og plutte dem lidt rundt. Hold øje med hvad han ellers putter ned i skålen, han har det med at blive grebet.

Når rabarberne nærmer sig at være rene, eller der opstår mytteri, putter man dem i et tærtefad.

Drys sukker over. emmelig meget, ikke vildt meget. Drys også med lidt mel.

Hæld en noget havregryn (nej, jeg ved altså ikke hvor meget. Vægten står i det utilgængelige køkken) i skålen fra før sammen med en halv pakke smør (smørbart er fint) i små stykker, et drys mel mere og mere sukker (nej, jeg har ikke adgang til den vægt …).

Smuldr det sammen. Seriøse speltmødre inddrager nok barnet her; jeg har det ikke helt i mig … Put smuldéŕét over rabarberne og klap det lidt. Det kan min søn trods alt godt få lov til.

Smid kagen i ovnen en halv times tid, og spæn i kiosken efter is. Vanille eller jordbær er at foretrække, ellers må man nøjes med hvad han har.

Sæt en kande kaffe over, bed manden om at tage en dyb indånding og tøt det værste smør af barnet.

Server!

Bæredygtig hverdag

Små skridt #9

Stofnet chiliplante fermentrede grøntsager

Denne omgang bæredygtige skridt falder mest i kategorien zero waste. En bevægelse med et problematisk navn (zero? Som om!) og nogle problematiske konnotationer af timelange (bil)shoppeture og halvtredser-husmor. Det sidste kan man læse mere om her (Tak til Sustain Daily for linket).

Men, derfor har jeg alligevel tankegangen med at reducere brugen af engangsprodukter og få-gangsprodukter giver mening her og der.

Den seneste tids små bæredygtige skridt:

Zero waste I: Vi er efterhånden rigtig gode til at huske drikkedunk på små og store udflugter. Jeg tænker man skal ikke-købe temmelig mange plastikflasker for at opveje vores fine, solide metalflasker. Men tænker samtidig (uden at vide det – er der mon lavet en udregning?) at regnestykket giver overskud på miljøkontoen og ved med bestemthed at det går op på den økonomiske konto. Fordi vi så tit går en tur på varme eftermiddage eller tager lange togture med madpakke eller traveture uden – hvor vi så alligevel ender med en pizzasnegl fra bageren. Her er gode penge at hente på sparede flasker fra Seven-Eleven.

Zero waste II: Der er rent faktisk lavet udregninger på plastikposer versus stofnet, som blev diskuteret heftigt sidste år. Dem kan man læse en formidling af her. Min egen konklusion er at det billigste og mest miljørigtige er at bruge hvad jeg har. Og jeg har enorme mængder af stofnet fra … ja, jeg tror egentlig bare de opstår, jeg har i hvert fald aldrig købt et! Dem har jeg nu tildelt en fast plads i kosteskabet undtagen det allertyndeste, som har fået fast plads i min taske. Og hun købte aldrig en pose igen!

Zero waste III: Vi har en toethalvtårig i huset. Han sviner stadig med maden. På det seneste er han blevet opmærksom på begrebet ‘beskidt’ og skal derfor have tørret fingre, mund, tøj og bord hvert femte sekund. Den slags kan få køkkenrullebudgettet til at eksplodere, så nu har vi fast en opvredet klud liggende på bordet, og det fungerer strålende.

Zero waste IIII: De der bleer. Vi bruger de almindelige engangsbleer, tørrer med engangsbomuldsrondeller, pakker herligheden individuelt i poser og smider det i en spand ved puslebordet. Og græmmes lidt over spildet. Vi fik ligesom aldrig lagt en god plan før Musen landede og jo længere det kører, jo kortere skal det køre endnu, og hvem gider egentlig beskæftige sig med bleer mere end nødvendigt?! Men. På det seneste er jeg begyndt, forsøgsvis, at smide tissebleerne i spanden uden pose, og ingen er døde endnu. Små skridt indeed …

Zero waste IV: Endnu en irriterende plastikpose i mit liv er den, jeg putter madpakken i for at opfange udslip fra bøtten med restemad. Der ryger ligesom en om dagen. På det seneste er jeg gået over til små stofposer. Og jævnfør feminisme-øffet i indledningen og plastik stof-diskussionen under punkt 2, har jeg taget dem jeg har i forvejen. Små fine stofposer med bindebånd opstår nemlig også af sig selv. De to jeg bruger mest kom vist med forrige års firmajulegave (et kilo bolsjer …) og et sæt babysengetøj så romantisk som kun en mormor kan købe det. De gør tricket og opfanger eventuelle smådryp af sovse og safter.

