Bæredygtig hverdag

Små skridt #10 – feriespecial

Nu kører ferien på den allersidste dampe. Vi er tilbage i Buddinge, Vaskemaskinen kører, jeg har haft åbnet arbejdsmailen og holder nu min forhåndsovervældede hjerne i helt stramme tøjler for at undgå at den løber løbsk. Det skal nok gå, jeg glæder mig faktisk til at komme tilbage, men det er godt nok også længe siden jobbet har været komplet ude af såvel syne som sind.

Mens jeg stadig kan huske hvordan det føles at holde ferie, vil jeg prøve at samle lidt op på feriens små bæredygtige skridt.

De bæredygtige tiltag jeg skriver om, er som regel en blanding af miljøvenlighed og minimalisme. Denne gang er der også lidt god gammeldags sparsommelighed ind over, fordi vi har været lidt lavvande i kassen. Man skal såmænd ikke have ondt af os, vi kører med vilje de løbende finanser lidt stramt for at få råd til opsparing og lånefri vedligehold.

Små bæredygtige skridt på ferien:

  • Shoppetrang: Jeg udlevede min trang til at købe ‘en lille ting’ med hjem fra Bornholm ved at købe et glas honning. Det har jeg gjort på de seneste par ferier og ture, og det virker perfekt: Honning fra små boder er vitterlig lokalt fremstillet og helt unikt, det fylder ingenting og der er ingen risiko for at det kommer til at stå og fylde op specielt længe …
  • Madspild I: Vi er efterhånden blevet ret prof til at undgå madspild i forbindelse med nomadeaktivitet. Altså når karavanen rykker til Fyn, til Jylland, til kolonihaven, til Bornholm og så videre. Hvilket det nogle gange føles som om vi gør rigtig meget … Det har altid gået mig på, at vi var så dårlige til at indse at den der fuldgode pastaret i grydern i køleskabet, ikke er fuldgod om en uge. Den ser jo sund og rask ud lige nu … Men efterhånden er det blevet en del af vi forlader huset-rutinen at kigge ind i køleskabet og forholde os til hvad der skal fryses (brød, mælk, middagsretter vi realistisk set kommer til at tø op), hvad der skal med (alt hvad vi alligevel skal købe inden for de næste par dage) og hvad der kan indgå i min madpakke hvis det er en arbejdsdag (pretty much anything, inklusive forkastede middagsretter). Og så smide den lillebitte restgruppe af stort set tomme bøtter med pålæg eller gryder med to kogte kartofler ud med de samme så de ikke står og hober sig op og giver en lyst til at leve af take away fra nu af.
  • Feriedrikke: Vi har haft vandflasker med overalt, og jeg tror seriøst vi har sparet en formue!
  • Madspild II: Ferieplanerne inkluderede en ‘isoleret’ morgenmad og ditto frokost i Buddinge. I stedet for at købe alt ind til et enkelt måltid lavede jeg havregrød med bananer fra fryseren til morgenmaden og grillrester, det vil sige en majs, to bøffer og noget spidskål på panden til frokost. Og alle var glade.
  • Feriemad I: På Bornholm spiste vi rugbrød til aftensmad to gange, pizza en og ‘ude’ en gang. Hvilket måsk lyder miserabelt men faktisk passede meget godt til dagsformen. Musen syntes det var sjovt at være på Re-stor-rang en enkelt gang (hvlket han fortalte en hver han mødte på gaden), men hvis vanen var sat ind, havde trætheden nokgjort skår i stemningen. De fleste dage spiste vi madpakker fra pensionatet til frokost, enten på et tæppe ude i terrænet eller i pensionatets have, og det var helt perfekt. På hjemturen spiste vi pizzarester og gnavegrønt som var blevet til overs fra ugens aftensmad – arhmen altså!
