Bæredygtig hverdag

Strøtanker fra en andengangsgraviditet kilet ind mellem corona, hverdagspraktik og en krop der ikke helt gider

  • Jeg har åbenbart groet en præmiemave som folk roser på gaden og som næsten giver sygeplejersken hos min læge tårer i øjnene af rørelse. Det forsamlede team hos tandlægen lavede nærmest bølgen den anden dag og glemte helt at brokke sig over det med tandtråden. Hvad kan jeg sige? På skalaen fra badebold til flodhest har jeg simpelthen ramt badebolden rent!
  • Jeg *føler* mig til gengæld ret flodhesteagtig. Og har gjort det hele vejen igennem, bare i forskellige inkarnationer. Jeg sværger, tyngdekraften virker umanerligt godt hvorend jeg går og står. Hvilket jeg så kun gør hvis jeg ikke kan finde noget at sidde på. Dertil kvalme, søvnløshed, kronisk tørst (!), tilbagevendende hovedpiner, invaliderende halsbrand, lår i skoene, et bækkenparti så blødt som smør og en masse andet der er kommet og gået. Og træthed. Konstant tæthed på nu ottende måned. “Man kan se du har det *godt*”udbrød den mavebegejstrede tandlæge den anden morgen, hvor jeg i tilgift havde tudet i to timer efter en skidt aflevering i børnehaven … “maybe I’m born with it, maybe it’s Maybeline!”
  • Min første barsel-uden-barn føltes uendelig. Mest på den gode måde. Jeg afsluttede en lille freelance-ting. Fulgte et kursus over seks gange. Dyrkede yoga. Samlede møbler og købte brugte dimser i fjerne forstæder. Denne gang: not so much! Ovennævnte skavanker efterlader mig med Max to gode timer om formiddagen og måske en enkelt efter middagsluren. De timer bliver i det store hele ædt op af hospitalsaftaler, egne og afkoms, og en nærmest absurd mængde øvrig livslogistik. Hovedsageligt forsøg på at overtale håndværkere til at rykke os frem forrest i ordrebogen. Bare en hundrede pladser eller så. Den vordende storebror er måske nok ude over den decideret plejekrævende alder. Til gengæld er han en vedholdende kommunikator (!) og, tja, det tager sgu også en del mentalt krudt. Vores fælles ferie lå desuden inde i min barsel, hvilket jeg stressede en del over på forhånd. Det gik fint, på mange måder, men jeg var nødt til at lægge bånd på redebyggerinstinktet og anerkende at de to andre mennesker i husstanden *virkelig* trængte til at slappe af og have det sjovt. Og her står vi, tre-fire uger før baby med tyve nyvaskede stofbleer og … ikke så mange andre reelle hak på to do-listen.
  • Vinter og forår forsvandt i et dusin forskellige nytænkninger af bibliotekstilbud i en coronatid. Og et par nytænkninger af børnehavetilbudet. Da jeg gik på barsel kunne jeg lige nå fire gange gymnastik hos APA sammen med nogle skønne damer der kun var halvt så langt henne og havde hele pakken af fødselsforberedelse og opfølgende træning foran sig. Det kunne jeg ikke nå, og det er jeg egentlig lidt ærgerlig over.
  • Min første graviditet var heller ikke lutter lagkage, nu jeg lige mediterer over det. Jeg følte jeg var i det forkerte job (det var jeg), var havnet i den forkerte forstad (det var jeg ikke), og var bange for at måtte give afkald på alt hvad jeg syntes var sjovt (det måtte jeg ikke, i hvert fald ikke permanent).
  • Det fylder ustyrligt meget for mig at vi ikke har en skudsikker barnepigeplan for min søn til når fødslen går i gang. Vi har adskillige lovninger på hjælp ‘hvis det passer ind’ og ‘hvis vi overhovedet kan’ og ‘hvis det kan klares før/efter/uden om en eller anden specifik periode’. Men vi har ikke En Plan, og det kan jeg godt ligge vågen over om natten.
