Septemberhaven – frøsamling, omstikning af kompost og klargøring af no dig-bed

September er min yndlingsmåned i haven. Køligheden, de mættede grønne, røde og gule farver og den der rastløse, fysioterapeutberigende energi, der plejer at komme over mig. Lykke med et strejf af sorg, fordi det hele når som helst kan blive til mørke og sjap.

Efterårsklargøring af køkkenhaven

Som jeg skrev her, havde jeg planer om at høste frø af min persille. Når det var sket, skulle bedet ryddes og dækkes med kompost, hvilket forhåbentlig ville give plads i komposten til de dynger af kviste og ukrudt, der har hobet sig op overalt.

Og der stod jeg så og trippede, fordi persillefrøene slet, slet ikke havde travlt med at blive modne i år. I weekenden overlod jeg så kæreste og sønnikke i hinandens selskab i et par timer, og gik i gang.

Høst af persillefrø

Persille er to-årig. Den spirer (langsomt!) det første år, visner ned om vinteren, hvorefter den er god igen et par måneder, før den går i blomst.

Jeg plejer at fjerne sidste års persille, så snart den nye er stor nok til at spise. I år var dog anderledes, da jeg havde brugt de sidste frø af min Christians Ø-persille – en lækker, frodig, semibredbladet variant som jeg fik gennem Frøsamlerne for et par år siden.

Jeg ventede (og ventede!) til nogle af skærmene begyndte at blive tørre og grå, og plukkede så de mest tørre. De ligger nu til yderligere tørring inde i huset, inden jeg nulrer frøene af og gemmer.

Havde jeg haft tålmodighed et par uger endnu, havde der været persillefrø nok til at forsyne hele frøsamlerforeningen samt internationale venskabsforeninger. Men det bliver en anden god gang, for bedet skulle ryddes, så jeg kunne komme videre med komposten.

Omstikning af kompost

Komposten har haft slemme kapacitetproblemer på det seneste, og hækafklip, ukrudt og rester fra mit amokløb på havens buske har hobet sig op på græsplænen. Da persillebedet endelig var ryddet, var det på tide at omstille komposten.

Jeg væltede beholderen, som er en klassisk Hummus-model (det er dem der ligner en Dalek), så indholdet lå frit tilgængeligt. Eller, det gjorde jeg efter at have brugt en times tid på møjsommeligt at fiske kompost ud af lugen forneden med en håndrive … Vælte-metoden kan anbefales!

Velomsat (dvs sort!) kompost blev skovlet over på bedet, mens smågrene og ukrudtsrødder, der stadig var genkendelige, fik lov at vente. En halv beholder dækkede et bed på sådan cirka 4 m2.

Undervejs fandt jeg 5-10 store snegle, som blev klippet over, og cirka lige så mange klynger snegleæg, som blev ordnet med en kombination af kogende vand og bobleplast-metoden.

Da kompostbeholderen var samlet igen, skovlede jeg den uomsatte kompost tilbage, blandet ned lidt græsafklip, friskt grønt ukrudt og vand. Min kompost-uvane er nemlig at putte for mange grene i, og det kræver en hel del grønt, kvælstofholdigt materiale at opveje.

No dig-køkkenhave

Bedet (og min ryg!) fik lov at hvile natten over, for bedets vedkommende i selskab med en sneglefælde, der fangede en enkelt dræbersnegl.

Jeg har altid brugt en form for no dig-light, hvor jeg simpelthen dækker køkkenhaven til med alt forhåndenværende grønt i vintermånederne. Men jeg har været ret plaget af ukrudt i år, og vil derfor prøve den udvidede udgave, som anbefalet af Charles Dowding.

Derfor lagde jeg et lag pap (en gammel flyttekasse fra skuret og den kasse, parasollen kom i) oven på komposten og tyngede det ned med nogle fliser.

I teorien vil pappet nu skygge alt ukrudt ihjel og selv blive til næring hen over vinteren. Hvorvidt jeg i tilgift har skabt det perfekte gemmested for snegle og givet min jord massiv kvælstofmangel, skal vise sig 🙂