Flerårige grøntsager

Flerårige spiselige planter - fotografen er på vej

Mangler du tid til køkkenhaven eller har du svært ved at holde til havearbejdet år efter år? Så sats på flerårige grøntsager! De skal kun plantes én gang, og når først de trives, kan du høste fra dem år efter år.

Dette er et inspirationskatalog over flerårige grøntsager, jeg har erfaringer med at dyrke. Læs også min guide til flerårige krydderurter og flerårig kål.

Grøntsagerne har fået tildelt 1 – 3 P’er (står for Plantesmil …) for nemhed i haven, anvendelighed i køkkenet og skønhed.

Gode flerårige grøntsager

Allium × proliferum – Etageløg

Etageløg, Allium × proliferum

Løgplante med små spiselige topløg

Nemhed: PPP
Der er ikke de store ben i dyrkningen. De karakteristiske topløg dukker dog først op andet år.

Anvendelighed: PPP
Etagelæg sætter små topløg for enden af stilkene – lige til at plukke. De har en frisk, ren løgsmag og kan enten bruges hele eller presses i en hvidløgspresser. Der er ikke til et kæmpe forbrug men nok til at give smag i en salat eller gryderet.

Skønhed: PP
Et interessant indslag i haven.

Allium sativum – Hvidløg

Hvidløg, Allium sativum

Løgplante, hvis løg er all round-smagsgivere og hvis toppe er gode som grønt drys.

Nemhed: PPP
Hvidløg dyrkes som regel som enårige planter, der sættes som efteråret og høstes om sommeren. Du kan dog også vælge bare at lade dem stå og høste løg eller top efter behov – udbyttet bliver noget mindre på den måde, men indsatsen er til gengæld  også minimal.

Anvendelighed: PPP
Uundværlige!

Skønhed: P(P)
Blødnakkede hvidløg har ikke et udseende der er værd at skrive hjem om, mens slangehvidløg er virkeligt smukke med deres snoede halse.

Asparagus officinalis – Asparges

Flerårige spiselige planter - fotografen er på vej

Fotografen er på vej 🙂

Staude, hvis skud om foråret er en delikatesse.

Nemhed: PP(P)
Asparges kræver lidt tålmodighed, da planterne først kan tåle, at man høster skudene efter et par år. Når de først har fået ved, er der til gengæld ikke de store ben i at dyrke almindelige grønne asparges. (De hvide er en anden sag, som jeg ikke vil komme ind på her …) Asparges stammer fra kystegne, så du kan overveje at dyrke dem i jord blandet med sand, fx i en nedgravet beholder, et hul eller en rende.

Anvendelighed: PPP
Asparges er en gudespise! Stegt på panden med smør og snittet i alt sådan noget, der ikke skal tilberedes for længe, fx omelet, wok eller risotto. Ammenam!

Skønhed: PP
Asparges bliver høje, luftige og egentlig ret pæne.

Brassica oleracea – Flerårig kål

Brassica oleracea - Flerårig grønkål

Stedsegrøn kål, der leverer kraftige grønne blade hele året

Der findes et væld af sorter af flerårig kål. Jeg har samlet en beskrivelse af mine yndlingssorter her.

Crambe maritima – Strandkål

Crambe maritima - Strandkål

Smuk staude, hvis bitre blade kan spises om foråret.

Nemhed: P(P)
Lidt besværlig at få til at spire, efter min erfaring skal frøene bruge kulde for at spire. Kimplanterne udvikler sig langsomt, men når først planten har fat, er den stor og robust. Som strandplante bøvler den vist lidt med min lerede jord.

Anvendelighed: P
Ikke en plante man bruger i store mængder, da den har en kraftig, bitter smag. Du kan blege den under en spand for at få en mere medgørlig smag.

Skønhed: PPP
Er smuk og blågrøn på en lidt vild og voldsom måde.

Diplotaxis tenuifolia – Sandsennep/vild ruccola

Diplotaxis tenuifolia - Sandsennep/vild ruccola

Flerårig urt, der leverer grønne blade til salatskålen

Nemhed: PP
Let at dyrke, men kan blive angrebet af diverse kryb.