  • Corona har nok haft større indflydelse på vores netværk end jeg længe gik og troede. Jeg havde sådan en fatalistisk tro på at når jeg alligevel mest ‘så’ mine veninder i elektronisk form, og vores familier alligevel bor langt væk, så ville en bette nedlukning nok ikke gøre den store forskel. Men der har indsneget sig en vis metaltræthed i messengertrådene. Man (herunder jeg) glemmer at ringe. Jeg fornemmer at folk har behov for at sætte iltmasken på sig selv først. Igen os selv inklusive: vi er inde i en absurd stime af sygdom og død i familierne ovre vestpå, men tager jo heller ikke derover hver weekend. Og så er der hele den der ring udenom af potentielle parvenner på vejen og mulige barnepigeemner blandt kollegers børn og seje damer jeg godt ku’ holde ud at drikke en kop kaffe med. Det projekt er lidt akavet at køre igang efter halvandet års tomgang, synes jeg.
  • Min store søn er på den ene side totalt klar og næsten rørende moden omkring sin kommende status. Og lidt af en prøvelse. Han snakker med lillebror i maven, styrer mig rundt som et periskop med åben mund, så han kan se med (giver mening når man er der …) og har lange lister over ting han skal lære fra sig. Den sidste del har jeg faktisk nedtonet lidt efter en samtale om at små brødre kan være lidt trælse fordi de tager forældrenes tid, hvor han – helt forhåndsudmattet – udbrød at det jo var *ham* der fik travlt med alt det han skulle lære fra sig! På den anden side lader han mig ikke gå fem skridt ud i køkkenet efter saltet uden at være med, afleveringer er rigtig svære, og han har nogle nærmest Wagnerske raserianfald hvor han fx retter mit sprog eller instruerer mig i at vaske hænder ordentligt. Litteraturen fortæller mig at den slags skyldes vage og eftergivende forældre, men jeg tænker det i lidt bredere forstand handler om at han kan mærke fundamentet ryste. (Jeg nægter at definere mig selv som eftergivende. Faktisk plejer min kæreste at definere Musens og mine sammenstød som ‘immovable object meets unstoppable force’. Hvilket muligvis er ligeså slemt)
  • I foråret fyldte det enormt i mit hovede om min søn nu havde det godt (nok) i børnehaven, om han havde venner (nok), om han kom til at klare sig godt (nok). Jeg kunne se og høre mig selv udfritte ham på en måde der lidt for tydeligt afslørede det ‘rigtige’ svar, og netop derfor aldrig førte til et rigtigt, ærligt svar. I hvert fald ikke et der var definitivt nok til at udfylde mit bekymringhul. Til sidst tog jeg en samtale med en børnepsykolog med speciale i begavede og sensitive børn for at få lidt sparring. Det var godt givet ud, og hun var ikke bekymret. Ikke for ham i hvert fald.
  • Jeg tog også en samtale med Herlev Hospitals ammevejleder. Hvilket kan anbefales, hun virkede både kompetent og empatisk. Og pragmatisk, hvilket var vigtigt for mig. Mit første ammeforløb strakte sig over fem dages reel amning og lige så lang tids intens smerte, nogle ydmygende samtaler med Rigets hotline, et par brystvorter der faldt af i badet, en uges genindlæggelse med drop, en kræftpakke (pga store uudtømte mælkeknuder) og fire års forsøg på at overtale min dybt traumatiserede kæreste om at det gjorde vi da lige igen. Så jeg havde dels behov for at blive bekræftet i at sådan bør det ikke gå (det blev jeg) og i at det er ok at trække i nødbremsen og finde flaskerne frem fra loftet hvis det føles bedst (det blev jeg også).
  • Om et par dage skal jeg til jordemoder og tale om mine ønsker for fødslen. Og jeg har helt ærligt ikke de vilde holdninger til emnet bortset fra at jeg håber den får en ende og resulterer i et raskt barn. Til gengæld har jeg en lillebitte drøm om denne gang at få lov at opleve de der par tågede uger i sofahjørnet med et spædbarn ved brystet (eller flasken …) som jeg har hørt om men gik glip af sidst. Det går nok uden, men jeg gad godt prøve det.

Forrige indlæg
Næste indlæg

No Comments

    Leave a Reply