Bæredygtig hverdag

Sære tider

Da vi senest tog fra kolonihaven, foreslog min kæreste at jeg jo, næste gang, kunne tage herud lidt i forvejen. Det indkasserer jeg lige nu, selv om der endte med at gå to uger og ikke kun en. Vejret var for omskifteligt i sidste weekend.

Normalt betyder kolonihavetid knokkelpukkel-tid, men denne gang lader jeg være. Eller prøver på. Jeg er simpelthen så smadret i hele kroppen, at jeg dårligt kunne løfte benene da jeg forsøgte mig med min sædvanlige løbetur i går. Men bare det at jeg har en sædvanlig løbetur er vildt usædvanligt, så.

Vi er stadig hjemmearbejdende, og mangler efterhånden noget afklaring og nogle ‘go’ oppefra før vi kan lave så meget mere meningsfuldt. Og med Musen i børnehave og halvdelen af mine kolleger sendt ud nødberedskab, har jeg et vildt behov for at retfærdiggøre min tid. Med omtalte løberegime. Og med at få ordnet *alt* i og uden for hjemmet. Så jeg er helt klart, når det hele – måske – går amok lige om lidt.

Det var ellers en af to kontrakter jeg indgik med mig selv, da alt dette begyndte: Ingen tårer over spildte planer, og ingen ambitioner om at *nå* noget. Den sidste skred lige pludselig.

Nu tager jeg en eftermiddag i liggestolen med sol og kaffe og læsestof, og glæder mig til Mus og mand slutter sig til om lidt. og debatterer allerede lidt med mig selv, om arbejdsnedlæggelsen gælder *hele* weekenden. Må jeg fx rydde op i den enorme stak grene fra en beskæringsfrenzy tidligere på måneden? Vi får se.

No Comments

    Leave a Reply