Havebrug og selvforsyning

Permakultur-køkkenhave step halvandet – frostvejr og finpudsninger

Foderbræt og aftenstemningOnsdag eftermiddag tøffede jeg mod Ballerup og kolonihaven en klar februardag, hvor solen næsten varmede, og solsortene hoppede her og der og alle vegne. Efter en halvkold kop kaffe på terrassekanten, trak jeg i sweater, vest og haveforklæde og gik i krig.

Den oprindelige plan var at færdiggøre hügelbed nummer to, der blev efterladt på kvasbunkestadiet sidst, og så eller grundluge det spiselige staudebed for hvad der måtte være kommet af rapgræs og mælkebøtter i vinterens løb.

Overraskende nok, den lune luft taget i betragtning, var jorden stivfrossen, så jeg nøjedes med at komprimere kvaset lidt ved hjælp af en beskærersaks og nogle velrettede, støvleklædte hop.

Desuden rev jeg kviste og grenrester og generelt roderi sammen der, hvor jeg skar hækken ind i efteråret. Og det tog faktisk overraskende lang tid, som den slags finpudsning har det med at gøre.

Mens jeg tullede rundt, tænkte jeg over hvor godt det nok skal blive med det nye fokus på flerårige grøntsager.

En anden ting der slog mig var, at min vinterraptus med oprydning i minimalismens ånd, faktisk har ændret min måde at tænke på, også i haven. I stedet for at irriteres over det faldefærdige og ret malplacerede foderbræt som vi vist aldrig har brugt, og lede efter nye placeringer til stauder, jeg egentlig ikke bryder mig om, var jeg nu noget hårdere i filten.

Mangt og meget var blevet gravet op, hvis ikke det havde været for den frost! Som det var, bleb fuglehuset afmonteret, så hus og pæl nu irriterer hver for sig.

Da jeg kom hjem, havde mand og Mus sammensat en Kylie Minoque-playliste, som de sad på gulvet og rockede til i takt, og alt var godt.

Først da jeg lå i min seng om aftenen, kom jeg i tanker om at det var Valentins dag. Det er ikke noget vi dyrker hos os, men alligevel må det være den perfekte kærlighedserklæring at få mulighed til at beskæftige sig med lige det, man allerhelst vil!

Nyanlagt hügelbed

Hügelbedet som jeg anlagde for et par uger siden – denne gang i bedre lys.

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også

No Comments

    Leave a Reply