Bæredygtig hverdag

Små skridt #7

Kunsten at deaktivere facebookJeg har haft lidt krise på mine små bæredygtige skridts vegne. Ikke så meget selve skridtene, men at skrive om dem her. Det virker så … formålsløst.

Hvad får I andre ud af at vide at jeg har syet en knap i, i stedet for at købe en ny skjorte? Dårlig samvittighed? Himmelvendte øjne næste gang vi ses IRL, og mine knapper er uens?

Og gør det mig til en hykler hvis jeg samme uge har købt ti liter giftdunstende maling? Jeg ved det ikke.

Men om ikke andet er det meget rart at samle lidt op. Måske endda motiverende for at blive ved.

Den seneste tids små bæredygtige skridt

Affaldssortering. Da kommunen tilbød os en papcontainer, sagde vi ja tak. Vi har virkelig, virkelig meget pap fordi vi modtager så mange bøger med posten. Indtil nu har vi afleveret det sammen med storskrald. Vi har bare kunnet mærke at vi ikke havde ork til også at holde styr på alt det andet pap. Det som tandpastaen og lasagnepladerne og raspet kommer i. Fordi det sådan helt lavpraktisk skal bundtes og lægges ud til fortovet uden at blæse væk. Det er nemmere med en container.

Ved samme lejlighed strammede vi op på resten af affaldssorteringen. Nærlæste simpelthen bagpå hver gang vi tømte en pose bleer eller en bøtte smøreost, hvordan embalagen skulle sorteres. Det står der faktisk ret tit (tak, Coop), og på den måde reducerede vi vores restaffald ganske betragteligt.

Desværre var den der papcontainer ret så forsinket, og det viser sig at jeg har fornærmet vores skraldemænd alvorligt ved at vende spandene forkert (tilbage i oktober, så vidt jeg kan gennemskue!), så vores sorteringsaffald ikke er blevet tømt siden. Så. Lige nu er vi der hvor det er (be)skidt og temmelig rodet, før det bliver godt …

Energirenovering. Vi bliver ved de gode intensioner. Vi har nemlig mistanke til at der fiser en del ud varme ud ad terrassedøren. Derfor ville vi låne en varmemåler på biblioteket (aka et af vores jobs!) for at finde ud af om der var noget om det. Desværre er begges ansvar jo nogle gange ingens ansvar, så vi glemte det på skift i længere tid. Og da jeg tog mig sammen, va batterierne væk (og de er faktisk mit ansvar!). Og da vi endelig fik en måler hjem, var vinteren tilsyneladende forbi. Oh well.

Bæredygtig maling. Vi forlader de gode intensioner og bevæger os over i bagklogskabens ubehagelige neon. Vi har nemlig haft gang i lidt gør det selv. Og må bare konstatere, at når sådan nogle som os står og kampsveder i Silvan og forsøger at forklare manden hvilken farve vi gerne vil have vores dørkarme, så glemmer vi alt om miljøet. Beklager.

Jeg har købt maling for en mindre formue, og den lugter som Cheminovas baghave. Fordi vi ikke har forstand på det, og derfor ikke kan/tør/orker stille spørgsmålene.

Men, men, men. Google er vores ven, der findes masser af svanemærket maling og også lidt der er økologisk, plastikfri og så videre. Jeg skriver måske lidt om det en anden gang, pointen lige nu er egentlig bare at det næste gang bliver en smule lettere at bede om det rigtige.

Hvis nogen af jer derude har den mindste erfaring med u-giftig maling, vil jeg gerne høre. Vi har en del træværk foran os …

1-0 til Team Kondo. Jeg har ryddet op i min søns tøj, og konstateret at han mod forventning ikke mangler strømper og underbukser. Hæ.

<–Tidligere ‘Små skridt’

6 Comments

  • Reply
    Marie
    5. marts 2019 at 7:58

    En lille fortælling om giftig fernis. Til jul besluttede min mand, at kældertrappen nu skulle ferniseres for anden gang i de 40 år, vi har boet her på gården, og fandt en dåse, som stammede tilbage fra mine forældre. Det stank i flere uger, og jeg kunne genkende lugten fra min barndom ( jeg er årgang 46). Den fernis må være enormt giftig. Godt der findes alternativer i dag.

    • Reply
      Plantesmilet
      5. marts 2019 at 16:05

      Lyder hampert. Gad vidst hvad der egentlig er i fernis?

  • Reply
    Anette
    10. marts 2019 at 15:34

    Det er altså et godt indlæg! Har også erfaret at man ikke gøre alt mere bæredygtigt og klima-venligt på en gang, men det er virkelig en god ting at man selv er bevidst om sine handlinger! Jeg har som dig, stået og malet med flugger maling, og følt mig forræderisk,, også selvom det ikke stank. Jeg havde mange samtaler med mig selv i den anledning;-)

    • Reply
      Plantesmilet
      10. marts 2019 at 16:47

      Nej, det kan man nemlig ikke. Og det er så meget nemmere at være bevidst og politisk på de punkter, hvor man ved hvad man laver! Og det jeg fik fat i, lugtede virkelig ikke godt …

  • Reply
    Vibeke
    11. juni 2019 at 11:58

    Jeg køber bæredygtig maling i Vendersgade, lige over for Trvehallerne (i København). De har linoliemaling til træværk og noget andet til vægge. Blander i alle farver og svarer gerne på spørgsmål. Ikke dyrere end anden maling, da dækkeevnen er fin

    • Reply
      Plantesmilet
      11. juni 2019 at 12:01

      Tak! Det var virkelig et nyttigt tip!

Leave a Reply