Havebrug og selvforsyning Kolonihaveliv

Stille opvågnen

Haveskitse

Skitse fundet mellem notater fra et dybt seriøst arbejdsrelateret kursus. Det er vist terrassen nederst, køkkenhaven til venstre, og så ellers en hulens masse trædesten …

Der er ikke sket meget på havefronten på det seneste. Dels har vejret og mørket ikke opfordret til meget andet end at sidde i hver sin ende af sofaen i joggingtøj og spille Wordfeud, kort afbrudt af den intense turnévirksomhed vi og andre kjøwenhavnere med rødder i provinsen gerne er tvunget ud i omkring jul, dels har helbreddet ikke rigtigt været med os.

Systematisk brug af lyslampe fik bugt med det meste af novembers vinterdepression (Tak, Dorthe for rådet: Tyve minutters lys hver morgen i fjorten dage gjorde underværker!). Til gengæld har vi hver haft to gange hoste-snot-og-ondt-i-halsen siden da, for mit vedkommende suppleret med en omgang Roskildesyge (urgh!) og en forstuvet ankel. Og da jeg oven i købet startede op med en syvdages arbejdsuge efter nytår, tja, så har det været så som så med alt andet.

Men nu skal det ikke være suk og klage det hele. Lyset er lige så stille ved at vende tilbage, vi er begyndt at snakke om hvilke projekter der skal prioriteres i haven i år. Trædesten i haven, gulv i soveværelset og måske / måske ikke en ny hæk er ideer der er oppe at vende. Så må vi se, hvor meget der bliver til noget …

En veninde påstår desuden, at man allerede nu kan så chili. Det synes jeg helt ærligt lyder vildt tidligt, men alligevel kunne jeg ikke stå for fristelsen til at købe intet mindre end ti blandede sorter hos Fuglebjerggaard. Så kan jeg altid gennemtænke logistisk og tidsplan, når de lander.

Vintertstemning

No Comments

    Leave a Reply