Bæredygtig hverdag

Pottetræning på tre dage – vores erfaringer

Dette indlæg handler om et specifikt, komercielt produkt, nemlig e-bogen Pottetræning på tre dage. Derfor må jeg hellere lige slå fast at jeg altså ikke får penge eller andet for at skrive. Jeg tænker blot at andre måske kunne bruge vores erfaringer på et område vi selv har forholdt os noget famlende til! Bogen kan købes på smidbleen.dk

Pottetræning, ble-stop, whatever, har nemlig været et projekter vi har cirklet om i hvad der føles som en evighed. Og som derfor har hængt både den lille og de store ud ad halsen inden vi overhovedet var kommet nogen vegne. Min mor pressede på da han var halvandet, da han var to købte vi et børnetoiletsæde han nægtede at sidde på, da han var knap tre en potte der led samme skæbne. Bønehaven har presset på det seneste halve år, bestikkelse har været oppe at vende og er blevet mødt med afvisning og foragt. En kold tyrker var på bordet et par weekender tidligere på sommeren og endte gik – ret bogstaveligt – i vasken.

Jeg har forhørt kolleger, veninder og naboer og har fået et af to svar: Enten et træt og ukonkret “Det tog lang tid” eller et forundret “Han bad selv om det”. Ingen af delene kunne vi arbejde videre på.

Denne sommerferie gav børnehaven os den bundne opgave, at nu skulle det være. Det skal de selvfølgelig ikke bestemme, og en del af mig havde foretrukket at han organisk selv var kommet frem til at han gerne ville. Det tror jeg bare ikke var sket. Han er klar og har været det et stykke tid, såvel kognitivt som fysiologisk. Han kan holde sig, han ved hvad der foregår, han går afsides, han hader våde bleer. Og han leverer i mængder der slet ikke kan være i en ble. At holde op med at bruge dem gav bare ingen mening for ham, og vores uendelige cirklen om emnet har kun fået ham til at stå stejlere på den holdning.

Enter e-bogen

Jeg hørte om e-bogen Pottetræning på tre dage via en Facebook-reklame, og var desperat nok til at punge ud med de 250 kr. Jeg var ikke – og er vel stadig ikke – overbevist om at forfatterne sidder inde med den eviggyldige sandhed på området. Meget i bogen er baseret på forskning men der er også en del anekdotisk evidens fra deres eget (eneste?) barn. Vi var bare dér hvor en kun halvt overbevisende profet var bedre end ingen profet. Vi havde brug for en struktur, og det fik vi.

Bogen blev læst på telefonen og i hast mellem arbejdskaos og ferieplanlægning. Overblikket blev derefter. Principperne fik vi dog nogenlunde styr på: Man burer sig inde på lidt plads med en potte og et barn der er behørigt forberedt og advaret, med bar rumpe og returnerer så langsomt til normalen.

Vores erfaringer med Pottetræning på tre dage

Alt i alt gik det fantastisk. Jeg skrev et lille øjebliksbillede på dag et her. Det er et definitionsspørgsmål om projekter blev gennemført på tre dage, men hurtigt gik det. Jeg tror også min søn var tryg omend også træt undervejs, mens forældre ærligt talt følte sig noget indespærrede.

  • Nogle dage inden advarede vi om projektet, hvilket førte til vilde protester men også, hen ad vejen, interesserede spørgsmål
  • Dag et havde han et indledende uheld og brugte dernæst potten
  • Dag to kom bukserne på igen, og han brugte potten hele dagen
  • Dag tre blev forældrene sindssyge, og vi tog på badetur, hvilket resulterede i et enkelt uheld
  • Dag fire gik perfekt
  • Dag fem var et langt uheld. Vi mistænker enten en svag forstoppelse eller almen træthed efter nogle dage på mentalt overarbejde
  • Dag seks gik perfekt, vi var på udflugter, tissede bag et træ, genindførste underbukser og glemte næsten projektet.
  • Dag syv gad jeg ikke tage noter længere 🙂

Ulemper ved systemet

Det lille tilbageslag på dag tre berører så ulempen ved metoden. For hold. Da. Fast. Hvor var det røvsygt at sidde der i sin hårdt optjente og med længsel ventede sommerferie med et barn der endelig er blev robust nok til at kunne klare diverse udflugter og bevidst nok til at nyde dem. Og så kunne vi de første par dage dårligt nok bevæge os ud på terrassen. Set i bakspejlet var det indsatsen værd, men ligefrem festligt var det ikke. Men altså, med dette ene lille forbehold (og hvad havde alternativet egentlig været?), kan jeg klart anbefale bogen.

Forrige indlæg
Næste indlæg

2 Comments

  • Reply
    Lisbeth
    10. august 2020 at 18:42

    Min søn var renlig som 2 årig, men kun fordi dagplejemoderen havde vænnet børnene til at sidde på potte, så det var helt naturligt for ham. Næste søn var 5 inden han blev renlig, det var en anden dagplejemor.
    Mine børnebørn var godt tre år, inden det lykkedes for dem, de skal have en vis modenhed, det kan ikke presses igennem af en børnehave. Det var så lige min mening 🙂 De næste to børnebørn bliver snart 3 år, det er piger. Spændende 🙂
    Hilsen Lisbeth

    • Reply
      Plantesmilet
      12. august 2020 at 8:41

      Nej, det skal ikke presses igennem. Det strittede også lidt i mig at gøre det på deres opfordring. På den anden side var han klar, han vidste det bare ikke. Lyder som en stor dejlig familie du har 🙂

Leave a Reply