Bæredygtig hverdag

Status på livet, et år inde i pandemien

Det er først for ganske nylig gået op for mig at vi lever under en pandemi. At de der enorme smittetal og dramatiske billeder fra den store verden er den samme ting som vores hjemlige nedlukning. Jeg har hele tiden vidst det, det er bare først de seneste par uger det sådan for alvor er sevet ind.

At hele misseren har varet et år, kan jeg stadig ikke få hovedet rundt om. Min indre kalenderfunktion var i mange måneder gået i stå på 11. marts 2020, for så at rykke sig lidt og sætte sig i stå igen engang i efteråret. I min verden har vi levet med det her i et halvt år. Sgu da ikke et helt!

Men det har vi, og hvordan går det så lige med det?

Hvis jeg lige tager det lange perspektiv på, så har der været nogle faser. Den første nedlukning var syret. Næsten lidt spændende. Det der pressemøde 11. maj, vi gik glip af i et forsøg på at gennemføre den sidste Bond-film med Roger Moore. De 50 messengerbeskeder i venindegruppechatten, der fik mig til at bede min kæreste trykke pause. Den forvirrende arbejdsdag dagen efter hvor vi sådan set bare kørte bibliotek indtil en eller andet sansede at bede os holde op. Naboerne som jeg lærte meget bedre at kende ved ikke at måtte omgås. De tidlige morgener hvor jeg læste skønlitteratur og drak kaffe i frostvejr på terrassen og undgik at vække familien så længe som muligt. Begynderløbeprogrammet min kæreste og jeg kastede os over som fælles projekt.

Det er ikke hele historien. Jeg tog et hårdt og ikke helt pædagogisk opgør med min søns noget ensidige morglæde og indførte millimeterdemokrati i barneplejen. Noget jeg altid har syntes var lidt smagløst. Det var den måde jeg kunne få vejret på, når jeg ikke kunne trække mig væk for at få lidt luft.

Genåbningen i sommer føltes til gengæld helt ulideligt hård. Både fordi den var det – vi knoklede på arbejde og havde en masse at indhente socialt. Det der slog mig ud var dog hele stemningen. At alle skulle yde lidt ekstra, springe til med kortere varsel, tage lidt flere af de skæve vagter. Jeg kan mærke den slags vibrationer på to kilometers afstand, og har al lyst til at kaste mig ind forrest. Hvilket jeg så ikke kunne fordi min kæreste arbejdede under lignende forhold og børnehaven kørte med reducerede åbningstider og for øvrigt gerne ville vide præcist hvornår vi skulle bruge dem adskillige uger ud i fremtiden. Jeg følte mig besværlig, hjælpeløs, ufleksibel, som hende der ikke havde lavet lektier hverken det ene eller det andet sted.

Det chokerede mig, både hvor sårbare og alene vi følte os uden vores sædvanlige struktur og hvor dårligt jeg havde det med at være sårbar.

Simultant med genåbningen skete der en form for gennembrud i sagaen om min søns helbred. På min sidste løbetur i den sidste uge jeg var sendt hjem, ringede hans pædagog fordi hun havde lagt mærke til han havde en hævelse på halsen som hun syntes skulle undersøges. Gennem tiderne har de bedt os få tjekket hans øjne, ører, balance, potentielle allergier og potentielle dyspraksi. En gang fik jeg besked på at få ham undersøgt for ‘alt’. Der har aldrig været noget, og jeg skal indrømme at jeg også denne gang tog det roligt, men selvfølgelig tog det til lægen, som efterhånden kendte rumlen.

Denne gang var der bid, og vi skylder den pågældende pædagog et post-coronaknus og en pakke chokolade. For han havde sgu en hævelse på skjoldbruskkirtlen. Og mange skanninger og blodprøver og forvirrede telefonsamtaler senere (Forvirrede fordi de tilfældigvis altid lå på dage hvor min kæreste bedst havde tid til at tage dem, men ligestillingen i Danmark åbenbart ikke er nået længere end at læger ringer til Mor ligegyldigt hvor mange notater der ligger om det modsatte) kom han forsøgsvis i behandling for lavt stofskifte. Det var som at tune motoren på en knallert 45. Wauw! Han løber og hopper og klatrer og snakker alle et øre af. Bare wauw.

Og det er en fornøjelse uden lige men har også givet anledning til en del selvransagelse. For på den ene siden synes jeg stadig institutionen kørte for hårdt og for specifikt på med diverse diagnoser. På den anden side har vi nok også haft for let ved at læse vores egne æseldyrstemperamenter ind i ham og slå os til tåls med at ‘sådan skal han have lov at være’.

Det generelle underskud og logistikbøvl hen over sommeren gav anledning til at slå nogle darlings ihjel i den mentale minimalismes navn. Vi havde en dejlig sommerferie. Derudover kan jeg ikke huske at have oplevet eller udrettet noget i sommeren 2020.