Anvendelighed: PP
Ruccolasmagen er ikke alles favorit, men jeg synes nu den fungerer fint som det (meget!) bedske element i salatskålen.

Skønhed: PP
Pæn og grøn med små fine gule blomster i sensommeren.

Hablitzia tamnoides – Spinatranke

Spinatranke, Hablitzia tamnoides

Slyngplante med spiselige grønne blade i sommerhalvåret.

Nemhed: PP(P)
Spinatranke er lille og sart de første par år, derefter bliver den en flere meter lang, robust sag, der vender tilbage hvert forår. Den trives godt i det danske klima og foretrækker at stå i halvskygge. Frøene skal have kulde for at spire, fx ved at sætte urtepotten i køleskabet en uges tid.

Anvendelighed: PPP
Kan bruges ligesom spinat. Smagen er meget mild.

Skønhed: PP
Pæn og grøn.

Helianthus tuberosus – Jordskokker

Jordskokker, Helianthus tuberosus

Staude med spiselige underjordiske knolde, der modner om vinteren.

Nemhed: PPP
Jordskokker er robuste i en grad, så de ikke er til at slippe af med, når de først er kommet ind i haven – så overvej placeringen nøje!

Anvendelighed: PP
Jordskokker er en af de få flerårige spiselige planter, der er til at spise sig mæt i, og som oven i købet kan høstes om vinteren, hvor der ikke er så meget andet at komme efter i haven. Gå dog ikke helt amok, de kan give luft i maven …

Skønhed: P(P)
Planterne bliver flere meter høje og fylder godt i landskabet. De visne stængler om vinteren er ingen skønhedsåbenbaring. Nogle sorter blomstrer med gule blomster ligesom deres slægtninge solsikkerne.

Rheum rhabarbarum – Rabarber

Rabarber, Rheum rhabarbarum

Staude med spiselige stængler om foråret og først på sommeren

Nemhed: PPP
Rabarber er en af de planter, der som regel er der i forvejen, når man overtager en have – og ellers kan du sikkert få en aflægger af naboen. Den kan gro de fleste steder, også i skygge, og skal i det store hele ikke passes. Dog bliver den glad hvis du trækker stilkene af i stedet for at skære, og ikke trækker stilke (ret meget) senere end sankt hans.

Anvendelighed: PPP
Rababer er bedst! Kager, saft, drinks, grød, koldskål …  Et par stilke kogt i smadder med sukker og jasket oven på havregrynene gør det også til en meget bedre dag!!!

Skønhed: PP
Tja, de røde stilke og bugtede blade gør et vist indtryk om foråret. Senere smasker den noget ud.

Rumex patientia – Spinatsyre

Blodsyre og bærbuske

Spinatsyren til højre sammen med blodsyre og andet godt.

Nemhed: PPP
Passer i det store hele sig selv.

Anvendelighed: PP
Ikke den mest interessante bladgrøntsag, men er tilgængelig i store mængder før så meget andet.

Skønhed: P
Noget grov og skræppeagtig i det.

Rumex sanguineus – Blodsyre

Blodsyre Rumex sanguineus

Stedsegrøn urt med fine syrlige blade forår, tidlig sommer og i milde vintre.

Nemhed: PPP
Nem at så fra frø eller dele fra en eksisterende klump. Passer i det store hele sig selv og spreder sig ved frø.

Anvendelighed: PPP
Smuk og velsmagende i salaten og tilgængelig tidligere på året end så mange andre bladgrøntsager.

Skønhed: P(PP)
Den smukkeste og mest nuttede lille urt med de fineste højrøde bladnerver. Første halvdel af året … Herefter skinner slægtskaber med skræpperne igennem, og den bliver høj og tør og fuld af grimme frøstande.

Scorzonera hispanica – Skorzonerrod

Scorzonera hispanica - skorzonerrod

Mindre kendt rodfrugt, der er endnu mindre kendt som salatplante

Nemhed: PPP
Stiller ikke de store krav til tilværelsen.

Anvendelighed: PP
Et godt supplement i salatskålen, men ikke den jeg bruger mest af.

Skønhed: PP
Pæn og grøn og frodig, men ikke noget særligt.

Du kan følge Plantesmilet på bloglovin, facebook og instagram

Læs også