  • Feriemad II: Mange med små børn siger at de tager på ferie steder, hvor der er buffet. Men de må simpelthen have børn der er bedre til at abstrahere, end min Mus! Altså, han elskede morgenmadsbuffetten på pensionatet, men han spiste jo ikke noget. Drak fire glas juice, tog en halv time om at vælge, sad og stak til det og flirtede med de andre gæster. Og da vi så kom hjem, åd han for en uge!
  • Genbrug: Jeg er aldrig rigtig kommet i gang med at bruge Reshopper, altså den der app hvor man køber og sælger børnetøj og -ting. Når jeg har kigget på den med et halvt øje, har der meget været enkelte stykker tøj til en pris der helt sikkert er under nyprisen men stadig højere end hvad jeg vil give i en genbrugsbutik. Og da vi som regel køber en hel størrelse mere eller mindre på en gang, ville det både løbe op og give ret mange transaktioner at købe tøj på den måde. I forbindelse med ferien skulle vi bruge en badedragt og en babyalarm, og jeg gav Reshopper en chance til. Det gik som en drøm med badedragten mens babyalarm-sælgersken gik under jorden efter at have lovet at sende ’i løbet af ugen’ med det resultat at vi kom på ferie uden fungerende babyalarm. Det gik fint, men var stadig irriterende. Jeg bebrejder sådan set ikke Reshopper sælgerens opførsel, men reserverer en lille plet i udkanten af helvede til folk der ikke kan finde ud af at skrive og aflyse.
  • Genbrug II: Når vi tøffer rundt i kolonihaveforeningen med Musen, støder vi tit på en mor, der tøffer rundt med lidt ældre datter og stor sort hund. Efterhånden er vi ikke bare på hej men også på hundeklap (hvilket Musen synes er en ufed udvikling, han er noget mindre glad for dyr end jeg). I sidste uge spurgte den lille familie om vi ville overtage datterens plastiklegehus, som hun er vokset fra. Først var jeg lidt skeptisk, men min søn har virkelig ikke meget legetøj i kolonien og måske ville han synes det var sjovt. Oh jær! Han er på det næsrmeste flyttet ind, og da jeg samme dag som vi slæbte huset hjem, fandt et par lege-kogeplader i bytterummet, var det lige så englene sang.
  • Kød: Fordi vi griller så sjældent, og fordi er er så meget frem og tilbage med at tænde op og finde udstyr og har vi gafler nok og hvem holder ungen fra ilden, ender vi altid med en menu der minder ret meget om menuen fra vores egen barndom. Det vil sige kød og flutes. Selv om vi selv hver gang bliver lidt chokerede over at det er godt nok er meget kød! Et lille skridt i den grønne grill-retning er min venindes trick med at grille spidskål. Spidskål skåret i kvarte hoveder og grillet som de er. En voksen kan lige akkurat klemme en kvart ned og det smager virkelig skønt!

2 Comments

  • Reply
    Eva
    4. august 2019 at 17:29

    Hej Kirstine,
    Først og fremmest tak for dig og din blog! Har fulgt med et års tid og læst alt. Dejligt med din ligefremhed, ærlighed og humor.
    Hvilke kombi af the laver du? Jeg tørrer mynte og blander med lakridsrod (mega hit), men er så gået i stå derfra. En enkelt gang timianthe med citron og honning (frisk timian), men mangler gode kombinationer til at tørre the. Hvad har du af idéer?
    Mvh Eva

    • Reply
      Plantesmilet
      4. august 2019 at 20:13

      Tusind tak, det er så fedt at vide at der er nogen ude i den anden ende 🙂 Og te … Altså, jeg er jo totalt nybegynder og er ikke engang begyndt at tørre urterne (hvordan gør du?). Men annisisop og rosmarin fungerer, og det samme gør mynte med hindbærblade. Der findes en eller anden klassisk blanding som de skrev om i PØ for et par år siden. Jeg prøver lige at finde et link når jeg er tilbage på den bibliotekariske pind …

Leave a Reply