Er mine seneste mange arbejdsdage begyndt sådan her: “NÆSTE!Hvilketvalgvildugernestemmetil?Begge?Sågerne!Hardunogetidtak”. (Åbner DOS-baseret firserprogram, skanner sundhedskort, F2, F6, F12, ændrer valgart, Enter, F2, F6, F12, udleverer to kuverter med stemmesedler). “NuprinterjegtofølgesedlerogsåfårdutoblåkuvertermediboksenderliggerengråseddelidemhverPASPÅikkeatbytterundtpåkuverterneogkomtilbagetilmigbagefterværopmærksompåatderførstkommerlistertilfolketingsvalgetden28.nejeganerikkehvorfordetersådan”. (Overvåger den stemmendes ben under forhænget og ignorerer folk i køen som undrer sig over hvad jeg står og laver) “NEJ!Dumåikkesmidedeblåkuverterikassenskrivunderhertaksåskriverjegunderherogstempler. (Skriverunder, stempler, pakker to blå kuverter ind i hvert sit følgebrev og ned i hver sin hvide kuvert og smider i hver sin kasse.) “JadettagerlidtlængeretidendatstemmepådagennejjegvedikkeomdearbejderpåenelektroniskløsningsikketnogetmedsikkerhedhavendejligdagNÆSTE!”
Er mine seneste mange arbejdsdage sluttet sådan her: “NÆSTE!ØhskaldustemmetildetderøhEUøhIDøhnåhnejhvorvarjegnudetmåduundskyldeblåkuverterskriveunderstempelogblækklat” (fumler med firserprogram) “UNDSKYLDundskyldundskyldjegharsagtdetherendelgangeefterhånden …”
Føles almindelige bibliotekarspørgsmål ret meget som ferie for tiden.
Er folk i det store hele holdt op med at stille bibliotekariske spørgsmål siden valgene blev udskrevet …
Ville jeg ellers frygtelig gerne anbefale:
Mit navn er Lucy Barton af Elisabeth Strout. Fin og melankolsk bog at bryde med social arv og hvor svært det er at rekonstruere hvad der egentlig skete.
De søvnløse af Kim Leine. Sygehusmiljø i grønlandsk udsted i en nær fremtid hvor der er noget krig i Europa og verden er blevet lidt varmere. Flydende synsvinkel og noget af det bedste world building jeg kan huske at have læst.
Mit halve liv af Anita Furu. Vandt Debutantprisen sidste år, velfortjent. Fortæller sin farmors historie om at være adopteret østjøde i København i starten af forrige århundrede, så man kan lugte klunkesofaerne, smage det usyrede brød og føle savnet og rodløsheden.
Oplyst af Tara Westover. Erindringsroman fuld af ramashang og absurde situationer om lille Tara der vokser op i en mormonsk og skolefjendsk prepper-familie uden for lands lov og ret i USA.
Ar af Audur Ava Olafsdottir. Lidt som En mand der hedder Ove (dvs livstræt mand finder mening og fællesskab på bunden af værktøjskasse), men sært poetisk.
Overvejde jeg aldrig seriøst skraldemandserhvervet da jeg var yngre, og det er måskke en fejl? I hvert fald ejer vores haveaffaldssjak gaden når de kommer kørende. Veltrænede og velplejede unge mænd med smil og håndtegn og godbider til hundene, vink til børnene og beroligende ord til de gamle damer. Jeg er helt solgt!
Går det ellers ok med den såkaldte karriere. Har haft MUS, og vi var rørende enige om ikke at have meget at klage over. Bortset fra tallerken-gate. Ja, han havde næsten ikke lyst til at nævne det, men i det der andet hus, hvor jeg arbejder hver uge men ikke som sådan har hjemme, går ordet altså, at jeg ikke stiller min tallerken i opvaskeren. Lederen af bemeldte hus har nævnt det for mig (det har hun), og derfor ville hun nævne det for ham, og han så altså for mig. Og jeg er næsten villig til at indrømme den enkeltstående foreteelse. Men det generelle billede … Er jeg SÅ distræt? Skal jeg bare indrømme? Nægte alt? Slå det hen? Tage mig sammen fra nu af? Billedet kompliceres af at jeg så faktisk har forsøgt at tage mig sammen og stille den skide tallerken i opvaskeren på mit eneste post-MUS besøg. Og næste gang jeg kom forbi, var den taget ud!!! Har jeg ligefrem en uven på stedet? Tallerkenbagvaskes jeg? For ingen så mig vist sætte den ind, men mange kan have set den stå på bordet bagefter. Skulle jeg have vasket den op i hånden, og således være gået glip af op til flere vrevstemmer?!
