Havebrug og selvforsyning

Plantekarma vol. 1: Winterkefer

Så er ærterne sået. D. 6. december, i det bed, hvor der var græskar. Og nej, jeg har ikke fået kuk af det milde vintervejr.

Winterkefer

Winterkefer sået i december under beskyttende glas

Måske kan et syltetøjsglas beskytte lidt mod kulden ..?

Ærterne er nemlig winterkefer, en slags sukkerærter (dem hvor man også spiser bælgen) som kan sås helt til nytår, og burde være klar i starten af juni. Så vidt jeg kan læse mig til, bliver de høje, kraftige og ret flotte. Man kan læse lidt mere om dem hos Frøsamlerne.

Jeg såede ærterne direkte i beddet, da logistikken omkring forspiring har det med at gå grueligt galt for mig … Nogle fik forsøgsvis et minidrivhus af et syltetøjsglas over sig som beskyttelse – det bliver spændende at se, om det gør nogen forskel. Og så holdt jeg halvdelen af ærterne tilbage, så jeg kan så lidt tidligere næste år, hvis det slet ikke vil lykkes …

Frøsamlerne

Og hvis nogen undrer sig: Frøsamlerne er en forening, der samler, bevarer og udveksler frø af gamle, sjældne og særligt interessante grøntsagssorter. Medlemmer får to gange om året en liste med frø, man kan bestille fra andre medlemmer.

I efteråret var jeg helt nyt medlem, og slet ikke sikker på, at jeg havde forstået systemet rigtigt, da jeg skrev til Lila efter winterkefer-ærter og til Anders efter estisk rød-hvidløg (som jeg vender tilbage til i et senere indlæg). Men de var venligheden selv, og sendte de helt særlige hvidløgsfed og ærter.

4 Comments

  • Reply
    Lotte
    18. december 2014 at 22:26

    Dem bliver du glad for.
    Smukke, smukke høje og frodige planter, med masser af bælge og flotte violette blomster.
    Jeg sår også mine på friland, og det går ganske fint.
    Glæd dig:-)

    • Reply
      Plantesmilet
      21. december 2014 at 11:29

      Hej Lotte, det er jeg glad for, du siger. Jeg glæder mig til at følge mine, når de spirer!

  • Reply
    Køkkenhaven vågner - PlantesmiletPlantesmilet
    8. april 2015 at 21:44

    […] Vinterærterne vokser langsomt men stødt, slangehvidløgene ser ud til at trives og mit dyrt indkøbte (40 kroner for løget + 30 kroner for en lille kop kaffe, så jeg kunne hæve over …) elefanthvidløg har fået verdens mindste grønne spire! […]

  • Reply
    Kort nyt - Plantesmilet
    22. december 2015 at 15:34

    […] Winterkeferne er spiret. Det er da meget sejt! Der er 11 hvilket passer med 12 sået og en nulret ihjel. […]

Leave a Reply