Lidt af hvert

Søby revisited

Jeg sidder i min venindes gæstehus i Søby på Ærø. Musen sover, og stilheden er næste larmende. Første gang jeg lånt huset, stressede jeg over at få fat i nøglen. Huset har så åbenbart ikke været låset siden det blev bygget tilbage i tresserne. Jeg skal ærligt indrømme at jeg prøvede lige før, altså at låse. Men den var vist rustet fast eller indstillet forkert, det virkede i hvert fald ikke.

Musen og jeg er afsted alene, og aftalen med min veninde er at der ikke rigtig er nogen aftale. Vi hænger ud hvis vi gider og der er mad hos dem hvis vi har lyst. Hun har også fyldt lidt op med kaffe og mælk og havregryn og sådan. Jeg er virkelig heldig med sådan en veninde!

Vi lånte huset her, alle tre, da Musen var helt lille og jeg var her med ham alene for præcis et år siden. Og hvis man nogensinde var i tvivl om børn bliver nemmere og skønnere (og nogen gange er jeg en lille smule i tivl), så er Ærø-besøgene nogle ret gode målepinde at gå efter. Første gang var ret meget overlevelse, sidste år var ladesiggøreligt og ret ok. I år er – ind til videre – tophyggeligt.

Min Mus er simpelthen den bedste rejsepartner man kan forestille sig. Tålmodig, interesseret, det menneskelige kommentarspor der minder en om maskiner og transportmidler man mått have overset. En sand trooper når man bare lige sletter hans lur og i stedet tager på eventyr i øsplaskregnvejr med s-tog, in-ter-CI-ty-tog, rutebil og færge. Kun en lille smule bange for lyden af en bovport der går op lige for snuden af hans klapvogn.

Selve rejsen gik vel egentlig ok. Som sagt var stemningen høj, og mor her havde strikketøjet fremme og alt muligt. Men *ville* det have gjort ondt på DSB at sætte ord på den forsinkelse enhver kunne mærke bygge sig op, men som højttaleren aldrig nævnte med et ord. Så jeg ikke skulle sidde og kampsvede hele vejen mellem Køge og Odense og regne på om jeg kunne komme fra tog til bus på 15 minuttter? Ti? Fem?!? Og hvis ikke, kunne jeg så komme til Faaborg på andre måder inden færgen (nej), tage en senere færge (nej, ikke om lørdagen), nå et eller andet i Svendborg (måske …). Jeg endte med syv minutter til at skifte og fik kastet os ind i en bus, men kun efter at være sprunget på to rulletrapper i løb, klapvognen først, og så bare beordret min krop til at holde arrangementet stabilt og trygt og sikkert indtil vi var nede …

Til gengæld faldt min Mus i søvn i mine arme på bussen. Det har han ikke gjort i flere år og mange kilo, og det var det hele værd. Også at komme af et stop for sent, fordi femten kilo barn og spejderrygsæk og klapvogn og udtjekning og det ene med det andet slog mig ud et sekund.

Faaborg-færgen er nok det mindst tilgængelige jeg endnu har oplevet. Der er ingen elevator fra vogndækket. “Stiller jeg bare klapvognen hernede?” “Ja, hvis du tager ungen med op! Deeeet var så også planen … Hvor måtte jeg stille den? Ja, bare ovre i hjørnet, sagde manden med vesten og pegede bredt ud i det elipseformede rum. Godt så! Som om det ikke var nok, skulle man hen over et halv meter højt dørtri og op ad en noget nær lodret trappe med så lavt et loft at min rygsæk hang fast. Puh!

Vel oppe valgte Musen at vi skulle have fiskefilet med pomfritter. “Vi har pomfritter!” svarede damen begejstret. “Men ingen fiskefiletter..?” – “Jo. Men. Jeg er ny. Jeg kan ikke finde ud af at tænde frituren. Det bliver noget juks!”. Juks indeed, vi endte med en pølsemix … (Er pølsemix ikke friturestegt? Vores virkede nærmest dehydreret men så med rå løg).

Turen har egentlig allerede opfyldt sit fremmeste formål: At minde mig om hvor effing fedt selskab Musen er når man tager alt det ud af ligningen der hedder at vi skal nå noget til et bestemt tidspunkt (det giver ikke mening, vi har skullet nå noget hele dagen. Men på rejse er det noget andet. Ting giver sig selv) og vi bør træne motorik (den vuggestue er satme kommet under huden på mig. Shit altså. Vuggestue som han ikke går i mere. Næste uge hedder det børnehave. Indsæt selv passende antal udråbstegn) og at jeg i virkeligheden har lyst til at få noget udrettet (noget værende noget praktisk).

Turens øvrige formål er at give farmand mulighed for at se en liste af film der er så lang og ambitiøs (Bergman, Tarkovsky, Dreyer …) at jeg blev helt stum da jeg fik den præsenteret. Havde det ikke været for den liste er jeg ikke sikker på turen var blevet til noget. Planlægningen har været så langvarig og det har været så svært at placere en forlænget weekend at jeg helt ærlig var ved at blive hjemme. Men Dreyer!

Og Tak til Dreyer. Det er godt vi kom afsted. Nu vil jeg snige mig ind i sengen til Musen, og håbe at han ikke holder alt for hårdt på det der med at det er *hans* værelse.

I morgen skal vi måske spise frokost i Ærøskøbing. Måske skal vi stene krimi og strikke om eftermiddagen. Min veninde er det mindst børnede menneske jeg kender, og antager at børn bare passer sig ind i planerne. Hvilket de på magisk vis gør. Jeg læner mig tilbage og tænker at han ikke tager skade, hvis jeg lige afleder ham under selve mordene.

No Comments

    Leave a Reply