Rotation: Det forholder sig så lykkeligt at der snart kommer en baby i en udvidede familie. Og da jeg i forvejen var ved at rydde op i vores småbørnsudstyr, har jeg aftalt med de kommende forældre at de må overtage så meget de vil, når de vil. Og så har jeg givet dem en liste at vælge fra, sorteret og pakket tøjet og i det hele taget forsøgt at give tingene videre på en måde jeg selv kunne tænke mig at modtage dem. For der skal ikke herske nogen tvivl om at vi var overtaknemmelige over alt det udstyr vi selv modtog. De reddede virkelig vores røv både praktisk og økonomisk. Men samtidig kan det altså føje alen til den allerede herskende kaos i en spædbarnsfamilie med alle de kasser fra BabySam og poser fra veninders loft og den der trailerfuld fra familien vestpå som i det store hele endte med at blive fugtskadet i skuret.

Læs tidligere ‘Små skridt’ her –>

Bæredygtig hverdag

I øvrigt #33

  • Brugte jeg et par timer her i eftermiddag på at traske Høje Gladsaxe tynd fordi ‘min valgte pakkeshop ikke var tilgængelig’. Dvs kiosken har lukket i dag. Dvs de havde smidt den fem kilometer væk. Det var jeg lidt nede over.
  • Var jeg egentlig allermest nede over GLS kundeservice der af principielle årsager ikke kunne flytte den til en af deres andre pakkeshopper. Som de vel i sagens natur kører til en gang imellem. Fordi principper. “Jeg kunne måske bede en anden om at hente den til mig?”. Nej. Det kan jeg ikke. For så stort er mit netværk ikke og så god er jeg ikke til at bede om hjælp. Og således kan en enkelt telefonsamtale accentuere de to største problemer i mit liv til dato.
  • Er der noget imposant over Høje Gladsaxe-blokkene. Men lad være med at gøre som jeg og gå om på den anden side for at se hvad der er. Der er en mose, og blokkene er forbundne, så du kan ikke smutte imellem på tilbagevejen.
  • Konstaterede jeg ovenstående dagen inden jeg fødte Musen. Der var langt rundt om de blokke.
  • Skulle Musen have været undersøges en fysioterapeut i dag, men hun var syg. Som om jeg ikke følte mig ramt nok af kundeservice og betonbyggeri. Han er nemlig lidt bagud motorisk, den lille Mus. Ikke meget, måske, har jeg mistanke om, delvist selvvalgt. Han har det med ligeså diskret at lære alt det vi stressede over for to måneder siden. Jeg er ikke sikker på jeg havde opdaget problemet, hvis han ikke gik i vugger. Eller jeg havde bare konstateret at han er til den forsigtige, klodsede side som sine forældre. Jeg ved ikke om det var bedre. I hvert fald irriterer det mig med den udsatte undersøgelse.
  • Befandt jeg mig i denne tilstand af irritation og latent bekymring, da Musen begyndte at kravle op ad en stige på legepladsen her til eftermiddag. Ja! Endelig! Vovemod! Initiativ! Nu, skal der støttes op! Så vi kravlede begge op, og det var en slem fejl. For der var ingen chance i helvede for at vi begge kunne komme ned igen samme vej. Og eneste alternativ var en rutsjebane. En næsten lodret, meterbred rutsjebane. “Her kommer vi!” sagde Musen og kiggede på mig med den tillid, kun en toårig kan have til sin mor. Og jeg overvejede seriøst at ringe efter brandvæsenet! Jeg kunne aldrig finde på at tage så stejl en tur, og med et barn på skødet?! Jeg forsøgte at gøre mig selv klæbrigere ved at smøge bukserne op. Forsøgte at holde i siderne – men så kunne jeg ikke holde ham samtidig. Tilsidst gled vi, han røg af mit skød og slog hovedet og blev delvist jordet af mig, som fik et ordentligt brændemærket på hånden af at hage mig fast. Så.
  • Elsker jeg lidt hvor skidt det går for DF og hvor pigesure de er.

<– Læs forrige ‘I øvrigt’ herLæs næste ‘I øvrigt’ her –>