I løbet af efteråret vendte strukturer og vaner lige så stille tilbage. Til gengæld bredte der sig en følelse af bekymring. Næsten frygt. Herhjemme startede vi hver uge med tre nødplaner: en for hvis hver af familiens medlemmer blev smittet eller var nær kontakt. Det skete aldrig, men på kontoret delte vi rædselshistorier om bekendte der var blevet sendt i isolation og hvor svært de havde ved at få det til at hænge sammen. I oktober hørte jeg pressemøde på vej hjem i toget og kunne næsten høre det lille klik i min hjerne da den slukkede for ‘det er også lidt spændende at opleve-knappen’. En følelse der havde overlevet sommeren i en lille lomme bagerst i ´bevidstheden. Måske mest fordi forårsnedlukningen efterhånden stod i et nostalgisk skær af førstegangsoplevelser og fællesskab. Det var slut nu. I november blev det meste af børnehaven sendt hjem, og jeg afleverede min Mus ved det ene vindue med lys i en buldermørk bygning.

Nedlukningen i december var en lettelse, helt ærligt. Jeg fik nogle opgaver med hjem, afgrænsede men stadig med kød på. Skar Musens timer i børnehaven ned til et minimum og nød at det noget slentrende tempo han går gennem livet med, for en gangs skyld ikke er et problem. Købte noget maling og forestillede mig at min kæreste og jeg kunne få lidt fra hånden sammen.

Julen var noget rod. Den satte et ret nådesløst spotlys på mit nære netværks tendens til at bide tænderne sammen og fortsætte som om intet var hændt. Dommedag eller ej, restriktioner eller ingen restriktioner. Der er forståelige historiske grunde til at det er sådan. Men jeg havde svært ved ikke at blive såret over at være den hysteriske der så sig nødsaget til at holde afstand mens showet kørte videre som altid. Der bliver et reparationsarbejde.

Det er nu tre måneder siden vi blev sendt hjem for anden gang. Jeg aner ikke hvor den tid er blevet af. De afgrænsede opgaver er knopskudt. Min kæreste og jeg bliver sgu nok aldrig sådan nogle der gør det selv sammen. Musen stortrives. Nåede jeg lige at skrive inden børnehaven ringede og foreslog en børnepsykolog. Fordi han bare ikke er en standardmodel, kunne det tyde på. Men han suger til sig. Forsøger at lære alting på en gang og forstår de 80 procent. Ugedage, højre og venstre, navne og kendetegn ved samtlige planeter. Døden og hvor de små babyer kommer fra. Han kan høre at sommer starter med s og ved at 1 og 0 kan kobles sammen til 10. Kan genkende musvåger og rødhalse. Vi har pudset ham på Lillenørd og driver rovdrift på bibliotekerne for ikke at skulle være eneste kilde information. Yderligere forslag modtages gerne!

Min kæreste lider vildt under manglen på på kulturelle og sociale input. Holder sig selv oppe ved at strengt skridttællerregime og ved at se mystiske polske film sent om aftenen når jeg sover.

Jeg savner også input men nok egentlig mest at komme tre skridt uden for mit liv for lige at få perspektivet. En time på café, en togtur alene. I dag kom jeg for tidligt til en lægeaftale og slog tiden ihjel ved at kigge vinduer op og ned ad Bagsværd Hovedgaden. Bagefter havde jeg det som i en af de der reklamer med Ferier Du Ikke Vil Hjem Fra. Vi har aftalt at afspadsere en formiddag og tage ind til byen sammen. Se på folk og vinduer. Og at min kæreste marcherer nogle af sine skridtoptalte ture alene så jeg kan få lov at være sær for mig selv et par timer.

Og jeg tror jeg har brug for det, det der perspektiv på livet og hverdagen. Jeg kan mærke at vores gamle liv, fra for et år siden, føles mere og mere abstrakt og uvirkeligt. Jeg er i tvivl om jeg savner det, De aftaler ingen har sanset at slette fra kalenderen ser overvældende ud. Jeg har virkelig ikke manglet det evige rul af lørdagsvagter. På den anden side har jeg ikke fået nye indsigter i hvordan retningen for resten af mit liv skal være. Nærmest tværtimod. Jeg har skrællet væk og lukket ned. Ryddet ud i garnlageret, sat symaskinen væk. Jeg har ikke lavet yoga i et år og løberegimet døde ud i løbet sommeren. Jeg tvinger mig selv til at læse lidt, men kan ikke koncentrere mig.

Der må godt snart ske noget sjovt.

Forrige indlæg
Næste indlæg

4 Comments

  • Reply
    Lone
    10. marts 2021 at 15:24

    Tak for tankevækkende ord!

    • Reply
      Plantesmilet
      14. marts 2021 at 8:14

      Selv tak. Det er vilde tider.

  • Reply
    Anette
    10. marts 2021 at 20:18

    Jeg må sige igen, at du skriver fantastisk. Og ift. hvad du mere skal finde på til din søn – jeg tror, jeg har nævnt Atheneskolen for dig før. Nede på Rosenkæret i Søborg. Når Musen nærmer sig skolealderen, foreslår jeg, at I tager ned og besøger Charlotte, som bestyrer børneklassen, og ser hvad hun siger til at have ham i klassen. Atheneskolen er en skole for højt begavede børn. 🙂

    • Reply
      Plantesmilet
      14. marts 2021 at 8:13

      Ja, du har nævnt det før, og det er skrevet bag øret. Han er helt bestemt til den kvikke side, i hvert fald på nogle områder.

Leave a Reply